Træd på scenen med det danske ballettalent, Ida Praetorius

For den 22-årige nyudnævnte solodanserinde Ida Praetorius findes den store forglemmelse på scenen. Der forsvinder tid og sted i en tilstand, der rummer alle tider og alle steder. Der er hun Ida Praetorius.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Marcin Kupinski, Det Kongelige Teaters polske solodanser, der er vild med amerikanerbiler, og som de fleste andre i kompagniet snakker en kombination af dansk og engelsk, pruster hivende efter vejret, mens hans påklæder står klar i kulissen med en kop vand.

Han har netop danset først en pas de deux med Ida Praetorius, og derefter gennemført sin solo, hvor han hvirvler hen over scenen med hele den springteknik, der kendetegner de østeuropæiske dansere, og som han mange timer tidligere trænede vildere end alle andre i træningssalen. 22-årige Ida Praetorius er helt fremme på scenen og gennemfører rollen Kitris 32 piruetter, som sammen med de 24 hop på venstre tåspids hen over scenen gør »Don Quixote« til en af de teknisk sværeste balletter overhovedet.

»Til gengæld er historien en af de tyndeste,« som hun senere siger, da hun sammen med Marcin sidder med fødderne i isvand i solodansernes træningslokale og drikker en øl, indtil Ghita Nørbys indspillede stemme i højttalerne varsler teatrets lukning for natten.

Men det er først senere. Nu er hun på scenen, og udenfor publikums synsfelt i siden har Astrid, Stephanie, Toby – selvfølgelig Toby, hendes bror og tætteste – Kaas, Sebastian og Magnus samlet sig. De er kompagniet i kompagniet. De var børn sammen, og unge sammen og har set verden sammen, og lige om lidt bliver de også voksne sammen.

Hun drejer og bliver ved og ved og musikken vælter mod hende, og allerede inden hun er færdig, begynder Marcin Kupinski at klappe fra sin skammel ved siden af min, og da hendes bevægelse er helt til ende, begynder resten af kompagniet også at klappe. Inde på scenen, fortæller hun nogle dage efter, bliver hun så glad, fordi hun kan høre, at de klapper ad hende ude i kulissen allerede før, hun er færdig med den sidste rotation. Deres anerkendelse betyder alverden.

Det har været en særlig aften. Hun kom forkert ind i en piruette i 1. akt, og selv om ingen andre kunne se det, så kunne veninden Kizzy, der er solist, og Toby med det samme se det i hendes øjne, selv om hun smilede fra scenen mod publikum. Hun er træt af det. Det er for nem en piruette til at lave fejl. Hun skal bare snurre rundt tre gange, og hun brugte hele morgenen på at justere sig selv helt lodret i det store spejl i øvehallen, hvor indrammede fotos af de store balletstjerner som Flemming Flindt holder øje med, at deres efterfølgere i garderoberne, i kostumerne, på scenen løfter arven.

Men alligevel kom hun skråt ind i den, og da det ringer til pause, hiver hun Kizzy med sig ind i solodanserindens garderobe og ligner en, der er klar til at række tunge ad hele verden. Men så tager hun sig sammen og går ud til de to sidste akter og danser noget af det bedste, hun kan huske, og endda så godt, at kompagniet stiller sig i siden og kigger og Marcin slet ikke kan vente med at klappe, selv om han egentlig sidder og pruster, og hans påklæder står klar med en kop vand, som han drikker, når han ikke længere behøver at hive efter vejret.

Og så falder tæppet, og publikum står op, og hele den ivrige forventning, der var, da kompagniet gik rundt bag tæppet, inden forestillingen begyndte, bliver forløst af bifaldet.

»Hold kæft, hvor var det fedt. Det var fucking awesome,« siger Ida til Marcin og de highfiver og aftaler at drikke en øl sammen, mens de har fødderne i is som afslutning på en dag, der begyndte 14 timer tidligere.

Et navn, der står øverst på sedlerne til alle de store balletter

Marcin Kupinski og Ida Praetorius plejer musklerne med is i solodansernes træningsrum efter »Don Quixote«, mens de nyder en øl og tjekker Facebook. Foto: Søren Bidstrup.
Marcin Kupinski og Ida Praetorius plejer musklerne med is i solodansernes træningsrum efter »Don Quixote«, mens de nyder en øl og tjekker Facebook. Foto: Søren Bidstrup.

Morgenen inden forestillingen sidder Ida Praetorius på gulvet i sin garderobe på 4. sal, der ligger lige ved siden af elevatoren og lige over for den store træningssal. Udenfor oplever år 2016 først for alvor, hvad det er, København kan, når maj forvandler de sene forårsmorgener til pludselig sommer og verden bliver mindre forvildet. Vinduet er åbent, selv om hun skal passe på, at musklerne ikke bliver kolde, og fra et eller andet sted i teatret strømmer klassisk musik afdæmpet ind ad døren.

»Det er Tjajkovskijs pas de deux, herreversionen,« siger hun og slår hårdt med en hammer mod balletskoens tå.

Det er Praetorius-modellen, som Mr. Q i London har lavet til hende, siden hun var 16 år. »Det var et stort øjeblik, da jeg fik min første sko«. Men en sko er aldrig perfekt. Nogle gange skal den være stivere og hårdere, og andre gange skal den være blødere. I dag skal den være blødere, så hun hamrer løs på tåen, så lyden fra hendes landinger på scenen bliver lavere.

For publikum i salen skal det se ud, som om hun svæver, og det bryder illusionen, når man kan høre de kraftige slag mod gulvet, som kommer med hver landing. På spejlet hænger lykønskningskort på flere sprog, der i en statisk Instagram-stream ønsker hende »pøj, pøj« og »poi, poi« som supplement til de hundredvis af hjerter, hun får, hver gang hun poster et billede i den digitale verden.

Flere af dem er underskrevet Toby, der altid kan se i hendes øjne, hvordan hun har det, og Din A, som er Astrid, der blev optaget på balletskolen samtidig. Og på væggen bag hende er en ballerinategning fra påklæderens niece, der altid har en ny tegning med til hende, og fotografier af hendes liv på teatret og et portræt af 60ernes store internationale danske stjerne, Erik Bruhn.

»Det må have været så fedt for Erik Bruhn og Nureyev at være i New York på det tidspunkt. Det ville jeg så gerne have oplevet,« siger hun, mens hun binder sin fod ind og fortæller om den tidligere danser Adam Lüders, der har et Warhol portræt af sig selv stående i sin lejlighed, sådan helt skødesløst, på trods af, hvor vildt det egentlig er. Hun har termobukser og flere lag trøjer på, og når hun tager de bløde dunsokker på for at holde føddernes muskler varme, bøjer hun ikke i knæene som vi andre, men udfører i stedet bevægelsen med benene helt udstrakt.

Foran træningssalen er kompagniet begyndt at indfinde sig, mens de venter på, at balletbørnene bliver færdig med deres morgentræning. Nogle strækker ud for sig selv, mens andre småsludrer i små grupper. Da de slentrer ind, finder Ida sin plads ved barren i midten af rummet tættest på pianisten. Den cubanske træner Taina Morales dirigerer dem igennem øvelserne, mens pianisten improviserer variationer og toner, der passer i tempoet.

Undervejs smider de deres dunsokker og pjaltede træningstøj. Marcin Kupinski, der med sine 33 år nærmer sig udløbsdatoen for en balletdanser som 40-årig, øver kraftspringene i sin solo, og Ida Praetorius forsøger at rette sin piruette op. Hun kommer skævt ind i drejninger, men nu er de der. Hun står lodret. Nikolaj Hübbe, balletmesteren, som første gang udvalgte hende til barnerollen i »Sylfiden«, da hun var ti år, er kommet ind, og sidder foran spejlvæggen og sludrer med den franske instruktør Stephane Dalle.

Det er nu, danserne kan vise ham, hvad de kan, i håb om, at han ikke ser væk, netop som de udfører den bevægelse, der kan sikre, at deres navn står der, når sedlerne med roller bliver hængt op på opslagstavlen i gangen helt oppe under himlen på 5. sal. Ida Praetorius’ navn står øverst på sedlerne med alle de store balletter, de skal opføre næste sæson.

På teatrets facade udenfor spiller en YouTube video med hende på en storskærm, og det er mange år siden, hun første gang gik forbi en plakat med sig selv på. Jeg sidder foran spejlet ud for hende, og selv om hun ser lige mod mig, ænser hun mig ikke. Hun ser kun sig selv.

»Jeg leder hele tiden efter fejl, når vi træner. Mine instruktører vender ofte prøven rundt, så jeg står med ryggen til spejlet. Det åndssvage er, at jeg ødelægger linjen, når jeg tjekker i spejlet, om den er pæn. Jeg bliver nødt til at føle det, for på scenen har jeg ikke et spejl,« siger hun.

»Ved de andre borde har de nok tænkt, hvem er hende the young chick ved Dronningens bord«

Alene på scenen inden tæppet går. Foto: Søren Bidstrup.
Alene på scenen inden tæppet går. Foto: Søren Bidstrup.

På badeværelset i hendes lejlighed ved Langelinie med udsigt over Amerikakaj, hvor de store amerikabåde lagde til i gamle dage, forsøger hun sådan halvt om halvt at bevare mindet om den aften i april, da Nikolaj Hübbe efter forestillingen udnævnte hende til solodanserinde foran publikum. Hun så, at en af de andre havde tørret buketten fra den gang, og det ville hun også, så nu hænger den derude som et håndgribeligt bevis på, at Ida Praetorius er et helt særligt talent i den kunst, der er så flygtig, at den kun eksisterer i selve skabelsen.

Hun fik sin aspirantkontrakt med kompagniet samtidig med, at de fleste andre fortsatte i gymnasiet, og selv om hun måske ikke får den almene dannelse, man i hvert fald engang fik der, så bliver hun dannet på sin egen måde. Når hun går i teatret, og det gør hun, så ofte hun kan, er det hendes veninders og skuespillerkærestens forestillinger, hun ser, og på hendes sofabord i den lille moderne toværelses lejlighed ligger Jens Christian Grøndahls roman »Hjertelyd«.

»Jeg sad ved siden af ham til Dronningens kulturbal, og tænkte, at hvis han skriver ligeså godt, som han er spændende at tale med, så må det virkelig være godt. Jeg er helt opslugt af den.«

Hun fortæller det ikke af sig selv, selv om det ville være en naturlig forlængelse af historien, at hun først, da hun ankom til slottet og trak det nummer, der viste, hvor hun skulle sidde, ikke kunne finde sit bord. Hun og skuespillerveninderne talte alle sammen om, hvilket nummer de havde, i håb om at komme til at sidde til bords med en, de kendte, men ingen skulle sidde ved Idas bord.

Da hun gik ud i salen, fandt hun det helt inde i midten, og da hun stod der, kom statsminister Lars Løkke Rasmussen hen og sagde »hej, Ida«, og da Dronningen kom til sin plads, og de alle sammen satte sig, præsenterede hun Ida for de andre om bordet med ordene:

»Ja, jeg havde fornøjelsen af at se Ida Praetorius danse Julie i »Romeo og Julie« for tre dage siden.«

»Så var det ligesom på plads. Ved de andre borde har de nok tænkt, hvem er hende the young chick ved Dronningens bord«.

Hun har mødt Dronningen mange gange og kan lide hende.

»Hun er meget, meget nem at være sammen med. Hun er så begavet og spændende at snakke med og stiller så interessante spørgsmål. Hun er kommet på teatret, siden hun var fire år, og jeg suger bare til mig, når hun fortæller,« siger hun og strækker begge arme frem, som sugede hun al Dronningens viden ind i sin sjæl, og måske er det en del af alt det, hun grunder over, når hun vælger at spadsere på arbejde og går gennem Kastellets bumpede brosten og videre langs vandet, forbi Amaliehaven og alle turister og mod Skuespilhuset eller Gamle Scene og alle informationer flyder sammen til en tilstand.

Så hun går i livets skole, og for hendes vedkommende består livets skole af de største klassikere, af Balanchine, Bournonville, Tjajkovskij, forfattere, af Dronningen, af hele kongehuset, af landets fremmeste musikere, dansere, digtere og skuespillere, af Ghita Nørbys stemme i højttalerne, af Københavns grønirrede kobbertage, af blæsten ved vandet og de gamle volde, der engang forsvarede Indre By, mens den gruppe af hendes veninder, der alle sammen læser medicin, sidder på deres kollegieværelser og forældrekøbslejligheder og læser sig ind i verden.

 

Ind i forglemmelsen

For tre år siden, da hun første gang dansede den store rolle som Julie, og dansede den som den unge pige, hun var, stod hun hver aften inden dødsscenen i kulissen og hulkede. På et tidspunkt i løbet af de dage, jeg fulgte hende, sagde hun til mig »i kulissen er jeg Ida«, men da hun spillede Julie første gang, slap hun ikke Julie i kulissen, og da Romeo, som blev danset af Andreas Kaas, som hun første gang mødte til deres optagelsesprøve mange år tidligere, tog sit liv på scenen, hulkede hun hver aften.

»Det blev så virkeligt for mig. Jeg kunne slet ikke kontrollere det.«

Og så samlede hun sig og gik ind på scenen og dansede Julies dødsscene, tog sit eget liv, græd, og lå der, mens tæppet faldt. I år dansede hun så Julie igen, og denne gang var hun en anden Julie. Hun hulkede ikke i kulissen inden dødsscenen. I stedet samlede hun sig for at træde ind på scenen og udtrykke alt det, hun forestiller sig en pige, der har mistet troen og håbet og kærligheden, føler. En sådan pige vil ikke hulke.

»Jeg tror ikke, man står og tuder, når man vil tage sit eget liv.« Hendes bevægelser vil være mindre. Drevet af nødvendighed og erkendelse mere end en uudholdelig sorg. Så i år var hun en mere afdæmpet Julie, mens Prokofjevs musik væltede mod hende og forsøgte at rive hende med sig i alle retninger, og hun med øjne, der ikke synes at se, så nodelampernes lyshav i orkestergraven nedenfor og spejlede sig i det store sorte menneskemørke, der ikke reflekterer hendes bevægelser, men i stedet forvandler dem til publikums tilbageholdte åndedrag og enkelte rystelser af den fuldstændige stilhed med pludselig gråd, der viser, at linjen i kroppen er perfekt.

Der på gulvet eksisterer den fuldstændige forglemmelse. Det er der, tiden samler sig i den første singularitet og den store evighed.

I en alder af 22 år, har Ida Praetorius allerede danset de fleste af de hendes drømmeroller...

Efter solodansernes prøve kommer en fra kompagniet forbi med sin hund. Foto: Søren Bidstrup.
Efter solodansernes prøve kommer en fra kompagniet forbi med sin hund. Foto: Søren Bidstrup.

Der er hun Ida, der sidder på et stillads i mørket som en engel. Hun er lige kommet ind på balletskolen.

»Til optagelsesprøven sagde de »hun er måske ikke helt turneret«, som betyder, hvor naturligt hofteleddene kan dreje fødderne udad, »men så kan hun så meget andet«.

Der er intet sted, hun hellere vil være. Hun ser de voksne danse nede på scenen gennem et flor. Instruktøren har fortalt hende, at alle roller er vigtige for en forestilling. I sit otte-årige barnesind har hun oversat det til, at Bournonvilles »Et folkesagn« ikke kan spille, hvis hun ikke sidder klar i mørket. Det er hendes første rolle. Hun tænker »om lidt kommer lyset«, »om lidt kommer lyset«. Og så kom lyset, og lyste på hende i ti sekunder.

Hun har fortalt veninderne på Virum Skole, at hun er med i forestillingen, og de er i teatret for at se hende. Det er vigtigt for hendes far, der er økonom, og hendes mor, der dansede hos John Neumeier i Hamburg, til hun som 25-årig besluttede at blive gift, få børn og blive læge, at hun ikke mister kontakten til pigerne i klassen i Virum, så hun ikke står alene, hvis hun en dag ikke længere kan fortsætte. Så hendes veninder sidder nede i salen. Men selv om forestillingen står og falder med de ti sekunder, spotten er på hende i 2. akt, når de ikke at se hende.

»Jeg var helt forvirret. Jeg havde jo så stolt fortalt, at jeg var med og så, så de mig slet ikke. Hvordan kunne de ikke se mig. Jeg var jo den vigtigste,« fortæller hun grinende.

Hun er lykkelig. Hun er tryllebundet. Hun er i eventyret og snart kommer hendes brødre Tobias, åh, Toby, og Lucas også ind til hende i hendes verden, hvor lydene er Mahlers, Mozarts, Tjajkovskijs, Stravinskis, og verden forvandles til bjerge, slotte, søer, regn, rusk, tåge, nat og dag, når rebene fører kulisserne op eller ned.

Og om et øjeblik opdager de, hvor god hun er, og allerede tidligt får hun de største barneroller, og en dag kommer hun ind i den garderobe, hun deler med otte andre piger, og på det fotografi, hun har hængt på sit spejl, hvor hun er så stolt over sin split, har en eller anden ridset hende ud.

»Det er virkelig ikke, fordi jeg har haft en hård opvækst på skolen, fyldt med jalousi og spidse albuer. Slet ikke. Men det var nok første gang, jeg blev bevidst om misundelse,« siger hun og hvisker lidt hemmelighedsfuldt, at den, hun tror gjorde det, siden hen faldt fra.

Og hun rejste rundt på turne med skolen og hoppede i kæmpe dobbeltsenge i Washington som 11-årig, hvor hendes bamse var sendt i forvejen, så den ventede på hende, når hun kom. Og dagene bestod af træning og undervisning og prøver og forestillinger, som dagene nu består af træning, prøver og forestillinger.

Og da hun som ung var på summercamp i Seattle, opdagede hun første gang, at hun ikke bare var god i København, og da hun for nogle år siden dansede det måske bedste, hun har danset, var det til den store konkurrence i Toronto, hvor de fem balletchefer for de fem store balletter havde udvalgt to unge dansere hver til at danse mod hinanden. Og der sagde de hendes navn som bevis på, at hun var den bedste af de yngste. Og når man spørger, hvilke særlige roller, hun drømmer om at danse, så siger hun lidt undskyldende, at hun allerede har danset mange af dem.

Altid med tankerne på balletten

Solo ballet danser på Det Kgl Teater - Ida Prætorius. Lige før tredje akt på Don Quixote. Foto: Søren Bidstrup.
Solo ballet danser på Det Kgl Teater - Ida Prætorius. Lige før tredje akt på Don Quixote. Foto: Søren Bidstrup.

Hun har været til prøve på Søren Ulrik Thomsens »Rystet Spejl« i Skuespilhuset, og fået blundet en lille time derhjemme, da hun igen er tilbage på teatret kl. 17.30. Vi får ikke rigtig hilst på hinanden, da vi mødes igen, men hun rækker ud efter min arm, som hun holder fast lidt længere end normalt, mens hun trækker mig med ind i teatrets gange og op til garderoben.

Hun er i sin egen verden, og bøjer sig helt udstrakt ned for at tage de slidte Nike Air af. Hun begynder at sminke sig. Langsomt træder det livligt, glade, personlige ansigt i baggrunden for en mere arketypisk klassisk smuk kvinde. Hendes sætninger er kortere. Hendes ord synes fraværende fra hendes tanker. Kompagniet strækker ud i den store sal, og hun vinker til dem, mens vi går over i den lille sal, hvor hun varmer op for sig selv. Der danser hun gennem nogle af trinnene uden andet musik end den, hun selv skaber i sit sind. Der er helt stille.

Fra væggene kigger fortidens balletstjerner ned på den unge solodanserinde. Den eneste lyd er dunket fra hendes landinger, hendes dybe vejrudtrækning og den summende ventilator. Ude foran er publikum ved at indtage deres pladser, og orkestret spiller brudstykker af lyd på deres instrumenter. Hele sit liv har hun fået de største roller tidligst. I midten af teenageårene ramte det hende som en ensomhed.

Når hendes jævnaldrende Kaas, Astrid, Stephanie, Magnus gik til deres prøver, var hun til prøver med de voksne. Og bagefter var der et tomrum. Veninderne fra Virum, som forældrene prøvede at fastholde, var gledet ud i dage, der strækker sig fra 9 til 23 og weekender, der begynder og slutter om søndagen. I stedet fokuserede hun al sin energi på balletten. Når hun ikke dansede, tænkte hun trin, og når hun ikke tænkte trin, sad hun i den lille lejlighed i det smukke, men døde kvarter ved Langelinie og studerede fortidens største stjerner på slidte YouTube videoer i det, hun selv kalder »et isoleret eliteliv«.

»Jeg elsker den kontakt, vi har på scenen. Hvis jeg er nervøs eller særlig glad, så kigger jeg folk i øjnene, for så er det ægte«

Solo ballet danser på Det Kgl Teater - Ida Prætorius. Foto: Søren Bidstrup.
Solo ballet danser på Det Kgl Teater - Ida Prætorius. Foto: Søren Bidstrup.

Solodanserindens private garderobe under forestillingerne ligger lige over for døren til sceneindgangen i den lange gang, der forbinder huset med scenen. Tæppet er nede. Den er fem minutter i forestilling. Hele kompagniet indfinder sig. De står i små grupper og sludrer, og enkelte går rundt for sig selv. Der er en forventning. Og så begynder det, og de ser så glade ud, mens de opfører det, som er langt mere fysisk, svedende, blodigt, forpustet, knystet hårdt set tæt på fra siden af scenen end fra salen. De danner en kreds og i midten danser Ida sin Kitri.

»Jeg elsker den kontakt, vi har på scenen. Hvis jeg er nervøs eller særlig glad, så kigger jeg folk i øjnene, for så er det ægte. Der er forskel på, om man bare ser på folk, eller virkelig ser ind i deres øjne og kan se øjenfarven og sindstilstanden og være helt til stede sammen. Der er liv mellem os. Det er ikke bare dukketeater,« siger hun.

Hun sætter sig ved siden af mig, forpustet efter sin store solo i 2. akt, hvor hun hopper 24 gange hen over scenen på venstre fods tåspids. Hun er kommet i godt humør oven på den missede piruette i 1. akt.

»Jeg var helt sukkerkold. Min søde påklæderske reddede mig med en cola,« siger hun, mens hendes hjerte slår hårdt og hurtigt i brystet.

Da vi først mødtes, sagde hun henkastet »i kulissen er jeg Ida«. Men i mere end to tredjedele af hendes liv er ikke bare hendes krop, men også hendes sind blevet formet til at stå på den scene, og udføre de bevægelser og fortabe sig i det hele, og der er næppe noget sted, hvor hun er mere i live end der.

Og hun rejser sig til 3. akt og udfører de 32 drejninger og hendes venner står tæt på i siden og Marcin Kupinski klapper, før den sidste rotation er slut, og da hun står helt stille, klapper alle i kulissen og fra salens menneskemørke bryder bifaldet ud mod hende.

Det er dagen, der kulminerer. Men det er også årene, der kulminerer.

Se den flotte billedserie med Ida Praetorius her:

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.