Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Tænk, hvis min farmor nåede at dø«

Gitte Winter Graugaard har skrevet sin i dag 90-årige farmors livshistorie, der kun er udgivet til familien.

Hun havde længe haft ideen, men ikke fået den realiseret.

Med sin og familiens udstationering først i Kroatien og senere i Canada havde der været meget langt til det lille gule dobbelthus i baghaven til Skagens Museum.

Farmoderens hus.

Men da Gitte Winter Graugaard flyttede tilbage til Hørsholm med mand og to børn, besluttede hun at skrive sin 87-årige farmors livshistorie.

At få det gjort, før det var for sent.

»Tænk, hvis min farmor nåede at dø, inden vi var færdige med bogen,« siger Gitte Winter Graugaard.

Det tænkte hun på hver gang, hun i løbet af 2012 tog turen i bil til »byen på toppen af Danmark.«

Heldigvis, siger hun, lever farmoderen stadig. Nu som 90-årig på plejehjem. Og stadig med et positivt syn på livet.

Fem weekender og adskillige timers interview hjemme i farmoderens stue. Det hele optaget på en iPhone og bygget kronologisk op.

For to et halvt år siden lå bogen der. 62 sider inklusiv billeder i 20 eksemplarer, kun udgivet til familien.

Præmissen var klar fra starten:

Det handlede ikke om slægtsforskning, og fakta var heller ikke så vigtige.

»Det afgørende for mig var de gode personlige fortællinger sammen med de mange års livserfaringer, min farmor havde gjort sig. Om en bestemt hændelse så lige var i 1944 eller 1946, betød ikke så meget for mig. Jeg ville bare gerne lære min farmor at kende som kvinde.«

Ikke en historie på godt og ondt

Samtidig skulle det ikke være en historie på godt og ondt, forklarer Gitte Winther Graugaard.

Det var en del af præmissen, at hun ikke ville presse sin farmor, når hun kom ind på nogle af de mere svære perioder i sit liv. Farmoderen skulle kun fortælle det, der faldt hende let og naturligt, og som ikke gjorde hende ked af det.

»Selvfølgelig ville jeg spørge ind til det, hun sagde og undervejs få hende til at uddybe. Men mit projekt var ikke at grave flere lag ned i hendes personlighed, i øvrigt har hun haft et godt liv. Processen var mindst lige så vigtig, det skulle være en god oplevelse for os begge.«

At man på den måde kun får den bedste version af et menneskes liv og ikke et reelt billede, afviser Gitte Winter Graugaard.

»Min farmor var meget oprigtig, det var helt tydeligt, at hun ikke var bevidst om at sortere undervejs. Det tror jeg også er svært, når man først åbner og er i gang med at fortælle om sit liv.«

Kun en enkelt passage er udeladt på farmoderens opfordring, efter at være blevet skrevet.

Sensommeren 2012 var som slutscenen i en film, hvor alt går op til sidst og visse mønstre passer sammen.

Farmoderen og barnebarnet, der sad ved den legendariske solnedgangsbænk i Skagen og så ud over havet. Den gamle dame, der nu havde givet sin historie videre til sønnens på det tidspunkt 36-årige datter.

»Hvis der er en rød tråd gennem min farmors liv, så er det, at hun har haft en skøn tilgang til livet. Hun har været positivt indstillet til langt det meste. Ikke sådan, at hun har været forskånet for alt svært og er blevet båret på hænder og fødder. Men hun har været god til at se muligheder i stedet for problemer. Og det er noget af det, der har inspireret mig i mit eget liv.«

På bordet foran Gitte Winter Graugaard ligger bogen med lilla omslag og farmoderen på forsiden.

Modtagelsen af bogen, både fra farmoderen og den øvrige familie, har været overvældende og udelukkende positiv.

»Min farmor har været utrolig glad for bogen. Da hun gradvis lærte den at kende, var der bestemte perioder og situationer, hun genoplevede igen og igen. Hun kunne bruge hele dage på bestemte tidspunkter i sit liv.«

Farmor genoplever sit livs kærlighed

Ifølge Gitte Winter Graugaard var der især en passage i farmoderens liv, hun kunne blive med at genopleve: Forelskelsen i sin mand og senere sine tre sønners far. Dagen, hvor hun så ham første gang i roklubben i Næstved. Hvor hun kommer sejlende i en kajak. Og han er styrmand på en robåd.

»Fortællingen om deres kærlighed, synes jeg, er noget af det smukkeste. Efter mange års ægteskab, og selv om min bedstefar har været død i efterhånden en del år, har hun bevaret sin kærlighed til ham. Kærligheden er så stærk i hele denne her fortælling.«

For Gitte Winter Graugaard har det haft betydning at finde frem til, hvordan det var at være kvinde, mor og hustru i sin farmors generation. Men også hvad hun selv er rundet af.

»Hvilken indflydelse har min farmors livssyn haft på min fars opvækst? Som igen har påvirket mig i min barndom? Er der nogle mønstre og måske nogle forklaringer? Det har været spændende at gå på opdagelse i.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.