Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
B-mennesker

Strandtid

»Der er ikke meget i livet, der kan plage mig mere end de første skridt ud i det varme strandsand – denne besynderlige størrelse midt i mellem grus og støv.«

Hassan Preisler og Maise Njor.
Hassan Preisler og Maise Njor.

Hassan Preisler

Børn elsker stranden. Og de elsker sand. Det gør jeg ikke. For at sige det mildt. Måske er det noget genetisk. Måske gør min etniske oprindelse, at jeg instinktivt ved, at ørkenen giver, og ørkenen tager. Og helt klart mest det sidste! Måske ved jeg per biologi, at selv kameler lider i sandet.

Der er ikke meget i livet, der kan plage mig mere end de første skridt ud i det varme strandsand – denne besynderlige størrelse midt i mellem grus og støv. Fra det øjeblik tæppet rulles ud, trænger sandet ind over det hele. Det kravler ind i tasker og tøj, det tvinger sig ind mellem tæer og baller. Og solcreme og sved er det klæbemiddel, der fæstner det til alt, man har med.

iPhone, pung, vandflaskelåg, badebold, bog og briller. Det hele smøres ind i den der klistrede masse; den der hyper-kontaktlim med evighedsvirkning. Og når man med største forsigtighed har lirket en skive lunken melon ud af sit beskyttende fryseposepanser, så rystes nabotæppet af hensynsløse sandelskere og lægger et tyndt lag knasende krymmel henover den bløde frugt.

Endnu værre er det, at sandet inviterer sig med hjem. Når man tømmer sko og rygsæk for sit indhold, springer det ud. Det løber i alle retninger og lægger sig til rette i sofaen og sengen. Der ligger det så og venter på det første stykke bare hud, det kan finde. Det springer op og hægter sig fast og klør og kradser én ind i vanviddet. Har sand egentlig modhager?

Jeg vil hellere have sengemider end sand. Jeg vil hellere have sengemider, myg, møl, mus og rotter end sand. Jeg vil hellere have en kat end sand! Og jeg har endda den sygeste katteallergi!

Hm, jeg trækker vejret et øjeblik: Måske handler det her slet ikke om etnicitet, og måske handler det heller ikke om sand. Jeg må indrømme, at jeg helt generelt har det ret stramt med rod.

Jeg har altid rendt rundt i hælene på kærester, børn og venner og gæster og ordnet efter dem. Mit rædselsregime af orden tilgiver ingen!

For jeg har et indre kaos, der ikke kan tåle ydre uorden: Tankerne myldrer rundt i mit sind, og som en sandstorm forfølger de mig helt ind bag beduinteltets tykke lærred. Mit sandhad handler nok i virkeligheden om struktur, for sand er lig med tabt kontrol. Strandens sandkorn er det, der ophæver min følelse af at have overvundet livets brutale uforudsigelighed.

Maise Njor

»Aaad, hvis du skal ligge topløs, lægger vi os et andet sted!« sagde mine døtre. Det blev ugen efter udvidet til, at jeg heller ikke måtte ligge uden overdel, selv om de ikke var på stranden. For deres klassekammerater kunne jo risikere at se deres klamme, klamme mor.

Hvad sker der for ungdommen nu til dags?

»Jeg kan huske præcis den dag, det ikke længere var i orden at gå topløs på stranden,« sagde jeg til en af de mødre, der havde haft barn i samme klasse som min ældste datter. »Det kan jeg også,« svarede hun, »det var mig, du mødte, da du var på vej i vandet, og det var ret akavet at stå og tale med dig.«

Det var for 12 år siden, og i dag er der så få kvinder, der ligger uden to stykker stof på stranden, at det faktisk KAN føles pinligt. Selv om man ligger helt fladt ned, og høfligt sørger for at spejlæggene ikke forstyrrer nogen. Hvis de havde været større, havde jeg været så venlig at gemme dem i armhulen ...

Forleden kiggede jeg lidt på babser på Bellevue, og så vidt jeg kunne se, var vi fire, der havde besluttet at sole brysterne. De tre andre var på min mors alder, og havde alle tre hennafarvet hår og en taske, de nok selv havde hæklet. Der var ingen på min eller mine døtres alder, der luftede Babs og Nutte.

»De kommer aldrig til at sidde bedre, end de gør nu,« sagde jeg til pigerne, men de skulle ikke nyde noget. Er det fordi vi lever i en pornoficeret tid, hvor alt er seksuelt, er det fordi der er så høje krav til alles kroppe – eller ER jeg en totalt klam og pinlig mor?

Det er jo ikke sådan, at jeg stiller mig i kø ved iskiosken og laver aftryk i ryggen på manden foran. Jeg står ikke på hænder i vandkanten (man skal jo nødig have sine nipples ned i sandet). Jeg løber ikke topløs rundt og spiller beachvolley.

Jeg kan bare ikke lide at have overdel på, og jeg synes ikke, at det ser pænt ud med to hvide trekanter på min krop. Mænd soler sig jo heller ikke med t-shirt på. Selv ikke ham jeg kender, der er født med fem brystvorter.

Det ville da være noget af en Picasso-agtig BH, hans skulle iføre sig, hvis det var lige så pinligt for mænd som for kvinder, at gå topløse på stranden ... Hvilket det ikke er. Og hvorfor er der egentlig forskel?

Til sidst blev jeg træt af, at mine døtre syntes, jeg var så pinlig. Og sagde, at hvis de blander sig i mine bryster én gang til, så bytter jeg rundt, så jeg KUN ligger med overdelen. Så skal de se pinlig mor.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.