Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Nikolaj Koppel: Jeg er helvedes selvdisciplineret

For kanalchef på DR P2 og kommende vært ved Det Internationale Melodi Grand Prix, Nikolaj Koppel, har 12 takter en særlig betydning. De er indbegrebet af selvdisciplin for den tidligere koncertpianist.

Nikolaj Koppel er kanalredaktør på DR P2 og redaktør på DR P1 og skal være vært ved Eurovision 2014.
Nikolaj Koppel er kanalredaktør på DR P2 og redaktør på DR P1 og skal være vært ved Eurovision 2014.

Ti farvestrålende ludobrikker i en glasskål.

Hver gang Nikolaj Koppel har spillet en passage fejlfrit, må han lægge en ludobrik over i den anden skål.

Når skålen er fyldt, og der ikke er flere ludobrikker tilbage i den første, har han klaret dagens klaverundervisning. Men hvis han fejler, skal han lægge de ludobrikker, han har optjent, tilbage. Og så er det forfra med »Czernys Etuder« og de finmotoriske fingerøvelser.

Den hårde version

Fra Nikolaj Koppel er tre til ni år bor familien i Australien hvor hans far, den nu afdøde pianist John Winther, er chef for Sydneys Operahus.

»Det var min mor, der underviste mig i de første år, men når min far han kom ind i stuen og hørte, at jeg stadig spillede nogle takter forkert, skulle jeg lægge ludobrikkerne tilbage i den første skål.

Det var den hårde version, og så kunne det godt blive en lang eftermiddag.«

I dag er kanalchef på DR P2, Nikolaj Koppel, 44, »selvdisciplineret ad helvede til,« som han siger. Og derfor i stand til at nå meget i løbet af en dag.

»Jeg kan koncentrere mig og fordybe mig ét hundrede procent og lukke alt andet ude,« forklarer han og indskyder, at det godt kan lyde lidt selvrosende.

Men at disciplin, koncentration og en årelang træning i »at grave sig dybt ned i et klassisk værk« bare har været en naturlig del af opvæksten.

Svært at komme ned i gear

En fordel i sit nuværende job, siger han, hvor han udover at være kanalchef også er redaktør på P1 og DR1 plus vært på en lang række store DR-produktioner.

»Ulempen ved at kunne nå så meget er så, at jeg altid skal bruge mindst 48 timer, når jeg går på ferie, for at komme ned i et lavere gear. Jeg har næsten lige været i Thailand, og det var det samme.«

Som en af de tre værter skal Nikolaj Koppel være med til at lede 180 millioner tv-seere gennem Eurovision Song Contest til maj i B&W-hallerne på Refshaleøen.

»Man kan jo ikke sige nej til at være med på sådan en »rollercoaster.««

En anden »rollercoaster«, han har prøvet kræfter med, var en af den klassiske musiks sværvægtere. Med Nikolaj Koppels formulering »noget af en tung satan,« når man taler om Brahms’ Klaverkoncert nummer 1.

Smækfyldt med komplicerede noder, der kommer lynhurtigt og lige efter hinanden, og med masser af toner og oktavløb. Desuden stiller koncerten store fysiske krav til pianisten.

Bjergbestigning på klaveret

For at kunne spille op med et 80 mand stort symfoniorkester, skal der en ret god fysisk form til, når man skal helt i bund med tangenterne, lyder forklaringen.

Han var 29 år og den første dansker, der indspillede klaverkoncerten. På det tidspunkt skulle man nok være mindst 20 år ældre for at magte så kompliceret et værk, mente mange. Men han gjorde det. Beviste at det kunne lade sig gøre.

Når han nævner Brahms klaverkoncert er det fordi, den stadig betyder noget særligt. Det var den bjergbestigning, han foretog på klaveret og ikke i Himalaya, da han var ung.

»Det er meget længe siden, jeg har hørt indspilningen, men den er et symbol på noget stærkt personligt for mig. Den er med til at minde mig om, hvor meget man som menneske faktisk er i stand til at opnå med sig selv,« siger han.

Vilde kvantespring

»Hvor meget man kan presse sig selv og komme i mål med det, der burde være helt umuligt. Vi mennesker har flere ressourcer, end vi nogle gange tror, og er under de rette forhold i stand til at tage nogle vilde kvantespring, det synes jeg er fascinerende.«

Modtagelsen af pladen var dengang fin, både herhjemme og i udlandet, men det er ikke det vigtigste for Nikolaj Koppel. Der er mange andre, siger han, som både før og efter har indspillet den bedre.

»Klaverkoncerten var et vidnesbyrd om, at jeg kunne bestige det bjerg og overleve. Og fordi jeg var i stand til det, har der sidenhen været en lang række situationer, hvor jeg har stolet meget mere på selv, end jeg måske ellers ville have gjort.«

Hvad er det værste

Han er ikke så bange for at hoppe ud i noget, han ikke ved, hvor ender. Og spørger ofte sig selv:

»Hvad er det værste, der kan ske?«

Et spørgsmål, der er stillet en milliard gange før af andre. Men som ifølge Nikolaj Koppel stadig holder i al sin banalitet.

»Med klaverkoncerten ville det værste have været, at der var kommet en halvdårlig eller middelmådig indspilning ud af det. Måske slemt lige i øjeblikket, men... så heller ikke værre.«

Nikolaj Koppel kalder det for et lille oprør, da han efter nogle år som koncertpianist, både herhjemme og i udlandet, helt holdt op med at spille og i stedet fik mulighed for at arbejde som journalist på Information og senere som redaktionschef på Euroman.

Ville ikke have overlevet

Det var kun tre år efter »bjergbestigningen« af Brahms Klaverkoncert nummer 1.

»Selvfølgelig lå der noget oprør i det, men i virkeligheden var det mere en nøgtern erkendelse af, at jeg ikke ville have overlevet. Forstået på den måde, at jeg ikke kunne fortsætte på det niveau, man skulle være på.

Hvis jeg skulle løbe 100 kilometer for at nå et bestemt sted med musikken, følte jeg, at alle de andre kunne nøjes med at løbe det halve. Mit talent var heller ikke større, det vidste jeg godt.«

Som professionel koncertpianist var han ikke i tvivl om, at han havde noget kunsterisk på hjerte.

»Men fremfor alt var jeg nok bare en god arbejdshest.«

Børnenes eget valg

Nikolaj Koppel er far til Emilie på 11 og Simon på 15. Og bliver ofte spurgt, hvordan det så er med hans egne børn.

Spiller de klaver? Hvor meget øver de? Hvad kræver han af dem? Hvornår pacer man sine børn? Hvor længe skal man fastholde dem, hvis de ikke gider? Bruger han ludo-metoden, som sin egen far?

Svaret er, at ingen af Nikolaj Koppels børn spiller klaver. Eller noget andet instrument, de går til tennis, fodbold og får undervisning i filmproduktion.

»De har begge spillet, men valgte på et tidspunkt ikke at fortsætte, og det valg fik de selv lov til at træffe. Med min egen baggrund i den klassiske musik ville det være oplagt, at de spillede, men det gør de altså ikke.«

Det er ikke fordi, han ikke stiller krav til sine børn om selvdisciplin og fordybelse.

Hjernedøde serier

»Det afgørende for min kone og mig har hele tiden været at vise vores børn nogle grundværdier, vi tror på, og det er for eksempel, at man skal gøre sig umage med det, man nu vælger at beskæftige sig med.«

Og så skal man ikke spilde tiden. Jo, det kan man gøre indimellem, siger han. Som da hans datter indledte sin vinterferie med to timers fjernsyn af den slags med dåselatter, hvor stemmerne er dubbet til dansk.

»Jeg var lige ved at sige til hende, at den dér hjernedøde serie om noget var at spilde sin tid. Men jeg fik hevet mig selv i armen, for selvfølgelig skal man indimellem have lov til at spilde tiden, bare ikke for meget, i øvrigt havde hun lige været til tennis.«

Nikolaj Koppel er kanalredaktør på DR P2 og redaktør på DR P1 og skal være vært ved Eurovision 2014.
Nikolaj Koppel er kanalredaktør på DR P2 og redaktør på DR P1 og skal være vært ved Eurovision 2014.

Få dem væk fra skærmen

Hele diskussionen om børn og unge, der har stadigt vanskeligere ved at fordybe sig og fastholde en koncentration, synes Nikolaj Koppel er svær.

»Man kan ikke overføre den indlæringsform, jeg fik som barn i min klaverundervisning. Det er en helt anden tid, og som forælder tror jeg, at vi i dag er nødt til at udfordre vores børn på andre måder. Ikke mindst for at få dem væk fra skærmene. Eller i hvert fald få dem til at dyrke noget meningsfuldt på skærmene, for det er der også masser af,« siger han og giver som eksempel redigeringsprogrammet »Final Cut Pro«, som hans datter bruger til sine små fortællinger og film.

Nikolaj Koppel er meget bevidst om, at han genbruger noget af den form for disciplin og måde at tænke på fra sin egen opvækst.

Spild ikke tiden

»Jeg gør det nok bare i en opdateret version, og det er primært noget med ikke at spilde sin tid, men få noget ordentligt ud af den. For at blive et nuanceret menneske med et følelsesmæssigt og intellektuelt liv.«

Han nævner bøger som et eksempel på et af de krav, han har stillet til sine børn, siden de lærte at læse.

»Det valg har de ikke haft. Det er sundt at læse bøger, en måde at fordybe sig på og vel også en måde at lære at disciplinere sig selv i en tid med en milliard digitale tilbud.«

Så er der detaljen. Fordybelsen i en enkelt detalje. Den, man ved hårdt slid og vedholdenhed arbejder sig ned i til kinderne bliver blussende varme og hjertet banker lidt hurtigere.

Klaverundervisning hos morfar

For Nikolaj Koppel har detaljen et konkret navn, der hedder: 12 takter.

»Jamen, fint, Nikkelik, jeg synes, vi fik arbejdet rigtig godt i dag.«

Det var sådan hans morfar, den nu afdøde komponist Herman D. Koppel ofte sagde, når barnebarnet stod i éntreen i Holte og skulle sige farvel efter dagens klaverundervisning.

»Jeg synes jo ikke, vi havde nået noget, for jeg troede, vi skulle nå det meste af en sats, og så havde vi kun nået 12 takter. Sådan så min morfar slet ikke på det.«

I ti år gik han til klaverundervisning hjemme hos sin morfar, hvor stien op til hoveddøren kunne være »varierende grader af tung«, som han formulerer det. Afhængig af, hvor meget man havde fået øvet sig forinden.

Har arvet morfars klaver

Det hjalp heller ikke på sagen, at tangenterne på morfarens Steinway & Sons-flygel føltes meget tungere i forhold til det Hornung & Møller, han spillede på derhjemme.

I dag står morfarens Steinway-flygel på Nikolaj Koppels arbejdsværelse. Stadig lige så kulsort og glinsende, men knap så stort og faretruende.

»Vi blev ved, og vi blev ved, og vi blev ved, og det kunne jo være frygteligt. Men hvis jeg havde fået helt styr på de 12 takter, så havde vi opnået rigtig meget, mente min morfar. I dag kan jeg godt se, hvor han ville hen. Man er også nødt til at arbejde sig ned i detaljen, for at komme videre med helheden.«

Den afgørende detalje

Som barn havde han ikke det overblik, der kunne fortælle ham, at få detaljer kan være afgørende for en helheds forløb og form. Det ved han i dag. Og bruger den viden både i sit arbejde og i sit øvrige liv.

Det var ikke kun klaverundervisning, han fik i morfarens rækkehus, der lå lige op ad Rude Skov.

Morfaren var også med til at udfylde en del af det tomrum som opstod, da Nikolaj Koppels forældre blev skilt, efter at familien vendte tilbage fra Australien.

»Vi boede lige ved siden af Herman og hans kone, Inge, da vi kom hjem, og min morfar udfyldte da nogle af de maskuline dyder, efter mine forældres skilsmisse, hvor min far holdt op med af være en del af mit liv.«

Forældrenes skilsmisse

Nikolaj Koppels far havde ikke dyrket familielivet specielt meget i Australien, så der var ikke tale om et egentligt tomrum.

»Min far havde haft travlt med sit arbejde, så jeg husker det ikke som den store omvæltning, da mine forældre blev skilt. Men min morfar var der og senere min papfar, det var der meget tryghed i.«

Mens Nikolaj Koppel som dreng løb rundt og legede med sværd udenfor sammen med kammeraterne, sad Herman D. Koppel inde i nummer 47 med åbent vindue og spillede Bartok eller komponerede.

Nikolaj Koppel kunne godt et øjeblik forfalde til den tid. Det samme med andre tidspunkter i sit liv.

Alt er organisk og bevæger sig

»Men noget af det vigtigste, jeg har lært, er, at intet står stille. Hverken arbejdsmæssigt eller i vores personlige liv. Alt er organisk og bevæger sig konstant, uanset om vi indimellem ville ønske, at noget kunne forblive det samme.«

Han nævner sine børn.

»Jeg er elendig til, at mine børn bliver større. Tænk at de en dag bliver store. Sådan rigtig store ligefrem flytter, den tanke kan jeg ikke rigtigt håndtere.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.