Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
B-mennesker

»Nogle mennesker har brug for medlidenhed«

Hassan Preisler og Maise Njor.
Hassan Preisler og Maise Njor.

Maise Njor

Jeg sad på en strand i Cuba, og en mand kom hen og tilbød mig at bytte hans pæne mønt med Che Guevaras ansigt på til en amerikansk dollar.

Det var den fineste måde at tigge på, jeg nogensinde har oplevet, og jeg lovede mig selv, at hvis jeg fremover overhovedet havde en mønt i pungen, ville jeg give den væk, når der blev tigget. Og det bliver der. Mere og mere. Måske er det derfor, folk bliver trætte af det.

Men når der går en mand gennem S-toget, og han spørger, om der er nogen, der har et par kroner, så bliver jeg hver gang ked af det, når folk i toget ikke anerkender hans eksistens ved at se på ham, og pludselig lader som om, de er utrolig interesseret i arkitekturen langs banelegemet. For der står et menneske. Et menneske, som kunne have været dig. Og som spørger dig om noget.

Man kan jo bare sige nej, eller fortælle, at man ikke vil give til folk, der tigger, men man skal vel svare, når nogen stiller en et spørgsmål?

Hvis din chef f.eks. spurgte, om du havde lavet regnskabet færdig, og du ikke brød dig om at være i situationen, ville du så også lave en sær kropsknude, og stirre fanatisk ud af vinduet uden at svare?

Nogle mennesker har brug for medlidenhed – eller i det mindste, at man tænker, at det kunne have været én selv, der stod der.

»Nej, det kunne det ikke, for jeg ville altid bare få et nyt job, hvis jeg blev fyret,« tænker du måske. O.K. Men så tænk på en anden situation, måske i barndommen, hvor du ikke var privilegeret, hvor du havde brug for medlidenhed.

Jeg forstår ikke, at man i øjeblikket, hvor man møder et andet menneske, ikke kan finde nok medlidenhed i sit hjerte til i det mindste at se personen i øjnene.

Da jeg var 18 år, kørte jeg med min veninde tværs over USA i en Greyhound-bus, og da vi efter fem timers kørsel havde et kort stop ved en tankstation, var vi meget tørstige og sultne.

Men vores kort duede ikke, da vi nåede frem til skranken. Hvorefter en mand i køen trådte frem og betalte for os med ordene »just let it flow, man«.

Det har jeg levet efter siden. Nogle gange skal man give et par kroner til dem, der fortjener lidt medlidenhed. Ellers er det også synd for en selv. Let it flow, man.

Hassan Preisler

Du ønsker medlidenhed! Du driver dig selv ud i fortællingen om, at du er et offer for verden og ønsker, at jeg skal lide med dig. Og ikke kun jeg, også din mor, din ven, din kollega, din far, din chef. Alle skal tage del i den umulighed, det er at være dig.

Men det er ikke nok, at jeg føler empati for dig. Det rækker slet ikke, at jeg kan sætte mig i dit sted. Du vil have min sympati. Du vil have, at jeg FØLER, sådan som du gør. At jeg DELER din smerte. For du tror, at sådan kan du undvige din ensomhed.«

Dette kunne være et brev, jeg havde skrevet til en kæreste. Men det er det ikke. Dette er et brev, en kæreste har skrevet til mig. Og hun havde ret! Jeg har været sådan en mand, der kun skælvende rejste ind i kærlighedens land.

Med ét tusinde forbehold og formulerede og uformulerede krav om permanent ophold i mine tilstande. Med forlangende om, at mine følelser skulle diktere den emotionelle dagsorden på ethvert givent tidspunkt.

Der er ikke én kvinde, der har forladt mig, fordi hun ikke elskede mig længere. De har forladt mig, fordi de blev kørt ned til eksistensens sokkeholdere. Først og fremmest gik de, fordi deres selvstændighed blev annulleret af mit stemningsdiktatur.

Sådan føltes det også for mig at være barn. I armene på min mor var det hendes sansninger af verden, der skulle blive mine. Hendes frustrationer skulle jeg overtage. Hendes lidelser var mine at bære.

Men er dette en undskyldning? Nej! Det er en forklaring, men det fritager mig ikke for ansvaret for, hvem jeg er, for jeg er ikke længere syv, men syvogfyrre.

Og nu står endnu et kærlighedsforhold foran min hoveddør. Et alvorligt et. Og hvis der er én ting, jeg ønsker mig for os, så er det, at dette forhold skal klinge anderledes:

»Jeg ønsker ikke din medlidenhed. Jeg ønsker, at du går ved siden af mig gennem livet – hvis du har lyst. Jeg ønsker at se dig blomstre og udvikle dig, fri af de begrænsninger, som min længsel efter, at du skal lide med mig, lægger ned over dig.

Og mig? Mig skal du ikke bekymre dig om. Jeg bærer mig selv, og det er ikke ensomt. For i dag, 25.09.2016, aflægger jeg en ed: Jeg vil heller ikke længere lide med mig!«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.