Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
B-mennesker

Selvfedme: »Nej tak, jeg er ligesom lidt socialt udbrændt for tiden«

Hvordan kunne jeg dog i min vildeste fantasi få minutter forinden have forestillet mig, at jeg var så lækker, at jeg kunne ringe op til den her lækre mand og invitere ham ud? Svaret var mere ydmygende, end det havde behøvet at være.

Hassan Preisler og Maise Njor.
Hassan Preisler og Maise Njor.

Hassan Preisler

Jeg siger det bare. Når man har et skrøbeligt selvværd, må der følge visse rettigheder med. Selvfedmen er vores ret, vi, der foragter os selv.

Når man har brugt det meste af en fest på sige til sig selv, »hvorfor sagde du dog sådan?« hver gang man har talt til en kvinde, og når man så har spenderet for mange penge på dyre drinks for at fremkalde en smule mod til at fortsætte, og når man så har danset underligt til mærkelig musik med alt for unge mennesker på latterlige natklubber – alene for at bevise, at man stadig har en berettigelse i nattelivet, så er det altså ens ret at stille sig op i baren og fremføre monologer om sine scorebedrifter!

Og når man har været en tur på Facebook – denne utilstrækkelighedsfølelsens karrusel – og tænkt, »hvor er de smukke, de andre, i deres harmoniske kernefamilier og spændende jobs«, og når man så har tjekket 50 gange og undret sig over, hvorfor man ikke får nogen likes, hvad end man gør, og når man så har postet statements, man ikke kan stå inde for – alene for at bevise, at ens internet-eksistens stadig er relevant, så er det altså ens ret at lægge det der løbe-ud-over-en-sommereng-med-datteren-i-hånden-foto op, som siger »jeg er en meget, meget bedre far end dig!«

Og når man har stået på scenen og tyndslidt sine skuespillerressourcer, fordi man tænker, »de keder sig!« hver gang man ser en person i salen, der gaber eller falder i søvn, og når man så har spenderet alt for meget volumen på at holde dem, der ikke sover, vågne, og når man så har brølet sig gennem samtlige scener i begge akter – alene for at bevise, at man stadig har underholdningsværdi, så er det altså ens ret at sidde i garderoben og holde enetaler om sine succeser på scenen!

Og når man er vågnet op ved siden af hende der med de smukke ben, og man ser over på hende og tænker, at man har lyst til at slå sig ned med hende, og hun så vågner og ser forskrækket på én og siger, »ups, jeg må hellere se at komme af sted!« og man så lader som om, man selv skulle have været et sted for længe siden – alene for at bevise, at man stadig har en rolle at spille i datinggamet, så er det altså ens ret at fortælle hende en fri-sjæl-historie, mens hun flygter ud ad døren, om, at man er kunstner og det hele: »Jeg vil ikke bindes af et parforhold, for så brænder jeg ud!«

At være selvfed er et privilegium, der tilhører den selvhadende.

Maise Njor

Jeg lagde røret på. Det var dengang, man stadig kunne det, og det giver ligesom mere, end bare at slukke sin mobil. At lægge røret på er mere definitivt, og det har også en bedre lyd. Jeg lagde røret på og stirrede ud i luften. Hvordan kunne jeg dog i min vildeste fantasi få minutter forinden have forestillet mig, at jeg var så lækker, at jeg kunne ringe op til den her lækre mand og invitere ham ud? Svaret var mere ydmygende, end det havde behøvet at være: »Nej tak, jeg er ligesom lidt socialt udbrændt for tiden.« Siden har jeg aldrig inviteret en mand ud.

Jeg sad i bilen og knaldede mit hoved mod rattet. Det var dengang, jeg havde en lilla Polo med så meget vand i hulrummet i dørene, at der groede alger på vindueslisterne. Hvordan kunne jeg dog i min vildeste fantasi få minutter forinden have forestillet mig, at jeg var så interessant, at de ville bruge mine ideer? De ideer, som jeg havde brugt dage på at formulere, og som jeg var sikker på, ville skaffe mig et job – og på sigt en bil som ikke mindede om et akvarium. Siden har jeg været nervøs, når jeg skulle fremlægge nye ideer.

Jeg hoppede over scenen på fritidshjemmet i mit can-can-kostume, som sad lidt strammere, end på de andre piger. Musicalen var halvvejs, forældrene sad i salen, og vægten af min lille buttede krop løsnede et par søm i gulvet, så larmen fra brædderne overdøvede musikken. Siden har jeg ikke kunnet lidt at danse.

Jeg smadrede en dyr, men dårlig parfume på hans badeværelsesgulv. Det var dengang, jeg stadig troede, det var sejt at dufte som alle de andre. Hvordan kunne jeg dog i ugerne forinden have troet på hans påstand om, at jeg var paranoid, hvis jeg troede, at der var noget mellem ham og hende der med håret? Hvordan kunne jeg tro, at jeg var for fin til at blive skiftet ud … Siden da har jeg ikke brudt mig om folk, der sagde, at mine følelser var forkerte.

Jeg lå i sengen og var lykkelig. Det var dengang, man stadig måtte være på barselsgangen længere end fem minutter efter fødslen. Hvordan kunne jeg dog en time forinden have troet, at jeg ikke kunne klare det her? Nu lå hun og sov, mens hun bevægede sine bittesmå fingre, den lille pige, jeg lige havde født. Jeg ville aldrig sove igen, men bare ligge og nusse hendes små fødder og passe på hende med en styrke, jeg lige før slet ikke anede, jeg havde. I det sekund vidste jeg med sikkerhed, at jeg var den fedeste voksne i hele universet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.