Susanne Bier: »Jeg er sygeligt dårlig til at networke«

I aften er der dansk premiere på Susanne Biers TV-serie »Natportieren«, der som den første John le Carré-filmatisering i 20 år har klinet englænderne til skærmen dette forår. Susanne Bier er blevet et internationalt navn – og det skyldes ikke kun den fem år gamle Oscar i reolen, men også viljestyrke.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Cairo. 2011. Det Arabiske Forår.

Jonathan Pine, en tidligere britisk soldat, arbejder som natportier på et af byens bedste hoteller. En mørkhåret skønhed af mellemøstlig herkomst betror ham nogle hemmelige dokumenter. De afslører, at erhvervsmanden Richard Roper, som ellers fører sig frem som den store velgører og samfundsstøtte, er våbenhandler. What to do?

Det finder man ud af i aften, når Susanne Biers »Natportieren« får dansk premiere på DR1. Et hæsblæsende startskud, der alene i første afsnit fører os fra Cairo over London til de schweiziske alper. Med de engelske stjerneskuespillere Tom Hiddleston og Hugh Laurie i hovedrollerne. Og danske Susanne Bier i instruktørstolen.

Det er ikke første gang, Susanne Bier prøver kræfter med en thriller. Og det er ikke første gang, jeg interviewer hende. Første gang var i 1997, da hun havde instrueret den danske film »Sekten« om en sekt, der mikser religion, psykiatri og seksualterapi i en mildt sagt noget rodet filmisk affære. Hvilket Bier er den første til at erkende.

»Når min familie skal mobbe mig, siger de: »Hvis du skal reservere et bord, så skal du bare sige, at det er dig, der har lavet »Sekten«.« Hahaha. Det er sådan en intern ting, en total joke. Jeg husker det faktisk, som om de første totredjedele af filmen er i orden, men så kører den totalt af sporet,« griner hun og trøster sig selv med, at hun var relativ uerfaren, og at man i al kreativitet ikke kan undgå at lave fejl.

»Jeg var meget nysgerrig i de år, men stadig ret uerfaren og ret usikker på filmsproget. Ikke at jeg var i tvivl om eller nervøs for at tage på optagelser, men jeg havde en usikkerhed over for, hvad jeg skulle med mediet. Jeg tror stadig, jeg ikke helt vidste, hvordan jeg nåede publikum, og jeg var stadig nok lidt filmskoleagtig: »Det er ligegyldigt, om der kommer nogle og ser det, bare det er de rigtige«.«

Det med publikum kom Susanne Bier hurtigt efter. I 1999 instruerede hun »Den Eneste Ene« med manuskript af Kim Fupz Aakeson og sange af hendes mand, Jesper Winge Leisner. Med 800.000 solgte biografbilletter regnes den som en af de største succeser i dansk filmkomedie, og den er sidenhen blevet indspillet på engelsk og lavet om til en musical.

Og det med at skabe et effektivt drama har hun blandt andet bevist med »Efter Brylluppet« og »Hævnen« – den første blev Oscar-nomineret, den anden skaffede hende den eftertragtede statuette for bedste udenlandske film i 2011.

I dag er Susanne Bier et navn, som filmfolk over hele verden ringer til. Også John Le Carrés sønner, hvis produktionsselskab, The Ink Factory, har produceret de seks afsnit af »Natportieren«. Og selv om man har instrueret verdensstjerner som Halle Berry, Benicio del Toro og David Duchovny, kan man stadig godt blive nervøs, når man skal møde den engelske spionromans grand old man.

»Jeg er ikke specielt starstruck normalt, men jeg kunne mærke, at »Okay, nu skal jeg altså møde ham, hvis bøger jeg har læst, siden jeg var ung.« Jeg har altid været enorm glad for den der blanding af elementær thriller og virkelig dybsindig psykologi, som hans bøger har.«

»Man har tilfredsstillelsen af, at der kører en spændende historie, men så har man også det mere tankevækkende ved, at karaktererne alle er lidt hullede, de er aldrig rigtig sort-hvide. Det kan jeg godt lide. Han har jo selv været spion og har selv lavet alle de ting. Det kommer indefra, og det, tror jeg, adskiller ham fra mange andre, der skriver i den genre.«

Foto: Thomas Lekfeldt.
Foto: Thomas Lekfeldt.

Mødet var henlagt til John le Carrés stamsted, en finere italiensk restaurant i den eksklusive London-bydel Hampstead, hvor den hvidhårede gentleman fra 1931 tog imod, naturligvis i et »impeccable« jakkesæt.

»Han er simpelthen så charmerende og galant, så han for op og hev min stol ud. Han bestilte ikke selv, tjenerne vidste, hvad han skulle have, men de kom og spurgte ham, hvad jeg skulle have. Og jeg var barnlig nok til bare at abe efter ham.«

»Så spurgte han lidt til, hvad jeg havde tænkt mig, og jeg sagde, at jeg fandt det essentielt, at skurken Richard Ropers verden var præcis så sexet og luksusagtig, at man forstod, at helten Jonathan Pine moralsk kunne blive korrumperet. Så snakkede vi om nogle af de andre karakterer. Og resten af middagen gik ud på, at han fortalte nogle af sine vilde, vilde historier, som jeg bare sad og labbede i mig. Han har mødt alle. Gode og onde,« forklarer Susanne Bier.

»Han er også en vred mand og rå i kæften. Han har en vrede over for det engelske establishment. Og han hader »entitlement« – som jeg også har det svært med – det der med, at hvis man er født ind i den rigtige sammenhæng, så følger der en attitude med – »Selvfølgelig har jeg ret til det her« – som i mange tilfælde inviterer til dovenskab og til manglende ambition.«

»Man tager for givet, at man har nogle rettigheder, som andre mennesker ikke har. Så hans bøger er også enormt samfundskritiske. »Natportieren« handler om en våbenhandler, men den handler også om elementer i regeringen og inden for de offentlige institutioner, der samarbejder med kræfter, som er så uacceptabelt forkerte. Korruption og hykleri er altid med i hans bøger, som noget af det værste.«

Spionromanen »Natportieren« udkom i 1993, og der er sket meget siden. Det har derfor været nødvendigt at opdatere historien på flere punkter, da den skulle filmatiseres. Nogle af de konfliktfyldte scener er flyttet fra Caribien til Cairo og Det Arabiske Forår i 2011.

Den fysiske bankverden i Zürich har mistet sin signalværdi siden 1990erne, da økonomiske transaktioner i dag foregår på internettet, så nogle scener er flyttet til de schweiziske alper. Og en central figur, der i bogen er mand, er en kvinde i TV-serien. Men plottet og det psykologiske spil mellem hovedpersonerne er så stærkt, at Susanne Bier afviser, man lige så godt kunne have skrevet et nyt manuskript.

Biers nye »fix«

Til gengæld er det ikke tilfældigt, at hun har holdt pause fra spillefilmene og valgt at kaste sig over tidens hotteste format: TV-serier.

»Breaking Bad«. »Game of Thrones«. »House of Cards«. »The Americans«. »Mad Men«. »Downtown Abbey«. »The Jinx«. Susanne Bier æder dem alle. Hun streamer også dokumentarfilm i ét væk og hører podcasts, men når det gælder TV-serier er hun med egne ord »all over the place«.

TV-serier på streamingkanaler som Netflix og HBO er kæmpestort i disse år, men hvad betyder det for en filminstruktør? Hvad betyder det for Susanne Bier, der siden debuten i 1991 har 16 spillefilm på CV’et, men først lige har instrueret sin første serie?

»Mange af de gode manuskripter i dag ligger på TV. Min forklaring? Dels tror jeg, at publikum har lyst til de her kæmpe romaner, som TV-serier jo er i modsætning til spillefilm, der nærmest er som noveller.«

»Der er noget ekstremt tilfredsstillende ved at gå i dybden med karaktererne og lære dem at kende og se, at de ikke kun opfylder en funktion i en ret snæver dramaturgi, som der jo er i spillefilm. Dels spiller det måske ind, at man med streaming kan se det, som man vil,« mener Susanne Bier, der de senere år har udvidet sin agentstab med en, der kun tager sig af TV.

»Spillefilm er ikke længere det mest kunstnerisk revolutionerende medie. Du går ikke i biografen og tænker, at det her var banebrydende. Jo, måske med nogle helt særlige arthouse-film, men mainstream spillefilm bliver mere og mere konservative, og der går TV-serier altså ind i disse år og tilbyder noget andet.«

Og englænderne kan lide, hvad Susanne Bier gør ved le Carrés »The Night Manager«. Senest er de engelske medier begyndt at spekulere i, om TV-seriens succes kaster endnu en sæson af sig.

Foto: Thomas Lekfeldt.
Foto: Thomas Lekfeldt.

Susanne Bier er netop blevet 56. Datteren overvejer at blive teaterinstruktør, mens sønnen bor i New York, hvor han uddanner sig til at skrive og instruere TV. Bier har stadig base i Danmark, men bruger meget tid væk fra hjemmet nord for København. »Familie« er ellers blevet Biers trademark som filminstruktør, når man læser om hende på internationale filmdatabaser.

Men hvad fylder familien i hendes liv nu, hvor børnene er voksne, og hun har maksimal frihed til at forfølge sine mål?

»På en måde synes jeg ikke, at forskellen er så stor. Det er klart, at når børnene er små, er der noget praktisk kompliceret ved det, men jeg har på en måde lige så stort behov for at være sammen med dem i dag som dengang.«

»Og måske meget naivt håber jeg, at det omvendte er tilfældet … selv om små børn nok har større behov for deres forældre end store. Men jeg har et meget tæt forhold til mine børn og resten af min familie. Mine forældre og min mand. Det skal jo også næres, så derfor kan jeg ikke bare være væk hele tiden. Men jeg er meget væk, og jeg tænker også over det. Lige nu vil jeg gerne være hjemme.«

»Jeg har været væk i et år med den her serie, måske lidt mere, hvor jeg bare har været hjemme på weekend en gang imellem. Og så var der en lang periode, hvor jeg slet ikke var hjemme. Jeg var ikke hjemme under optagelserne. Det var fire-fem måneder,« forklarer Susanne Bier og lige skal bruge en tænkepause, når hun skal beskrive det karaktertræk, der har skubbet hende fremad.

»Nogle vil sikkert kalde den egenskab irriterende. Men jeg er nok ekstrem viljestærk, når jeg sætter mig noget for. Til gengæld har jeg også rygrad som en regnorm, hvis der er noget, jeg ikke vil. Og så er jeg flittig. Jeg er stadig den, der møder først på settet. Og den, der ringer til alle søndag morgen klokken 8. Men så vil jeg så også sige, at når man laver internationale film, så er man ikke den eneste.«

Viljestyrken var der allerede, da Susanne Bier gik på Den Danske Filmskole, som hun forlod i 1987. Og den blev ikke mindre af udfordringerne fra den daværende rektor, Henning Camre.

»På Filmskolen havde jeg meget ambitiøse filmprojekter. Henning Camre var ekstremt stålsat på at teste mig forstået på den måde, at jeg enten tilpassede mig skolens formater eller ordnede tingene selv, hvis jeg ville lave projekter, der var så ambitiøse, at de ikke passede til de projekter, Filmskolen stipulerede.«

»For eksempel lavede jeg en film, hvor jeg skulle bruge 300 statister, hvilket man selvfølgelig ikke kunne betale for på skolen. Jeg kunne godt skaffe gratis statister, sagde jeg. Ok, det ville han gerne se kontrakter på – og han ville også gerne se kontrakter på 400. Så gik jeg ud og skaffede 400 kontrakter.«

»Jeg tror, det satte sig efterfølgende. Det er klart, at når man senere sad med små børn og ville lave film, så måtte man træffe nogle valg. Så må jeg i perioder bruge alle pengene på barnepiger. Hvad jeg også gjorde,« forklarer Susanne Bier – og det er også den holdning, hun bringer videre, når hun taler med yngre kolleger.

»Den der følelse af utilstrækkelighed synes jeg egentlig er lidt uinteressant. Der er en side af mig, der siger: Tag dig sammen og lad være med at pibe. Når jeg tænker på mig selv, og når jeg taler med unge instruktører, må jeg sige: Nej, diskussionen handler ikke om, hvem der tømmer opvaskemaskinen. Lad være med at tage den diskussion. Tøm den! Der er en side af mig selv, som siger: Gør det selv. Ordn det. Få dig sat i en position, hvor du kommer videre.«

Et positivt sind i en ondskabsfuld verden

Foto: Thomas Lekfeldt.
Foto: Thomas Lekfeldt.

Viljestyrken blev grundlagt allerede i barndommen, hvor Susanne Bier voksede op i en jødisk familie ved Svanemøllen i København. Hun beskriver sig som en »drengepige«, der hverken ville ligge under for brødrenes udfordringer om at klatre over kvarterets tage eller farens udfordringer om at slå ham i skak – og i 11-årsalderen tog faren på ordet, da han lovede hende et kørekort, hvis hun ikke rørte slik i to år.

Men hun fik en mindst lige så vigtig egenskab med fra sin mor.

»Jeg kan godt få min viljestyrke til at arbejde inden for nogle bestemte parametre. Jeg går ikke over budget, jeg holder mine aftaler og holder mig inden for de rammer, der er aftalt. Men nogle gange kan viljestyrke også blive exceptionelt destruktiv, og mit held er, at jeg også er ret pragmatisk. Og det har jeg nok fra min mor,« forklarer Susanne Bier.

»Min mor har et sindssygt positivt sind. Da jeg var 12 år og havde læst en eller anden bog om Freud, syntes jeg, at hendes form for ubevidst at vælge destruktive eller negative ting fra, var noget af det mest usunde. Som 12-årig syntes jeg, man skulle snakke om alt og have en stor diskussion.«

»Men hun var bare: »Jaja…« som i »det gider jeg ikke bruge tid på, det er for åndssvagt.« Men det er ikke, fordi hun er ufølsom – hun er ekstrem følsom og kærlig – men der er intet i hende, som vælter rundt i noget negativt. Hun har en ekstrem sund kerne.«

»Jeg har det selv sådan i dag, at hvis for eksempel en skuespiller er lidt besværlig, så tænker jeg bare: De må have en dårlig dag … Det er en god egenskab at have, for så bliver man ikke i så dårligt humør. Når man laver det, jeg laver, støder man jo nogle gange ind i folk, der vil være ubehagelige eller ondskabsfulde.«

Settet på »Natportieren« omtaler Bier dog som noget nær det perfekte arbejdsforløb. Men hun ved ikke, om hendes næste projekt skal være endnu et udenlandsk eller et dansk.

I det hele taget afviser hun, at hendes karriere – som ellers tegner en støt stigende kurve – skulle være specielt kalkuleret. Jo, hun har agenter til både film og TV. Men de henvendte sig selv, da hendes dogmefilm »Elsker Dig for Evigt« blev vist i Cannes i 2002, og spurgte, om ikke de måtte repræsentere hende.

Det førte blandt andet til Hollywood-filmen »Things We Lost In The Fire« fra 2007 med Halle Berry og Benicio del Toro i hovedrollerne. Men networke har aldrig været hende.

»Jeg er sygeligt dårlig til at networke. Vi fik ellers hele tiden at vide på Filmskolen, hvor vigtigt det var at have sit næste manuskript klar, og hvor vigtigt det var at networke. Men jeg har aldrig rigtig troet på det. Og jeg sondrer som sådan ikke mellem min danske og min udenlandske karriere.«

»Jeg laver de projekter, jeg er interesseret i, og så er jeg ikke så optaget af, om det er dansk eller amerikansk. Men en side af mig synes det er vigtigt at blive ved med at lave noget i Danmark. At den danske og europæiske tradition bliver vedligeholdt.«

Det var da også de to film »Efter brylluppet« og »Hævnen« lavet i samarbejde med manuskriptforfatteren Anders Thomas Jensen, der gav hende størst opmærksomhed og resulterede i en Oscar i 2011. Den er der skrevet meget om, men hvad betyder den her fem år senere?

»Der er ingen tvivl om, at det er et håndgribeligt bevis på, at man kan noget. Et meget håndgribeligt bevis. Og mine agenter var glade – det kunne de godt bruge til noget! Produceren på »Natportieren«, der havde den første samtale med mig – længe før det var afgjort, hvem der skulle have jobbet – driller mig stadig med vores første Skype-samtale.«

»Jeg ville enormt gerne have opgaven og havde tænkt på projektet i lang tid. Og så sjovt nok, så lige bag ved mig på mit Skype-billede stod den der Oscar på min bogreol … hahaha. Det har han drillet mig med lige siden.«

»Det sjove var, at jeg stillede den faktisk ikke op der. Men da jeg tændte for computeren, kunne jeg godt se »Nå, det ser sgu da egentlig meget fedt ud, at den står der«. Og så flyttede jeg mig lidt og lavede et billede, så det så helt tilfældigt ud … Det har jeg hørt meget for.«

Det er heller ikke første gang, hun hører, at »Natportieren« vækker mindelser om James Bond med en stærk moderne helt, en spektakulær vifte af eksotiske locations og et spændende plot, der truer verdenssikkerheden. Men hun afviser, at det er en uopfordret ansøgning til at blive den første kvindelige instruktør, der skal prøve kræfter med 007.

»Der er der flere, der har sagt, men jeg har overhovedet ikke skænket det en tanke, så det er i hvert fald en meget ubevidst jobansøgning, hvis det er. Men jeg synes, den genre er virkelig sjov. Jeg kan rigtig godt lide de to sidste James Bond-film,« siger Susanne Bier, der skal tænke lidt over, hvad hun ville gøre ved James Bond, hvis hun fik chancen.

»Man er i hvert fald nødt til at tænke over, hvad en helt er i dag. For heltebegrebet rykker sig lidt hele tiden, og James Bond skal altid være helten, som er eksponent for vores tid. I dag er han for eksempel en meget mere kompleks person, end han var for ti år siden. Så det ville jeg nok arbejde mere med.«

Foreløbig gælder det »Natportieren«, som har dansk premiere i aften på DR1.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.