Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

5 ting vi lærte af årets første spørgetime

Flygtningetilstrømningen til Europa og ikke mindst Danmark var det altoverskyggende omdrejningspunkt i dagens spørgetime. Men partilederne kom også omkring gymnasierne og skattelettelser - vi har samlet fem ting, vi lærte af duellen i folketingssalen.

Tirsdag afholdt Folketinget årets første spørgetime med statsministeren.

Politiko.dk fulgte med og koger her spørgetimen ned til fem ting, vi lærte.

1) Løkke gik til makronerne

Helt fra start af dagens spørgetime var det tydeligt, at statsministeren var træt af, at alle fra Dansk Folkeparti over Socialdemokraterne til Enhedslisten og de Radikale i de seneste uger - og også i spørgetimen i dag - har angrebet regeringens håndtering af flygtningekrisen og forsøgt at udnytte en global krise til at fremme egne dagsordener, som i Løkkes optik er virkelighedsfjerne.

For nu at bruge Børsens politiske kommentator Helle Ibs, ord: Løkke gik til makronerne.

Løkke angreb Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, og anklagede hende for at »forsimple politik« og understregede, at der »ikke findes en kasse med ekstra penge, man bare kan tage frem.«

Statsministeren angreb Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, der luftede ideen om at stoppe med at forsøge at integrere flygtninge i Danmark.

»Skal folk sættes bag pigtråd i fem år eller otte år, mens vi siger til dem, at de må vente på at der bliver fred i deres hjemland? Det er ikke sådan, jeg er statsminister. Jeg er statsminister i den virkelige verden og er nødt til at forholde mig til den virkelige verden,« sagde Løkke.

Og Løkke gik også hårdt til Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der klandrede regeringen for ikke at give kommunerne nok penge til at løse opgaven med de mange nye flygtninge.

»Lad være med at anklage os for, at vi ikke tager det alvorligt. Det er blandt andet derfor, vi har forsøgt at holde antallet nede ved at føre en stram flygtningepolitik. Det har Enhedslisten afvist,« sagde en tydeligt irriteret Løkke

»Hvis Enhedslisten havde fået sin politik igennem, så have vi måske lige som nabolandene fået en fordobling i antallet af flygtninge. Og så ville der for alvor være et pres på de danske børnehaver og plejehjem,« sagde Løkke.

2) Mette Frederiksen brugte spørgetimen taktisk

Hun har gjort det før, Socialdemokraternes formand. Og hun gjorde det igen i spørgetimen i dag.

Mette Frederiksen ser ud til at have lagt den taktik, at taletiden og duellerne mod landets statsminister i Folketingets spørgetimer skal bruges til at positionere sig og overbevise vælgerne om hendes statsministerpotentiale. I dag gjorde hun det ved meget klart at markere, at der både i EU og herhjemme mangler lederskab, handling og en fast hånd på rattet.

»Det er åbenlyst, at vi mangler europæisk lederskab og at vi mangler et EU, der træder i karakter og viser, at EU er i stand til hurtigt at træde sammen og hjælper de mennesker, der er på flugt,« sagde Mette Frederiksen og fortsatte:

»Men lige så klart er det også, at vi mangler en dansk regering, der handler,« sagde Mette Frederiksen.

Hun klandrede desuden Løkke for, at finansminister Claus Hjort Frederiksen har sagt til kommunerne, at de »klynker og jamrer«, når de gør opmærksom på, at der er behov for flere penge til at løse krisen.

»Situationen omkring konflikten i Syrien forbliver uløst. Den menneskelige katastrofe er kolossal. EU's ydre grænser er brudt sammen, og vi mangler penge til de mennesker, der er ofre for krigen,« lød det opridsende fra Mette Frederiksen.

3) Løkkes støttepartier ser verden HELT forskelligt

Det er ikke fordi, det kommer som et lyn fra en klar himmel. Men dagens spørgetime viste endnu engang, at Løkke-regeringen kæmper med støttepartier, der ser helt og aldeles forskelligt på de politiske udfordringer og den politiske situation.

I dag blev det tydeliggjort, da først Kristian Thulesen Dahl og siden Anders Samuelsen skulle debattere med landets statsminister.

Dansk Folkepartis formand tog i løbet af sin spørgetid, ligesom Socialdemokraterne i øvrigt, udgangspunkt i flygtningekrisen og dens følger. I modsætning til Socialdemokraterne var Thulesen Dahls fokus dog udelukkende dansk, og DF-formanden slog til lyd for, at vi helt bør stoppe integrationsindsatsen herhjemme.

»Hvordan kan det være, at statsministeren stadig tror, at man kan køre integrationsvejen. Er det ikke på tide at erkende, at vi skal hjælpe på en måde, der er midlertidig?« spurgte Thulesen Dahl og udfordrede statsministeren med både tal og tidligere udtalelser.

Billedet var et helt andet, da Anders Samuelsen indtog scenen.

Med sig havde LA-formanden to A4-papirer, som han brugte til at illustrere, hvorfor topskattelettelser og skattelettelser i almindelighed er vejen frem. Og til at vise, hvor lille en del af Danmarks samlede husholdningsbudget det vil kræve at lette skatten på den sidst tjente krone med 5 pct.point, »sådan som vi har aftalt« i regeringsgrundlaget, sagde Samuelsen og lod blikket hvile på Løkke et langt øjeblik.

»Jeg vil også gerne lette skatten på den sidst tjente krone. Men politisk kan jeg ikke gøre det ene uden det andet, for det er der ikke flertal for,« sagde Lars Løkke Rasmussen og tilføjede:

»Når vi har skubbet køreplanen for skattereformen, så er det ikke fordi, at jeg har sat ambitionerne ned, men fordi vi bliver nødt til at have et længere tilløb, hvis skattelettelserne skal kunne mærkes.«

4) 2016 kommer til at handle om de unges uddannelse

Vi slutter med begyndelsen. Nemlig statsministerens indledende bemærkning. For den brugte Løkke på at kigge frem mod det år, vi for nylig gik ind i.

Og der vil både blive afholdt toparts- og trepartsdrøftelser, sagde Løkke. Topartsdrøftelserne er det udtryk, statsministeren bruger om forhandlinger mellem regeringen og kommunerne om konsekvenserne af flygtningetilstrømningen, mens trepartsdrøftelser foregår med arbejdsgivere og lønmodtagere. Det vidste vi sådan set godt.

Og vi vidste også godt, at regeringen ønsker, at »ungdomsuddannelserne spiller bedre sammen, så omvalg og frafald reduceres«, som der står på side 18 i regeringsgrundlaget.

Det mål skal nås, sagde Løkke i dag i folketingssalen, og det skal ske gennem en reform af de gymnasiale uddannelser. Den skal gøre de unge fagligt bedre udrustet til at begynde en ungdomsuddannelse. Og det skal den gøre ved, som Løkke sagde det, at »kaste et blik på alle ungdomsuddannelserne under et.«

»Vi kan se, at syv år efter at have afsluttet 9. klasse er 20 procent ikke kommet i gang med uddannelse,« sagde Løkke og lagde dermed op til, at uddannelse bliver en af årets centrale politiske dagsordener.

Læs mere om regeringens uddannelsesmæssige ambitioner på side 18 og 19 i regeringsgrundlaget.

5) Hvad skal der til for, at Danmark opgiver grænsekontrollen?

Ok, det ved vi ret beset stadig ikke.

Men vi ved, at regeringen skeler til en lang række faktorer, inden den den 3. februar skal afgøre, om grænsekontrollen skal opretholdes eller ej.

Det sagde Lars Løkke Rasmussen, da han på den radikale leder, Morten Østergaards, direkte spørgsmål kunne fortælle, at regeringen fortsat ikke har taget stilling til, om den midlertidige grænsekontrol skal forlænges.

»Inden vi rammer 3. februar, gør vi op, om der er forudsætning for at opretholde grænsekontrollen eller ej,« sagde Løkke og henviste til, at asylstrømningen op gennem Europa, svenskernes beslutninger og udviklingen i antallet af asylsansøgere vil have indflydelse på beslutningen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.