Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Sissel-Jo Gazan: Min hjerne kværner og kværner

Forfatteren Sissel-Jo Gazan har boet på den anden side af Jorden, rejst i det meste af verden og accepteret, at hun aldrig har fred med sig selv. Nu er hun landet i en kernefamilie i Berlin. Hendes bog »Svalens graf« er lige udkommet.

Forfatter Sissel-Jo Gazan skrev sin bog "Svalens graf" færdig i Australien. Hun var ved at blive vanvittig af kryb.
Forfatter Sissel-Jo Gazan skrev sin bog "Svalens graf" færdig i Australien. Hun var ved at blive vanvittig af kryb.

Fred – det kan man få, når man dør.

Det er sådan, hun tænker, forfatteren Sissel-Jo Gazan. For når man er fyldt 80 eller deromkring, er det hele slut. Måske.

I sine mørkeste stunder kan hun godt komme til at ærgre sig. For når vi nu gør os så sindssygt meget umage, slider i det tusindvis af timer, bokser med skrivefrustrationer, kæmper for at få kærligheden til at lykkes. Og det hele så alligevel går til spilde, når vi dør?

Øjnene er lyseblå, som havde de været en tur i Photoshop. Tøjet sort, neglene sort-lakerede med guldglimmer i kanten. Hun kommer ud af en gadedør i Sankt Pederstræde, træder automatisk ind i Pisserendens hippe kvarter og indleder interviewet på en måde, som var det blot en fortsættelse af en samtale for et øjeblik siden.

Sissel-Jo Gazan, 39, bor i Berlin, har gjort det i otte år. Med en afstikker til Australien, i første omgang i nogle måneder, senest har hun boet der i halvandet år.

Hun havde mødt kærligheden, en australsk helikopterpilot, og fik samtidig afsluttet sin bog, »Svalens graf,« der lige er udkommet. En opfølgning til bestselleren »Dinosaurens fjer«, der har solgt i over 150.000 eksemplarer.

Spøgelseshuset i Dublin

Vi er svinget rundt om hjørnet til en café i Teglgårdsstræde. Hele sit liv har Sissel-Jo Gazan flyttet sig lidt mere end så mange andre. Over store afstande, og ikke bare rundt om hjørner.

Fra hun var fem til syv, sejlede hun med sin mor rundt i Middelhavet på et træskib. Undervejs gik hun i forskellige lokale skoler, eller blev undervist af sin mor. Siden har hun selv rejst i det meste af verden, alene og sammen med sin datter.

I sidste uge var Sissel-Jo Gazan i Rom, for otte måneder siden flyttede hun tilbage fra Australien til Berlin med sin mand, sin 11-årige datter fra et tidligere ægteskab, og en lille søn på knap to.

For nylig var hun et smut i Irland for at se på det, hun beskriver som »det vildeste spøgelsehus« med egen slotsruin og plads til en masse heste lidt uden for Dublin. Huset kunne lejes for 1.000 euro om måneden.

»Min mand kan sproget, der er noget med humoren, og som helikopterpilot er der mange muligheder for flyvninger ud fra kysterne og fra boreplatformene. Men da en ven fortalte mig, at det er som i marts hele vinteren og i maj hele sommeren, tænkte jeg: »Nej, det går ikke. Jeg elsker årstidernes vekslen for højt.«

En higen efter noget mere spændende

Rodløs?

Hun tænker lidt.

»Rodløs er vel sådan en intellektuel refleksion. Jeg tror, jeg var omkring 30, da det gik op for mig, hvor lidt, der skulle til, før jeg begyndte at kede mig. Jeg havde flere kærester, også da jeg var i begyndelsen af 30erne, men gav mig ikke for alvor hen til nogen af dem, for måske var det lidt sjovere derovre,« siger hun og peger et tilfældigt sted ud i caféen.

»Det var en form for utålmodighed, en rastløshed og en higen efter noget lidt mere spændende et andet sted. Jeg ved ikke, om det er at være rodløs, men jeg har en urolig sjæl.«

Hun har aldrig haft rigtig fred med sig selv, siger hun. Uroen er en permanent tilstand, som hun har lært at acceptere.

»De nætter, hvor jeg kun er oppe at tisse én gang, og falder i søvn næsten med det samme igen, er gode nætter. Men mange gange ligger jeg vågen, mens min hjerne kværner om alt muligt. Den kværner og kværner.«

Hun kan være vågen i to timer, men i stedet for at ligge og blive frustreret er hun begyndt at læse eller gøre noget andet.

»Da jeg var yngre, lå jeg bare og blev mere og mere sindssyg af sorte tanker. Nu har jeg fået lidt mere fred. LIDT.«

Blev døbt for fem år siden

Det hele er så anderledes i dag, end for ti år siden. Dengang Sissel-Jo Gazan var blevet forladt af sin første mand, pludseligt, nærmest mens hun ammede datteren, der kun var knap et år. En oplevelse, der sendte hende ned i et sort hul i lang tid, flere år.

Hun læste biologi på Københavns Universitet og manglede på det tidspunkt stadig at skrive sit speciale. Havde også skrevet et par bøger, men de solgte ikke det store, og det var følelsen af, at når bøgerne var færdige, var det hele overstået på et minut.

På et tidspunkt tænkte Sissel-Jo Gazan meget over, at man måske hurtigere kommer til at lukke angsten ind, hvis man ikke tror på noget. Hvis man ikke har en gud.

Der er flere grunde til, siger hun, at hun for fem år siden valgte at blive døbt, Lola blev døbt samtidig. Men en af grundene var behovet for at tro på noget større.

Fred kan jeg få, når jeg dør

»Jeg har en meget anarkistisk tro. Min Gud, ham jeg tror på, giver plads til, at man kan have en gud på sin egen måde. Jeg har perioder, hvor jeg gør meget ud af at bede, og når jeg ser på, hvordan mit liv har udformet sig, er det klart, at jeg føler mig velsignet.«

Stemmen er blød, dialekten århusiansk. Hun stiller spørgsmålet til sig selv om, hvad fred egentlig er.

»Er det, når man bliver fri for at tænke bestemte tanker? Når man mærker roen flyde indeni? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg ikke leder efter en fred i mig selv, den er ikke et mål. Fred kan jeg få, når jeg dør.«

Hun erkender, at uroen er et af de karaktertræk, som er blevet tydeligere med tiden.

»Sådan tror jeg, det er med de fleste af os. At vi har nogle karaktertræk, der gradvis bliver tydeligere og tydeligere, og når man kommer i slutningen af 30erne og ind i 40erne, kan de ikke længere camoufleres.«

En drivkraft at være urolig

Sissel-Jo Gazan betragter ikke sin urolige sjæl som noget negativt, selv om det også kan være besværligt at lægge hylster til sådan en sjæl.

»Den er en drivkraft, som bringer mig rundt i verden, for pokker, jeg har haft de vildeste oplevelser. Uroen drev mig til Berlin, hvor jeg mødte de mest fantastiske mennesker på byens legepladser.«

Én skaffede hende et sted at bo, en anden blev hun kæreste med, en tredje er i dag en af hendes bedste venner.

»Jeg opsøger folk og er meget åben, det kommer helt sikkert fra den indre uro. Jeg har også haft den fedeste tur til Los Angeles med min dengang syv-årige datter. På krimibogmessen i Horsens mødte jeg en, der sagde, at jeg endelig skulle komme og bo hos hende, hvis jeg kom til LA.

Jeg ved ikke, om hun havde regnet med, at jeg tog hende på ordet, men det gjorde jeg.«

Et godt forældremix

Hun kunne blive ved med at underholde om skæve møder med mennesker, siger hun. Om mennesker, der har ført til, at nye døre har åbnet sig.

Begge Sissel-Jo Gazans forældre er meget åbne, moderen er forfatteren Janne Hejgaard, hendes far journalisten og forfatteren Paul Gazan. Mens moderen er fornuftig tænker sig om, før hun handler, springe hendes far med jævne mellem ud fra timetervippen.

Et ret godt miks, mener hun. For det betyder, at hun aldrig kaster sig hovedløst ud i noget, men alligevel får rykket.

»Jeg har modet til at rejse alle mulige steder, og flytte langt væk og alt det dér. Jeg er sådan en, der får gjort tingene. Men det er aldrig efter devisen, at det går nok, og hvis det ikke går, så går det nok alligevel, og ih, hvor er vi hippie-agtige.«

Hun er altid dybt bekymret for, hvordan det skal gå, siger hun. ALTID, og er derfor ret tjekket, når det gælder sygeforsikringer, regninger, madpakker og den slags.

»Uanset hvor vi har rejst eller boet, har jeg altid sørget for at give min datter trygge og faste rammer.«

Mødte sin mand på Facebook

Kontakten til sin nuværende australske mand fik hun via Facebook. De havde været kærester før, i tre varme sommermåneder i Århus 13 år forinden. Og efter mere end ti år uden kontakt, skrev han pludselig til hende.

Det er en længere historie, siger hun, også at hun lige på dét tidspunkt underligt nok netop havde besluttet, at hun ville rejse til Australien i tre måneder med sin datter.

»Mark tilbød at låne mig sit hus syd for Melbourne. Vi mødtes, og han viste Lola og mig hele Østaustralien fra en helikopter. I den korte version er det med Mark og mig et »meant to be«. De blev gift for to år siden i Ørby Kirke på Samsø, fik sønnen Willow og flyttede ind i en form for sommerhus i staten Victoria i den sydøstlige del af Australien.

»Inden vi blev gift og fik vores søn, sagde jeg til Mark: »Jeg har lyst til at få et barn, har du også det? Okay, fedt! Men du skal vide, at jeg har en karriere, så du skal være parat til at tage fra, og jeg flytter heller aldrig nogensinde permanent til Australien.«

Kryb over det hele

I det halvandet år, hun boede der i anden omgang, efter sit bryllup, fik hun det kun bekræftet.

»Jeg følte mig ikke hjemme og trivedes ikke, for det meste syntes jeg, at det var skidehårdt at være der. Jeg savnede Europa, som jeg aldrig har savnet Europa før.

Jeg var også meget mere bundet, end første gang, jeg var der. Jeg skulle skrive min bog færdig, og jeg havde denne gang en baby kravlende rundt på gulvet.«

Familien fik en tysk au pair, og den første nat, hun skulle sove i huset, ringede hun fra sit soveværelse og spurgte skrækslagen, hvad man gør, når der kravler en skorpion hen over gulvet.

»Jeg sagde, hun måtte tage fejl, at der ikke er skorpioner i Victoria, men kort efter kom der en »motherfucker« af en skorpion svansende med sin hale klappet op til angreb hen over gulvet, som jeg så med mine egne øjne.

Der var i det hele taget så meget kryb, så sindssygt meget kryb. Når det lige havde regnet, myldrede der kryb frem fra alle huller, og selv om jeg endda er biolog, var det ikke fedt. Vores hus var tæppebombet med kemikalier.«

En anden gang, da hendes mor boede hos familien i en længere periode, for at hjælpe med at passe Willow, var det en af verdens farligste edderkopper, en lillebitte »white tip«, der forstyrrede.

»Min mor var i gang med yogaøvelser på gulvet, da hun fik øje på edderkoppen, den var godt nok død, men alligevel. Jeg har indimellem været ved at blive vanvittig, når jeg har taget mig selv i at spraye på et kryb, der allerede var dødt – og blive ved med at spraye.«

Hver aften, inden familien skulle sove, hev Sissel-Jo Gazan alle senge ud og rystede dyner og gardiner.

Vi kunne bo i Indien i morgen

Det var en kæmpe lettelse at komme tilbage til Europa.

»Pludselig kunne Willow lege på gulvet i vores lejlighed i Berlin, og jeg vidste, han ville overleve. Det kan godt være, han kommer til at spise af en hundelort, når han er på en legeplads, men han overlever,« griner hun.

Børnene er i Berlin, hun er i København i en uge, og hun savner dem. Også sin mand.

»Mark er noget ældre end jeg, han er 50, og har rejst i hele verden og boet de vildeste steder. Han har været oppe af næsten hver eneste biflod i Amazonas, han har boet i Sibirien, i Afrika, mange steder, og været vant til at have sin frihed, ligesom jeg.

Ingen af os har før prøvet at være i en familie med to børn, som hver dag skal i vuggestue og skole. Faktisk har ingen af os været i et forhold ret længe. I hvert fald ikke et lykkeligt et.«

Ifølge Sissel-Jo Gazan kunne hun og Mark bo i Indien i morgen, hvis det skulle være. Eller et andet sted.

»Som helikopterpilot og forfatter kan man bo de fleste steder i verden, og den erkendelse kan egentlig være ret frustrerende, selv om det samtidig er den frihed, vi sætter så stor pris på.«

Vi basker med vingerne sammen

Lige nu har de valgt Berlin, i hvert fald de næste fem år. En superfed beslutning, kalder hun det, og på ingen måde begrænsende.

»Lola går i en fantastisk skole, og Willow er lige begyndt i en rigtig god vuggestue,« siger hun.

Sissel-Jo Gazan synes stadig, det er lidt vildt, at hun har sagt ja til én mand. Velvidende, at det betyder udfordringer hele tiden. At hun og Mark hver især synes, at de indgår et hav af kompromiser hver eneste dag.

»Jeg tænker, at hvis en mand som Mark kan, så kan jeg også, for han har aldrig nogensinde prøvet at være så bundet før. Han siger kærligt, at jeg har stækket hans vinger, men han ved, at han også har stækket mine, så derfor passer det fint. Vi holder i hånden og flyver ved at baske sammen. Vi griner meget af os selv, der er så meget befriende humor mellem os.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.