Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Når livet faktisk er lutter lagkage

Marianne Stagetorn Kolos har netop fejret sit 25 års jubilæum som indehaver af Konditoriet La Glace, der hver dag oplever lange køer. Måske fordi ejeren – som kunderne – elsker, at tingene er, som de altid har været.

Kagekone Marianne Stagetorn Kolos indehaver af Conditori La Glace i 25 år.
Kagekone Marianne Stagetorn Kolos indehaver af Conditori La Glace i 25 år.

Hun serverer Mariannekager to gange under vores møder. Små sprøde småkager, der smager af smør og hasselnødder.

Begge gange siger hun, nærmest mens hun sætter tallerkenen på bordet:

»De er ikke opkaldt efter mig, men efter grundlæggerens svigerdatter.«

Sådan er Marianne Stagetorn Kolos. Beskeden. Historiebevidst. Og med en klar fornemmelse af, at det er vigtigt at være præcis. I hvad man kalder ting – og hinanden. I hvilke krav man stiller til sig selv og til andre.

Hun har venlige øjne og effektive bevægelser. Hænder, der er vant til at arbejde. Og myndighed af et langt liv som den, der bestemmer. De ansatte bliver præsenteret, da vi er på konditoriet. Børnene kaldt ind på kontoret for at sige goddag, da vi er i hendes hjem. Og ud igen, når de har snakket længe nok om aftensmaden. Kærligt, men bestemt. Ting bliver gjort. Til tiden.

Marianne Stagetorn Kolos kalder sig selv for kagekone, men hendes reelle titel er indehaver af La Glace. Hun er uddannet som konditor og har netop fejret, at det 1. juli var 25 år siden, at hun købte La Glace, som på det tidspunkt var et af byens fine gamle, men også lidt trætte konditorier. Rundt om hende lukkede byens gamle specialforretninger, udkonkurreret af kædebutikker og presset af høje huslejer. Det billede er svært at kende i dag, hvor stedet er så populært, at der ofte er kø for at komme ind. La Glace er blevet stedet, man går hen for at forkæle sig selv og for at lade tiden stå stille så lang tid, som det tager at spise en kage.


 
Men det har krævet masser af hårdt arbejde, fejltagelser – og det var faktisk lige ved at gå galt.

MS har mødt Marianne Stagetorn Kolos, både privat og i konditoriet, og talt med nogle af hendes livsvidner: hendes mor, som hun købte konditoriet af, hendes mand, Peter Kolos, som hun har kendt siden hun var 15 år, og med nære venner, hun har mødt gennem sit arbejde.

Her er historien om fem afgørende tidspunkter i Marianne Stagetorns liv, der tilsammen fortæller, hvordan man bevarer sulten i livet, så man nyder hver eneste bid, selv når ens liv faktisk er lutter lagkage.

Det privilegerede liv, der forpligter

Marianne Stagetorn var 13 år gammel, lige kommet på kostskole i Schweiz og havde hjemve. Hun var vokset op i Slangerup, begge hendes forældre var advokater og havde desuden en lille gård, hvor de drev hobbylandbrug. Marianne og hendes storebror Henrik hjalp til. Tit og ofte. De blev ikke spurgt, bare sat i gang, det var en selvfølge, at alle gjorde, hvad de kunne.

Da hun gik i 7. klasse, mente skolepsykologen, at hun skulle rykkes to klasser op, fordi hun var så meget foran. I stedet kom hun på kostskole i Schweiz og delte værelse med en iransk pige, hvis far havde været en del af Shah’ens støtter under revolutionen.

»Hvis der sker mig noget, må du love mig at passe på min datter. Du er det eneste menneske, jeg kender i Europa,« husker hun at faderen til hendes værelseskammerat sagde til hende.

»Jeg kom fra Slangerup, som var meget fredelig, og hvor der højst var nogen, der blev drillet. Det var meget overvældende som barn at få krig og ufred så tæt på, men det lærte mig, at jeg var priviligeret at bo, hvor jeg bor.«

Marianne Stagetorn Kolos er et privilegeret menneske. Det ved hun godt selv. Selv om moderen var uddannet advokat, gik hun hjemme de første ti år af børnenes liv. Familien rejste meget, nogle gange en måned ad gangen, de manglede ikke noget.

Det liv giver hun selv sine tre børn. Hun er gift med forretningsmanden Peter Kolos, som hun har kendt, siden hun var 15. Han er opvokset i en familie med forældre, der var politiske flygtninge fra Ungarn, men som ved slid og hårdt arbejde endte som slotsejere hjemme i Ungarn efter Murens Fald. Familien bor i en lejlighed af den slags, hvor spisekøkkenet er lavet ved at slå vægge ned mellem de små rum, der oprindeligt var et linnedrum, anretterværelse og værelser til to tjenestepiger. Der er plads til et flygel. De tre børn har haft en skoletid på Krebs og Øregaard. Sommerferien tilbringer de ofte i Sydfrankrig, når de ikke holder årets ’alternative ferie’, som kan gå på familiehøjskole, flodpramsejlads eller, da børnene var små, i autocamper.

Men børnene har også pligter, og da de hver især fyldte 13 år, fik de tilbuddet om at modtage teenagepakken, der indeholder fornøjelser, men også forpligtelser, blandt andet en maddag og et job på La Glace.

»Det er vigtigt at holde børn sultne. Især når man vokser op i et meget privilegeret hjem. Jeg hører historier fra børnene om, hvad de andre får. De kan åbenbart nærmest ikke nå at ønske sig en computer, før den står foran dem. Hvis mine børn kommer hjem og ønsker sig noget, siger jeg ’du må nok tage nogle flere vagter.’ En ting, man har sparet op til, glæder man sig jo meget mere til.«

Børnene skal gøre sig umage, og da familien f.eks. for nogle år siden rejste til Indien, havde de lektier for, før de tog afsted. De skulle sætte sig ind i indisk kultur, vide hvem og hvad Mahatma Gandhi var, og det betød, at de skulle læse bøger om Indien og se en film sammen. Forberede sig på at få mest muligt ud af turen.

Sådan er Marianne Stagetorn Kolos. Hun forbereder sig. Hun gør sig umage. Og hun tænker ikke bare hvis og hvis.

Ikke bare ’hvad nu hvis børn vokser op på for meget parketgulv og tror, at det er det eneste, man kan være lykkelig på.’ Næh, så køber hun da en kolonihave tæt på Christiania, så de kan møde en anden del af virkeligheden. Det tager hende 12 minutter at cykle derud. Hendes søn Andreas har gjort det på otte, »men jeg tør ikke tænke på, hvordan. Børnene elsker at være derude og at have deres venner med, men det er ikke et sted, man fester. Man chiller, og der må højst være seks ad gangen. Hvis man vil råbe og skrige, må man have en ødegård eller et sommerhus. I kolonihaven tager man hensyn til andre og har en høvisk tale.«

Livsværket, hun ikke kunne undgå

»Mor, jeg har tænkt på noget. Må jeg ikke købe konditoriet af dig?« »Jo. Skal vi sige 1. juli?«

Hendes mor, Merethe Stagetorn, bøjede sig igen over sine papirer, mens Marianne den dag i marts sad lidt forbløffet tilbage. Hun var 21 år gammel og boede stadig hjemme i en af længerne på gården i Slangerup.

»Jeg havde vel tænkt mig, at hun ville sige ’ja’, og at vi så ville lave en overdragelse, der varede nogle år. At jeg først kunne begynde at tage mere ansvar og så overtage det med tiden. Men nu kan jeg godt se, at det nok passede hende godt, at hun kom af med det,« fortæller Marianne Stagetorn Kolos.

Merethe Stagetorn, der især er kendt som forsvarsadvokat, stod i spidsen for konditoriet fra1978-1989. Hun overtog det i forbindelse med, at familien købte ejendommen, som La Glace lå i. Derfor blev det til godt ti år med kager, inden Mertethe Stagetorn solgte fortagenet videre til Marianne og koncentrerede sig om advokatgerningen.

»Noget dumdristigt, men det gik jo, og hun skulle overtage det, det kunne ikke være anderledes, og dengang syntes jeg, det passede godt,« konstaterer hendes mor i dag om salget.

Marianne Stagetorn var 11 år, da hun kom på La Glace første gang. Hun var så lille, at hun ikke passede arbejdstøjet, og hendes mor tog hende med i Magasin og fik printet en T-shirt, hvor der med røde bogstaver stod La Glace hen over det spinkle barnebryst.

»Jamen,« sagde en af de ældre damer »Her er alt jo grønt.«

Marianne Stagetorn Kolos griner, når hun fortæller historien.

»Det var min første oplevelse med branding.«

Hun kan også huske damen, der sad i regnskab, som hun så, da hun som barn besøgte konditoriet. Hun havde sit eget tøj på, ikke det grønne forklæde.

»Hun følte sig lidt finere end de andre, og jeg kan huske, at jeg lovede mig selv, at hvis jeg kunne bestemme, skulle alle have det samme tøj på.«

Det har de i dag. Det gælder også Marianne Stagetorn Kolos. Hvid skjorte. Grønt forklæde. La Glace hen over brystet. Ingen kan se, hvem der er hvem, hvis de ikke ved det, når de kommer ind.

Marianne Stagetorn besøgte konditoriet, når hun var i København, men fik først faste vagter, da hun efter kostskoleåret begyndte på Zahles Skole, hvor hun også gik i gymnasiet. Havde vagter som andre unge piger, ikke noget særligt ansvar. Hun ville have læst jura som sin far, sin mor, sin bror, sine fætre og kusiner, men fik ikke et snit til det. Så blev det til international handel, hun skulle være businesskvinde, ud at rejse, arbejde internationalt. Indtil hun godt kunne mærke, at det egentlig slet ikke var det, hun drømte om.

Hun ville gerne være i konditoriet, og så købte hun det af sin mor »på lempelige vilkår, hvor jeg betalte over en årrække«. Kort efter gik hun selv i konditorlære for at lære faget at kende indefra og vide, hvornår konditorerne havde ret, når de sagde, at en kage ikke kunne laves hurtigere, og hvornår det bare var gamle vaner. Til sin svendeprøve lavede hun blandt andet Sportskage, en af husets mest kendte.

»Når det virkelig gælder, skal man ikke lave noget nyt. Så skal man gøre det, man ved, man er god til.«

Hun fik nu udmærkelse til sin svendeprøve.

I omklædningsrummet i konditoriet hænger der billeder af alle de udlærte fra konditoriet. Dem, der har fået sølv, hænger der tre billeder af. De andre et. Der er et af Marianne Stagetorn Kolos.

»På landsplan var jeg ganske udmærket, men internt er jeg den dårligste konditor.«

Hun arbejder ikke i konditoriet, men laver det administrative. Men for nylig, da hun selv havde kludret i bestillingerne, så seks lagkager til en fødselsdag var sendt det forkerte sted hen på Strandvejen, kunne hun selv pynte seks nye kager. Og køre op at aflevere dem, så fødselsdagen kunne reddes.

»Så var det ikke helt dumt at være konditor.«

På lidt for egne ben

»Du skal tage noget med, som de kan få pant i. Hvad med varebilen?«

»Varebilen? Den er da højst 1.200 kroner værd, og det er hvis den er tanket op.«

Marianne Stagetorn Kolos sad sammen med sin bror Henrik i foråret 1992. Han er advokat og vidste, hvordan den skatteforvaltning, hun skulle til møde i, fungerede. Tog hun pant med, skulle det nok gå, selv om hun ikke kunne betale sin moms til tiden.

Marianne Stagetorn Kolos havde nemlig dummet sig. Hun havde åbnet et La Glace nummer to i et hus på Kongens Nytorv, som hendes mor havde købt. Et yndigt lille hus, men upraktisk at indrette til konditori. Det har flere små etager og dengang en fredet facade, der ikke måtte åbnes op. Det krævede alt for meget personale, for i modsætning til Skoubogade, hvor de, der står bag disken, også kan hjælpe dem på gulvet, var de ansatte fordelt på hver etage. Marianne Stagetorn Kolos tabte penge på det og indså efter et år, at hun måtte lukke.

»Jeg ville vise dem alle sammen, at jeg godt kunne selv, og at jeg kunne noget mere end min mor. Jeg kunne dog ret hurtigt mærke, at det ikke gik godt, men jeg håbede jo hele tiden, at det ville vende. At næste måned, så ... Men det gjorde det ikke. Det var virkelig ikke sjovt at skulle fortælle de ansatte, at jeg måtte afskedige dem, og fortælle min omgangskreds, at det ikke var lykkedes. Samtidig vidste jeg også, at der ikke var nogen steder i familien at få hjælp. Der var en boligboble på det tidspunkt, mine forældre havde også tabt mange penge. Til sidst fik vi et lån af min svigerfar, som gjorde, at vi lige reddede os gennem det.«

Så La Glace kunne bestå i sin oprindelige form.

»Så holdt jeg et krisemøde med mig selv og tænkte »så Marianne, nu er det nu, du må stramme dig an. Nu må du få banket den gæld ned«. Jeg tog alle de vagter selv, jeg overhovedet kunne, jeg gjorde alt, hvad jeg overhovedet selv kan med bogføring og den slags. Jeg knoklede.«

Også hendes mand, Peter Kolos, husker de år som hårde.

»Mens vores jævnaldrende boede i store lejligheder og havde det sjovt, boede vi i en lille lejlighed og arbejdede. Sådan var det,« fortæller han.

Det tog et par år, før den værste gæld var banket af.

»Jeg lærte, at man skal være et ordentligt menneske, og jeg lærte at sætte pris på, at forretningen kører. Jeg glæder mig altid over, at det bare er et greb i lommen at betale moms nu. Og så har jeg lært, at der kun er et La Glace. Når folk siger, at jeg skal åbne nye steder eller kommer med tilbud om samarbejder, siger jeg altid nej tak. Det har jeg lært. Jeg har et motto, som egentligt er Jane Fondas, nemlig »Keep Moving but stay in your place«. Det gør jeg.«

Den ranke ryg

»Folk går et andet sted hen, fordi vi er for dyre.«

Marianne Stagetorn Kolos var startet i en netværksgruppe og skulle forklare, hvorfor folk valgte La Glace fra.

Men de andre grinede bare af hendes forklaring.

En af de andre, en VVS-mester sagde:

»Næ, Marianne, i din branche kan man ikke være for dyr. Man kan være for billig. Du skal koste, hvad du koster. Men folk har glemt jer. De har glemt, hvem I er. Gå hjem og få lavet nogle lækre poser, så folk lægger mærke til jer.« Og det gjorde hun så. Hun gik hjem og satte priserne op, og så bestilte hun papirsposer i en god kvalitet. Hver eneste kunde får dem gratis med. I dag er poserne La Glaces største markedsføringsudgift.

»Da jeg havde fået mine tre børn og været på barsel i 1995, 96, 97 og 98, tænkte jeg, at det var på tide, at jeg for alvor gjorde noget ved firmaet. Jeg kom med i Plato, et projekt, som Københavns Kommune lavede for selvstændige, der havde haft firma i mindst fem år, og som havde mindst fem ansatte. Før da havde jeg holdt strategimøder med mig selv og sagt »Marianne, skal vi gøre det her,« og svaret »det kan vi da godt,« men så blev det ikke rigtig til noget. Nu forpligtede jeg mig over for de andre.«

En af de ting, hun skulle beslutte, var blandt andet, hvem der skulle lede konditoriet. Skulle det være menige medarbejdere, hun forfremmede, eller skulle hun hente folk med ledelseserfaring udefra. Hun endte med at forfremme konditoren Lars til leder af konditoriet »og fra dag ét har jeg sagt, at jeg ikke blander mig i, hvad han gør, jeg bakker ham op i alt, men så er det også ham, der står til ansvar. Han har aldrig svigtet mig, og med Lars kan alt lade sig gøre. »Kan vi lave en Othellolagkage til 50 i morgen?« »Ja ja, det kan vi godt,« siger Lars, selv om jeg tænker, hvordan?«

Den anden, der fik ansvar, var Malou, der blev førstedame (med titel af kageførstedame).

»Man kan lære folk at blive ledere, men man kan ikke give fremmede La Glace-DNA. Det er noget med at gøre sig umage. Det er små ting, som at når man møder, så siger man ikke bare ’hej’. Man siger godmorgen og så navnet på den, man møder. På den måde viser man, at man har set den anden, man ved, hvem de er.«

Flere af de unge piger i butikken blev ansat, da de var 14 – men de bliver ikke fyret, når de fylder 18. Dem, der har fem eller tiårsjubilæum får en pokal, en buket blomster og en tale. Hvert år bliver der uddelt fem-syv pokaler. På Marianne Stagetorn Kolos bord ligger et brev fra to ansatte, der fejrede de første fem år for et par år siden. »Vi tager fem år mere,« står der. De er stadig ansat. De øvrige ansatte findes i alle aldre. En af dem, Jannie, var ansat på La Glace som ganske ung. Siden var hun væk fra butikken i 30 år, men da hun en dag så et

jobopslag på nettet, søgte hun og kom til samtale.

»Hvornår skal jeg starte?« spurgte hun.

»I dag,« sagde Marianne Stagetorn Kolos. Så kiggede hun på Jannies spidse smarte støvler, taget på til samtalen.

»Ej, i morgen.«

En anden, en kvinde sidst i 60erne, kunne egentlig gå på pension. Men hun bliver ved.

»Du kan få det, lige som du vil,« har Marianne Stagetorn Kolos sagt til hende, fortæller hun glad og lidt stolt. Hun vil gerne have 18 timer om ugen. Og helst ikke tænke på at holde op.

Det er også i løbet af de sidste ti år, at konditoriet for alvor har udviklet sig. Fra 1880erne kom Othellolagkagen og Sarah Bernhardkagen, i 1940erne blev Volmerkagen lanceret, men så skete der ikke så meget i mange år.

»Lars er virkelig god til at motivere folk. Under ham har vi vundet mange priser inden for årets kage og DM for konditorer og for unge konditorer. Vi har nye kager i butikken, f.eks. Magnus’ Blåbærskær, som er den første kage, vi har med lakrids. Nye kager kommer til, hvis de kan tilføre butikken noget nyt, måske først som månedens kage, og så kommer de fast på, hvis de bliver en succes.«

Men man kan stadig få de klassiske kager, og for de fleste kunder vil forandringer ske så langsomt, at alting virker som det plejer. For ti år siden var der linoleumsgulv i butikken og hvad konditorchefen Lars Juul kalder »nogle tarvelige lamper fra 1970erne«. De er blevet skiftet ud, men det er sket så stille, at ændringer er svære at registere. Som når man ser sig selv i spejlet og ikke opdager, at man bliver ældre, før man ser et billede af sig selv for ti år siden og pludselig kan se forskellen. Sådan er La Glace blevet opdateret.

»Jeg håber, jeg bliver husket som hende, der passede godt på butikken i de år, den var hendes, og som tilførte lidt nyt, men bevarede det gamle.«

Traditioner

»Skal vi så ikke sige, at hvert andet år fejrer vi min fødselsdag, og hvert andet år fejrer vi jeres bryllupsdag? I gør det de lige år, og jeg gør det de ulige. Der er godt nok noget med jeres sølvbryllup, men det må vi se på.«

Hendes gode ven Tue var lige kommet ud af kirken sammen med sin mand. De var blevet gift på Marianne Stagetorn Kolos fødselsdag, og hun var straks i gang med at arrangere, hvordan de fremover kunne fejre fødselsdage og bryllupsdage.

»Jeg kan da godt høre, når man fortæller historien, at det lyder sjovt, men for mig er det helt naturligt. Så har vi styr på det.«

Hun har mange traditioner. Fra små ting som at der i gangen i hjemmet hænger tre rammer, et for hvert barn, hvor motivet viser, hvad barnet laver, Niels Brock for sønnen, Øregaard for døtrene. Da den ene var på kostskole i England, hang der et motiv fra skolen.

»Så får vi skiftet ud i kunsten.«

Eller med veninden Michelle Hviid, som hun har mødt gennem netværket Kvinder for Indflydelse. De to har rejst sammen i Kenya, og derfor er Michelle Hviid »min flodheste- og vandfaldsveninde«, og derfor skal de to en gang om året lave noget sammen, der involverer et vandfald.

»Det kan holde lidt hårdt at finde, men vi var på Ystad Saltsjöbad, hvor der er et vandfald på en væg.«

I butikken kan man til Kyndelmisse købe kyndelmisseæbler i marcipan, som man giver til venner og familie med ønsket om et godt helbred, og det er et godt billede på, hvad Marianne Stagetorn Kolos er: omsorgsfuld og betænksom, men på en organiseret måde, og det er et udtryk, der går igen, når både hun og hendes mand taler.

»Så får vi det gjort. Så skal vi ikke tænke mere over det.«

Sådan er deres ægteskab også. De har aftaler. Som at de skifter side i sengen hvert år på deres bryllupsdag. Uden drama, bare så ingen gror fast. Eller opdager efter et langt liv, at de lå det forkerte sted. Man rykker hovedpuden og skuffen i sengebordet. Eller som nytår, som de holder hvert år med de samme fem par. Det år, man holder festen, laver man alt. De år, man ikke holder festen, kommer man bare.

»Så behøver vi ikke at diskutere det og stresse over det,« siger Peter Kolos.

Marianne Stagetorn Kolos er enig.

»Jeg kan godt lide traditioner. Det giver en ro at vide, og hvis ting er aftalt, så får man det jo gjort.«

Men det betyder ikke, at Marianne Stagetorn Kolos lever et liv, der står stille, og som er traditionelt på en gammeldags måde. F.eks. elsker hun Nik & Jay og er til koncert med dem mindst en gang om året. Hun har været vild med gruppen, siden hun hørte deres første hit »Nik og Jay« i sin bil i Sølvgade. Til en koncert i Koncertsalen købte hun 26 billetter og delte dem ud i omgangskredsen, blandt børnenes venner og de af hendes egne venner, der holder af gruppen.

»Jeg hader, når folk skal sætte mig i bås og forventer, hvad jeg skal gøre. Jeg er vokset op i et MEGET kulturelt hjem, og jeg burde jo sidde i Det kongelige Teater, men det er ikke mig. Der er mange bands, som jeg godt kan lide, men jeg kan ikke forstå, hvad de synger om. Det kan jeg med Nik & Jay. For mig er det ren og skær livsglæde.«

Det er det, det handler om. At have det godt. At få tingene gjort. Og at nyde det hele imens.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.