Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Alle ville hilse på »blondinen«: Thorning bød på kanapeer og fik Dong-gaver

Den stod på politisk drilleri, verbale roser og en socialdemokratisk sømandshilsen, da statsministeren inviterede til 10 års-reception på Christiansborg.

Statsminister Helle Thorning Schmidt fejrer 10 års jubilæum som formand for Socialdemokraterne i Fællessalen på Christiansborg. Her takker hun de Radikales Morten Østerggard efter dennes tale.
Statsminister Helle Thorning Schmidt fejrer 10 års jubilæum som formand for Socialdemokraterne i Fællessalen på Christiansborg. Her takker hun de Radikales Morten Østerggard efter dennes tale.

Det er ikke hver dag, at statsministeren udlodder krammere ad libitum.

Det virker dog til at være tilfældet denne tirsdag i Folketingets Fællessal, hvor politiske stridigheder - internt som eksternt - allerhøjest fremkommer på det vittige plan. Det vender vi tilbage til.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt fejrer ti års jubilæum, og alle er kommet for at hilse på »blondinen«, som udviklingsminister Mogens Jensen med et glimt i øjet omtaler sin formand ved receptionens åbning. Naturligvis med reference til formandens eget udsagn om, at »det er ikke ovre, før blondinen har stillet stiletterne.«

Selv holder Helle Thorning-Schmidt sig fra det lille podium, hvor dagens taler til formanden holdes. I stedet slår salen ring - helt bogstaveligt - om statsministeren, så hun alene med husbonden Stephen Kinnock ved sin side kan høre de bevingede ord fra sine politiske medspillere.

For ikke overraskende er der rosende ord til formanden fra de tre politikere på talerækken, der foruden finansminister Bjarne Corydon tæller Københavns overborgmester, Frank Jensen, og formanden for den radikale regeringspartner, Morten Østergaard.

Statsminister Helle Thorning Schmidt krammer finansminister Bjarne Corydon efter dennes tale.
Statsminister Helle Thorning Schmidt krammer finansminister Bjarne Corydon efter dennes tale.

Førstnævnte refererer naturligvis til sit formandsopgør mod netop Thorning, som han dengang ikke havde det store kendskab til:

»Det er en ret usædvanlig måde for to mennesker at lære hinanden at kende på, sådan at rejse hele Danmark rundt, partiforening for partiforening, ind og ud af tv-studier og kæmpe om at blive den næste leder af Socialdemokraterne. Men det er også en effektiv måde at lære hinanden at kende. Jeg kan varmt anbefale det,« lyder det fra Frank Jensen.

Den radikale formand, Morten Østergaard, adresserer til gengæld sit partis regeringssamarbejde med Socialdemokraterne, der godt nok »ikke har været en tragedie, men måske heller ikke et lystpil.«

»Det har vel ikke været, om man så må sige, en dans på roser, men du har en udholdenhed og en ukuelighed, som er få forundt,« siger han.

Andre, også politiske modstandere, er heller ikke sene til at fremhæve Thorning-Schmidts robusthed over for hårdhændet kritik. Statsministeren kan i hvert fald se tilbage på en formands- og særligt regeringstid, der ikke sjældent har været lige så stormomsust som vejret uden for Christiansborgs granitmure denne mandag.

Statsminister Helle Thorning Schmidt fejrer sit 10 års jubilæum som formand for Socialdemokratiet i Fællessalen på Christiansborg. Her Morten Østergaard på talerstolen.
Statsminister Helle Thorning Schmidt fejrer sit 10 års jubilæum som formand for Socialdemokratiet i Fællessalen på Christiansborg. Her Morten Østergaard på talerstolen.

»Hun har været en fighter i den forstand, at i de perioder, hvor det jo åbenlyst ikke er gået godt for regeringen eller hendes parti, har hun jo formået at bevare en kølig attitude, som har bragt hende videre,« siger Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

Han mener, at »hun er der, hvor hun er i dag, fordi hun har den egenskab.«

Enhedslistens Johanne Schmidt Nielsen siger, at »hun (Helle Thorning-Schmidt, red.) har fået mange politiske tæsk, som jeg synes, hun fortjener,« men også fordi hun er kvinde.

»Al den diskussion om hendes tøj og hvordan, hun har valgt at indrette sin familie, mindes jeg ikke, man har diskuteret, når vi har haft mandlige statsministre,« siger den politiske ordfører.

Johanne Schmidt Nielsen understreger dog også sin ærgrelse over den linje, som Thorning-Schmidt har stået for hos Socialdemokraterne:

»Hun er jo en af de ansvarlige for, at Socialdemokratier er rykket, synes jeg, markant til højre. Det har vi set med salget af dele af Dong, selskabsskattelettelser og det uløste dagpengeproblem,« siger hun.

Johanne Schmidt-Nielsen udnytter da også lejligheden til at give Thorning-Schmidt den nye bog om regeringens kontroversielle salg af en del af aktierne i netop Dong. Enhedslisten var som bekendt en arg modstander af salget til bl.a. investeringsbanken Goldman Sachs.

Med mindre Kristian Thulesen Dahl har luret på Schmidt-Nielsens kontor, er ideen med bogen dog ikke så original endda. I hvert fald entrerer DF-formanden fællessalen med en »check« på en aktie hos netop Goldman Sachs, hvilket han i lighed med Johanne Schmidt-Nielsen har fortalt på sin Facebook-side forinden.

Statsminister Helle Thorning Schmidt får check på Goldman Sachs-aktie af DF-formand Kristian Thulesen Dahl.
Statsminister Helle Thorning Schmidt får check på Goldman Sachs-aktie af DF-formand Kristian Thulesen Dahl.

Dansk Folkeparti har igennem årene givet udtryk for, at det ikke er utænkeligt, at partiet engang kan bakke op om en socialdemokratisk ledet regering. Men det kan ikke være med Thorning i spidsen, understreger Thulesen Dahl.

»Hun bygger ikke nogen tillid op mellem vores partier,« siger han.

Mere ros er der ikke overraskende fra erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen, som Politiko.dk fanger i virvaret af hvidvin, knus og presseopbud.

Sass Larsen var blandt hovedkræfterne bag Helle Thorning-Schmidts formandskandidatur i 2005. Med hende fik man, ifølge ham, en anden socialdemokratisk leder, end man var vant til fra Nyrup og Lykketofts tid.

»De brugte meget tid på at have snuden nede i betænkningsbidraget for diverse udvalg. Det gør Helle ikke. Hun sætter den overordnede linje og rytme for skibet, og så kører vi efter det ,« siger han og bliver afbrudt af partifællen Carsten Hansen, der får en sømandshilsen med på vejen fra Sass Larsen.

Jo, humøret er højt, mens politiske stridigheder for en stund skiftes ud med kanapeer på Slotsholmen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.