Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
B-mennesker

Mødre - på godt og ondt

»Kender du ikke det med, at mødre siger... « sagde min veninde, og så grinede vi af den historie, indtil det gik op for os begge, at vi selv var sådan nogen. Mødre.

Hassan Preisler og Maise Njor.
Hassan Preisler og Maise Njor.

Hassan Preisler

Her er jeg. Jeg er 46 år. Mine venner udtrykker, at jeg er en mand, man kan regne med. Og så er jeg jo forfatter, skuespiller, foredragsholder, teaterleder, dramatiker, klummeskribent og debattør.

Jeg er sådan en, der møder til tiden og respekterer deadlines. Jeg betaler afdragene på min andelslejlighed med præcision og overholder alle serviceeftersyn på min cykel. Jeg laver selv min skat og rister min egen müsli. Jeg løber fire kilometer på 17 minutter og har en omfattende bogreol.

Som far er jeg u-porøs: Jeg læser dagsordenen og tager en ren skjorte på, når jeg skal til møde i børnehaven eller skolen. Og jeg er min datters stabile havbund, som hun kan lade sit anker synke ned i og vide, at det ikke gør sig fri!

Men når det kommer til min mor, så er det helt anderledes. Når det kommer til hende, er jeg infantil og pubertær. Jeg bryder hulkende sammen under uldplaiden, når hun ikke vil se mig, og jeg sparker hårdt til dørkarmen, når hun vil. Jeg er sur, tvær, bister, skuffet, trist og bitter, og når det slår mig, sender jeg en flok vrede sms’er i hendes retning.

Og jeg bebrejder hende! Jeg bebrejder hende mit negative selvbillede: Min solide selvforagt og mit skrøbelige selvværd. Jeg bebrejder hende mine automatkonflikter med enhver, der ikke roser mig til skyerne. Jeg bebrejder hende, at jeg ikke tør lade en kvinde kigge mig i øjnene af frygt for, at hun vil hade det, hun ser der inde.

Jeg bebrejder min mor mit forliste ægteskab, mine karrierekollaps og min faderskabsforvirring. Jeg bebrejder hende de søvnløse nætter og de tyndslidende dage. Jeg bebrejder hende, at livet gør så ondt, som det gør, og at jeg er så bange for det, som jeg er.

Her er min mor. Hun er 69 år. Gråligt hår, slank. Hun vugger fra side til side, når hun går, og kan godt lide en lille cognac. Når hun griner, dækker hun munden med håndfladen og kaster med håret. Min mor går i pausen, hvis hun ikke kan lide forestillingen, og hun laver den bedste kylling i ananas og karry, man kan finde.

Hun kan ikke høre på det ene øre og bruger briller, når hun skal læse. Min mor bliver meget skuffet, hvis jeg ikke skriver tilbage. Sommer og vinter bor hun på Nørrebro, forår og efterår i Langedoc. Dér har hun en grøn Peugeot Disney, som sjældent kan starte. Uanset hvor hun er, holder hun mest af alenetid.

Jeg bruger alt for meget tid på at overveje, om der mon findes en måde, hvorpå jeg kan ophøre med at føle så meget for hende. Jeg har endnu ikke fundet den. Så, her kommer det igen: »Jeg elsker dig, mor.«

Maise Njor

»Kender du ikke det med, at mødre siger... « sagde min veninde, og så grinede vi af den historie, indtil det gik op for os begge, at vi selv var sådan nogen. Mødre. Så på den måde er hver dag mors dag ... For jeg er mor til nogen, og hurra for det. Bortset fra, når man kommer til at tænke over, hvor meget ens tre døtre observerer og modellerer sig efter en. Sådan havde jeg det i hvert fald selv med mødre, da jeg var lille:

Man ser på sin egen, og man ser på de andre, og de ved det ikke, men man udspionerer og sammenligner og prøver at finde ud af, hvad det vil sige at være en kvinde. Altid med tilbageholdt åndedræt, fordi det føles forbudt, står man på venindens badeværelse og roder i spejlskabet og tester en parfume og prøver en neglelak og finder en virkelig mærkelig gummidims i en æske.

Man spørger sin mor, om man ikke må rydde op i hendes taske, fordi det bare er så spændende, og der dufter så godt nede i den, og man ser i spejlet, om man ligner den lyshårede fra ABBA, hvis man smører sin mors blå øjenskygge på, og det gør man så ikke (ligner Agneta), men fornemmelsen af sminke er dejlig alligevel.

På et andet badeværelse lugter man til børsten for at finde ud af, hvordan voksne damer lugter i hovedbunden, og man er helt syg for at prøve de der fine lyserøde badekugler, som står i et glas, men det kan man jo ikke, man kan da ikke tage karbad hjemme hos andre uden at spørge først, men de er så fine, de kugler, så man tænker, at man i det mindste lige må prøve at slikke på en af dem.

Nå okay, det var så en dårlig ide. Om eftermiddagen, før de voksne kommer hjem, går vi rundt i venindens mors kjoler, og vi har taget hendes bh på med faderens ragsokker som fyld, og vi er små nok til, at vi kan gå helt ind i skabet mellem tøjet.

Så sidder vi derinde mellem kjolerne og lugter til damelugt og nyder følelsen af stof mod hud, og det er i halvfjerdserne, så kjolerne er rimelig farvestrålende, og den glæde kommer til at følge mig. I bunden af skabet ligger igen en mærkelig rund gummidims i en æske, hvad sker der for det?

Hos en anden veninde prøver jeg alle moderens parfumer uden at tænke over, at det kan lugtes, når jeg går ud, men det er helt fantastisk, indtil jeg får kvalme, men flakonerne er så fine, og jeg er så misundelig, fordi hendes mor har et rigtigt arbejde – i Magasins parfumeafdeling – mens min mor har et job som journalist, og det er da ikke et ordentligt job for en kvinde.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.