Nu er det tid til de dybe samtaler

Fortidens salonkultur med samtalen i centrum er tilbage. En række nye initiativer vil have os til at tale sammen på et mere eksistentielt niveau. Den dybe samtale er nødvendig, men er blevet fortrængt.

Samtalesalon i H.C Ørstedsparken
Samtalesalon i H.C Ørstedsparken

Du gør det hver eneste dag, nogle dage hele tiden. Taler med andre mennesker.

Men hvornår har du sidst haft en interessant og skabende samtale? Af den slags, der formår at komme nogle lag dybere ned? Som løfter sig og bliver til samtalens ædle kunst, der, hvor vi opnår nye indsigter?Fortidens eftertragtede salon- kultur er tilbage. En gammel og eksklusiv dyd, som skal vækkes til live igen med samtalen som centrum.

En række nye koncepter inviterer os med indenfor, så vi kan træne den disciplin, der begyndte som et fænomen, da de franske hofdamer for mere end 400 år siden var dødtrætte af stive etiketter og stramme samtale-manualer ved det franske hof.

De ville gerne prøve at »freestyle« lidt og introducerede derfor salonkulturen og salonsamtalen.

På fredag fejrer Den Sorte Diamant, »den skabende samtale i en sanselig ramme«. Med alt fra tyske filosoffer, danske dabattører og unge studerende, der skal få samtalen til at gøre andet og mere end bare at glide ned i let flydende form. Det samme vil »Sunday lunch«, som er »åndelig føde og eksistentielle samtaler over en uformel søndagsfrokost«. Fra næste måned et nyt koncept, og kun for mænd over 30 år. Med forfatteren Kristian Ditlev Jensen og sognepræst Rasmus Nøjgaard fra Sankt Jakobs Kirke på Østerbro som de to initiativtagere.

Og i eftermiddag tager Østre Gasværk Teater hul på sin 10. sæson af kaffesaloner for kvinder, hvor aktuelle kvinder og kunstnere optræder og skaber diskussion.

»Der er et eksistentielt behov i vores kultur for den dybe samtale, som i gennem længere tid har været fortrængt,« mener Ole Fogh Kirkeby, dr.phil. i filosof og professor på CBS.

De mange nye samtale-intiativer, der er i gang, overrasker ham ikke.

»Vi lever i en tid, præget af politikere, der docerer, og fasttømrede holdninger fra et væld af meningsdannere. Samtidig er vi et informationssamfund, som er baseret på, at man bliver spurgt om noget og svarer. Eller selv spørger og forventer et svar. Og det er ikke en samtale.«

Ole Fogh Kirkeby henviser til Antikkens Grækenland, hvor formålet var at vende et andet menneske mod det væsentlige i livet gennem samtalens kunst.

»Den dybe samtale er en krævende disciplin, hvis man vil den på et vist niveau. Den kræver tid og omtanke og det, vi ser nu, er en typisk modreaktion på de hurtige kommunikationsformer,« mener han.

Retoriker Nadja Pass har været med til at udvikle et af de mange nye koncepter, »Samtalesaloner.dk«, hvor man mødes til det, hun kalder for en »forpligtende samtale, men på en uforpligtende måde med mennesker, man ikke kender i forvejen.«

»Jeg tror, vi længes efter at tale om noget mere meningsfyldt end vi plejer, og til at give os selv tiden til det,« siger hun.

»Uden formål eller bestemte resultater, andet end den gode samtale, der måske kan føre os frem til nye erkendelser.« Sammen med antropologen Andreas Lloyd er Nadja Pass cirka en gang om måneden vært ved en samtalesalon i København. Også en sensommeraften forleden i Ørstedsparken, hvor temaet var beslutninger. Andre gange har det været hverdagen, alder, helte, lyspunkter og mønstre, som deltagerne har udfordret inden for bestemte rammer. Og hver gang styret af de to værter, som har genetableret det, de kalder for det tydelige værtskab, kendt fra fortidens salonkultur.

Hele idéen er udsprunget af Nadja Pass og Andreas Lloyds oprindelige projekt, »Borgerlyst«. Et initiativ, der skal inspirere danskerne til at bidrage til samfundet, ikke kun af pligt, men af lyst.

Anne, Jørgen, Charlotte og Kirsten er dukket op til aftenens samtalesalon sammen med omkring 40 andre. Rådhusklokkerne høres tydeligt, en ambulance passerer, det er stadig lunt og helt vindstille i Ørstedsparken.

De er blevet sat i gruppe sammen, ved intet om hinanden, har aldrig mødt hinanden før, og kender kun hinandens fornavne. Hvilket er afgørende for samtalens forløb.

Man er »historieløs«, og kan dermed være mere fri i sit udtryk. Ingen kan have forudindtagede meninger.

»Skriv tre beslutninger ned, som I gerne vil gennemføre i år. De tre beslutninger skal prioriteres efter vigtighed,« lyder en af opgaverne.

Et øjeblik er de stille, der bliver tænkt.

»Hvornår ved man egentlig, at man for alvor har truffet en beslutning?« spørger Anne, der arbejder som udviklingskonsulent i et større firma.

»Det ved man vel heller ikke helt præcist. Måske er mange af de beslutninger, vi træffer, udsprunget af en lang række forskellige årsager, vi ikke er helt klar over?« mener Jørgen, der har en fortid som folkeskolelærer, men i dag arbejder selvstændigt.

»Måske er man ikke engang klar over, at man er i en proces, hvor man er ved at træffe en beslutning?«

For Anne kan nogle beslutninger være så store, at hun bliver nødt til at sige, at hun BEGYNDER på dem. Og så må hun se, om de kan realiseres.

Jørgen har det modsat. Når en beslutning først er truffet, ser han sig ikke tilbage. »Det føles ret befriende,« siger han. »Men er det nu også måden?«

Det går op for Charlotte, der er kultursociolog, hvor mange beslutninger, hun egentlig træffer hele tiden, hver eneste dag. Store og små.

»Jeg synes, at det er interessant på hvilket grundlag, vi træffer dem. Var de fuldt oplyste, da vi traf dem? Der er jo altid blinde vinkler.«

Og samtalen fortsætter. Skiftevis mellem personlige fortællinger om beslutninger, og beslutninger på et mere generelt niveau. Det sidste som et fænomen, der kan tænde den filosofiske knap og få de fire op i et højere og mere abstrakt luftlag.

Ifølge Nadja Pass Lloyd er en af de vigtigste forudsætninger for at kunne sige ordentligt ja til vigtige beslutninger, at vi er i stand til at sige ordentligt nej til alt muligt andet.

»Dermed risikerer vi også at beslutte os for et nej til meget af det, der gør livet værd at leve. For hvis vi nu giver et »automat-nej« til alt, hvad der ikke lige er »on strategy« og en del af planen, hvad så?«

I den klassiske salontanke er den vigtigste disciplin ikke kun at tale, men endnu mere at lytte.

»Det er noget af det, vi generelt er utroligt dårlige til,« mener Nadja Pass.

»Vi afbryder hinanden og prøver hele tiden at få vores egen agenda igennem. Vi lytter ikke, mens den anden taler, men er allerede i gang inde i vores hoveder med at formulere det, vi selv gerne vil sige lige om lidt, når den anden er færdig med at tale.«

Ifølge Nadja Pass kræver det opmærksomhed at være i en god samtale. At lytte helt åbent, uden at konkludere eller være på vej mod nye resultater.

»Den gode og interessante samtale foregår desuden på mange forskellige niveauer,« forklarer hun.

» De veksler mellem de personlige fortællinger, der gør samtalerne vedkommende og giver helt nye indblik i andre livsformer og det mere filosofiske niveau. Hvis der kun bliver de personlige historier ender det ofte med at blive lidt for terapeutisk. Men vekselbirkningen mellem de forskellige niveauer sætter gang i mange nye erkendelser «

Hun understreger, at den skabende samtale aldrig har et terapeutisk indhold, fordi den skabende samtale skal have et højere, gerne filosofisk lag.

Erkendelser og en større forståelse for, hvad der driver os som mennesker, er også det fundament, som sognepræst i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro, Rasmus Nøjgaard, gerne vil invitere til frokost og tale udfra.

Det gør han 6. oktober i sognegården, hvor kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen lægger op til en samtale af mere eksistentiel karakter.

»Det handler helt basalt om at være menneske med alle de forestillinger, vi nu gør os,« forklarer Rasmus Nøjgaard.Han mener, at vores tid efterlader mange af os fragmenteret med alt det, vi gerne vil og skal nå.

»Ambitionsniveauet er højt. Familien, vennerne, karrieren og fritidslivet skal fungere optimalt. Men der mangler ofte et filosofisk rum til at overveje de mere eksistentielle spørgsmål.«

Rasmus Nøjgaard understreger, at det ikke er en kritik af den tid, vi lever i, for vi er, som han siger, på mange måder meget privilegerede. Og rigtig mange af os opnår meget af det, vi gerne vil.

»Men selv om man har venner, også nære, er det ikke sikkert, man når det spadestik dybere ned i en samtale, som mange indimellem har behov for.«

Når det kun er mænd, der inviteres til 6. oktober, er det ifølge Rasmus Nøjgaard fordi mænd normalt er bedst til GØRE noget sammen.

»Vi dyrker sport og er på mange måder meget aktive i forskellige former for fællesskaber, hvor kvinder er bedre til at mødes og overgive sig til den gode, dybe samtale.«

Inde i Ørstedsparken begynder det langsomt at blive mørkere på en af årets sidste sommeraftener.

I den udendørs samtalesalon erklærer Kirsten sig som et analytisk menneske. Som en, der altid skal veje og vurdere og sætte fordele og ulemper op over for hinden, hver gang hun skal træffe beslutninger.

Men behøver hun det?
»Nogle gange er der måske bare ikke et alternativ, et enten eller,« lyder Kirstens svar til sig selv.

»Nogle gange skal et forhold til et andet menneske måske bare afsluttes, fordi det bliver ved med at påvirke ens humør og energi i en forkert retning. Skal personen helt enkelt ikke længere være en del af mit liv?«

Måske én ud af flere erkendelser i løbet af aftenen, hvor der er blevet konverseret, talt, lyttet og tænkt på »salon-måden«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.