Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Mille Lehfeldt og den lunefulde lykke

Hun vil helst holde kortene tæt ind til kroppen. Men skuespiller Mille Lehfeldt, som spiller hovedrollen i Danmarks Radios nye satsning, depressionskomedien »Lykke«, forstår, at der med jobbet som primetime-skuespillerinde følger spotlightet og spørgsmålene. Og hun vil gerne fortælle lidt om sin egen lykke.

.
.

Mille Lehfeldt leder efter ordene. Klør sig i panden og fortæller, at hun har prøvet at svare på netop det her spørgsmål, siden pressevisningen på Danmarks Radios nye, store seriesatsning, »Lykke«, for en måned siden.

Alligevel falder svaret ikke prompte.

»For hvad er lykke? Der findes jo tusindvis af forklaringer. Desværre er de alle meget svævende. Ukonkrete. Det er meget vanskeligt at sætte ord på lykken.«

Se flere billeder af Mille Lehfeldt i galleriet til højre >>

Alligevel forsøger hun. Pligtskyldigst.

»Når jeg føler lykke, bliver følelsen tit kickstartet af noget lidt tilfældigt, som af en eller anden grund minder mig om, hvor godt jeg har det. Regnvejr, for eksempel. Men lykkefølelsen kommer af noget indre, af kærlighed. Hvis din kerne er god – hvis du eksempelvis er hamrende forelsket – og du havner i et vildt regnvejr i myldretid uden paraply, så kan regnen være den faktor, der gør, at du stopper op, smiler og tænker: »Gud, hvor er jeg bare sindssygt lykkelig!« Men er du alene og måske endda lidt ensom, så kan samme regn have den fuldstændigt modsatte effekt. Sådan fungerer det jo. Vores oplevelser er farvet af vores sind.«

Hun kigger spørgende hen over bordet. »Giver det mening?«

Spørgsmålet minder om det, tv-seriens forfattere lader til at ville have danskerne til at stille sig selv. Mens Danmarks Radios seere søndag efter søndag i årevis har været optaget af mordere, politikere og andre modbydeligheder, er kanalens nye satsning noget blødere. »Lykke« handler om hverdagslivet herhjemme og kaster blandt andet lys på danskernes forbrug af antidepressive piller og deres sult efter arbejdssucces og materiel rigdom. Og giver det overhovedet nogen mening af lede efter lykken der?

Depressionskomedien, som den kaldes, handler om den ambitiøse, halvvrisne karrierekvinde Lykke Leth og hendes famlende, forvirrede og lykkepillepoppende tvillingebror, Thomas.

Lykke, spillet af Mille Lehfeldt, har angiveligt styr på tingene. Hun har netop fået sit drømmejob hos medicinalfirmaet Sanafortis, og kan langsomt, men sikkert, sætte flueben ud for sine mål og drømme.

Men som Mille Lehfeldt sidder der og drikker en kop nybrygget kaffe, med løst hår og varme, glædestrålende øjne, ser hun uendeligt mange gange lykkeligere og smukkere ud end den succesrige Lykke Leth.

»Ja, hun er meget stram i masken. Det, der driver hende, har i mine øjne ikke meget med begrebet lykke at gøre. Det er jo en rendyrket ambitionsdrift. Det handler kun om at ville til tops. Og derfor også om at tilsidesætte alt, der har med følelseslivet at gøre, for at nå derop.«

Tv-serien er en slags indlæg i den offentlige debat om, hvad der er sundt, og hvad der er usundt, fortæller Mille Lehfeldt.

»Folk i dag vil have biler, huse, tjene penge og rejse. Mange tror, at lykken ligger i, hvor meget succes de har. Og at det er lykken, hvis andre misunder dem. Men det har jo intet med lykken at gøre. Man kan sagtens have en smuk ægtefælle, kloge børn og en vild karriere og alligevel være bundulykkelig. Måske fordi man ikke er nærværende nok i sit liv. Altid er fokuseret på det, der kommer, eller det, der har været.«

Hvad skal man så gøre? Leve i nuet?

»Ja, tænk, det er jo så banalt. Det er jo i virkeligheden simpelthen så banalt. Og der er uden tvivl mange, der krummer tæer, når de bliver opfordret til at leve i nuet, for det er blevet sådan en kliché. Men der er fandme noget om snakken.«

Flere interviews:

Laura Drasbæk: Jeg har ikke råd til at være snobbet
Andrea Elisabeth Rudolph: Tak for dansen
Frank Hvam: »Jeg går altså ikke rundt derhjemme uden tøj på hele tiden ...«
Anne Linnet: En tid med engle og dæmoner
Private Mille Dinesen
Anne Sophia Hermansen: Stikker man måsen frem...
Søren Malling og den nødvendige kynisme

Hun lyder slet ikke som en, der, som det rent faktisk er tilfældet, er opvokset tæt på hovedstaden. Dialekten er snarere skanderborgensisk og lyden af hendes stemme besynderligt velkendt.

Gud, hvor du lyder som din mor.

»Er det rigtigt?« spørger hun overrasket. Det kan umuligt være første gang, hun får det at vide. Det faktum, at hun er Kirsten Lehfeldts datter, er hun blevet mindet om af omverdenen, siden hun var helt lille. En konstant interesse, der ikke altid har været nem.

»Min mor lavede »Flamberede Hjerter« i ’86, og det blev vist betragtet som hendes gennembrud. Der var i hvert fald meget virak om den film på det tidspunkt, og jeg kan huske, at børn fra andre klasser på skolen kom hen og ville snakke med mig om min mor.

Jeg tror, det var der, at jeg først blev opmærksom på, at der fandtes folk, som gerne ville være ven med mig, udelukkende fordi min mor havde været i fjernsynet. Det er måske lidt tidligt at blive skeptisk over for andre mennesker, men der var en stor interesse på det tidspunkt om hende, som gjorde, at jeg trak følehornene til mig i forhold til folk, jeg ikke kendte. Der var jo børn, der kun ville med mig hjem og lege, fordi de ville hilse på min mor. Det brød jeg mig virkelig ikke om.«

Men var du ikke også lidt stolt af hendes succes?

»Tjoh, men jeg var nok mere stolt, da hun lavede »Nissebanden«. Da havde hun nemlig sådan nogle seje tryllekort.«

Hendes ansigt lyser op med barnlig entusiasme ved mindet.

»Gid de ville genudsende den julekalender snart. Jeg synes ikke, børneshows i dag har samme sjæl som før i tiden. Eller også er det bare mig, der er blevet ældre.«

Hvordan har du det med at være blevet det?

»Skønt, faktisk. Det vil jeg vove at påstå. 31 føles fantastisk. Der er selvfølgelig den dér samfundsafsmittede måde at forholde sig til det at være over 30 på. Man bliver jo en smule påvirket af alt det, man læser og ser. Alt skal være så forynget og forskønnet, at man tænker: »Åh nej, 31!? Nu går det kun én vej. Livet er snart slut, og hvad med børn – når jeg at få dem?«

Hun griner. Og ruller med øjnene.

»Men det er noget pjat, for jeg synes faktisk, det er meget dejligt at blive ældre, selvom det i min og mange andre brancher er svært for kvinder at blive ældre og samtidig fastholde en position forrest i feltet.«

Din mor har da klaret det ret godt..

»Ja, hun har, og det er da garanteret også kun et spørgsmål om tid, før det bliver normen for alle kvinder. Og så skal man forhåbentlig ikke længere rende rundt og se på dem, der ikke har nogen mimik.«

Hun tager fat i begge sider af sit ansigt og strækker huden tilbage, så hun til forveksling ligner de showbiz- og jetsetkvinder, som har været en gang eller tre for mange forbi privatklinikken for at få et skud botox eller en ansigtsløftning.

»Det, der er sjovt ved at blive ældre, er, at alder ophører. Jeg kan ikke længere gætte, hvor gamle folk er, og det interesserer mig egentlig heller ikke mere. Det er sådan noget, man af en eller anden mærkelig grund går op i, når man er yngre. Men nu til dags er jeg faktisk tordnende ligeglad med, hvor gamle folk er.«

Men når man så bliver castet i rollen som 25-årige Lykke Leth..

»Uha, så bliver man alligevel lidt smigret!«

Hun griner højt. Og ryster undskyldende på hovedet af sig selv.

»Det er simpelthen så dobbeltmoralsk, når jeg siger, at alder ingen betydning har. Men den holdning vil jeg bare så gerne have. Og jeg har den også – næsten 100 procent. Men jeg bliver alligevel også lidt mopset, når jeg bliver castet til at spille en 35-årig. Og det er jo forfærdeligt. For det er jo i sandhed ingen alder, og jeg er på ingen måde bange for, at jeg ikke når alt det, jeg gerne vil nå i livet.«

Børn, for eksempel. Dem bliver der tid til, siger hun. Først vil hun nyde det, der stadig kan betegnes som hvedebrødsdagene med ægtemanden, Sophus Kirkeby Windeløv. En mand, Mille Lehfeldt på papiret har langt mere til fælles med, end det gennemsnitlige par har med hinanden. For de er begge skuespillere, begge med kendte forældre – hans er filmproducenten Vibeke Windeløv og kunstneren Per Kirkeby, hendes skuespillerne Kirsten Lehfeldt og Stig Hoffmeyer – og deres fælles anekdoter kan dateres helt tilbage til midten af 80erne, hvor de fra 5. klasse gik på Tranegårdsskolen i Hellerup sammen.

»Og hvis jeg skal være helt ærlig, så havde jeg et godt øje til ham i 8. klasse i en kort periode. Men jeg troede ikke, han ville have mig, fordi jeg bare var sådan en lille, dværgagtig, tynd ting. Men han påstår selv, at han godt kunne lide mig. Det ved jeg nu ikke, om jeg tror på. Det kan man jo altid komme og sige så mange år efter,« smiler hun.

For der skete aldrig noget, og da Mille Lehfeldts kortvarige betagelse fortog sig, blev de to i stedet gode venner. Efter folkeskolen røg de på forskellige gymnasier, men venskabet holdt de ved lige.

»Men der kunne godt gå lang tid imellem, at vi sås eller snakkede med hinanden. Det var mere sådan noget med, at vi fra tid til anden gik ud og drak en øl sammen. Vi havde ingen romantiske følelser for hinanden. Overhovedet ikke. Så det er jo meget mærkeligt, at sådan noget kan opstå ud af den blå luft. Men det gjorde det altså.«

I begyndelsen af 2007 fik Mille Lehfeldt og skuespillerveninden Stine Fischer besked om, at de sammen med blandt andre Sophus Kirkeby Windeløv skulle medvirke i opførelsen af »Festen« på Østre Gasværk Teater.

»Vi er nogle stykker fra Tranegårdsskolen, som er i faget i dag, bl.a. Stine Fischer og Sophie Lassen-Kahlke. Og vi husker alle den sang, vi sang i aulaen til morgensang på skolen.«

Mille Lehfeldt bryder ud i sang og leverer med dyb, myndig stemme de første par linjer af »Trane, flyv højt på himlen.«

»Alle børnene sang den dengang, og den er blevet i vores hjerter lige siden. Så Stine og jeg ringede op til Sophus og indsang den på hans telefonsvarer for at fejre, at vi havde fået rollerne. Umiddelbart efter gik han og jeg ud sammen en aften alene, og så sagde det pludselig bare »bang«. Og det kom da lidt bag på os. Men nu tænker jeg, at der vist var en plan for os helt fra starten.«

Parret havde heller ikke været sammen længe, før Sophus Kirkeby Windeløv friede til Mille Lehfeldt. Og han fik et rungende »ja« retur.

»Jeg var slet ikke i tvivl. Slet ikke bange. Det var bare sådan, det skulle være,« siger hun.

De blev gift i sommeren 2008 i Kirkeby-Windeløv-familiens sommerhus i Ligurien i det nordlige Italien. Holdt en kæmpestor bryllupsfest med 100 gæster, som var fløjet dertil i anledningen.

»Det var afsindigt romantisk. Og helt vidunderligt at få alle vores venner til at rejse helt til Italien for at fejre dagen med os. Jeg kan huske, at jeg var meget opsat på at tage det hele med ophøjet ro. Jeg har hørt fra så mange gifte veninder, at de næsten ikke kan huske deres eget bryllup, fordi det hele bare var så overvældende og forjaget. Så jeg nægtede at stresse over noget som helst. Sophus og jeg tog os god tid til bare at opleve dagen. Til at kigge på hinanden og på vores gæster. Og det var altså magisk. Jeg kan mærke det endnu, når jeg tænker på det. Den følelse sidder stadig så dybt i mig, og jeg lever stadig højt på det. Så Sophus er jeg voldsomt lykkelig for. Jeg er meget, meget heldig.«

Det har hun også været i sin karriere, siger hun. Heldig, altså. Allerede som 10-årig fik hun sin første rolle i dramaet »Springflod«, og herefter blev skuespillet en naturlig del af hendes tilværelse. Men hun turde ikke fortælle om sine oplevelser som skuespiller til sine venner i skolen.

 

»Det er faktisk lidt besynderligt, for mine klassekammerater var egentlig enormt cool omkring det. Men jeg var alligevel meget bange for, at de skulle tro, at jeg selv troede, jeg var noget særligt. Så jeg holdt så lav profil som overhovedet muligt. Jeg talte slet ikke om det. Det var som om, at den del af mit liv slet ikke eksisterede, når jeg var i skole.

Men, come on, så var det jo heller ikke vildere, og jeg husker virkelig ikke, at der var nogen, der sagde noget grimt til mig. Men jeg vidste, at der ikke skulle meget af den slags til for at vække folks indre monster, så jeg holdt min mund.«

Sin tidlige succes til trods, så hun ikke skuespillet som et fag, hun nødvendigvis skulle gøre karriere inden for.

»Det var ikke fordi, jeg udelukkede muligheden, for de fleste børn kan jo lide at klæde sig ud og spille roller. Men fordi jeg så ofte var med mine forældre til optagelser og på teatret, oplevede jeg også en side af branchen, som man ikke ser på tv eller fra tilskuerpladserne i salen, som gjorde, at jeg blev i tvivl. Det er jo ikke lutter lagkage altid, og det tog lang tid, før det blev en drøm for mig at blive professionel skuespiller.«
Drømmeriet var forbeholdt en helt anden kunstform. Som seksårig startede Mille Lehfeldt til ballet og blev med årene dybt opslugt af dansen.

»Jeg elskede ballet. Men det var desværre bare alt for sent, at jeg kom i tanke om, at det måske var noget, jeg gerne ville bruge mit liv på. Jeg søgte ind på Det Kongelige Teaters Balletskole som 15-årig, hvilket er helt til grin, hvis man gerne vil gøre karriere inden for faget, og jeg var simpelthen bare ikke dygtig nok. Men det var en fantastisk periode, da jeg befandt mig i den drømmeboble, hvor jeg troede, at det kunne lykkes. Det var en god tid i mit liv. Balletten var en passion, en drøm, som skuespillet ikke var på samme måde på det tidspunkt. Jeg elskede at danse, for jeg var ikke så god til ord, så jeg syntes, at ballet var en vidunderlig udtryksform. Magisk, faktisk. Men da jeg ikke kom ind på balletskolen, lagde jeg drømmen på hylden. Det var okay, og jeg går ikke og er ulykkelig over det den dag i dag. Jeg har venner inden for balletten, og jeg har stor respekt for den måde, de lever på, og for, at de kan overleve. Fordi det er sørme et hårdt liv. Det er altid fascinerende at se folk, der mestrer noget til fulde, som primaballerinaer gør, men nu er jeg glad for, at jeg endte med at blive skuespiller.«

Hun søgte ind på Statens Teaterskole i 2002 og kom i modsætning til mange andre ansøgere ind i første hug.

»Jeg var heldig,« siger hun.

Heldig?

»Ja, det synes jeg da. Jeg vil gerne tro, at jeg også fortjente det, men der er mange, der søger ind på skolen, og der er rigtig mange dygtige mennesker  blandt dem. De dommere, der bestemmer, hvem der kommer ind, kigger efter noget forskelligt hvert år. Så jeg var heldig. Det synes jeg altså,« insisterer hun.

Hvad har dit efternavn betydet for dig i din karriere?

»I den første, spæde, usikre del af mit voksenliv var jeg meget opmærksom på, at jeg ofte blev spurgt til mit efternavn, og at jeg ligner mine forældre. Jeg har da tit hørt folk sige »ih dog, du og din mor er som to dråber vand« og »skal du gå i dine forældres fodspor?« eller »er du sjov ligesom din mor?« Folk spørger også, om jeg kom ind på teaterskolen, fordi jeg er Kirsten Lehfeldts datter. Efter gymnasiet tog jeg til London i en periode, fordi jeg gerne ville prøve at stå lidt på egne ben uden at blive sammenlignet med andre. Jeg ville gerne være fri for at føle, at jeg skulle leve op til noget, og jeg havde lyst til at vise verden, at jeg ikke kun var, hvor jeg var, fordi det skulle have ligget udpræget meget i kortene, når nu jeg er en Lehfeldt. Og det ville da ærgre mig, hvis folk troede, at jeg var kommet lettere til rollerne på grund af mit navn.«

Mille Lehfeldt følte, det var en personlig sejr, da hun blev optaget på Statens Teaterskole. Det var et bevis på, at hun kunne noget selv.

»Da jeg boede i London og ikke var uddannet endnu, følte jeg ikke helt, at jeg kunne kalde mig skuespiller. Alligevel gjorde jeg det, fordi jeg altså arbejdede som skuespiller, og til middagsselskaber var folks reaktionen: »nå, du er gøgler, siger du.« Det var så voldsomt at opleve, hvordan mit mindreværd kunne vokse på grund af den måde, folk opfattede mig. For man bedømmes jo i vores samfund på sin uddannelse eller på den succes, man har, i stedet for på sine værdier. Så at komme ind på teaterskolen gav mig en tryghed og en identitet,« siger hun.  

Hun blev færdiguddannet i 2006 og har arbejdet lige siden. Og selvom hele Danmark i løbet af de næste par måneder først og fremmest vil forbinde hende med komedieserien »Lykke«, så har de projekter, hun har medvirket i tidligere, været mindre lette og  markant mindre lykkelige. Med produktioner som »Himmelen Falder« fra 2009 og »Smukke Mennesker« fra 2010 har Mille Lehfeldt vist en meget dybere side af sit talent.

»Åh, »Smukke Mennesker,« siger hun og knuger sine egne hænder hårdt.

Filmen, hvor hun spiller den brystkræftramte Anna, der får foretaget en mastektomi, og som efterfølgende har svært ved at acceptere, at hendes kvindekrop ikke længere har to bryster, har stor betydning for Mille Lehfeldt. 

»Den er ikke blevet set af særligt mange, og det er jeg frygteligt ked af. Jeg synes, det er en virkelig god film, og jeg er rasende stolt af den,« siger hun og fortæller, og hun også meget gerne fremover vil lave film i samme genre.

»Det har jo i virkeligheden været mere den slags arbejde, jeg har lavet. Men så spillede jeg med i »Lærkevej«, og så røg jeg ind i en tv-comedy-bane, som stadig er ny for mig. På det filmmæssige plan har det mest været dramaer, jeg har været i, og der befinder jeg mig rigtig godt. Men det er også vigtigt at kunne være omskiftelig som skuespiller, så man ikke bliver sat i bås. Man skal helst være en kamæleon.«

Men med skiftet fra de små filmdramaer, som kun få ser, til komedieserierne, der bliver vist i primetime på landsdækkende tv-kanaler, kommer også spotlightet og mediernes interesse.

»Ja, det er noget underligt noget. Jeg ville nok i virkeligheden helst holde mit privatliv privat, for som skuespiller handler det om at holde kortene tæt ind til kroppen, så publikum ikke sidder og tænker på ting, de har læst om skuespilleren, når meningen er, at de skal fokusere på den karakter, han eller hun spiller. Så i det lys ville det være mest fordelagtigt for mit arbejde, hvis spørgsmålene kun handlede om arbejdet. Men det hører altså med til underholdningsbranchen, at man åbner lidt op for den private godtepose, og man er nødt til at give lidt. Og så må man bare håbe på, at man ikke giver for meget af sig selv til for mange medier. For man kan nemt overskride folks kvalmegrænse, hvis man er alle vegne.«
Hun bliver stille et øjeblik. Spoler mentalt de sidste to timer igennem for at mærke efter, om hun har givet for meget af sig selv. 

»Jeg har ikke overskredet min egen grænse for, hvad der er okay at dele. Der er forskel på at fortælle detaljeret om, hvordan man blev friet til, og hvad der blev sagt i bryllupstalerne, og på at fortælle hvor man blev gift, og at det var en dejlig dag.«

Flere interviews:

Laura Drasbæk: Jeg har ikke råd til at være snobbet
Andrea Elisabeth Rudolph: Tak for dansen
Frank Hvam: »Jeg går altså ikke rundt derhjemme uden tøj på hele tiden ...«
Anne Linnet: En tid med engle og dæmoner
Private Mille Dinesen
Anne Sophia Hermansen: Stikker man måsen frem...
Søren Malling og den nødvendige kynisme

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.