Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Analyse: Danskerne straffer Løkke

Det korte af det lange er, at rød blok ifølge Gallup har vundet terræn, og at der nu er tale om dødt løb. Derfor er det trenden i målingen, som må bekymre Løkke.

For Løkke udgør Gallup-målingen et problem. Tallene viser, at han er svækket forud for et svært forår.
For Løkke udgør Gallup-målingen et problem. Tallene viser, at han er svækket forud for et svært forår.

 

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har fået en dramatisk og dårlig start på 2016. Ministre har udtalt sig i øst og vest om regeringens beslutning om at øge grænsekontrollen til Tyskland – som statsminister Lars Løkke Rasmussen tidligere har talt imod. Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne er samtidig i gang med at trække stikket til statsministerens reformdagsorden for foråret, hvor han vil invitere arbejdsmarkedets parter til trepartsforhandlinger – blandt andet for at få flere udlændinge i job – og sænke skatten på arbejde.

Med opbakning fra kun 18,5 procent af danskerne står Venstre svagt. Løkkes position bliver ikke bedre af, at Berlingske i dag også offentliggør en ny præsidentmåling, hvor vælgerne vurderer Lars Løkke Rasmussen over for S-formand, Mette Frederiksen. På de fleste parametre taber Lars Løkke Rasmussen, ligesom de fleste vælgere har Mette Frederiksen som favorit til at indtage Statsministeriet efter næste valg.

Det skal siges, at Gallups samlede opgørelse over partiernes styrke viser dødt løb. Blå blok får samlet 50 procent af stemmerne, mens rød blok får 49,8 procent, men med opbakning fra de nordatlantiske mandater vil rød blok i princippet have flertallet – dog er den statistiske usikkerhed stor.

Det korte af det lange er, at rød blok har vundet terræn, og at der nu er tale om dødt løb. Derfor er det trenden i målingen, som må bekymre Løkke.

Ved valget indkasserede Venstre som bekendt et katastrofalt ringe resultat. Løkke tog tilbageslaget på sig, og strategien har været, at han med en arbejdsom, dedikeret og ydmyg indsats skulle vinde vælgernes tillid tilbage oven på GGGI-sagen og Venstres famøse tøjindkøb. Kunne han demonstrere, hvor dygtig og kapabel en leder han er, når han er bedst, ville vælgerne langsomt vende tilbage – lød den håbefulde analyse.

Statsministerens start var lovende, men siden den tabte EU-folkeafstemning synes han også at have tabt kompasset. Her og nu kan det være svært at finde linjen i statsministerens håndtering af flygtninge- og immigrantkrisen – som selvsagt er en enorm udfordring – og det bliver ikke bedre af, at ministre kommer med modstridende udsagn om, hvordan krisen skal håndteres.

Indenrigspolitisk har Løkke det problem, at hans forhold til Venstres afgørende alliancepartner, Dansk Folkeparti, er anstrengt. DF har fået så lidt ud af efterårets finanslovsforhandlinger – og fik så store problemer med besparelserne på ældres boligydelse – at DF indkasserer en forsinket straf fra vælgerne.

Ifølge Gallup støtter 19,3 procent af vælgerne Dansk Folkeparti, og dermed ligger partiet fortsat højt, og DF-formand Kristian Thulesen Dahl vil formentlig have styrke til at ændre det lille tilbageskridt til fremgang, men tilbage står, at parløbet mellem Venstre og Dansk Folkeparti har været ualmindeligt ringe. Det er også et faktum, at mange DF-vælgere langt fra er begejstret over at skulle støtte Løkke.

For Løkke udgør Gallup-målingen et problem. Tallene viser, at han er svækket forud for et svært forår.

I værste fald risikerer statsministeren at miste danskernes tillid til, at han kan håndtere flygtninge- og immigrantkrisen. Løkke risikerer også, at hans plan om trepartsforhandlinger og skattelettelser ender skuffende. For det er tiltagende svært at finde finansiering på grund af de stigende udgifter til flygtninge. Arbejdsmarkedets parter jorder på forhånd hans forslag om at indføre en indslusningsløn, der skal give udlændinge bedre chancer for at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Og på Borgen er Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti i stigende grad imod at give skattelettelser set i lyset af de eksplosivt stigende udgifter til asylansøgere og flygtninge.

Målingen blotlægger imidlertid også et stort paradoks for rød blok.

 

Det er nemlig ikke Socialdemokraterne, som trækker rød blok frem. Fremgangen leveres af de Radikale og især af det bomstærke Enhedslisten, der appellerer til de danskere, som er imod den aktuelle udlændinge- og asylpolitik.

På sigt stiller det Mette Frederiksen over for en enorm udfordring: Hun står selv bag regeringens markante stramninger, og dermed har flertallet bag en stram linje i udlændinge- og asylpolitikken aldrig været større. Men når – eller hvis – Mette Frederiksen skal danne regering efter næste folketingsvalg, vil hendes allierede i rød blok kræve tilbagerulninger og lempelser.

Her venter et drama.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.