Mig, mig selv, (min far) og Mikael

Afhængighed kan tage alle former. Mikael Bertelsens består af, at han skal høre sig selv snakke. Helst hele tiden. Programchefen på Radio24syv håber dog, at han med erkendelsen af sin afhængighed er nået det første skridt mod helbredelse.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Først kommer ordene.

Tusindvis hver dag.

Så følger selvleden.

Når Mikael Bertelsen træder ind i et lokale – et hvilket som helst lokale, hvor der er andre mennesker – er det ikke »blot for at være der«. Han kommer for at vinde det, for at kontrollere det, siger han. Den autodidakte journalist og TV-vært, der nu på fjerde år er programchef på Radio24syv, har oplevet til møder, at hans medarbejdere sagde:

»Mikael. Vi skal nok gøre, hvad du siger. Hvis bare du vil stoppe med at snakke nu.«

Han føler sig forurettet, når han sidder ved spisebordet hjemme i Blovstrød med sin kone, Malou Aamund, og parrets tre døtre, mens de taler om skoleopgaver og fritidsinteresser og deres liv generelt. Det kan være kedeligt, siger han. For det handler jo ikke om ham.

Eller tag bare fotoseancen til nærværende interview. Egentlig burde han – som praktisk talt alle øvrige personligheder, vi laver større portrætter af – sidde stille og følge fotografens anvisninger. Men det er umuligt for Mikael Bertelsen. En sjov anekdote, et ledigt synspunkt, et vilkårligt minde flyder konstant ud af munden på ham og fylder det lille, voldsomt varme fotostudie:

»I drømmer ikke om, hvilke modbydeligheder fodboldspillere siger til dommerne under kampene. Jeg har engang...«

»Det her er dybt fortroligt, men til en fest i Helena Christensens sommerhus, skulle jeg tisse, så jeg gik ud...« »Synes I ikke, det er forrykt at kalde en terrorist ved fornavn? Omar? Man ville da ikke sige »Anders dræbte 69 på Utøya«...«

»I skal altså lige se den her video, jeg optog på ferien sammen med Oliver Bjerrehuus. Altså jeg kunne være blevet fyret...«

»Har I hørt, at...«

»Jeg vil bare lige sige, at...«

Først kommer ordene.

Tusindvis hver dag.

Så følger selvleden.

»Jeg snakker så meget, at jeg rent faktisk kan få hovedpine af det. Jeg har ondt i hovedet lige nu, fordi jeg har siddet og hørt mig selv snakke i tre timer. Hvorfor stoppede I mig ikke? Når jeg kommer hjem i aften, kommer selvleden. Det ved jeg,« siger Mikael Bertelsen.

»Men jeg anerkender, at jeg har et problem. Og når man har en afhængighed, er erkendelsen første skridt på vejen mod at blive helbredt,« siger han.

Kliklyde kommer ustandseligt fra fotografens kamera, blitzen lyser igen og igen og et af dets lynglimt afslører en dråbe sved, der løber ned langs hans tinding, over kinden, før den ender i de mørke skægstubbe. Temperaturen stiger stadig.

Tilbage til Kultorvet i 1982

Vi rejser tilbage i tiden. Til 1982.

Her finder vi Mikael Bertelsen som 14-årig i faderens lejlighed på Kultorvet. Siddende i og omringet af Børge Mogensen-, Kaare Klint- og Arne Jacobsen-møbler. På væggene i samtlige seks værelser hænger kunst malet af faderens venner. Herman Stilling, Sven Dalsgaard, Albert Mertz. Et lag fedt dækker køkkenet. For denne dag – som på de fleste andre dage – ligger to culotte-stege side om side og sveder i ovnen. En sødlig, kultiveret duft fylder lejligheden. Rødvin. Designermøblerne har gennem tiderne suget store mængder af den dyre drik til sig. Mikael Bertelsens forældre er blevet skilt på dette tidspunkt.

Gunnar Bertelsen startede egentlig sin karriere som tømrer, blev så uddannet bygningskonstruktør, inden han grundet manglende matematikevner måtte snyde sig ind på arkitektskolen. Det var design-ikonet Kay Fisker, som han havde mødt på værtshuset Laurits Betjent, der hjalp ham.

I startfirserne er Gunnar Bertelsen selv blevet en toneangivende designer i byen og har blandt andet sat stregerne til det netop åbnede in-sted, Café Victor.

Når Gunnar Bertelsen arbejder i sin tegnestue nede i gården, er han ifølge sønnen »kedelig, introvert, mut«. Men så snart han forlader arbejdet, fylder livet ham.

Således også denne dag.

Knapt er far og søn startet på aftensmaden før hjemmets fire vægge »splittes til atomer, da en konvoj af taxaer inde fra Café Victor ankommer med digtere, kunstnere og festoriginaler«. Den selskabssyge og generøse faders legekammerater.

»Min far var som Simon Spies blot ganget med 100. Hans livsstil havde selvfølgelig konsekvenser for os – min storesøster og mig – men resten af verden syntes sikkert, at han var fantastisk,« siger Mikael Bertelsen på vanlig velartikuleret vis.

»Alkoholisme kan gøre én meget egoistisk. Og der var konstant en usikkerhed i hjemmet om, hvad der nu skulle ske. Det var utroligt svært at fange min far i ro. Han sørgede altid for at have nogen omkring sig,« siger Mikael Bertelsen og smager nøje på hvert et ord, inden han afleverer dem. Han har talt om sin far i tidligere interviews, fortæller han, men han vil gerne vise nye sider af sig selv og sin far denne gang.

»Der findes sikkert alle mulige betegnelser for min fars »type«, men jeg har aldrig mødt nogen, der kunne sætte ham ned i den rette boks. At min far opførte sig sådan, bliver meget hurtigt tolket som »menneskelig deroute«. Folk antager, at det er synd for mig, at jeg voksede op med alkoholmisbrug. Sådan ser jeg ikke på det. På trods af, at vores hverdage var balstyriske, husker jeg tiden som meget livsbekræftende,« siger han.

Drømte om at blive trommeslager

Vi forbliver i 80erne. Teenageren Mikael Bertelsen drømte om at blive trommeslager, om at blive rockstjerne. Men trods flere forsøg med forskellige bands fejlede han gang på gang. Han var ikke god nok med stikkerne til at blive blandt hovedstadens bedste, og til sidst så han ingen grund til at fortsætte. Men dyrkelsen af den »smalle« musik, der kom fra England i disse år, og som udviklede sig til at blive lyden af 80erne, fortsatte.

Han dykkede ned i subkulturen med venner, der var tre-fire år ældre end ham selv. De hang ud omkring pladebutikken Gry i Sankt Peders Stræde. Mikael og de øvrige, unge musikelskere brugte deres penge på importerede plader og måtte derfor ofte gå hjem til farmand Gunnar Bertelsen på Kultorvet for at få aftensmad. Uden videre røg et par culottestege i ovnen, mindes Mikael Bertelsen.

»De her ældre venner, som jeg så utrolig meget op til, var virkelig glade for min far. Når vi spiste, kunne jeg ligesom sidde og følge med i, hvordan de interagerede med ham. De havde ikke den samme forhistorie med ham som jeg og resten af familien.

Jeg kunne se, at de kunne forstå ham. At de satte pris på hans kvaliteter. Det er en stor gevinst for mig at tænke tilbage på for at komme overens med de ting, jeg oplevede i min ungdom. Jeg sætter pris på det i dag.«

Når Mikael Bertelsen snakker om de scener fra sit liv i dag, bliver han tydeligt rørt. I dag er det godt ti år siden, faderen døde. Få uger efter begravelsen i Stefanskirken – der var fyldt til randen med venner fra Bo-Bi Bar, Andy’s og Café Victor – ringede en kvindelig arkitekt til Mikael. Hun havde arbejdet med Gunnar Bertelsen i 20 år.

»Du skal vide, at jeg oplever din far som et af de største talenter inden for dansk arkitektur nogensinde,« sagde hun og fortsatte: »Man han smadrede det. Smed det hele væk med fest og druk.«

Det er ikke mange år siden, at Mikael Bertelsen tænkte, at det var lidt til grin, når mænd gennem avisartikler som denne talte om faderkomplekser.

»Men i dag ser jeg, at 90 procent af alt, hvad jeg gør, er ham.«

Mikael Bertelsen i 2002, »De Uaktuelle Nyheder«, et af de mest iøjnefaldende programmer i hans TV-karriere.
Mikael Bertelsen i 2002, »De Uaktuelle Nyheder«, et af de mest iøjnefaldende programmer i hans TV-karriere.

Anarkistisk og forudsigelig på en gang

Selv om Mikael mestendels er Gunnar, og Gunnar mestendels er Mikael, er de alligevel modsætninger på adskillige områder. Faderens liv var splittet i to. Han var anarkistisk på den private front – rolig og forudsigelig, når han arbejdede.

»Modsat ham kan jeg i mit arbejde godt lide at tage chancer. At risikere ting. Jeg er ikke bange. I forhold til mine venner, børn og kone er jeg måske ikke ligefrem kedelig – men jeg er i hvert fald langt mere forudsigelig, loyal og trofast, end min far var. Her kan man virkelig tale om mønsterbrud.«

Som nævnt er han på fjerde år programchef på talekanalen Radio24syv. Inden da havde han en karriere i Danmarks Radio, der strakte sig over næsten to årtier. Han startede som en underbetalt og rystende usikker teenagereporter på ungdomsradioen og arbejdede sig siden helt op på chefredaktør-niveau.

Nogle af de mest iøjnefaldende programmer i hans TV-karriere er dem, der blandede satire og journalistik, såsom »De Uaktuelle Nyheder« samt »Den 11. time«. I det sidstnævnte delte han skærmtiden med journalist Mads Brügger, der er hans nærmeste arbejdspartner og den anden programchef på Radio24syv.

»At min far forspildte meget af sit talent, betyder, at jeg nægter at sjuske med de muligheder, jeg har. Men af og til kommer jeg i tvivl. Og den tvivl har været særlig hård de seneste to-tre vintre. Er jeg overhovedet opgaven på Radio24syv voksen?« spørger Mikael Bertelsen.

Når han nævner vintre, er det ingen tilfældighed. Nu skinner solen, men de seneste tre-fire måneder har været barske for den 47-årige kanalchef. Han kalder de mørkeste måneder for en »regulær overlevelsestur«.

»Jeg er i en mærkelig form for stilstand de måneder. Som om vinteren aldrig slutter. Men jeg vil ikke gå så vidt som at kalde det en vinterdepression. Det ville være disrespektfuldt over for alle dem, der oplever regulære depressioner,« siger han og forklarer, at vinterbadning og tablettilskud af D-vitamin hjælper ham på vej.

Men selv om stillingen på Radio24syv er krævende og sætter spor i ham, elsker han stadig projektet. Brænder for det. Da han på et tidspunkt i løbet af interviewet får mulighed for at fortælle om status på stationen, svarer han ikke med de gængse tre-fire-fem sætninger. Uden at holde pause ytrer han helt præcist 1.069 ord om emnet – fordelt på 82 sætninger. Her bliver ikke smagt på ordene som tidligere i vores samtale – de ryger ud som skidt fra en spædekalv.

Massiv kritik af kanalen

Et af elementerne, han fremhæver, er den massive kritik, kanalen har modtaget. Fra medier og meningsdannere.

»Jeg ved ikke, om det her kan holde til at komme i avisen, men da vi startede i 2011, fik vi 3.000 ansøgere til 70 stillinger. Når vi får kritik i dag i andre medier, kan jeg genkende navnene på mange af de journalister, vi i sin tid sagde nej til.«

Men også fra lyttere kommer der kritik. Mange af brevene ser han som en stor ros, selv om ordene kan være barske. Det betyder, at folk er begyndt at kere sig om kanalen, mener han. Alligevel fremhæver han særligt ét brev, som han aldrig glemmer:

»En lytter skrev til mig, at alt, hvad jeg foretager mig, »er om sig selv kransende«,« siger han og holder en pause. Tre-fire sekunder passerer.

»Der er nok noget om det,« siger han og kommer med følgende forklaring:

I den vilde opstart tilbage i november 2011 havde både han og Mads Brügger en tendens til at tænke om de enkelte programmer og værter, at »dét der er virkelig ikke godt nok – det kunne vi gøre bedre selv«.

»Jeg har måske endda sagt ordene højt. Det må have været meget demotiverende for vores medarbejdere,« fortæller Bertelsen.

Selv om han ad flere omgange havde prøvet at lede og fordele frem for at »være på«, var det stadig svært for ham at holde sig væk fra mikrofonen. Han er »af natur en cirkushest, der har svært ved at bakke ud af rampelyset.

Men jeg må understrege, at vi gennem årene har skabt en lang række programmer og ansat nogle værter, der kan en hel del, som Mads og jeg aldrig ville kunne hitte ud af,« siger han.

»Og så må jeg bare sige, at de perioder af mit liv, hvor jeg kigger på, i stedet for at bruge al tiden på at være så ... fuld af mig selv, er de perioder af mit liv, hvor jeg lærer allermest om at lave både tv og radio. Og om mig selv.«

Se Mikael Bertelsen tale ... og tale ... og tale

 

Se Mikael Bertelsen interviewe Morten Messerschmidt

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.