Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Sven hvem?

Alle kender Operaen. Men få kender operachefen. Berlingske har været på besøg for at finde ud af, hvem Sven Müller egentlig er. Og mødte en mand, der ikke har behov for at tale om sig selv. Det kom han nu alligevel til.

Operachef, Sven Müller. Operaen. Holmen. MS. Den Kongelige Opera.
Operachef, Sven Müller. Operaen. Holmen. MS. Den Kongelige Opera.

»Jeg skal interviewe Sven Müller,« har jeg sagt flere gange de sidste par uger.

Svaret har været det samme hver gang.

Først: »Sven hvem?«

Og så: »Nårh, operachefen, hedder han det?«

For navnet Sven Müller kender kun de færreste. Til gengæld kender alle hans position og det hus, han er leder af. Han er operachef på Den Kongelige Opera, der i den kommende uge indleder fejringen af Operahusets tiårs jubilæum med premiere på verdens mest populære og kendte opera, Tryllefløjten på torsdag. Men han er også en stille mand, der stadig står i skyggen af sin forgænger, Kasper Holten, Operaens vidunderdreng, der på alle måder var en god historie med sin ungdom, sin smukke TV-kone, sin nørdethed og sin nationalbankdirektørmor, og som gerne fortalte den historie. Igen og igen.

»Nogle gange havde man jo fornemmelsen af, at Kasper ikke kunne trække vejret, hvis han ikke stod i projektørlyset mindst en gang om dagen,« siger Sven Müller. Venligt, konstaterende. Han holder meget af Kasper, har stor respekt for ham, var glad for at være souschef under ham. Men han ved godt, at de er forskellige.

»Jeg har ikke selv det behov. Jeg har altid tænkt, at det var nok at lade Operaen stråle og brillere. At hvis huset bare præsterede godt, ville det afspejle, at jeg gjorde mit arbejde ordentligt. Men jeg kan godt se, at det måske kan gavne huset, hvis jeg er mere synlig.«

En Rolls Royce og fem liter benzin

Derfor har han lukket MS ind i sin arbejdsdag et par gange i december til møder for at få en fornemmelse af, hvad livet som operachef egentlig går ud på, og til interviews.

Han er 50 år gammel, tysk født, bulgarsk gift. Har været i København siden 2008. En venlig mand med godmodige øjne. Robust som sin landsmand Gerhard Schröder, hår som den tyske landstræner Joachim Löw.

Han virker oprigtig. Man ville købe en brugt bil af ham eller blive glad, hvis han præsenterede sig som ens nye nabo. Ikke noget smartenheimer, ikke noget fikumdik. Han foretrækker engelsk, men siger i forbifarten »du skal passe på, jeg forstår alt på dansk.« Ikke underfundigt, ikke for sjov, bare venligt oplysende. Når han ikke kan finde det rigtige ord på det sprog, han taler, kan han ikke blive siddende, før han kender det rigtige, men rejser sig fra bordet og spørger sin sekretær.

Han viser rundt i Operaen, det store hus, som Mærsk brugte 2,5 milliarder på at bygge. Det er gigantisk. 41.000 m2, 1.100 rum. Fem etager under jorden strækker det sig ned. Elevatoren op i scenetårnet ender på 9., før man går op ad en stejl metalstige og ender på taget med Københavns havneløb udstrakt under sig.

Her er scenen og dens fire side- og bagscener, der alle har samme størrelse, så man kan øve flere steder og have kulisser stående. Den er lejet ud til TV2, der optager sit årsshow. Det giver penge i kassen, selvom instruktøren af Tryllefløjten ikke helt forstår, hvorfor han ikke kan øve på scenen. Via en anden elevator ender man fem etager under jordoverfladen. Hen ad en gang og ind til venstre. Her ligger orkestrets prøvesal. Scenen og orkestergraven, der er placeret over den, er rent byggeteknisk konstrueret, så de to ikke har forbindelse med hinanden og lyde i den ene sal vil ikke forplante sig over i den anden.»I princippet ville man kunne afholde prøver og have forestillinger på scenen med to orkestre på hver 100 musikere samtidig, uden at nogen forstyrrede hinanden,« siger han og lukker døren til rummet. Den glider i med en lyd, diskret og af dyr kvalitet.

»Virkeligheden er, at vi kun har ét orkester, så det vil aldrig blive aktuelt. Sådan er det her hus. Det er lidt som at have en Roylls-Royce og fem liter benzin og skulle beslutte, hvor man vil køre hen og hvordan. Vil man køre langt, men langsomt eller hurtigt og kort.«

Det er den virkelighed, Sven Müller opererer i hver dag. At få et hus, der egentlig er en formel 1-racer til at fungere på et noget mere familiebilsagtigt budget. Læg oveni det nye øgede krav til indtjening på billetter fra den nye bestyrelse og færre forestillinger end tidligere. Det kræver sin mand, og måske er Sven Müller den rette, fordi han er pragmatisk. Man må justere, hvis den første ambition ikke lykkes. Uden at fortvivle over, at det mislykkedes, komme videre, indrette sig på den nye virkelighed. Sådan har han selv levet sit liv.

Det er ikke en linje, han selv trækker. Han fortæller små bidder, men han trækker ingen streger mellem dem. Konklusionerne må tilhøreren selv drage.

»Virkelig ikke smart at spille violin«

Sven Müller er født og opvokset i Hamburg. Hans far var marineingeniør, hans mor hjemmegående. Han har en søster. De boede sammen med hans farfar i et rækkehus (»og derfor har jeg altid lovet mig selv, at jeg aldrig skulle bo i rækkehus. Man boede langt udenfor centrum, men man skulle alligevel tage hensyn til naboerne som i en lejlighed«), hvor der stod et gammelt klaver, da de flyttede ind. Det begyndte Sven Müller at spille på som barn, og da han opdagede, at han havde nemt ved det, begyndte han også at spille violin, selvom det ikke blev betragtet som smart af hans klassekammerater.

Han tripper udenom spørgsmålet på, om han blev drillet:

»Lidt.«Overvejede du at holde op?»Nej, aldrig. Jeg ville spille, og så blev jeg ved, selvom andre ikke syntes, det var smart. Sådan har jeg altid været. Hvis der er noget, jeg vil, indeni mig selv, så bliver jeg ved alligevel. Det vigtigste for mig er ikke, hvad andre synes. Det er det, jeg selv vil.«

Han beskriver sig selv som et almindeligt barn. Han gik i skole og var glad for det, havde venner, som han legede med, spillede fodbold, men han begyndte også at lytte til opera som ganske ung.

»Min forældre var ikke specielt musikalske, men de var dannede mennesker, så de tog mig med i operaen, da jeg var syv-otte år. Vi så Bortførelsen fra Seraillet, hvor heltinden er fanget, men kan undslippe, fordi fangevogteren bliver bedøvet. Men hendes elskede, som kommer for at befri hende, bliver overmandet af frygt for, at hun har været ham utro, og derfor må han spørge hende, før de flygter med det resultat, at de ikke når at komme væk. Som barn kan jeg huske, at jeg sad og tænkte, hvor DUMT det var. Hvorfor kunne de ikke bare ordne den snak bagefter. Som voksen har jeg set den igen, og nu forstår jeg de følelser, som han havde, den utryghed og uro, at han var nødt til at vide det med det samme. Sådan udvikler man sig jo.«

Da han kom hjem, hørte han pladerne igen og igen.

»Og så fik jeg ret hurtigt en pladespiller på mit eget værelse.«

Ad to omgange boede familien i USA, hvor faderen arbejdede, først da Sven Müller var ganske lille, senere som stor teenager.

»Det, jeg godt kunne lide ved USA, var, at de støtter en, hvis man er dygtig til noget. I Tyskland var det virkelig ikke smart at være dreng og spille violin. Man var kikset, men i USA syntes de, det var cool og interessant. »Oh great, you play the violin, Sven, good for you!« Det gjorde et stort indtryk på mig.«

Egentlig ville han have været tilbage i USA og gå på college, og han kom også ind, men havde ikke råd til at betale de høje amerikanske uddannelsespriser. Hans amerikanske klassekammeraters forældre havde sparet op til deres børns uddannelse i årevis, det havde hans tyske forældre ikke, og selvom han fik et scholarship, hvor noget var betalt, var det ikke nok.

Han tog tilbage til Tyskland og aftjente sin værnepligt ved at være, hvad man på dansk ville kalde militærnægter. Han tilbragte to år på en psykiatrisk afdeling for ældre mennesker.

»Opholdet der har lært mig en respekt for andre mennesker, selvom de er anderledes end dig og mig. Der skal så lidt til, før et almindeligt liv kan knække over. Det har jeg med derfra. Alle fortjener respekt og skal behandles sådan uanset, hvor de er. Jeg kan huske en kvinde, der var meget bange, fordi hun mente, at hendes rum var fyldt med frøer. Jeg fortalte hende, roligt, at jeg ikke kunne se nogen frøer, men at jeg accepterede, at hun kunne. Langsomt fik jeg hende beroliget. Men det er ikke noget, jeg bruger i min hverdag her.«

Det var også i de unge år tilbage i Tyskland, han opdagede, at han ikke skulle være professionel violinist. Jo, han var udmærket, men han var ikke noget helt særligt. Han skulle knokle for hver eneste bid fremgang, mens hans daværende kæreste, som også spillede violin, tilegnede sig alt med megen mere lethed.

»Nogle gange spillede hun noget for første gang, som jeg havde øvet på længe, og det lød meget bedre, når hun lige samlede violinen op. En af mine lærere sagde til mig, »du kan godt blive violinist, men det bliver i et tredjerangs-orkester.«

Så holdt han op. Holdt op. Ikke gav op. Sven Müller ærgrer sig ikke. Sådan var det bare, og så måtte han gøre noget andet. Han begyndte at læse operainstruktion på universitetet i Hamburg.

»Opera kan vise os andres følelser, som vi kan spejle os i og afhængigt af, hvem vi er, giver det os noget forskelligt. Jeg genkender ikke de følelser, jeg oplever i operaen, i mit eget liv, jeg har aldrig slået nogen ihjel af jalousi, men jeg tror, det er godt at opøve sin empati og lade sig røre.«Bagefter arbejdede han, som det er normalt efter at have studeret operainstruktion, som instruktørassistent. På en af opgaverne på operaen i Bulgarien mødte han sin kone Radostina. Hun var ansat som oversætter. Første år skete der ikke noget, året efter, da han kom tilbage, blev de et par. De blev gift året efter. De har lært hinandens sprog, så de kan tale sammen på lige fod.

Han havde fin succes som instruktørassistent, men ikke så meget som instruktør i de mindre forestillinger, han satte op.

»Det er jo ikke den vej, det skal gå. Normalt er man instruktørassistent for at forberede sig til at blive instruktør, men jeg kunne godt se, at jeg havde mere succes som assistent, og så måtte jeg søge noget andet.«

Gennem de to dage, vi er sammen, udtrykker han ikke en eneste gang ærgrelse eller irritation. Ting er, som de er, man må få det bedste ud af det. Ting sker, ikke alting lykkes. Det er okay. Ingen skuffelse, ingen bitterhed.

»På den måde, som jeg arbejder nu, kan man være med til at skabe noget ved at sikre gode forhold for kunstnerne. Det er også kreativt, og det er en stor udfordring.«

Et tilbud man ikke kunne afslå

Han blev ansat på operakontoret i Graz i Østrig, og lærte der den mere administrative side af operafaget, før han via et kortere ophold på Nationaloperaen i Lissabon i 2008 blev tilbudt jobbet som souschef for Operaen i København, mens Kasper Holten var operachef.

»Det var jeg nødt til at sige ja til. Operaen i Lissabon var lille og gammel. Musikerne øvede i foyeren, hvor publikum stod om aftenen, for det var det eneste sted, der var plads. De spillede 40 forestillinger om året. På det tidspunkt var Operahuset i København helt nyt, og der blev spillet 130 forestillinger om året. Det var en kæmpe chance.«

Og en stor forandring. Der er visse ord, han siger på bredt københavnsk. »Fagforening,« »hviletidsbestemmelser«, »11 timers regel«, »samarbejdsudvalg«. Dem har han lært at kende her. Her er mange møder. Mange ting, der skal tales om. Hvem skal fotograferes til et program. Hvem skal spille hvad. Kan den dirigent bruges til det. Bliver nogle kede og andre skuffede.

»Det Kongelige Kapel spiller f.eks. en række symfonikoncerter hvert år. I Tyskland ville man bare slå en seddel op med repertoiret, og det ville alle acceptere. Sådan er det ikke i Danmark, hvor man holder møder. Vi skal snakke om det.«

Den sidste sætning siger han på dansk. Han har hørt den mange, mange gange.

Sven Müller var souschef under Kasper Holten, indtil Holten sagde op i 2011. Det kom ikke som en overraskelse, Kasper Holten havde allerede, da Sven Müller blev ansat, fortalt ham, at han formentlig ikke ville blive mange år på posten. Jobbet som operachef blev overtaget af britiske Keith Warner, der efter kun et år på posten sagde op i protest, da Det Kongelige Teater gik gennem en markant sparerunde, som både reducerede antallet af forestillinger – fra130 til 100 årlige – og antallet af ansatte.

Sven Müller søgte stillingen og fik jobbet og var – som han sidder godt to år senere og fortæller om det i sit chefkontor med udsigt over havnen og plads til både skrivebord, mødebord med otte stole om og en lille gruppe lænestole, der som lænestole i hotelfoyerer ser mere behagelige ud end de er – »glad. Det var jeg bestemt.«

Samme afdæmpede reaktion oplevede hans venner, da han fortalte det til dem, fortæller familiens ven, Veronique Clement, der er attache på Luxembourgs ambassade og har lært ham at kende gennem hans kone, som hun gik til dansk med. Danskklassen blev til en vennegruppe, der spiser og rejser på weekendture og ferier i ind- og udland sammen.

»De havde inviteret os til grill, men før vi spiste, sagde de, at de havde godt nyt, så de åbnede en flaske champagne. Vi vidste ingenting, og Sven var glad, men han er jo ikke den, der praler. Det er han bestemt ikke. Han er et beskedent menneske. Bagefter var der en almindelig middag.«

Nybagt far

Han bor i Tårnby. Han er godt klar over, at området ikke har samme status som Hellerup eller Gentofte, og han ved godt, at hvis han havde skullet købe hus i Hamburg, havde han nok været for snobbet til at købe i et område, der minder om Tårnby, men huset har flere fordele. Det har en have, som han og hans kone har brugt meget tid på at kultivere. De har frugttræer, urtehave, blomsterbede og bistader, som de producerer honning fra, og huset ligger praktisk i forhold til hans job, der består af dagene på operaen, men også af mange rejser ud i Europa for at høre sangere og dirigenter. Oftest bare ture ud sidst på eftermiddagen, til forestilling, sove en nat og hjem med det første morgenfly. Han er landet fra Berlin samme morgen, som vi laver det andet interview. Han har hørt en sanger på Komische Oper.

Han rejser sig og viser en bog frem, han har købt på vej hjem fra Berlin i morges. Normalt går han i tyske boghandler og forsyner sig med bøger og aviser. I dag har han bare købt en bog i plastic »Mein Erstes Buch«, hedder den. En pegebog med glade tegninger.

»Det er der, mit liv er lige nu.«

For sammen med hustruen Radostina har han i sommer fået en søn. Han blev født efter ti års ægteskab. Det har været svært, siger han, uden at gå i detaljer.

»Det har været hårdest for min kone. Der var perioder, hvor vi måtte acceptere, at måske blev det sådan, at vi ikke fik børn. For mig... jeg tror det er anderledes for mænd. Jeg har også altid tænkt på det, jeg laver her, som... som noget jeg skaber. Jeg sender noget ud i verden, lidt som man gør med et barn. Men naturligvis har det været en glæde, selvom det kan være hårdt, når han græder. Men det føles som en happy ending efter alle disse år.«

Han spiller musik for sønnen daglig. En anelse Mozart hver eneste dag.

Jobbet som operachef fylder stadig meget. Det giver lange dage på kontoret med udsigt nord over havnen. Hans kone er økonomiuddannet og ansat hos Mærsk. Hun kan se, når lyset hos ham er tændt på hans kontor, og det er det tit, når hun tager hjem. Han er både ansat som kunstnerisk leder og administrator. Han skal tage stilling til, hvad der skal synges og spilles og hvem. Den internationale operaverden er et puslespil, hvor der er lagt planer langt frem i tiden for at få det til at gå op. Hans post er en blandet omgang af henvendelser fra sangere, en opera i udlandet, der sælger gamle kulisser, »det kan jeg godt huske, alt for meget papmache, sig nej tak på en pæn måde,« siger han, da hans sekretær læser brevet op.

»Det gik meget hurtigt op for mig, at ja, jeg er med til at bestemme her, men for hvert ja, jeg siger, giver jeg mindst ti gange så mange et nej. Når én får en rolle, er der mange andre, der gerne ville have den, som ikke får den, og bliver skuffede. Det skal man kunne håndtere, og jeg har øvet mig i at tænke, at det ikke er mig, folk bliver vrede på, når de bliver vrede. Det er operaen. Det gør mig ikke noget. Jeg har ikke noget imod, at ikke alle kan lide mig. Selvfølgelig er det rarere, når folk kan lide mig, men det er ikke afgørende. Vi skal lave opera i absolut verdensklasse, vi skal introducere folk for operaen, vi skal spille populære værker, så folk kommer, og vi skal samtidig være med til at udvikle operaen, så den som kunstform består. Alt det kræver, at jeg træffer beslutninger, som vil betyde, at nogle ikke får det, de ønsker sig. Også selvom det betyder, at jeg ikke er populær hos alle. Hvis man vil være det, kan man ikke være operachef.«

Det er ikke nødvendigt for Sven Müller. Han kan godt holde ud, at han ikke er alles ven. Bare han har ro til at være sig selv. Der lader han op. Ved at være i sin have eller i naturen. Ved at være alene. På ferieture som han og hans kone ofte rejser på med deres venneflok, går han af og til lidt for sig selv.

»Jeg har ikke så meget brug for at tale, jeg lytter. Jeg er introvert. I Danmark ser man det som en dårlig ting at være introvert, og det er jeg ked af. Det er ikke dårligt, det er bare anderledes end ekstroverte. Jeg har ikke brug for andre til at bekræfte mig. Jeg kan mærke indeni, hvad der er vigtigt for mig, så jeg har ikke behov for at være mere synlig eller at stå i rampelyset. Men det er godt for Operaen, tror jeg, så jeg prøver.«

For eksempel med dette interview. Nu ved du, hvem Sven Müller er. Den pragmatiske operachef.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.