Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Afslutningsdebatten i 20 citater: Den lumre, den muntre og den dundrende

Tonen var både kontant, kritisk og kærlig, da politikerne rundede folketingsåret af med en 14 timer og 11 minutter lang debat. Her er 20 centrale citater.

I over 14 timer bølgede diskussionerne frem og tilbage under Folketingets afslutningsdebat onsdag.

Politiko.dk giver dig her de vigtigste, sjoveste og hårdeste citater fra debatten.

1. Den vrede

»Hr. Jesper Petersen er på gyngende grund. Han har simpelthen scoret et gigantisk selvmål. Og i stedet for bare at erkende det, så kommer det til et eller andet med min ophidselse på talerstolen. Jeg svarede jo præcist på det, jeg blev spurgt om.«

Kristian Thulesen Dahl (DF) var sur på Socialdemokraternes skatteordfører, Jesper Petersen.

2. Den poetiske

»Man siger, at forventningens glæde er den største af alle. Og hold da op, hvor vi glæder os i Liberal Alliance. For sikke et spændende efterår, vi står over for. Der skal forhandles skat og reformer, der kan sparke gang i væksten. Liberal Alliances ambition er at være som prinsen på den hvide reformhest, der kommer og redder velfærdsprinsessen af sin tornerosesøvn. En vanetjørn har vokset sig høj, men vi har ikke tænkt os at vente i 100 år. Frihedssværdet skal befri prinsessen, og hun og det hele dronningerige skal opleve vækst, velstand og velfærd til glæde for kvinder mænd og børn.«

Simon Emil Ammitzbøll (LA), der var i det poetiske hjørne og ikke kunne vente med at få gang i reform- og skatteforhandlingerne til efteråret. Lars Løkke Rasmussen kommenterede senere det billedsprog, og det udviklede sig til en lummer debat. Se mere om det længere nede.

3. Den uopmærksomme

»Jeg har ikke snakket om Assens. Det må være en anden ordfører, spørgeren forveksler mig med.«

Pelle Dragsted (EL) til Venstres Jane Heitmann, der troede, at Pelle Dragsted havde snakket om at lukke skoler i Assens. Det var SFs Jacob Mark, måtte Jane Heitmann senere erkende. Ups.

4. Den forargede

»Nu bliver det simpelthen nødt til at stoppe, at man finder på ting, der lyder slagfærdige, men er forkerte.«

Jakob Ellemann-Jensen (V) til Lea Wermelin (S), der netop havde sagt, at Venstre-regeringen har været en fiasko, når det kommer til udfordringen med at sikre kernevelfærden ude i kommunerne.

5. Den triste

»Fredag den 25. marts mødte Vivi Nielsen på arbejde. Hun mødte ind på den samme arbejdsplads, som hun har haft i mere end 25 år. Vellidt af kollegaer og de beboere, hun arbejdede sammen med. Arbejdsdagen blev de sidste timer i Vivis liv.«

Mette Frederiksen (S) indledte i sin tale med at sætte fokus på at få sikret bedre forhold for de ansatte i psykiatrien.

6. Den bandende og vrisne

»Selvfølgelig er der en grænse for, hvor mange flygtninge et land kan tage. Vi ville ikke kunne tage imod en million flygtninge, eller hvad fanden man nu kunne sætte... selvfølgelig er der det. Det siger sig selv. Og det er derfor, vi mener, der skal være en fordeling....«

Pelle Dragsted (EL), der kom til at bande og hurtig fik en røffel fra formand Pia Kjærsgaard:

»Jeg må simpelthen sige til ordføreren, at man bander overhovedet ikke fra Folketingets talerstol.«

Pelle Dragsted: »Beklager. Der har jeg ikke lært der, hvor jeg kommer fra. «

Pia Kjærsgaard: »Men sådan er det altså her, og man diskuterer heller ikke med formanden.«

7. Den takkende

»Tak! Jeg vil indlede afslutningsdebatten i dag med at sige Tak. Tak til Dansk Folkeparti. Socialdemokratiet. Radikale Venstre. Det Konservative Folkeparti. Socialistisk Folkeparti. Liberal Alliance. Enhedslisten. Alternativet. Med jeres hjælp har vi fået noget fra hånden siden valget. Tak for det.«

Lars Løkke Rasmussen (V) indledte debatten med i sin åbningstale at sige tak et hav af gange.

Det samme gjorde han, da han 12 timer og 40 minutter senere holdt en tale, da alle partiernes formænd eller politiske ordførere havde været i krydsild på talerstolen.

»Jeg tror, jeg vil indlede 12 timer og 40 minutter senere med igen at sige tak. Tak er jo kun et fattigt ord, men man kan ikke bruge det for ofte.«

Venstre havde om morgenen sat en kampagne i gang, hvor de...ja, takkede de andre partier for de aftaler, der er indgået under den nye regering.

Artiklen fortsætter under billedet

8. Den glemsomme

»Se, det er nu, jeg ville ønske, at jeg kunne huske det tal, Rasmus Jarlov har sagt, vi har brug for.«

Søren Pape Poulsen (K) skulle have hjælp fra salen til at huske det antal kampfly, hans eget parti ønsker. Kampfly var også et emne, der blev diskuteret flittigt.

9. Den fordækte

»De seneste år har der været en del svupsere fra Venstres medlemmer, for at sige det mildt.«

Pernille Skipper (EL) henviste til den seneste uges afsløringer af, at flere Venstre-folk ikke har indberettet store pengebeløb, de har modtaget i valgkampsstøtte.

10. Den deprimerende

»Mortens Østergaard er så politisk deprimeret, at hans humør vil tvinge selv den gladeste danser i Alternativet direkte på lykkepiller.«

Jakob Engell-Schmidt (V) i politiko.dks liveblog, da Morten Østergaard holdt sin tale fra talerstolen.

11. Den fredelige

»Det har været en lang dag. Det har også været en fredelig dag. Jeg tror, det er min 22. debat, og jeg kan ikke huske en debat, der har været så fredelig som den i dag.«

Lars Løkke Rasmussen (V) takkede for en god debat, da han holdt sin anden tale efter alle havde været på talerstolen.

12. Den klassiske

»Hvis man ikke vil afvise asylansøgere ved grænsen, hvad er så Socialdemokraternes eget forslag til, hvordan man nedbringer indvandringen?«

Martin Henriksen (DF) til S-formand Mette Frederiksen. Asyl- og flygtningepolitik fyldte ikke overraskende meget i debatten.

13. Den klassiske II

»Hvorfor kan vi ikke i fællesskab tænde et lille lys i mørket for de mennesker, der bliver ramt af det her.«

Finn Sørensen (EL) ville have Mette Frederiksen til at garantere, at kontanthjælpsloftet rulles tilbage, hvis Mette Frederiksen kommer til magten.

14. Den dundrende

»Vi har en regering, der skubber alle væsentlig beslutninger foran sig. Og som samtidig støvsuger alle hjørner for penge til skattelettelser. Det er kortsigtet, og det er forkert«.

Mette Frederiksen (S) talte dunder mod regeringen, og spurgte gentagne gang, hvorfor regeringen vil sænke skatten for de rigeste.

15. Den lumre

»Tak til Simon Emil Ammitzbøll for historien om prinsen på den hvide velfærdshest, der redder prinsessen. Velfærdsprinsessen må så være mig, må jeg forstå.«

Lars Løkke Rasmussen (V), da han 21.40 igen gik på talerstolen og henviste til Ammitzbølls lyriske indlæg tidligere.

Og så stak det lidt af, da Simon Emil Ammitzbøll fik lov til at få ordet:

»Nu kan billedsproget godt stikke lidt af, også for mig. Jeg havde ikke rigtig overvejet konsekvenserne af det her med statsministeren som velfærdsprinsesse. Især ikke fordi, at når man læser eventyret til ende, så skal prinsen jo kysse prinsessen til live, og på trods af mine personlige præferencer, så havde jeg måske alligevel ikke forestillet mig, at det var der, det skulle ende.«

»Men når det er sagt, vil jeg også gerne sige tak. Det har været en form for…vi har øvet os. Og jeg glæder mig til at sommeren er hurtigt overstået, og vi kommer til det efterår,« sagde Simon Emil Ammitzbøl.

Løkke: »Tak for det. Vi har øvet os, blev der sagt, efter denne her malende beskrivelse af, hvad endemålet var. Det kan jeg afvise, det har vi så ikke.«

16. Den muntre

»Nu kan det jo være fristende bare at vende mig om og gå ned fra talerstolen, hvis jeg kun må udtale mig om noget, jeg ved noget om. Så kan det blive en relativt kort debat.«

Jakob Ellemann-Jensen (V) til stor latter i salen, efter Ole Birk Olesen havde opfordret ham til kun at udtale sig om noget, han ved noget om.

17. Den ærlige og rosende

»De fleste af os er gået direkte fra gaden og ind i Folketinget uden skyggen af politisk erfaring, og derfor har vi alle haft en stejl læringskurve fra start. I den forbindelse vil jeg gerne sige tak til alle, der har hjulpet med alt fra at finde vej her på Borgen til arbejdet i udvalgene og her i salen.«

Rasmus Nordqvist (Alt) var flittig til at rose de andre partier og gjorde også en status for partiets første tid i Folketinget.

18. Den ikke-onde

»Det har ikke noget at gøre med, at I er onde mennesker. I fører bare en politik, som jeg synes, er meget, meget forkert.«

Pelle Dragsted (EL) til Simon Emil Ammitzbøll, der var »træt« af, at Pelle Dragsted og Enhedslisten forsøger at skræmme folk med en fortælling om, at Liberal Alliance er onde mennesker, der vil de arbejdsløse det dårligt.

19. Den skoleagtige

»Er det ren stædighed, at Socialdemokraterne ikke vil acceptere et karakterkrav i gymnasierne på 4?.«

Søren Pape (K), der opfordrede Mette Frederiksen til at acceptere et karakterkrav på 4 for at komme ind på gymnasiet, som regeringen har lagt op til. Gymnasiereformen, der forventes at falde på plads inden sommerferien, fyldte også en del i debatten.

20. Den grønne

»Grøn realisme? Ja, der er vist ingen tvivl om, at for Venstre betyder 'grøn', i bedste Orwell-stil, kulsort.«

Pia Olsen Dyhr (SF), der kritiserede Venstre for at ville skære i den grønne omstilling.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.