Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Stress af med akvariefisk

Humøret stiger, og blodtrykket falder, når man ser fisk svømme rundt i et akvarium. Det viser en ny engelsk undersøgelse, som for første gang har målt, hvordan mennesker reagerer, når de kigger på akvariefisk.

Der er noget dragende over akvariefisk, når de farverige og i store stimer skyder gennem vandet bag glasruden.

Men de små svømmere er ikke alene en fryd for øjet. De er tilmed gode for helbredet. Det viser en ny engelsk undersøgelse publiceret i tidsskriftet Environment & Behavior, der er den første til at beskrive, hvordan mennesker reagerer fysisk og mentalt, når de kigger på akvariefisk.

En gruppe forskere fra National Marine Aquarium ved Plymouth University og University of Exeter udnyttede, at National Marine Aquarium skulle renovere og genopfylde et akvarium på 550.000 liter. De satte 112 tilfældigt udvalgte personer til at observere akvariets 60 kvadratmeter store rude, mens akvariets vand trin for trin blev fyldt op med fisk.

Før, under og efter genopfyldningen fik deltagerne målt humør, puls og blodtryk. Blot ved synet af sten og tangplanter i akvariet faldt pulsen med tre procent. Da der kom fisk i vandet, faldt pulsen med yderligere tre procent, blodtrykket dalede med fire procent og deltagerne blev generelt gladere.

Psykolog: Ikke overraskende

Det kommer ikke bag på psykolog og forfatter Kisser Paludan, at akvariefisk kan afhjælpe stress og vække godt humør.

»Først og fremmest virker vand og natur beroligende på os mennesker. Dernæst er fisk og alle andre dyr jo blot i en tilstand af væren uden tanke på hverken fortid eller fremtid, og det smitter af på de mennesker, der kigger på dem,« siger Kisser Paludan.

»Pludselig ser man bare på fisken i vandet og glemmer alt om indkøb og afhentning af børn. Man mister – helt uden at tænke over det – forbindelsen til hverdagsræset.«

Det billede genkender man tydeligt hos Den Blå Planet på Amager. Her fortaber gæsterne sig ofte i det langsomme liv bag den 46 centimeter tykke glasrude i Oceanet, der er Den Blå Planets største akvarium – fyldt med fire millioner liter havvand. Det fortæller vicedirektør Kai Frydendahl.

»De besøgende sætter sig ned foran Oceanet og bruger lang tid på bare at se fiskene svømme forbi. Der sker en fordybelse, hvor tilskuerne tilsyneladende kun tænker på fiskene foran sig, og glemmer alle mulige andre ting. De ligner nogle, der falder til ro,« siger han.

Situationen foran akvarieruden minder på mange måder om de øvelser, man bruger inden for mindfulness, forklarer Kisser Paludan, der selv arbejder med netop den form for terapi i sin private virksomhed PaludanEmpower.

»Man arbejder blandt andet med at tage styringen over sine tanker ved at kigge på et objekt og fordybe sig i det,« siger psykologen og giver et eksempel på en øvelse, man kan bruge, hvis ikke man har et akvarium ved hånden:

»Man kan for eksempel gå en tur i sin have og få øje på en blomst, som man giver sig tid og ro til at studere nøje. Både farver, former og dufte. Undervejs vil en masse andre tanker dukke op, men dem registrerer man blot for så at rette opmærksomheden tilbage mod blomsten, man har foran sig. Det træner evnen til at være opmærksom på sine tanker, så man kan sortere i dem og udvælge dem, der understøtter ens selvværd.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.