Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Maja Lisa Engelhardt: Det store er at tilgive

Den internationalt anerkendte kunstner Maja Lisa Engelhardt, som for tiden er aktuel med udstillingen »Porten« i Viborg, havde en smertefuld barndom. Men mødet med Kierkegaard og kristendommen på det lokale bibliotek lærte hende at tilgive.

»Se solen, når den falder ind på gulvet. Er det ikke smukt?« Maja Lisa Engelhardt peger på de firkantede fragmenter af lys, som bevæger sig på gulvet foran hendes store landskabsmaleri. Det hænger på Skovgaard Museet i Viborg, som netop har åbnet dørene til Maja Lisa Engelhardts nye udstilling »Porten«.

Lyset og naturen har, så længe hun kan huske, betydet meget for den 55-årige billedkunstner, der er en af Danmarks førende malere, og en af de få, som også har haft et gennembrud i USA. Sideløbende med maleriet har hun bl.a. udsmykket Odense Rådhus, Københavns Universitet og en lang række kirker med alt fra glasmosaikker til bronzerelieffer.

Læs også:
Nicolaj Kopernikus: Leg kan også være hårdt arbejde
Nanna Lüders: Født under en uheldig stjerne
Rune Klan og ham der ikke klapper

Som barn legede hun ved vandet i Nordvestsjælland og malede dyrene, blomsterne og træerne. Allerede dengang vidste hun, at hun skulle være maler. I dag er naturen stadig en vigtig inspirationskilde for hende: En abstrakt rose. En klynge træer. Bølgende vand.

Kontakten til naturen stammer fra barndomshjemmet – et husmandssted helt ud til et fredet område ved vandet. Sammen med lillesøstrene Rachel og Lea byggede hun en hel verden op i den lille have. Træer blev til dyr. Huler blev til huse. På den måde var fantasien og haven et tilflugtssted fra hjemmet. For Maja Lisa Engelhardts barndom var langtfra idyllisk.

Det kunne ellers se sådan ud: Forældrene var vegetarer, dyrkede haven biodynamisk og gik i indisk-inspireret tøj. De første hippier. I begyndelsen af 60erne afveg de dermed fra normen.

»Det var så anderledes end de småborgerlige hjem. Og frit på den måde, at hvis vi ikke havde lyst til at tage i skole, kunne vi bare lade være, for min far sagde, at lærerne bare var nogle idioter. Men det er farligt for børn, for så tænker de bare, at de ikke får en god karakter, fordi læreren er dum. Det er meget demoraliserende. Så det har virkelig været om at holde hovedet klart for ikke at blive en skævert,« siger Maja Lisa Engelhardt.

Hverken hun eller søstrene havde lyst til at pjække. De elskede at gå i skole. For ligesom naturen fungerede den som et frirum. Her var der ro, orden og tryghed – i modsætning til i hjemmet.

Maja Lisa Engelhardt betegner sine forældre som to idealister, som alt var gået galt for. Moderen var alkoholiker, elskede musik og ville have været pianist, men fik ikke lov til det af sine forældre, som prioriterede brødrenes uddannelse.

Faderen havde ikke et egentligt job, men drømte om en karriere som stor forfatter eller maler. Det fyldte så meget, at han ikke kunne holde ud at se på sin lille talentfulde datters tegninger og malerier. Når moderen roste hende for at have lavet en fin tegning, sagde han: »Hvad er det for noget møg, du har lavet?« og blev jaloux som et barn.

»Så det, jeg lavede, gemte jeg i skolen, så han ikke så det. Så slap jeg for det problem,« siger Maja Lisa Engelhardt.

Når familien sad om bordet i det lille køkken for at spise aftensmad, var hun og hendes lillesøstre rædselsslagne. De vidste, at faderen pludselig kunne eksplodere, råbe og finde på at slå.

»Vi turde næsten ikke sige noget og svarede ham med enstavelsesord. Han var meget magtfuld og udøvede sin magt omkring sin lille familie. Vi turde aldrig se ham i øjnene,« siger Maja Lisa Engelhardt.

Men det værste for Maja Lisa Engelhardt var ikke volden i sig selv. Det var utrygheden. Ikke faderens vrede, men forventningen om, hvornår den ville komme. Og frygten for, hvornår den ville slå ned. Det samme gjaldt moderen, som pludselig kunne råbe op, fordi hun var løbet tør for snaps. Det var som at slå med en terning. Uforudsigeligt. Og det skræmte Maja Lisa Engelhardt, som altid skulle købe alkoholen. Faderen var ligeglad og søstrene for små. Det var frygteligt, når moderen pludselig mærkede behovet om natten. Så vågnede Maja Lisa Engelhardt ved lyden af hendes skrig.

»Jeg sov på samme værelse som mine søstre, og så var det om ikke at vække dem. Jeg kunne simpelthen ikke tage, at de vidste det. De blev så bange og kede af det. Mit største ansvar var mine søstre,« siger Maja Lisa Engelhardt, som måtte stå op for at gå ud og købe snaps til sin mor.

Hun skiftede nattøjet ud med dagstøj og gik ud i mørket for at vække en »sur gammel købmand«, som hun siger. Han var altid iført pyjamas, når han åbnede døren.

»Nå, så er den gal med mor igen, hva’?« plejede han at sige. Maja Lisa Engelhardt ville ønske, at han ikke kom med den slags spydige bemærkninger. Hun hadede at skulle tage ud om natten og møde så vred en mand. Og købmandens humør blev ikke bedre af, at snapsen måtte skrives på en regning, fordi Maja Lisa aldrig fik penge med af forældrene.

»Der var bare ikke noget at gøre. Hun ville bare have det, ellers sad hun med et barberblad og sagde: »Hvis du ikke gør det, er det din skyld, at jeg dør.« Så jeg var nødt til at adlyde. Da jeg blev klogere, kunne jeg godt komme i tvivl. Var det mon rigtigt af mig? Skulle jeg mon hellere lade hende råbe og skrige og lade være med at hente snapsen? Men hvad var der så sket? Det kan du jo ikke vide,« siger Maja Lisa Engelhardt, der i mange år havde svært ved at forstå sine forældre.

»Jeg var vred på mine forældre. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor de ville udsætte os for den angst og den frygt,« siger hun.

Men sådan blev det ikke ved med at være. Vreden gav hun slip på, da hun som 16-årig mødte kristendommen på Kalundborg Bibliotek. Her fik hun en dag øje på Søren Kierkegaards bog »Kjerlighedens Gerninger«, som lå på et lille bord. Titlen havde hun svært ved at forholde sig til.

»Med det ansvar, jeg havde derhjemme, turde jeg ikke stole på nogen mennesker, bortset fra mine søstre. Jeg turde ikke tro på noget, for jeg følte, at alting smuldrede. Men jeg var helt sikker på, at der i naturen gemte sig en eller anden kraft og en godhed.«

Og da hun læste ordet »Kjerlighed« blev hun nysgerrig på, hvad der gemte sig bag titlen, som syntes at være så langt væk fra hendes virkelighed.

I bogen læste hun gang på gang ordene »Du SKAL elske din næste.« Med et bydende skal fremhævet med fed. Men hvem var Maja Lisa Engelhardts næste?

»Det var jo min mor og far derhjemme. Jeg kan takke Kierkegaard for, at han tog mig under armen og fortalte mig, at min mor og selv min psykopatiske far er min næste. Så jeg blev formidler mellem de to og prøvede at formilde dem. Der skal gode kræfter til at stå op imod to voksne, der bekæmper hinanden, og samtidig beskytte sine to søstre. Men jeg kunne klare det, fordi jeg læste Kierkegaard.«

Læs resten af interviewet på de næste sider

 

Hun taler om Kierkegaard, som om han stadig lever. Som om hun kender filosoffen personligt. En kær ven. Gennem ham forstod hun, at moderen ikke drak for at gøre hende ondt, men fordi hun var syg. Og at også faderen havde brug for hendes kærlighed.

Læs også:
Nicolaj Kopernikus: Leg kan også være hårdt arbejde
Nanna Lüders: Født under en uheldig stjerne
Rune Klan og ham der ikke klapper

Så da Maja Lisa Engelhardt flyttede hjemmefra, sørgede hun for at besøge sine forældre jævnligt. Især når det virkelig brændte på, og de skændtes, forsøgte hun at mægle mellem dem. Siden erkendte begge forældre, at de havde begået fejl. Og før de døde, tilgav hun dem. Faderen sad hun og holdt i hånden, når hun jævnligt besøgte ham på plejehjemmet. »Han døde i fred, og jeg lever i fred med, at jeg har tilgivet ham,« siger Maja Lisa Engelhardt. Også moderen så hun med jævne mellemrum. De sidste syv år af sit liv var hun ædru, og de havde sjove og dejlige oplevelser sammen.

»Hun begyndte at blive klar i sit væsen, og så havde hun syv år, inden hun gik bort, hvor hun var klar, nærværende og kærlig.«

Kierkegaard og Bibelen har hun med sig overalt. For da Maja Lisa Engelhardt begyndte at tro på Gud gik det op for hende, at man ikke bør have bestemte forventninger og krav til livet, som man måske ikke kan realisere. Det var netop det, der var gået galt for hendes forældre.

»Jeg havde ikke længere ondt af mig selv. For mig var der ikke længere noget, der var uretfærdigt. Det er den forandring, der sker, når du forstår, at hvad der end sker, er der en mening med det, fordi du tror,« siger hun.

Kristendommen afspejler sig i Maja Lisa Engelhardts kunst. Hendes malerier er på én gang landskabsmalerier og kristne billeder – af skabelsen for eksempel. Selv om hun føler, at hun lever i en tid, hvor forstand og videnskab helst skal stå over tro og religion.

»Hvis man virkelig skal være nutidig, skal man helst være ateist. For er du ateist, går du ind for, at det er din forstand, som du lever efter. Men når du tror, har du ikke brug for forstand og begavelse, men for fuldstændig overgivelse, og den overgivelse har mennesker så svært ved,« siger Maja Lisa Engelhardt.

»Men det ligger mig så fjernt at missionere. Jeg føler ofte, at kristne fordømmer, men det har man slet ikke ret til. Det er hver mand for sig. Nogle former for kristendom, som er lidt jubelagtige, kan jeg godt væmmes ved. Men jeg dømmer ingen. Kun mig selv. Jeg har ikke behov for at gå til alters og lade andre se, at jeg knæler. Jeg har behov for selv at tro. Hele grunden for mig i hele mit liv er, at hvorend jeg befinder mig, er jeg hos Gud, og når jeg står hos Ham, går al ondskab mig forbi, fordi han værner om mig.«

Ved siden af kunsten hjælper hun børn i voldsramte familier via frivilligt arbejde i en forening. For hun husker selv, hvor frygteligt det var, at hun ikke kunne tale med nogen om problemerne derhjemme. Og hun ved, at hun var nødt til at tilgive sine forældre for at komme videre. Og at det er derfor, at hun har klaret sig så godt.

»Jeg håber, at jeg kan hjælpe børn, som har været igennem det, jeg selv har oplevet. Det er vigtigt for mig at fortælle dem, at de ikke skal føle sig som ofre. For så bliver de i offerrollen og skyder skylden på barndommen, hvis det går dem dårligt. Det er så vigtigt, at man ikke bliver ved med at tænke, at man har været igennem uretfærdigheder. Og det store, man kan gøre, er at tilgive,« siger Maja Lisa Engelhardt. Hun taler med en sjælden ro. Sluger ingen ord, ikke engang et par bogstaver. Siger så konstaterende: »Vi er jo nødt til at komme videre.«

I dag bor Maja Lisa Engelhardt i Paris sammen med ægtefællen Peter Brandes, som også er en veletableret kunstner.

Parret har ingen børn.

»Det svigt, jeg selv har oplevet, vil jeg ikke udsætte andre for,« siger Maja Lisa Engelhardt.

»Mit arbejde er mit kald. Jeg elsker de børn, som jeg er omgivet af, men med alt det rejseri ville jeg være kommet til at svigte mine egne børn, og det ville jeg ikke kunne leve med. Så det er en meget velovervejet beslutning – man kan ikke få alt i livet. Det har man ikke krav på.«

Læs også:
Nicolaj Kopernikus: Leg kan også være hårdt arbejde
Nanna Lüders: Født under en uheldig stjerne
Rune Klan og ham der ikke klapper

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.