Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Alternativet vil gøre iværksættere lækre

Gennem 26 forslag vil Alternativet gøre iværksættere til frontlinje for den økonomiske vækst i Danmark. Partier fra begge sider tager godt imod dele af pakken, men ikke finansieringen af den.

Alternativet vil give mere medvind til iværksættere og særligt fremme sociale og grønne projekter. Andre partier er lydhøre over for forslagene, men finansieringen skiller vandene. Arkivfoto: Henning Bagger
Alternativet vil give mere medvind til iværksættere og særligt fremme sociale og grønne projekter. Andre partier er lydhøre over for forslagene, men finansieringen skiller vandene. Arkivfoto: Henning Bagger

Alternativet offentliggør i dag onsdag en storstilet plan, som ifølge partiet selv er overfinansieret, ambitiøs og skabt i samarbejde med dem, det handler om: Iværksætterne.

Det kan således blive lakmusprøven på partiets iværksætterpolitik, som har været en helt central del af Alternativets politiske vision, siden Uffe Elbæk dannede partiet i 2013.

Fra begge sider i folketingssalen ses der positivt på pakken, selv om det kan blive svært at finde flertal for alle 26 punkter i Alternativets ambitiøse plan.

Iværksætterpakken med navnet »Et entrepenant Danmark – færre forhindringer, flere muligheder« indebærer udgifter for en halv mia. kroner, men øgede indtægter fra registreringsafgiften skal indbringe en mia. kroner og dermed kunne finansiere pakken dobbelt.

Blandt de 26 forslag er en to-årig målrettet iværksætterydelse på 80 pct. af dagpengesatsen til udvalgte modtagere og uddeling af 100 arbejds- og opholdstilladelser om året til særligt lovende internationale iværksættere.

Søger bredt forlig

Håbet fra det nye parti er, at de etablerede partier vil kigge ud over partifarver og andre reservationer, så initiativerne kan blive til konkret politik.

»Vi står over for nogle helt fundamentalt seriøse udfordringer, der skal løses på en ny måde. Der skal man tage det bedste af, hvad man kender. Det er derfor, der både er ting, man traditionelt ville kunne finde i rød og i blå blok i en god blanding med det grønne, som vi mener er vigtigt,« siger Rasmus Nordqvist, Alternativets politiske ordfører og iværksætterordfører.

Nogle af de helt centrale forslag i planen handler om investeringer i iværksættervirksomheder. Her foreslår partiet muligheden for at frigøre en langt større del af danskernes pensionsformue, så man kan investere helt ned til 20.000 kroner fra pensionen i iværksættere. I dag er det muligt at gøre, men kun hvis man investerer minimum 100.000 kroner af pensionsopsparingen. Det bør ifølge Alternativet sættes ned til 20.000 kroner.

»Vi tror gerne, at folk vil investere og hjælpe iværksættere, men 100.000 er et stort beløb for mange mennesker. Hvis det beløb sættes ned, kan det give flere mulighed for at investere i en iværksættervirksomhed. Vi har jo rigtigt mange penge bundet op i pensioner i Danmark, og vi har så set på, hvordan vi skal få dem til at arbejde – og ikke kun i de store virksomheder,« siger Rasmus Nordqvist.

Venstre har tidligere annonceret, at de kommer med et udspil på samme område senere på året, og hos regeringspartiet er man ikke afvisende over for alle forslagene fra Alternativet.

»Ambitionen er vi fuldstændig enig i. Der er dele af pakken, som vi er glade for og andre, vi er mindre glade for, men det her fordrer i den grad en konstruktiv dialog til, når Venstre kommer med sit eget udspil,« siger erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen (V).

Venstre er dog helt uenig i finansieringen. Alternativet vil ændre grænsen for, hvornår bilejere kan få fradrag på registreringsafgiften, så staten får én mia. kroner mere i kassen. Halvdelen af pengene skal så bruges på Alternativets iværksætterplan, men den plan for finansiering får ingen opbakning hos Venstre. Socialdemokraterne mener heller ikke, at billisterne skal betale for iværksætterpakken.

»Det kan være et meget fint forslag, hvis man kan cykle direkte på arbejde, men det er der altså store dele af Danmark, som ikke kan. Mange har ikke noget alternativ til bilen, og derfor er hovedproblemet med det her forslag, at effekten kan blive udvandet af finansieringen,« siger Morten Bødskov, erhvervsordfører for S.

Alternativet mener dog ikke, at deres konkrete valg af finansiering skal afgøre pakkens fremtid.

»Hvis f.eks. Liberal Alliance har en anden god løsning til finansiering, må de meget gerne komme med den,« siger Rasmus Nordqvist.

Et andet markant forslag går ud på, at Alternativet vil gøre det fradragsberettiget op til en halv million kroner at investere i iværksættervirksomheder. Og hvis iværksætteren af et fagligt udvalg vurderes at have en grøn eller socialøkonomisk profil, skal man kunne trække en hel million kroner af sin investering fra i skat.

DE imod positiv særbehandling

Dansk Erhverv (DE) mener ikke, at ideen med at give positiv særbehandling til grønne og sociale iværksættere er den bedste iværksætterpolitik.

»Vi ser helst, at markedet bestemmer, hvem der skal leve og dø, og hvem der skal blive til store virksomheder,« siger Sigurd Schou Madsen, der er erhvervspolitisk konsulent i DE med ansvar for iværksætterområdet.

Både LA og Venstre er enige med DE, og selv om Liberal Alliances iværksætterordfører Christina Egelund ser positive takter i dele af forslaget, kan hun hverken forlige sig med pakkens finansiering eller behovet for at tilgodese såkaldt »grønne« eller »sociale« virksomheder frem for andre.

Alternativet har i processen spurgt blandt andet Dansk Iværksætterforening til råds, og her er man begejstrede over, hvor meget der er lyttet til iværksætternes indspark.

»De har ikke hevet ud af den blå luft, hvad der er brug for. De har spurgt folk i miljøet om, hvad der er de primære problemer. Et af de primære problemer er finansiering af iværksættere, og det har de i den grad taget seriøst,« siger Christian Walther Øyrabø, der er formand for Dansk Iværksætterforening.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.