Martin Hall og de tre epoker

Han startede med punken og blev undergrundsstjerne i 80erne. Senere vågnede han op som popstjerne, mere spillet end Thomas Helmig. I det nye årtusind blev han landskendt som intellektuel dommer i Talent, forfatter og komponist med stort K. MS har mødt multikunstneren Martin Hall – og talt med ham om tre skelsættende faser i hans liv.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

I dag er det 9. november. 25-årsdagen for Berlinmurens fald 1989. En symbolsk dag for hele Europa. Også for punkerne, som søgte mod forfaldet i Vesttysklands hovedstad. Dagen er også Martin Halls. For datoen er den præcise 35-årsdag for hans koncertdebut ved det efterhånden sagnomspundne arrangement Concert of the Moment i Saltlageret, hvor tidens hotteste punkbands som Sods, No Knox og Prübelknaben var samlet. Arrangementet er blevet en milepæl inden for dansk punk- og rockhistorie og enhver pensioneret punker med respekt for sig selv kan henvise til koncerterne, som blev udgivet på vinyl.

Her slog den blot 16-årige Martin Hall sin første tone an og var snart en anerkendt kraft i dansk kulturliv. Det er han stadig.

I denne måned optræder han i performanceforestillingen Prototype/Protokol, som blandt andet når til Berlin. Forestillingen, som er en blanding mellem teater, musik, lyrik og film, handler om den tabte samhørighed mellem generationerne.

Vi satte Martin Hall stævne for at portrættere ham gennem tre livsfaser. Det passede perfekt, svarede han, for det var netop, hvad han havde gennemlevet. Og hvem er så denne multimand? En selvdestruktiv punker, en androgyn provocateur, en intellektuel popsnedker?

Martin Halls mangefacetterede image gør ham til en af de mere tvetydige skikkelser på den danske kulturscene. Alene af den grund var det svært at finde et mødested. Som han skrev til mig, da jeg foreslog at mødes på et af de gamle steder:

»Jeg har så sent som i går tjekket gamle industrihaller ud på Amager, men alt »sandt faldefærdigt« er væk nu om stunder – fortiden udraderet af byfornyelsen. Mine teenageårs vigtigste steder er gone – Rockmaskinen, Madame Arthur, Saltlageret, Tannhäuser, Ungdomshuset på Jagtvej, B&W-hallerne... Anyway, det bliver næsten også for bagstræberisk at stå i en eller anden industribygning.«

I stedet mødes vi foran Statens Museum for Kunst og går på Rambla i nærheden, hvor vi spiser et stykke kage og drikker en kop kaffe. De mindre rå omgivelser er ganske sigende for Martin Hall, som er gået vejen fra undergrund over mainstream til etableret finkultur.

Det slår mig, hvordan han det ene år kan ligge på et koldt betongulv høj på amfetamen og dyrke snobbet avantgardepunk og det næste årti være den mest spillede popstjerne på The Voice.

»Som person er jeg kendetegnet ved store personlige udsving. Stor usikkerhed, et mærkeligt skizofrent forhold mellem et patologisk selvhad og ditto periodisk storhedsvanvid,« forklarer han med sin tykke københavneraccent. Tag med Martin Hall på rejse gennem tre epoker.

Punk og post-punk

1970-80erne

I slut-1970ernes fjernsyn buldrede det med sammenstød i det klasseopdelte England. London kaldte, punks fra fjerntliggende byer gik amok i hovedstadens gader, og Sex Pistols skreg på floderne, nærmere bestemt Themsen, foran det engelske kongehus.

»God save the queen, she ain’t no human being, it’s a fascist’s regime, we mean it maaan«, lød det fra båden, nummeret blev bandlyst i radioen, bandmedlemmerne arresteret, og næste dag sås de på forsiden af alle aviser. No Future-generationen var født, også kaldet generation x og nå-generationen.

Herhjemme truede tiden med oliekrise og arbejsløshed. Martin Hall spændte sine ører i pladebutikken Superlove, og snart var han punk, en oprører, der udfordrede samfundet, »for hvorfor skulle man vente på at blive okay’et blandt de etablerede? Det fungerede jo tydeligvis ikke, det, der var gået forud. Det kunne ikke blive værre, så man måtte prøve med det, man havde,« fortæller en hurtigttalende Martin Hall.

Helt uproblematisk var det ikke at være rebel. Martin Hall ser specielt tilbage på dagen, han købte en hundekæde, som var en typisk pyntegenstand for punkere. Med kæden ville de vise omverdenen, at borgerne i det kapitalistiske samfund var undertrykte og ufrie.

»Det var den dag, det gik op for mig, at tolerancen i hvert fald ikke var implementeret i det danske samfund. Det var dagen, hvor jeg farvede mit hår tofarvet ved egen hjælp. Den lokale hundekennel ovre på Værnedamsvej var ikke sagen, så jeg tog ind i Magasin med min mors kort, de havde en kæledyrsafdeling på 4. sal. Jeg ønskede en særlig glamourøs kæde, som jeg gik over og gav ekspedienten. Han lod den dingle mellem vores to ansigter, kiggede på mig med et blik, der kunne dræbe, mens han holdt masken: »Skal jeg pakke den ind, eller skal De have den på med det samme?« spurgte han hånligt.« Det skulle han selvfølgelig. Og det havde konsekvenser.

Martin Hall, dansk forfatter, musiker, sanger og komponist.
Martin Hall, dansk forfatter, musiker, sanger og komponist.

»På vejen hjem over Rådhuspladsen satte to enorme, oksehudsklædte motorcykelentusiaster efter mig. Jeg flygtede op i bussen, men lige i det øjeblik, dørene lukkede, nåede en af rockernes hænder mellem dørene. Han gennembankede mig, og ingen gjorde noget, hverken de ti pensionister eller buschaufføren, som med fuldstændig neutral stemme sagde: »Næste stop: Hovedbanegården«.

Rockerne var typisk brede og tunge fyre, som var permanent ude efter punkere. De kom i sjak på 30 og ventede på at banke 1,5 meter høje 14-årige punkere. Men rockerprygl og hadet fra det omkringliggende samfund skabte et broderlignende forhold blandt de sortklædte, fortæller Martin Hall.

Snart mødte han Steen Jørgensen fra Sort Sol, Fritz Fatal fra Before, koncertarrangøren Eddie Haircut. Han gik fra skolens afgangseksamen i fuld punkpåklædning med et 13-tal i både latin og matematik. Snart var han en del af fem bands, primært som frontfigur i avantgardegruppen Ballet Mecanique, hvor leg med køn, seksualitet og stimulerende medikamenter var en selvfølgelig del af festen.

»Med punk kunne man skabe alt af ingenting med tre akkorder, man kunne ændre verden. Det var en obskøn spejling af køn og samfund. Jeg var meget imponeret over, hvor alsidigt miljøet var. Evighedsstudenter og sociale tabere gik side om side med akademikere og forfattere: Søren Ulrik Thomsen, Poul Borum og Michael Strunge. Selv speedjunkierne havde en idé om, at dannelse havde en plads. Det kan godt være, de ikke døde med Baudelaires ord på deres læber under det sidste skud heroin, men jeg så en nedbrydning af sociale grænser, der var meget positiv.«

Hurtigt skulle punken dog dø ud. Reduceres til en uniform med hanekam, læderjakker, Dr. Martens-støvler, bondageimitationer og hundeklokker.

»Da det blev en uniform, var punken overstået. I det øjeblik, man kan gengive en formel, mister fænomenet sin kraft. Men på trods af al modstanden fra det etablerede samfund var det, der skete i England i 1976-77, meget af det man fandt på de franske catwalks i 1980-81. Modeverdenen introducerede den androgyne, transseksuelle punk light.«

Martin Hall, dansk forfatter, musiker, sanger og komponist.
Martin Hall, dansk forfatter, musiker, sanger og komponist.

Det var på sin vis en lille sejr. Men den havde sin pris. Mens Martin Hall nød stor anerkendelse for sin musik og som debuterende forfatter, indtraf en sort død, hvor mange i hans omgangskreds gik ned på stoffer, adskillige fik HIV, og nogle begik selvmord som følge af eksistentielle kriser.

»Rigtig mange fra dengang er døde. Tager vi Søren Svendsens fotobog fra dengang, Lort Nok, er det slående at slå op og se en masse glade sunde, hvalpeagtige teenageansigter i start-80erne og opdage, at over halvdelen af de folk er døde nu. Jeg havde et vinterhalvår, hvor fem mennesker omkring mig døde, tre selvmord og to overdoser, blandt de døde var min egen mor og en tidligere kæreste.«

Martin Hall var selv i farezonen, da han eksperimenterede med stoffer for at finde inspiration.

»Jeg levede et hedonistisk, meget grænseoverskridende liv. Mit held var, at jeg som arbejdsmenneske kunne stå op mandag morgen. Men jeg løb tæt på grænsen i flere perioder. Jeg var tæt på at … der var en fase i mit liv omkring 1984-85, hvor heller ikke de nærmeste omkring mig troede, at jeg havde mange år tilbage.«

I sommeren 85 besluttede han sig for at færdiggøre sin sidste indspilning og trække sig tilbage i isolation. Han opsøgte teosofiske samfund, sendte breve til okkulte selskaber i USA, dyrkede yoga, sang meditationssange med sikherne nytårsaften, mens de spiste kiks og ingefær. Han troede selvfølgelig, det var slut med musikken.

Popstjernens storhed og fald

1990erne

Det var det så ikke. Genopstandelsen fandt sted. Omtrent da Muren brast, brød Martin Hall gennem murstenene til poppens hitlister. Singlen »Beat of the Drum« blev årets mest spillede danske single på radiostationen The Voice, og lige så ironisk var det, at læserne af MM havde stemt undergrundsikonet over Thomas Helmig i en afstemning om bedste sange.

»Overgangen til at blive popstjerne skete med et smil, for det var ligesom det mest provokerende, jeg kunne gøre over for mit gamle publikum. Pludselig stod man på et diskotek og hørte sig selv. Fuldstændig barokt, ikke? Jeg nød hvert et øjeblik, selv om mit nye publikum ikke havde en tilnærmelsesvis forståelse for det perspektiv, jeg arbejdede med. Så det første, jeg gjorde, var selvfølgelig at indspille en plade med Irma Victoria, en 67-årig kvinde, som ikke kunne synge, det blev en total skandale. Hun endte med at blive grammynomineret, stemt ind af en specialjury. Hvorefter jeg igen lagde mig ud med hele det publikum, jeg lige havde fået. Det var i sig selv meget tilfredsstillende.«

Værre var det ikke. I 1996 udkom Random Hold, som blev en stor kunstnerisk succes. Pladen blev i pressen entydigt udråbt til en af Halls vigtigste nogensinde. Samtidig fik han et Tysklandscomeback, hvor han havde haft elektroplader ude i 80erne. Snart begyndte han at skrive sange til blandt andre Caroline Henderson og Hanne Boel, vandt priser og tjente med egne ord urimeligt mange penge.

»Det, jeg elsker ved popmusik, er, at mandag skriver du en sang om et tabu, tirsdag indspiller du det, onsdag udgiver du det, torsdag er det i butikkerne, og fredag har det solgt en million. Siden Andy Warhol har popmusik ændret vores syn på køn og seksualitet ved at gøre tabu til mainstream, Madonna introducerede S&M, Pet Shop Boys gjorde gay sexual freedom tilgængeligt for en masse mennesker, og Lady Gaga har også rykket seksuelle grænser.«

Martin Hall faldt godt ind i 1990ernes poppede bølger, men til trods for succesen spillede han ikke meget live. Presset op til koncerterne var for stort. Samtidig tog arbejdet overhånd, der var lidt for meget glamour, krævende sangerinder og et stadigt pres på fra pladeselskaber i forhold til optrædener og singler. Martin Halls i forvejen semi-skrøbelige psyke legede med ham.

»I 1999 havde jeg et totalt sammenbrud. Det i 1985 var eksistentielt, 1999 var et totalt kollaps på alle punkter. Jeg var svimmel, kunne ikke arbejde. Jeg blev sendt til undersøgelser overalt, man troede, jeg havde fået en hjernesvulst. Jeg havde kørt mig selv for hårdt, spiste de forkerte ting, led af søvnløshed. I perioder kunne jeg svinge mig op til at komme ud af døren, men jeg kunne ikke holde mig oppe særligt lang tid ad gangen. Efter et stykke tid kiggede min læge på mig og sagde: »Martin, jeg tror, du har haft et nervesammenbrud.« Og så blev jeg nødt til at genopbygge mig selv og starte fra 0. Det var en stor lektion i ydmyghed,« fortæller Martin Hall, der ikke mødte den store medfølelse fra pladeselskaberne.

»Til det sidste møde på EMI var jeg syg og havde fået at vide af en læge, at jeg muligvis havde en hjertefejl. Det var et møde med syv mennesker, men ingen kommenterede min tilstand, det var business as usual, jeg fik min første og eneste guldplade i hånden og gik hjem med den i en Føtexpose. Det var temmelig Down and Out in Paris and London-George Orwell-agtigt. Mere elendigt blev det bare ikke. Det tog et halvt års tid at blive genopbygget, men i sommeren 2000 kom det igen, hvor jeg lå i sengen det meste af tiden. Det tog mig flere år at få en normal hverdag igen. Det har betydet, at jeg aldrig arbejder om aftenen mere, for det kaster mig direkte tilbage til symptomerne. Mit sociale liv stoppede mere eller mindre. Altså, jeg havde stadig venner, men jeg skar radikalt ned på at gå til koncerter, gå i byen og så videre.«

Fra popstjerne til TV-ansigt

Det ny årtusind

00erne kom om muligt endnu længere væk fra punkens æra og salonlivets dekadence. Omfattende byrenoveringer havde ført til stigende velstand i København, folk fra forstæderne rykkede ind, og Indre By var snart overfyldt med »spritstive forstadsrødder uden kulturelle eller kunstneriske sindelag«. Det engang alternative kvarter Pisserenden blev overtaget af discountbarer. Kun de få rå blev tilbage på punkbulen Floss, der endnu står som et bevis på fortidens råhed og anarki.

Martin Hall fik sit store gennembrud som forfatter med tobindsmastodonten Den Sidste Romantiker, en dannelsesrejse fra 1980 til 2005.

Vi så Martin Hall sidde som dommer i Talent 2008 på DR1, hvor han grinede ad de optrædende iført kostumer af halvnøgne damer, vi så, hvordan han forsøgte at introducere en glemt dannelseskultur til publikum, blandt andet med referencer til en vis marquis Marcel de Sade og dennes fantastiske eventyr, og vi så, at publikum lo, når han afslørede sine mest beskidte og hede drømme om menneskerobotter.

»Hvordan er det at være inde i Martin Halls hoved?« spurgte en af værterne.

»Jeg ved det ikke. Der er vist ikke så meget plads,« svarede den anden.

Multikunstnerens hoved var i hvert fald godt fyldt op. Og hans ansigt blev atter kendt i byen.

»Det var meget sært at blive genkendt. I en kort periode var jeg den mest populære dommer, ifølge statistikker. Børnefamilier og pensionister løb over til mig for at få autografer. Vi taler altså om en mand, der dyrkede sex med andre mænd på scenen i 80erne, og som står for en af de mest larmende produktioner i dansk rockhistorie. Du skal tænke på, at alle kender Martin Hall, men jeg har ikke noget stort publikum. Jeg er blevet en persona, men ingen ved, hvad jeg laver.«

Missionen med Talent lykkedes

»En dag, da jeg gik på gaden, kom en 10-12 årig pige over til mig og sagde, at hun så programmet hver fredag, og at hun i øvrigt lige var gået i gang med at læse Karen Blixen, fordi jeg havde citeret hende. Det er nok den bedste kompliment, man kan få for sit forsøg.«

Senere blev han smagsdommer på DR2 og var aldrig bange for at sige sin mening, som da han kaldte den højt roste forestilling Tribadernes Nat med Paprika Steen og Flemming Enevold for »en 2,5 times lang pinsel«.

Med pengene fra Talent 2008 finansierede han flere albums, blandt andet det anmelderroste Hospital Cafeterias fra 2009. Udlandet er det også blevet til med optræden, albumsalg og bogoversættelser i Europa. Det bliver sandsynligvis ikke til mere populær-TV som Talent, til gengæld går han nu 100 procent ind i sine hjerteprojekter som komponisk og kunstner. Der ser alt sammen lovende ud – men hvad tænker Martin Hall selv om sin karriere lige nu?

»Til tider føler jeg mig nok lidt som et fyrtårn i en kloak – som noget strålende, men i bund og grund ubrugeligt. Heldigvis synes tiden at arbejde for mig. Jeg har i hvert fald mulighed for at lave rigtig mange af de ting, jeg tidligere drømte om, nu. Det er en stor glæde.«

Martin Hall, dansk forfatter, musiker, sanger og komponist.
Martin Hall, dansk forfatter, musiker, sanger og komponist.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.