Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Alternativet vil som eneste parti vælte Inger Støjberg: »Vi kan ikke acceptere, at en minister handler ulovligt«

Uffe Elbæks parti kræver som eneste parti i Folketinget Inger Støjbergs afgang, selvom der ikke ligger et konkret bevis på, at hun har handlet ulovligt med åbne øjne.

Se mere
Arkivfoto: Uffe Elbæk, Josephine Fock og Rasmus Nordqvist i folketingssalen.
Arkivfoto: Uffe Elbæk, Josephine Fock og Rasmus Nordqvist i folketingssalen.

Har Inger Støjberg foretaget sig noget så alvorligt, at hun ikke kan fortsætte som minister?

Det mener Alternativet, der som det eneste parti i Folketinget har krævet, at Inger Støjberg (V) skal gå af som udlændinge- og integrationsminister, efter at hun i 2016 som minister udsendte en ulovlig instruks om at adskille mindreårige asylansøgere fra deres voksne ægtefæller.

Mens andre partier afventer torsdagens samråd om sagen og ønsker en undersøgelse af forløbet, har Alternativet valgt at trække det ultimative kort over for Inger Støjberg, selvom der ikke foreligger konkrete beviser for, at hun sendte noget ulovligt ud med åbne øjne – hvilket hun også selv afviser at have gjort.

Men for Alternativet er sagen helt klar.

»Det er enormt problematisk, at hun mod bedre vidende går ind og ændrer instruksen og sender den ud. Vi kan ikke acceptere, at en minister handler ulovligt,« siger Alternativets udlændingeordfører, Josephine Fock.

Sagens helt afgørende stridspunkt er, om Inger Støjberg blev advaret om, at den instruks, hun endte med at sende ud, var ulovlig, eller om hun sendte den af sted i god tro.

I marts i år udsendte Ombudsmanden en redegørelse, hvor han skarpt kritiserede, at Udlændingeministeriet i knap fire måneder i 2016 ulovligt adskilte alle asylpar, hvor mindst den ene var mindreårig, uden man foretog en individuel vurdering.

Politiken har gennem de seneste uger skrevet, at »flere kilder tæt på begivenhederne« oplyser, at der i dagene op til beslutningen »var store, interne sværdslag mellem embedsværket og udlændingeministeren«, og at Støjberg derefter gav den ulovlige ordre trods advarsler fra sine embedsmænd.

Inger Støjberg har derimod gentagne gange fastholdt, at ministeriet godkendte den instruks, der senere blev kendt ulovlig af ombudsmanden, inden hun sendte den ud.

»Jeg kan med sikkerhed sige, at det er jeg ikke blevet gjort opmærksom på. Og det er helt sikkert, at man også i ministeriet mente, at det var lovmedholdigt,« sagde hun f.eks. til DR.

Ombudsmanden har forklaret til Politiken, at han ikke kan og vil tage stilling til, hvorvidt Inger Støjberg var advaret, da det ikke ligger inden for hans rammer.

Til gengæld har to professorer i forvaltningsret vurderet over for Politiken, at Inger Støjberg de facto blev advaret, fordi udkastet til Inger Støjberg – hvorfra hun selv fjernede passagen om, at asylparrene skulle vurderes individuelt - ifølge de to eksperter er at betragte som rådgivning og dermed en advarsel.

Josephine Fock, det er en alvorlig ting at kræve en ministers afgang. Hvad har du af belæg for at sige, at Inger Støjberg bevidst handlede ulovligt?

»Hun anerkender selv i Politiken, at der har været en heftig diskussion, selvom hun holder fast i, at hun ikke har fået noget på skrift. Men embedsværket har fremlagt en instruktion, hvori en individuel vurdering af parrene indgår, og det gør, at hun ved, hvad embedsværket anbefaler.«

Men hun siger selv, at hun fik at vide, at det var inden for rammerne. Hvorfor stoler I ikke på det?

»Det er mig bekendt ikke det, hun siger. Det, hun siger, er, at hun efterfølgende ikke har hørt noget om, at det var ulovligt.«

Hun siger gentagne gange og til flere medier, at man i ministeriet mente, at det var inden for lovens rammer at sende instruksen ud.

»Men inden da har embedsværket fremlagt, hvor langt man kan gå, og det går hun så ind egenhændigt og fjerner. Dermed gør hun det imod bedre vidende.«

Det er din tolkning. Inger Støjberg siger, hun får at vide, at hun godt kan sende det ud. Hvis det er rigtigt, hvorfor vejer det så ikke tungere end en tidligere vurdering?

»Vi kan se i Ombudsmandens redegørelse, at der samme dag, som instruksen bliver sendt af sted, har været møde i koncernledelsen, hvor der bliver sagt, at man er nødt til at se på sagerne individuelt, hvis man skal overholde internationale konventioner og forvaltningsretlige grundsætninger i Danmark. Og det rimer i hvert fald ikke med, at hun har fået at vide af embedsværket, at det er helt lovligt.«

Hvorfor er det ikke ligegyldigt, hvilke diskussioner der har været, og hvor heftige de har været, hvis det ender ud med, at embedsapparatet siger god for instruksen?

»Det er så det, jeg betvivler. For det er meget mærkeligt, at man på et koncernledelsesmøde samme dag siger, at man er nødt til at vurdere det individuelt for at overholde internationale konventioner. Og så er det bare, at jeg siger, at det rimer ikke med Ombudsmandens redegørelse, og Ombudsmanden har trods alt fået fremlagt al dokumentation fra ministeriet.«

Men Ombudsmanden siger jo ikke noget som helst om, hvorvidt Støjberg vidste, at det var ulovligt?

»Nej, men ombudsmanden siger, at instruksen er ulovlig, og i og med, at Inger Støjberg selv i Politiken fortæller, at der har været heftige diskussioner frem og tilbage, så tilkendegiver hun også, at de har diskuteret, om det var ulovligt.«

Så med andre ord siger du, at hun lyver, når hun siger hun ikke blev advaret?

»Jeg vil ikke bruge ordet lyve, men at hun selv egenhændigt har fjernet den instruks er ekstremt problematisk, og hun bør vide bedre.«

Du betvivler Støjbergs udsagn og nævner heftige diskussioner i ministeriet, men du er ikke kommet med noget konkret dokumentation for, at Inger Støjberg med åbne øjne har fået at vide, at hun gjorde noget ulovligt. Hvorfor skal der ikke være et helt konkret bevis, en rygende pistol, i stedet for vurderinger, før I kræver hendes afgang?

»Jo, men der må jeg simpelthen sige, at jeg henholder mig til de forvaltningsretlige professorer. Det må jeg godt nok sige. En forvaltningsretlig professor og ikke bare en, men to, siger, at hun godt ved, at det første udkast var at gå så langt som muligt. Alligevel går hun ind egenhændigt og fjerner den afgørende passage.«

De andre partier kræver ikke hendes afgang og afventer samrådet torsdag og en evt. undersøgelse. Hvorfor gør I ikke det?

»Jeg synes, at de ting, der ligger i Politiken, er så alvorlige kritikpunkter, at hun allerede er gået over stregen.«

Hvorfor vægter det, som Politiken skriver på baggrund af anonyme kilder, højere, end hvad Inger Støjberg selv udlægger som korrekt?

»Fordi det, som vægter højere for mig, er det, som Inger Støjberg selv siger. Det er det, jeg hele tiden understreger. Det er det interview i Politiken, hvor hun selv siger, at der har været heftige diskussioner for og imod i ministeriet. Og så er det Ombudsmandens redegørelse og de forvaltningsretlige professorer, jeg lægger vægt på.«

Handler det her i virkeligheden om, at Inger Støjberg er regeringens største symbol på en udlændingepolitik, som I er inderligt imod, og nu øjner en mulighed for at komme af med hende?

»Nej, det gør det overhovedet ikke. Jeg har indtil nu haft den største respekt for Inger Støjberg, fordi vi har været og kan være meget, meget uenige, men vi er nødt til at have en minister, der ikke går ind og bøjer lovgivningen, og på trods af advarsler sender noget ulovligt ud egenhændigt.«

Kan du forstå, hvis man får den tanke, når I står helt alene inden samrådet og kræver hendes afgang?

»Jamen, sådan vil det altid være med pressen, selvfølgelig får pressen den tanke, og det er fair nok. Men det vigtige for mig er, at en minister altid overholder loven.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.