Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Sofie Linde: »Jeg går ind i alt, som er det liv og død«

Den nye vært på »X Factor«, Sofie Linde, giver aldrig op i en diskussion og tror, at vi ville have mere selvtillid, hvis vi turde stå ved vores stolthed over os selv i stedet for at lade os underkue af janteloven.

Den nye »X Factor« vært, Sofie Linde.
Den nye »X Factor« vært, Sofie Linde.

Hvad betyder det for dig at blive vært på »X Factor«?

»Det betyder rigtigt meget for mig, for jeg har altid set »X Factor« og er stor fan af programmet, så for mig er det en pigedrøm, der er gået i opfyldelse. Jeg har set det siden, jeg var 15 år gammel, man kan ikke lade være at følge med og sidde derhjemme og råbe ad fjernsynet.«

»Jeg synes især, der er to ting, som »X Factor« kan. Det ene er, at vi følger rigtige mennesker fra hele Danmark, der gennemgår en udvikling og bliver vurderet af os alle. Det er folk fra alle sociale lag, der mødes om en fælles drøm. Det andet er, at »X Factor« er blottet for jantelov.«

»Alle, der kommer, er klar over præmissen og er klar over, at det kan være dem, der bliver klippet ind og er en af de dårlige, og det har alle taget højde for og sagt »det kan godt være jeg kommer fra en lille by, men uanset hvad, vil jeg hellere have denne her oplevelse af at gøre det end ikke at gøre det, og så skidt pyt med, hvad andre siger«.«

Værtsrollen i »X Factor« er lidt speciel, fordi man ikke rigtig har nogen funktion i starten, hvordan oplever du det?

»Det er en totalt underlig rolle i starten. Det er vigtigt, at man gør op med sig selv, at det ikke er værten, men deltagerne og dommerne, der har hovedrollen. Mit fornemste job som vært er, at de føler sig trygge og kan udfolde sig. Det er meget mere hyggeligt end en almindelig værtsrolle, men samtidig er det udfordrende, fordi man er et led i en kæde, hvor drømme bliver slukket. Jeg ville aldrig kunne være dommer, for folk har så meget på spil, og det er kamp-ubehageligt, når de bliver skilt fra.«

Hvilket karaktertræk ved dig selv kan du bedst lide?

»Jeg er meget glad for at hvile i mig selv. Jeg har i forbindelse med »X Factor« opdaget, hvor lidt folks kommentarer går mig på. I virkeligheden synes jeg, det er en del af jobbet, at folk har en holdning til én. Jeg har også en holdning til andre værter, og det er heller ikke alle, man kan lide der. Det gør mit arbejde 100 procent lettere, at jeg ikke tager kritikken alvorligt. Jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor jeg er ok med, hvordan jeg ser ud. Men noget af det fede ved at have lavet børne-TV er, at man udelukkende får positiv respons. Det er kun voksne, der kritiserer.«

Hvad ville du gerne ændre ved dig selv?

»Jeg har en tendens til at have en holdning til alt, og det er ikke altid en fordel. Jeg kommer fra et hjem, hvor vi har diskuteret meget, så jeg har ikke filtre i forhold til, at denne her diskussion bør jeg måske ikke gå ind på. Jeg går ind i alt, som er det liv og død. Det er en kæmpe fordel i mit arbejde, og jeg navigerer godt i diskussioner, men min søster synes, det er møg- irriterende, at jeg altid har en holdning til alt, og vi aldrig bare kan snakke for sjov. Jeg giver aldrig op i en diskussion, og det kunne jeg godt skrue ned for.«

Hvem er din største helt?

»Det er min far. Han er 50 år og alle de værdier, man som voksen bliver opmærksom på, man står for, dem har jeg tilegnet mig fra mine forældre. I takt med at man bliver ældre, sætter man pris på dem. Der har aldrig været nogen jantelov hjemme hos os, og det gør, at der er skabt et lille, beskedent storhedsvanvid indeni en. Vi har altid ønsket hinanden det bedste, og der har været plads til store armbevægelser.«

Hvad ville du have været, hvis du ikke var blevet TV-vært?

»Jeg har aldrig haft et brændende ønske om at blive TV-vært eller arbejde med underholdning. Jeg troede egentlig, jeg skulle være læge. Jeg var til casting på et DR-program, da jeg var 15 år, men var for ung. Jeg var til casting og fik en rolle i Nils Malmros-filmen »Kærestesorger«. Efter gymnasiet tog jeg til London, hvor DR spurgte, om jeg ville på casting til et nyt program, der hed »SommerSummarum«. Jeg trængte til et sabbatår mere og tænkte, at det var bedre betalt end den crummy løn, jeg fik i London. Jeg ved heller ikke, hvor god en læge, jeg var blevet.«

Hvad ser du som den mest utiltalende tendens i tiden?

»Vi er i en tid, hvor der bliver talt meget om, hvorvidt der er plads til andre, og jeg er klar over, at plads kræver, at man også er villig til at tage ansvar, men set oppefra synes jeg, Europa mangler medmenneskelighed. Der er et flygtningeproblem, som Europa-Parlamentet bliver nødt til at tage stilling til, men som de ignorerer. Det, synes jeg, er en grim tendens. Min største anke i hverdagen er janteloven. Jeg synes, at de, der gør det godt, skal hyldes. Det er så befriende i udlandet, at man må det, der på dansk hedder at blære sig, men som i virkeligheden er at være stolt på egne vegne. Vi ville have mere selvtillid, hvis vi fik lov at være stolte over os selv.«

Hvad har været dit livs længste minutter?

»Jeg har tre bedsteforældre, som jeg har været tæt på, og hvor jeg kan huske, da de døde. Det er så syret, når nogen dør, for man kan godt forholde sig til begrebet døden, men det er meget svært at forholde sig til, at nogle er væk for evigt. De gange, jeg har fået at vide, at nu er en død, har det været, som om hele verden gik i stå.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.