Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
B-mennesker

Skuffelse er en grim ting

»Skuffelsen kan ses i hele ansigtet, når man tror, at ti timers søvn gør underværker – og man bare ligner sig selv i spejlet.«

Hassan Preisler og Maise Njor.
Hassan Preisler og Maise Njor.

Maise Njor

Der er næppe noget så grimt som skuffede danskere. Vi er ligesom grimmere end andre skuffede mennesker. Måske er vi bare bedre til det. Der skal ikke meget til, og så hænger mundvigene, og vi går rundt som sure smileyer med opgivende lange arme slæbende efter os.

Det hele blev bare ikke nær så godt, som vi havde forestillet os, og det er mestendels andres skyld. Hvis nu det havde været vores egen, havde vi kunnet gøre noget ved det ...

Man bliver så skuffet. Især hvis man er optimist. Det kræver utrolig store mængder dumhed og gå-på-mod. Hver aften lægger jeg mig til at sove og glæder mig til den helt fantastiske dag, der kommer i morgen.

Når den så bliver jævnt kedelig, tænker jeg »men I MORGEN bliver det fabelagtigt«. At være optimist kræver, at du er så dum, at du aldrig tager ved lære af dine erfaringer. Det er hårdt arbejde. Og nogle gange bliver man bare så skuffet:

Jeg har aldrig oplevet en kur, der ikke blev udskudt til næste mandag. Det er ekstremt skuffende for mig.

Hvorfor bliver jeg aldrig inviteret til Oscar-uddelingerne? Det skuffer mig virkelig hvert år, også selv om jeg ikke som sådan har noget med filmbranchen at gøre. Skuffelsen ligner den, der strømmer ud af X Factor-deltagere, der er sure over at blive skrottet, selv om de synger forfærdeligt.

Jeg burde måske være skuffet over, at jeg aldrig fik de bryster, som jeg så på Marilyn Monroe, da jeg var 10. Men det er jeg faktisk glad for, for så får jeg dem ikke i øjnene, når jeg løber.

Det er skuffende, når man laver bagebogens flotte kageslot til fødselsdagen, og 20 børn derefter spørger »hvorfor serverer du en garage?«

Skuffelsen kan ses i hele ansigtet, når man tror, at ti timers søvn gør underværker – og man bare ligner sig selv i spejlet.

Jeg kommer mig aldrig over, at jeg ikke blev gift med Paul Newman.

Det er skuffende, når ens venner udfritter en om, hvad man skal næste lørdag, og det viser sig, at det bare er, fordi de skal bruge nogen til at flytte.

Det er meget skuffende, når folk kysser Winona Ryder, mens man næsten er kærester. Og først fortæller det 24 år senere i Berlingske...

Hassan Preisler

Estelle Parsons var amerikansk teaters Mussolini. Mægtig har hun stået i spidsen for Actors Studio. Nu står hun på scenen på Broadway i hovedrollen som matriark på antidepressiver. Hun er tæt på 80, og jeg møder hende til frokost.

Da mødet slutter, spørger hun mig, hvad jeg mangler at opleve i NYC. Jeg svarer, at jeg ikke fik trykket hånd med mit idol nummer ét, Al Pacino! Estelle Parsons griber straks ned i håndtasken og taster et nummer på mobilen. »Åh, nej,« tænker jeg.

»Hi, Al. Call me back. I have a friend here who wants to meet you,« siger Estelle. Al Pacino ringede ikke tilbage. Og det er godt! For jeg ved, jeg var blevet skuffet, hvis jeg havde mødt ham: Idoler i kød og blod er nemlig ikke idoler.

Vi var til finalemiddag på Louisianas litteraturfest. Jeg som debutant. Den eneste ledige stol var mellem Brøgger og Rifbjerg. Jeg kilede mig nervøst ned mellem min ungdoms romanikoner.

Da ingen ænsede mig, fandt jeg modet frem, afbrød Rifbjergs Rifbjerg-monolog og sagde, at hans bog »Anna, jeg, Anna« på arabisk ville hedde »jeg, jeg, jeg«. Pause. Han så på mig et øjeblik.

Selv Brøgger trak sig fri af sig selv for at høre pointen: »Fordi ’anna’ på arabisk betyder ’jeg’,« sagde jeg med et grin. »Det ved jeg godt,« svarede Rifbjerg, og alle drejede sig bort igen. Skuffende! Og jeg kunne blive ved:

Op ad en cementmur i Lyngby kyssede jeg Winona Ryder, da hun var i Danmark for at indspille »Åndernes Hus«. Hendes mund var tør og smagte af kefirsvamp, og mellem kyssene talte hun i lange, uforståelige sætninger.

New York’s borgmester Bloomberg kaldte mig »Hansen« og slog en piftende prut, da han satte sig ved siden af mig på stolerækken til Shakespeare in the Park. Glenn Close har virkelig dårlig hud, når man ser den tæt på.

Jeg har set Jeremy Irons slå sine børn. Robbie Williams drak to tequilaer og kastede op på min ene sko. Jeg dansede med Prince på Annabel’s i London. Han går mig til navlen – i høje hæle!

En fan-mail fra en ung kvinde tikker ind på min Facebook-side: »Kære Hassan, du har skrevet en fantastisk bog. Men at gøre dit bekendtskab var meget skuffende. Du er irriterende til tider, men mest af alt ligegyldig. Tak for ingenting. Jeg er meget glad for, at det ikke blev til mere mellem os. Held og lykke.«

Jeg siger det: Idoler i kød og blod er ikke idoler.

Hver uge skriver forfatter og skuespiller Hassan Preisler og journalist Maise Njor om et uperfekt emne. Har du forslag til, hvad Maise Njor og Hassen Preisler skal skrive om? Så send en mail til: b-sondag@berlingske.dk

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.