Thomas Vinterberg: »Når tingene styrter, må man bygge dem op på ny«

20 år efter Dogme-bølgen er Thomas Vinterberg i år aktuel med spillefilm nummer otte og ni – sin første rigtige Hollywood-film og den måske mest personlige. Berlingske bad den 45-årige filminstruktør om at formulere sine egne ti »dogmeregler«, om hvad han har lært af to årtiers succeser og fiaskoer.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

§1 Du må gerne gøre det for pengenes skyld

Der er noget overraskende Thomas Vinterbergsk over Thomas Vinterberg. Frisuren har ikke ændret sig de seneste 20 år, og han ligner en, der føler sig komfortabelt hjemme i sin egen krop. Hans nye hus i Charlottenlund er fuld af håndværkere, som er ved at drive ham til vanvid, og han er netop vendt hjem fra endnu en tur til England, hvor hans engelsk-amerikanske film »Far from the Madding Crowd« om kort tid har premiere – samtidig med at han er ved at færdiggøre »Kollektivet«, som får premiere i slutningen af 2015. To meget forskellige film, som hver især repræsenterer fixpunkter i Vinterbergs karriere: Det intime danske drama og de internationale ambitioner. Og i en alder af 45 år har han måske taget begge dele til to foreløbige højder.

»Kollektivet« er Thomas Vinterbergs måske mest selvbiografiske historie om et kollektiv, der kunne være det, som han selv voksede op i, mens »Far from the Madding Crowd« er produceret af et af Hollywoods mest anerkendte produktionsselskaber.

»Når det tager to år at lave en film, skal den give nogenlunde mening at kaste sig over. Man har måske 20 film i sig på et helt liv, og jeg har ødelagt et par stykker allerede,« siger han med et skævt smil.

Hvis nyklassikeren »Festen« fra 1998 og comebacket med »Jagten« i 2012 udgør to tinder i Vinterbergs karriere, har der været en næsten 15 år lang dalvandring af film, som enten skuffede publikum, anmelderne eller begge dele. Fem år tog det ham at færdiggøre fremtidsfablen »It’s All About Love«, men selv Sean Penn og Joaquin Phoenix kunne ikke lokke danskerne i biografen, og anmelderne var mere mystificerede end begejstrede. Dernæst fulgte den ligeledes engelsksprogede »Dear Wendy« med manuskript af Lars von Trier, som blev endnu et fejlslagent forsøg på at følge op på »Festens« succes. Med »En mand kommer hjem« fra 2007 nåede Vinterberg sit hidtil kunstneriske lavpunkt, og med to stjerner i denne avis var den samtidig en af Vinterbergs dårligst anmeldte.

Men nu handler det altså om filmatiseringen af den britiske 1800-tals-roman »Far from the Madding Crowd« med Carey Mulligan i hovedrollen som den egenrådige Bathsheba Everdene, som Berlingskes anmelder har tildelt fem stjerner.

»Siden »Festen« har jeg jævnligt fået tilsendt manuskripter, men det blev aldrig til noget, fordi jeg kun ville sige ja, hvis jeg kunne tilføre noget, som en anden ikke ville kunne. Samtidig var der mange omkring mig, Trier blandt andre, som sagde til mig, at jeg havde en forpligtelse over for at dyrke mine egne ting. Men efter »Jagten«, »Submarino« og snart »Kollektivet«, som alle tre er meget mig, kom der alligevel et manuskript, som jeg blev bjergtaget af,« siger han om manuskriptet til »Far from the Madding Crowd«, der er baseret på romanen fra 1874 af Thomas Hardy og har været filmatiseret flere gange tidligere.

»I 15 år har jeg gået og læst alt det her lort, så nu blev jeg nødt til at gøre det for at få sat dét kryds. Samtidig følte jeg en kæmpe lettelse i kroppen over ikke at skulle skrive selv og stå med hele ansvaret. Så jeg tænkte OK, jeg tager work for hire.« På andre måder var det knap så fedt. Dels måtte jeg holde pause fra »Kollektivet« for at lave film i England, og samtidig var jeg lige blevet far for tredje gang. Så det var en brutal beslutning, men det er vigtigt for mig at være på tynd is, og det vidste jeg, at jeg ville være i England.«

§2 Stå fast på dine idéer

Hvis man som instruktør på en dansk film er enevældig konge, kan man på en amerikansk produktion højst regne med at være menigt medlem af bestyrelsen, fortæller Thomas Vinterberg.

»Nu var det så en meget fed bestyrelse, jeg blev medlem af, så det var cool nok,« smiler han.

»Den helt afgørende forskel har været, at jeg ikke selv har skrevet manuskriptet. Det giver både en grad af lettelse og en følelse af ubetydelighed, så det aldrig helt bliver ens eget barn,« siger han og taler om de til tider tunge beslutningsgange, fordi det både var producere fra Fox Searchlight i England og USA, som var med til at bestemme.

»De var meget respektfulde over for mig, især amerikanerne, men der var alligevel en følelse af, at de hele tiden var inde over alle beslutninger. Men da jeg trives godt i kollektiver, kunne jeg godt lide det. Det eneste, jeg ikke kunne lide, var, at vi sad i forskellige tidszoner og kommunikerede via emails og assistenter. Og så var der enkelte gange, hvor jeg lige blev nødt til at pisse mit territorium af.«

Den første og største konflikt opstod på allerførste optagedag. Det engelske og amerikanske producer-team var inden optagelserne uenige om, hvordan overskægget på skuespilleren Tom Sturridge skulle se ud, men Thomas Vinterberg havde indtil da blot grinet ad de endeløse diskussioner.

»Nogle af de dér skrigende telefon-skænderier mellem »mor og far« optog jeg, fordi de var ret eksotiske. Vi taler altså om et overskæg. Men på første optagedag står jeg så med skuespilleren, som har fået et spidst moustache, og så kommer der en opringning fra amerikanerne om, at de ikke vil godkende det. Så blev jeg sur. Indtil da havde det været sjovt, men nu stod jeg over for en skuespiller og var blevet gjort afmægtig. Og så sagde jeg op. På første optagedag. »I’m out of here.« Men så begyndte de at sweet-talke mig og sende gaver. Lækre whiskyer og den slags. Og efter den episode accepterede de, og jeg fik totalt frihed på optagelserne.«

§3 Lad være med at pakke tingene ind, men sig det, som det er

Men Fox Searchlight, som har stået bag Oscar-succeser som »12 Years A Slave« og »Birdman« er faktisk kendt for at give instruktørerne langt større frihed end mange andre Hollywood-selskaber.

»Den visuelle og psykologiske linje har jeg lagt, og jeg har valgt stort set alle skuespillerne og fik lov til at tage min egen fotograf, Charlotte Bruus Christensen, med,« understreger Thomas Vinterberg.

Alligevel var der mange små kultursammenstød. I en scene møder Bathsheba Everdene soldaten Troy, spillet af Tom Sturridge, og uden at afsløre for meget ender mødet med, at Troy tager godt fat mellem inderlårene på Bathsheba. Det var for meget for de bornerte englændere, men Vinterberg insisterede, og efterfølgende blev netop den håndbevægelse døbt »the Danish handshake« af de britiske producere.

»Det lærte mig, at vores direkte måde at sige tingene på herhjemme, er meget særlig og attraktiv for skuespillerne. Vi pakker ikke tingene ind, og når jeg sagde »please do it again but with a little more grace« til Carey Mulligan, så var hun flad af grin, for hun havde aldrig hørt noget så uforskammet i sit liv. Men det gjorde hende tryg, at jeg sagde min mening. Det engelske sprog har 250.000 ord, og jeg drillede dem med, at de brugte dem alle sammen til at tale udenom. Det gør englændere til et meget civiliseret og raffineret folkefærd, som har meget svært ved at tage chancer og tale direkte. Men der opstod også en energi, der gjorde, at jeg til gengæld blev endnu mere konsekvent og indimellem smed nogle bomber, som fik dem til at ryste.«

§4 Du skal turde tage dig selv alvorligt som kunstner

En af de oplevelser, der for alvor har defineret Thomas Vinterberg som kunstner, var da han i 2009 blev inviteret ned til det anerkendte Burgtheater i Wien for at skabe drama. Manden, der ville have Thomas Vinterberg, hedder Mathias Hartmann og var dengang kunstnerisk leder på det østrigske teater, som er blandt Europas førende.

»Han er sådan en stor skaldet mand, som ligner en kæmpe pik. En af den slags mænd, man ikke finder i Danmark, som drikker en flaske vin hvert frikvarter og er totalt oppe at køre over sig selv, hvilket i sig selv var vildt attraktivt for en ydmyg dansker som mig. Han sagde: »jeg kan se på dine film, at du skal lave teater«, og da jeg svarede, at jeg ikke vidste noget om teater, fløj han herop og sagde: »ved du hvad, jeg vil give dig i løn?« Og så sagde jeg ja.«

Thomas Vinterberg griner og pointerer, at det med pengene faktisk ikke var uden betydning. På det tidspunkt var han lige trådt ud af Nimbus Film, som han selv havde været med til at stifte, og han var begyndt at se sig om efter nye kunstneriske udfordringer. Mathias Hartmanns tilbud gik ud på, at Thomas Vinterberg kunne få lov til at afprøve sit dramatiske materiale hos ham og hans 100 mand store ensemble, som tæller nogle af Europas bedste skuespillere, og med 13 idéer i kufferten tog han ned til Burgtheater. Første forestilling blev »Das Begräbnis« (»Begravelsen«) som var Thomas Vinterberg og Mogens Rukovs fortsættelse til »Festen«. Forestillingen blev modtaget med stående ovationer og spillede i to år.

»Jeg kunne med det samme mærke, at den historie var så mørk og håbløs, at den ville være for misantropisk og trist at lave som film. Men det var en fantastisk oplevelse at være der.«

Da »Begravelsen« var vel overstået, kom Mathias Hartmann igen til Vinterberg og spurgte, hvad de nu skulle lave, og Vinterberg fortalte om det kollektiv fuldt af farverige og kærlige mennesker, han selv boede i som barn. »Det stykke vil jeg se,« sagde Hartmann og gav igen Vinterberg de bedste skuespillere, han havde.

»... og det er de bedste, jeg nogensinde har arbejdet med, undskyld alle andre, men det var helt afsindigt, hvad de kunne. Det er et teater fuld af penge, hvor alting kan lade sig gøre. Da jeg ville have en bestemt polsk filmkomponist til at lave musik, vupti, fløj de ham ind og hejsede et flygel ind gennem vinduet til en lejlighed og betalte ham for alle rettighederne. Alt kunne lade sig gøre.«

Men måske vigtigst af alt lærte Mathias Hartmann Thomas Vinterberg noget meget væsentligt.

»Han bad mig om at være kunstner, hvilket betød, at jeg skulle være modig nok til at være til stede og lade alt, hvad der skete på scenen, strømme gennem mig og bare tage imod de gaver, skuespillerne kom med. Jeg skrev kun fem-seks scener, og resten improviserede jeg sammen med skuespillerne. Det er noget af det mest fantastiske, jeg nogensinde har prøvet. Jeg kunne give de skuespillere så lidt, og så kom der alligevel så meget tilbage. Det var et kæmpe kick at være i den tidslomme i Wien med smøger, vin, kunst og store følelser. For sådan en skandi-fyr i anorak var det en vild kontrast. De var bare vildt nysgerrige på det dér kollektiv, og mange af de improviserede scener brugte jeg senere, da vi skrev manuskriptet til filmen. Det gav mig mod til at sætte mig på forreste række og sige »Je suis l’artiste«. Det var måske første gang, at jeg virkeligt trådte 100 procent i karakter som kunstner,« siger han og virker – fire år senere – stadigvæk som om, han får kuldegysninger ved mindet.

§5 Træd ud af komfortzonen – og ind igen

»Kollektivet« er måske den Thomas Vinterberg-film, som har været ventet med mest spænding, fordi filminstruktøren tager livtag med sin egen opvækst i et intellektuelt kollektiv i 1970ernes Hellerup.

»Jeg har set en del af de film, der er lavet om kollektiver, og jeg har hørt ekstremt mange klagesange fra børnene af den generation. Men jeg har altid selv haft en længsel mod den tid, og når man ser på mine film og min karriere, har jeg altid søgt ind mod fællesskabet,« siger han, og selv om han har lovet sig selv altid at turde bevæge sig ud på gyngende grund, må han indrømme, at han med »Kollektivet« har befundet sig lige midt i sin komfortzone.

Han griner.

»Ja, jeg har overhovedet ikke været på tynd is, men bare været omgivet af tryghed. Men den film skulle også leve af kærlighed og fællesskab,« siger han og ligner en, der næsten ikke kan vente med at vise filmen for resten af verden.

»Jeg ville gerne forbi den dér paradeforestilling om 1970erne og alle klichéerne om hash og forfængelige musikertyper med pandebånd. Min egen oplevelse var at bo i en udvidet familie af begavede akademikere, som slet ikke gik op i, hvordan håret sad. Jeg har en erindring om spisebordet hjemme på Nordkrog som badet i et varmt, orange lys omgivet af højtråbende, glade mennesker fulde af liv og galskab. Jeg husker de mennesker som en slags med-forældre. Men jeg husker det som en helt fantastisk tid, som jeg længes tilbage imod,« siger han og taler om det fællesskab, det også er at lave film.

»Dogme var også et kollektiv, som definerede sig selv ved at gøre noget, man ikke måtte. Det gjorde vi også dengang. At bo sammen på den måde var virkeligt et oprør. Og så gjorde vi det oven i købet med bonede gulve i en kæmpe villa. Det var en vildt sexet blanding af at gøre noget forbudt på 1. klasse. Jeg spurgte engang Jesper Hoffmeyer (semiotiker og biokemiker, red.), som var den klogeste af beboerne, om hvad der egentlig havde været det grundlæggende ved kollektivet, og han svarede, at vi først og fremmest havde haft det sjovt. Hvert morgenbord var en skueplads for nye tanker og mænd og kvinder, der skulle måle sig med hinanden. Man gik ikke bare ned og satte sig, nej, man satte sig op til at gå ind i det fælles rum.«

Men der var også en bagside, og indimellem udbrød der verdenskrige bag de hvide mure på villavejen.

»Efterhånden kom de grimme og utiltalende sider frem, og gradvist blev folk mere nærige. Jeg synes, at de alle sammen var rundere og mere generøse i 1975, end de var i 1985.«

Da Thomas Vinterbergs forældre blev skilt, blev de først boende sammen i kollektivet, men da de senere flyttede, fik Thomas Vinterberg lov til at blive boende. Så han flyttede, om man så må sige, hjemmefra ved at blive boende.

»I alle familier er der jo problemer og skeletter i skabene, og det er klart, at jeg pludselig også så mine egne forældre mindre. Der er også en ensomhed forbundet med kollektiv-tanken, og der var også nogen, der brændte sig på den fællesskabstanke, og fortællingen om, at vi alle er erstattelige, og at din kone kan finde en anden, er ubærlig. På den måde handler den film også om min egen skilsmisse. Det er smerteligt, når man skifter hinanden ud, og det er kernefortællingens ironi, at fællesskabet blev samhørighedens opløsning.«

§6 Husk at det handler om kærlighed

Man taler ofte om »den svære toer«, men for Thomas Vinterberg blev hans tredje spillefilm det problembarn, som han selv elsker, men hvis dysfunktionelle side, han også anerkender.

»Efter »Festen« kunne jeg ikke komme længere ned ad den kunstneriske vej, som hed Dogme 95, og fordi den stod for alt det, jeg godt kunne lide ved at lave film, gjorde det mig så desorienteret, at jeg måtte finde en helt anden vej,« siger han og taler om, hvordan Stanley Kubricks død i 1999 og de tætte bånd til Lars von Trier kom til at påvirke hans beslutning om at lave »It’s All About Love«.

»De kunne begge løbe slalom mellem forskellige formsprog og genrer, og det troede jeg også, at jeg skulle. Hvilket var en meget stor fejltagelse. Med »It’s all about love« lod jeg mig inspirere af at gøre det modsatte af Dogme. Jeg ville favne hele verden og lade alting være kunstigt og fuld af musik. At vende alle dogmereglerne på hovedet var egentlig en meget sjov leg, men der var en kæmpe ophobning i min krop, fordi jeg var så forvirret over, hvad jeg skulle, og derfor blev fristet af en masse forskellige, flatterende tilbud. Jeg blev fløjet over til Steven Spielberg, som syntes, at »Festen« var den bedste film, han havde set i mange år, og han sagde »du skal bare blive ved med at lave dine egne film«, mens han samtidig tilbød mig at lave et andet projekt. Men jeg havde slet ikke brug for alle de muligheder, og i stedet for at tage en beslutning lod jeg bare være med at lave noget og sad ude på Nimbus Film og modtog løn. Det var en ekstremt dårlig situation at stå i,« siger han om tiden, hvor alle hans gamle helte meldte sig på banen, og hvor alting med ét stod åbent.

»Fordi jeg blev nødt til at forny mig og starte forfra, står »It’s All About Love« i dag som en af mine ringeste film. Den er helt klart dramatisk dysfunktionel, for hvis ni ud af ti mennesker ikke forstår den, så er der jo per definition et problem. Men den har en visionær, vemodig og ret klog klangbund, og nu er der en masse unge, der dyrker den rundt om i verden, hvilket jeg er vildt stolt over. Men dengang var det bare vildt svært at få den født, og da den så endelig kom og ikke blev udtaget til Cannes og generelt skuffede, gjorde det fandme ondt. Så pludselig var jeg endnu mere i vildrede. For nu var jeg ikke bare kommet langt væk fra mit udgangspunkt. Jeg var samtidig blevet brændt.«

§7 Du skal turde

Men hvis »It’s All About Love« var abstrakt, intellektuel og meget langt fra de umiddelbare historier i »De største helte« og »Festen«, foregik Lars von Triers manuskript til »Dear Wendy« – om en gruppe unge i en amerikansk mineby og deres forhold til håndvåben – endnu mere i hovedet.

»Jeg fandt en kærlighed til manuskriptet ved at gøre personerne ti år yngre og skabe et kollektiv, men jeg kom aldrig helt til at tro på grundpræmissen om, at en mand forelsker sig i en pistol. Alligevel kom jeg til at holde af den, selv om jeg havde svært ved at få den ud over det teoretiske plan. Det siger også noget om, hvor forskellige Lars og jeg er. Han ser verden som skakbrikker, han kan flytte rundt på, mens jeg fumler intuitivt rundt inde i karaktererne. Det var sjovt at lave den, og langt hen ad vejen er jeg kommet til at holde af den … men den gik jo galt. Ingen så den, og mange hadede den. Det var endnu et slag, og så kom der ét til til igen, og dér begyndte det altså at gøre nas. Tre fiaskoer på ti år,« siger han og mener »En mand kommer hjem«, der i 2007 nok blev Thomas Vinterbergs hjemvenden til danske replikker, men ikke blev en tilbagekomst til publikums og anmeldernes hjerter.

»En film går galt, når den forlader hjertet og kønsdelene og bliver født i hovedet som et resultat af strategier. Det kan nogen, men jeg kan ikke. Jeg bliver nødt til at arbejde fra hjertet til hånden. Grunden til, at »En mand kommer hjem« mislykkedes er fuldstændig det samme som med »It’s All About Love«. Jeg turde ikke nok. For i virkeligheden havde den et ret bindegalt og liderligt udgangspunkt, som jeg kom til at konventionalisere. Men igen er der mange elementer i den film, jeg holder af – ikke mindst min nuværende hustru (Helene Reingaard Neumann, som spillede Claudia i filmen, red.) selvfølgelig – men ikke desto mindre var det dér, mit liv styrtede i grus.«

§8 Når tingene styrter, må du bygge dem op på ny

I løbet af et år blev Thomas Vinterberg skilt, han forlod Nimbus Film, og efter tre fiaskoer var hans økonomiske situation mildest talt svær.

»Min karriere havde aldrig set værre ud, og i mit eget hoved har jeg et billede af, at det hele faldt sammen samtidigt.«

Den trøstesløse »Submarino« er på mange måder en visualisering af Thomas Vinterberg i slutningen af 00erne, og den barske ligefremhed ramte tilsyneladende plet. Ikke helt hos biografgængerne, men anmeldere og festivaler var begejstrede for filmatiseringen af Jonas T. Bengtssons roman.

»Huset Vinterberg var ramlet. Det var sindssygt smertefuldt at være blevet skilt, jeg savnede mine børn og havde skyldfølelse, og det er hele drivkraften bag den film. Jeg synes, at den er meget helstøbt, og jeg møder mange, der holder af den. Den ligner om nogen de film, jeg lavede på Filmskolen. Den har en helt ren tone og kommer fra et meget ikke-korrupt sted. Jeg måtte starte forfra på alle fronter, og det er nok den tid, jeg har lært mest af.«

BMFORSKUD - Filminstruktør Thomas Vinterberg fotograferet ved Zentropa.
BMFORSKUD - Filminstruktør Thomas Vinterberg fotograferet ved Zentropa.

§9 Vid hvad du vil, inden du gør det

I tiden mellem »Festen« og »It’s All About love«, dengang Thomas Vinterberg var Danmarks helt store Wunderkind, førte han jævnligt samtaler med Ingmar Bergman, som fungerede som en slags mentor for sin unge danske kollega.

»En dag sagde han til mig i telefonen: »Festen« var et mesterværk, men hvad vil du så nu?« Jeg talte frem og tilbage om mine forskellige tanker, og han svarede: »når du har lavet sådan en film, og endnu ikke har besluttet dig for, hvilken der skal være din næste, så bliver det rigtigt svært for dig. Fremover må du aldrig holde premiere på en film, inden du har besluttet dig for, hvad den næste skal være. For der kan ske to ting: Enten går det ad helvede til, og så forsøger du at være strategisk. Eller endnu værre: Det går godt, og så vil du have mere af succesen, og så bliver du endnu mere strategisk. Men hvis du beslutter dig for dit næste projekt, inden du har gjort din film færdig, så bliver vejen fra hjertet til hånden meget kortere.« Det var en god læresætning, og det er derfor, at jeg siden ikke har siddet stille, men bare væltet videre. Det råd rammer lige ned i det, som er vores værste fjende, nemlig når ængsteligheden og fornuften tager over. Tvivl kan være fint nok, men grundlæggende tvivl, som får én til at ændre strategi, er dræbende.«

§10 Mærk efter

Og det er det, han har gjort de seneste ti år: At huske på gamle Ingmars gode råd. Mærk efter og tag beslutningen.

»Det betyder, at jeg de seneste ti år har lavet dobbelt så meget som de foregående ti år. Og nu er jeg nået til et sted, hvor jeg skal have en pause. Per Fly sagde engang til mig, at holder man pause for længe, får man en depression. Men jeg har arbejdet meget hårdt i lang tid. Jeg er glad, men træt, og nu skal jeg lige ånde og se, hvad der kommer næste gang. Nu holder jeg ferie, og så mødes jeg med Tobias Lindholm til august.«

Næste projekt, som Thomas Vinterberg og hans nye manuskript-makker allerede har annonceret, kommer til at handle om alkohol. Mere ved de endnu ikke.

»Det store skisma er jo, om jeg skal lave mine egne film herhjemme eller nogle andres film i udlandet. Jeg har endnu til gode at realisere mine egne historier internationalt. Men måske vil det lykkes mig at kombinere de to ting. Eller også vil det ikke. Der er noget særligt ved at se ud på træerne i Asserbo, mens man hører Jan Johansson, og det hele ringer af ens nordiske arv. »Far from the Madding Crowd« kommer i 450 biografer, og de har brugt 20 millioner kroner på markedsføring, og jeg tænker, at jeg nu er nået virkeligt langt, både fra Dogme og fra Burgtheater. Jeg har taget hul på et helt nyt kapitel, og jeg kan ikke finde ud af, om jeg har taget hul på det for at forlade det igen, eller om jeg skal gå videre den vej. Så om jeg ender med at sidde og tælle egern oppe i Asserbo og skrive små nordiske historier, eller om jeg skal gå konsekvent efter Hollywood, ved jeg ikke. Men måske kan jeg begge dele.«

TV: Se traileren til »Far from the Madding Crowd«:

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.