Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Alternativets politiske år: Jubelåret og den gnidningsfri start giver fornem karakter, men nu er fredningen forbi

Serie: Et år efter valget. 18. juni er det præcis et år siden, der var valg. I en ny serie sætter politiko.dk fokus på, hvordan det er gået de ni partier, der opnåede valg til Folketinget. I dag evaluerer vi Alternativet. Uffe Elbæk selv kan ikke komme på nogen nedture i året, der er gået - overhovedet. Og også Berlingskes politiske kommentator roser partiets første år i Folketinget.

Alternativet oplevede en gedigen jubelstund, da partiet sidste år overraskede snart sagt alt og andet og bragede ind i Folketinget som landets sjettestørste parti.

168.788 stemmer gav 9 mandater til Uffe Elbæks hold af fortrinsvis nye politikere. Siden er det gået frem og frem for Alternativet, der efterhånden er blevet så store, at de ikke længere får lov til blot at passe sig selv af de andre partier.

Det blev demonstreret til fulde, da Socialdemokraternes gruppeformand i et interview med Jyllands-Posten kaldte partiet for et »bluffnummer«. Og også under afslutningsdebatten i folketingssalen blev der gået mere til alternativisterne end det er sket tidligere.

Herunder giver Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, sin vurdering af året der er gået hos Folketingets nye parti, Alternativet. Du kan blandt andet se, hvilken karakter Uffe Elbæk og co. får for deres første år som folkevalgt parti.

Årets optur: Valgresultatet er Alternativets store gennembrud
»Det er valgresultatet. Uffel Elbæk og co. tog fusen på hele det etablerede politiske system, gik under radaren og fløj i mål med et valgresultat, som ingen havde set komme. Det er en stor præstation, og der var stort set ingen, der opdagede, at der under de luftige drømme arbejdede en fuldstændig professionel kampagneorganisation på højtryk. Der er mange politiske analytikere, der går rundt med røde ører i dag. Og med god grund. Og så er det også en optur, at de er fortsat med at vækste i meningsmålingerne.«

Årets nedtur: Alternativet har ingen indflydelse
»Nedturen for Alternativet er, at de ikke er i nærheden af at have indflydelse. Og at de oven i købet har måtte opleve den store tort, at Henrik Sass Larsen, Socialdemokraternes nummer to, i fuld offentlighed har været ude og hælde dem ned ad brættet og kalde partiet et bluffnummer, en omgang drømmere og nogen, man ikke kan basere noget som helst politik på.«

Årets overraskelse: Den nye gruppes første år
»Årets overraskelse har været, at det er lykkedes så gnidningsløst at få den nye folketingsgruppe til at fungere og nærmest helt undgå alle de fejl, mange ellers havde forudset fra en så ny gruppe. Det har kørt meget disciplineret.«

Thomas Larsen giver Alternativet karakteren 10 på 7-trinsskalaen. Ifølge undervisningsministeriets gives den karakter for »den fortrinlige præstation, der demonstrerer omfattende opfyldelse af fagets mål, med nogle mindre væsentlige mangler.«

»Jeg er hamrende stolt«

I det følgende giver vi ordet til Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk. Han svarer ligeledes på, hvad han mener er Alternativets største op- og nedtur. Og så peger han på en noget overraskende politiker, når han bliver bedt om at kåre årets politiker.

Uffe Elbæk, hvad har været Alternativets største optur i det år, der er gået?

»Det er at se vores folketingsgruppe folde sig ud på den måde, den har foldet sig ud på. Vi fik valgt otte helt nye folketingspolitikere, der aldrig havde stået på talerstolen ned i folketingssalen, ind ved valget. Og de er i løbet af meget, meget kort tid blevet så hamrende dygtige, som jeg synes, de er. Jeg er hamrende stolt.«

Elbæk kan ikke komme i tanke om nedture

Hvad har så været årets nedtur for jer?

»Der er jeg helt blank. Det er gået så godt på så mange områder. Det er svært at sige noget, der er en nedtur. Måske skal jeg have hjælp fra nogle kritiske journalister til at identificere nedturen.«

Ifølge Thomas Larsen er jeres nedtur, at I ikke er i nærheden af at have nogen politisk indflydelse…

»Ja, men det er jeg helt og aldeles uenig med ham i. Den aften på valgnatten, hvor det gik op for os, at regeringen ikke fortsatte, var jeg rigtig ked af det. Men jeg må også se i øjnene, at det at komme i opposition har givet os mulighed for at få bygget os selv, vores folketingsgruppe og landsorganisation, op. Så det, der godt kunne være et problem, har faktisk været rigtig godt.«

Så når du kigger tilbage på året, der er gået, kan du ikke komme i tanke om en eneste nedtur?

»Der har da været udfordringer. Men jeg vil ikke kalde det nedture.«

Valgaftenen står krystalklart i erindringen

Ok. Hvad er det øjeblik fra året, der er gået, du husker bedst?

»Der er tre ting, der dukker frem.«

Ja, men du skal kun vælge det ene øjeblik, du husker bedst.

»Og du presser mig til, at det skal være et Christiansborg-øjeblik?«

Jeg spørger faktisk helt åbent…

»Ok. Men så dropper jeg det, jeg ellers ville have sagt om Rasmus Nordqvists debut på Folketingets talerstol under åbningsdebatten i oktober sidste år og vores alternative parlament, og peger på to ting – selvom jeg godt ved, du vil nægte mig det,« siger Uffe Elbæk og drister sig til at prøve:

»Jeg siger valgaftenen og så vores årsmøde for nylig.«

Elbæk kårer Løkke som årets politiker

Ok. Hvad er så det øjeblik fra året, der er gået, du helst vil glemme?

»Jeg er ikke sådan en, der har lyst til at glemme noget som helst. Til gengæld er jeg enormt god til at huske - også når der foregår noget, der ikke er i orden.«

Det er modtaget. Hvem er så årets politiker? – og det må ikke være en fra dit eget parti.

»Det kan godt være, det her svar overrasker lidt. Men jeg synes faktisk, det er Lars Løkke Rasmussen. Det er fordi, jeg synes, han har klaret det mod alle odds. Jeg er fuldstændig dybt uenig i hans politik, men hvis jeg bare kigger på den opgave, han har løftet med at få en blå blok til at forblive nogenlunde intakt på trods af den enorme forskel fra Liberal Alliance til Dansk Folkeparti, synes jeg han og hans ministre har formået at lande vigtige aftaler.«

Thomas Larsen: Alternativet er simpelthen blevet for stor en trussel

Vi har også fået Thomas Larsen til at spå om, hvad der kommer til at ske for Alternativet i året, der kommer.

Og efter jubelåret og fremgangen, kommer der nu et år med mere modstand fra de øvrige partier på Christiansborg, forudser Thomas Larsen.

»Fredningen er forbi. De er simpelthen blevet for stor en trussel, og derfor er de øvrige partier begyndt at lægge fløjlshandskerne væk. Foreløbig har det, ironisk nok, vist sig at være en vindersag, hver gang de bliver angrebet. Både fordi de får omtale, de ellers ikke ville få, fordi de intet betyder parlamentarisk, og fordi sympatien indtil nu har vist sig at være med Uffe Elbæk og ikke den angribende part,« siger Thomas Larsen.

3 Alternativet-citater fra året, der er gået

Politiko.dk har samlet tre markante citater fra alternativister fra året, der er gået.

Dem får du her:

»Avavdvavdejrkdlavsjfkavahdkahahddad, hvor er det crazy, det her.«
Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, på valgnatten sidste år. Det er valgresultatet, der er crazy, i øvrigt.

»Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg var rasende da jeg forlod studiet. Faktisk har jeg aldrig været så følelsesmæssigt berørt af et TV- eller radiointerview.«
Uffe Elbæk på sin facebookprofil efter et interview med DR-journalist og tv-vært Clement Kjersgaard i programmet 'Vi ses hos Clement'.

»Desværre ved vi ikke rigtigt, hvordan vi skal råbe regeringen op. Faktisk ved vi ikke engang, om der er nogen, der kan råbe regeringen op? Det eneste vi ved, er, at Jorden kalder – og vi hører den.«
Alternativets politiske ordfører, Rasmus Nordqvist, i sin ordførertale ved åbningsdebatten i Folketinget i oktober sidste år. Du kan læse hele hans ordførertale her.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.