Mads Mikkelsen om fransk: »Tag bare et ord som ’moustache’. Det er hunkøn! Ligesom testikler. Så har man ikke en chance«

Danmarks verdenskendte sexsymbol springer ud som en meget lidt tiltrækkende, kronisk onanerende og selvklynkende mandsperson i Anders Thomas Jensens nye film, Mænd og høns. Mød Mads Mikkelsen i en samtale om danskhed, dygtighed og barndommens gade.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Mads Mikkelsen er ikke specielt attraktiv. I filmen, altså. I »Mænd og høns«, Anders Thomas Jensens nye vilde, varme og vanvittige fabel om fem brødre med læbe- ganespalte og skørt ophav.

Faktisk er han så uattraktiv, at selv scener, der i andre sammenhænge ville gøre biografsæder kloden over fugtige og fulde af forlibte fruentimmere, har en meget ikke- erotisk virkning.

Og hvem skulle have troet det: en konstant onanerende Mads Mikkelsen, og det gør mere ondt end godt. Nej, vel? Men i denne film er verden om ikke vendt på hovedet så i alt fald formet skæv. Det er »Blinkende lygter« og resten af Anders Thomas Jensens filmiske univers ganget op i tredje potens.

Handlingen er i korte træk: De to brødre Gabriel og Elias får ved farens død at vide, at de er adopteret. Det lykkes dem at opspore den biologiske familie – den temmelig fraværende far og tre aparte halvbrødre. Ud af den grundlæggende enkle historie vokser en kringlet fortælling om broderbånd og genetisk baggrund, kærlighed og korporlighed.

Det giver en film, der er dybt underholdende og meget rørende. Og som altså forvandler skuespilleren, Mads Mikkelsen, der ellers oser af saft og kraft, til en selvklynkende krøltop med kronisk behov for akut selvtilfredsstillelse og et fåret blik i øjnene.

Eller ’fåret’ er måske ikke det rigtige udtryk. Men det er noget med dyr, og så må man få resten af den forklaring i biografen, selv om man kan sige så meget, at onani og sodomi er væsentlige elementer i handlingen. Sexsymboler er der så til gengæld ikke så mange af.

»Nu er det jo 15 år siden, at jeg var oppe i den kategori,« siger Mads Mikkelsen og løfter begge hænder afvæbnende.

Nyt syn på Danmark

MS møder den danske skuespiller, da han er hjemme for en kort bemærkning, inden han skal tilbage til Canada, hvor han spiller titelrollen i NBC-serien »Hannibal«. Når han er væk fra hjemmet i Hellerup, besøger hans hustru, koreografen Hanne Jacobsen, og børnene Viola, 21, og Carl, 17, ham så tit de kan, og sønnen har boet med sin far i Canada i en periode.

Men de ser ikke så meget til hinanden som i andre familier. Til gengæld har der været andre tidspunkter, hvor der ikke har været noget job i flere måneder, og han har været hjemme hele tiden.

»Sådan har jeg jo levet i mange år, også inden jeg blev skuespiller. Jeg har været alle mulige steder i verden. Jeg har altid haft min base i Danmark, men jeg har også været vant til, at der sker andre ting end det, der sker i Danmark. Og der er inspiration at hente alle steder.

Når man rejser meget, får man et andet syn på det, man kommer fra. Det gælder for alle, om man kommer fra Danmark eller et andet land. Der opstår en nostalgisk kærlighed til det derhjemme, og der kommer nok også et mere nuanceret, kritisk syn på det.

Mads Mikkelsen, skuespiller.
Mads Mikkelsen, skuespiller.

Det, vi ser som komplette sandheder i vores verden, er bare ikke komplette sandheder andre steder. Tag vores velfærdssystem, som vi er stolte af, og som vi også skal være stolte af, men altså…«

…hans stemme sænker sig til en hvisken…

»… vi kan også godt se, at der er andre steder, hvor det fungerer bedre. Og faktisk billigere.«

Han skruer en anelse op for volumen igen.

»Vi bliver nødt til at komme ud af denne her puppe og stille os selv nogle spørgsmål. Det handler ikke om at være venstreorienteret eller højreorienteret. Men det kan være, at man skal rejse ud for at forstå det.Der sker noget med én, når man rejser ud, jeg ved ikke, hvad det er. Man får flere farver på og ser også ting, som lige pludselig bliver smukkere og bedre.«

Han sætter talestrømmen på pause. Kører en hånd gennem håret. Fokuserer.
»Jeg er dansker, jeg har altid været dansker, men samtidig har jeg en form for rodløshed i mig, og det gør nok, at jeg aldrig har haft det sådan, at det er det eneste i verden. Eller det vil sige... der er kun ét landshold, og det er klart det bedste. Sådan er det bare. Men ok, de er pisseuheldige hele tiden.«

»Kill your darlings«

Det er de fem brødre i »Mænd og høns« også. Uheldigheden er på sin vis allestedsnærværende. Det mest heldige er, at de ejer en stor gammel og afsidesliggende herregård på en småt beboet dansk ø – i virkelighedens verden et nedlagt sanatorium i Tyskland. Her blev store dele af filmen optaget, resten på Fyn, og derfor måtte Mads Mikkelsen endnu en gang rejse ud for at arbejde, for at pleje sin rodløshed.

Den onanerende Elias er mere end almindeligt forhippet på at blive accepteret og elsket af sin lidt mindre unormale bror Gabriel, og senere af de tre andre (spillet af Søren Malling, Nikolaj Lie Kaas og Nicolas Bro). Det fører ham ud i både groteske og gribende situationer, hvor han dog sjældent er den, der hiver stikket hjem.

»Når Anders Thomas skriver, kommer der mange ting med, og karaktererne spreder sig i mange retninger. Der gælder det om at samle dem lidt, så undervejs har vi forstærket nogle af dem, blandt andet brorrelationen mellem David og mig, og vi har simplificeret noget andet.«

Du siger »vi«?

»Ja, altså gruppen. Anders Thomas arbejder med, at vi snakker om det. Vi har i samarbejde simplificeret det hele lidt. Elias er stadig uforudsigelig, og det er topsjovt, men nogle gange er det godt at få rollen ført i en lidt anden retning og gøre den lidt mindre sjov. Så man får lidt mere fat i historien.«

Blander du dig generelt meget i din rolle?

»Ja, det gør jeg. Jeg blander mig rigtig meget, men forhåbentlig på en god måde. Man skal forstå, hvad det er vedkommende vil med sin historie. Hvis jeg synes, at der er enkelte steder, hvor jeg har det sådan, at… »argh, nu synes jeg, at det går af sporet med det, du vil, måske skulle du hellere…« Så siger jeg det. Jeg er meget til »kill your darlings«.

En Billy Elliot-historie

Mads Mikkelsens rødder blev plantet for 49 år siden og groede sig stærke på Nørrebros stenbro. Her boede familien, og i takt med, at faren steg i graderne på jobbet, flyttede de fra baghus til forhus og til de store herskabslejligheder. Nørrebro var dengang en bydel med værtshuse på hvert andet gadehjørne, en papirfabrik i baggården ind mod Mosaisk Gravplads og midt i det hele to kirsebærtræer, »der var så enorme, at de gik helt op til 3. sal. Det var trygt og godt. Klassisk arbejderklasse.«

Efter gymnasiet og gymnastikken, som han dyrkede i en årrække, blev han lidt ved et tilfælde danser og dansede i otte-ni år. En Billy Elliot-historie, som han siger. Han rejste og optrådte, bl.a. som femme fatale i musicalen La Cage aux Folles på Aarhus Teater, var to gange på Martha Grahams sommerskole, men stoppede så.

»Jeg kunne godt lide at lave det, men det kedede mig at kigge på. Jeg var mere forelsket i dramaet, når vi en sjælden gang gik i den retning, end i det, der var æstetisk. Og dans kan sgu blive meget æstetisk. Jeg ville gerne have, at det blev mindre æstetisk, grimmere, mere dramatisk. Og så slog det mig, at jeg nok skulle gå den vej i stedet.«

Hvor kreativiteten hos ikke bare ham, men også broren, skuespilleren Lars Mikkelsen, kom fra, ved han ikke. Der cirkulerer ikke familiehistorier om, at nogen i slægten skulle have været kunstnere.

»Min far elskede »Bliktrommen« og jazzmusik, og så samlede han på og optog radioteater. Det var en af de store ting i vores liv som børn. Vi hørte radioteater, og vi kunne rigtig mange af dem udenad, specielt »Mordets Melodi«, som var en gyser. Jeg har lige tjekket med min storebror, og vi kan stadig alle stemmerne. Vi hørte den hele tiden. Så der havde vi en eller anden form for fantasiverden, der var dramaorienteret.«

Politisk korrekthed, nej tak

Han blev uddannet på Aarhus Teater, spillede med i Dr. Dante, fik sin filmdebut med Nicolas Winding Refns »Pusher« og sit folkelige gennembrud som kriminalassistent Allan Fischer i »Rejseholdet«. Han var en del af en ny generation af film- og teaterfolk, der ville noget andet og mere end det, man hidtil havde set, og som ville det sammen.

»Hvis man skal være fræk, kan man sige, at der kom en generation af dygtige folk, instruktører, producenter, kamerafolk og for den sags skyld skuespillere, som havde lyst til at gøre op med det der ’duarder’-film. Men altså, alt er relativt.

Man bliver dygtigere af at lave noget, man er ikke bare dygtig gennem hele sit liv uden at lave noget. Man skal have sin dygtighed et sted fra, og her var der ikke så langt fra tanke til handling. Man gjorde det bare. Men først og fremmest var det nok et lykketræf, at en masse folk havde nogle ambitioner sammen, som ikke var hippie-happy et-eller-andet.

Vi har haft et åg af helvedes tider over os, om hvorvidt noget nu var feministisk eller politisk korrekt eller venstreorienteret eller højreorienteret kunst. Men den slags er ikke kunst, det er bare budskaber, og det har vi været enormt befriet fra i vores generation. Vi har fortalt historier uden politisk farve, og det, synes jeg, er vigtigt.«

Men der er budskaber i film som »Mænd og høns«?

»Ja, men det er ikke højre-venstreorienterede budskaber. I sin yderste konsekvens er det en film om enten at cutte båndene til familien eller at lade være med at pive og acceptere, hvem man er, og få det bedste ud af livet. Det er ikke politisk, men filosofisk. At acceptere andre mennesker, lige meget hvordan de ser ud, er ikke politisk. Det burde ikke være politisk.«

Måske har politisk korrekthed overtaget scenen fra den politiske kunst?

»Et eller andet sted har den vel altid været der, og måske endnu hårdere i tresserne og halvfjerdserne. Jeg ved det ikke, eller også rendte jeg bare selv rundt i en klapbuks dengang og sang med på alle de der sange.«

Mads Mikkelsen, skuespiller.
Mads Mikkelsen, skuespiller.

Han griner. Og bliver alvorlig igen.

»Man skal omvendt passe på med at bruge begrebet om alt. Det er kommet til at stå for noget grimt, og det skal ikke i sig selv være grimt at være politisk korrekt. Der er heller ikke noget interessant i at ramme tabuer bare for at ramme tabuer.

Begge dele er røvuinteressant, selv om der er noget interessant ved tabuer. Ingen vittigheder er sjove, hvis ikke de indeholder et tabu. Men vi har en underlig berøringsangst omkring meget af det, og almindelig sund fornuft ryger som regel ud med badevandet, når provokationen eller den politiske korrekthed opstår.«

Han nævner som eksempel den verdensomspændende reaktion på Lars von Triers sympatitilkendegivelse for Hitler under et pressemøde i Cannes for nogle år siden. Her viste den politiske korrekthed sig ved sit grimmeste fjæs, mener han.

»Det er jo tydeligt, at manden på ingen måde er nazist. Alle journalisterne kender ham og ved, at han har en lidt akavet form, and so be it. Men fordi nogen tager det op, går verden amok i politisk korrekthed, og så står der lige pludselig et meget lille menneske, der er en stor kunstner, og mærker en syndflod af noget, han ikke kan forsvare sig imod.

Og nej, han skulle nok ikke have sagt det, og han er da også lidt klodset. And so what. Og sådan er det med mange diskussioner i verden. Nogle gange bliver vi for radikaliserede. Altså, jeg elsker ting, der er radikale inden for kunstens verden, men radikale skingerskrig i den politiske verden har sjældent ret. Der skulle man helst holde sig til den sunde fornuft.«

En banal historie

Kalenderen har været godt booket i de senere år. Den ene film har overtaget den næste, og Mads Mikkelsen har indspillet i snart alle afkroge af verden og har skullet tilegne sig færdigheder fra russisk til ridning. At lære fransk lidt bedre end på gymnasieniveau var – selv om han siden har fået ros for sin udtale – en hård nød at knække.

»Tag bare et ord som ’moustache’. Det er hunkøn! Ligesom testikler. Så har man ikke en chance, det er sgu frækt. Kunne de i det mindste ikke holde kønsdelene for sig.«

Han griner sin hæse latter.

Apropos kønsdele, så har de været igennem en særlig grammatisk bøjning i Anders Thomas Jensens »Mænd og høns«, og det har både med hankøn, hunkøn og, om ikke intetkøn eller fælleskøn, så en slags ny-køn, at gøre. Det lyder kryptisk – men faktisk mener Mads Mikkelsen, at det er en film, mange kan spejle sig i.

»Det er en banal historie om at acceptere sig selv og favne sit ophav. Hvis man erstattede det med en masse andre ting end tyre og høns og onani, kunne man godt lave et dogmedrama over det, og det kunne blive meget selvhøjtideligt eller prætentiøst, hvis man gjorde det på en dagligdags køkkenvask-drama- måde.

Men Anders Thomas’ måde er så altid at forstærke det og gøre det til noget andet, det vi er kede af, og det vi føler for. Og sådan får han fortalt en meget stor og smuk historie. Vi har så i min rolle at gøre med en mand, der ikke er klar over, hvem han er.

Han er ikke det mest charmerende menneske i verden. Han har levet et helt liv med at skulle onanere en gang i timen for ikke at få knaldhamrende ondt i hovedet. Det synes han ikke, der er noget mærkeligt i. Han er egomaniker, han er narcissist ud over alle grænser, og han tager alt ind som værende en kritik af sig selv. Hvis nogen siger, at Darwin var fed, bliver han ulykkelig, for det betyder så nok, at han ikke selv er så fed. Og de mennesker kender vi jo godt, ikk’?«

I en god sags tjenste

Selv lægger Mads Mikkelsen gerne navn og stemme til opråb i den gode sags tjeneste. Som at støtte op om europæisk film eller FNs World Food Programme. Hans hjertebarn er dog portalen »Refugees United«, som han er goodwil-ambassadør for.

Her kan verdens mere end 50 millioner flygtninge søge efter slægtninge, de har mistet kontakten med under deres flugt. Bag portalen står to danske brødre, som Mads Mikkelsen har brugt sin kendthed til at åbne døre for.

»De her to dejlige charmeboys har i al ydmyghed dedikeret deres liv til et meget genialt og enkelt system, der skal hjælpe andre. Det er humant og upolitisk, og det er ikke, fordi jeg har noget imod at være politisk, hvis jeg kunne finde nogen, jeg ville være det med.

Men vi kan vist alle blive enige om, at man ikke fungerer særlig godt, og at det ikke er et særlig godt udgangspunkt for at blive integreret, hvis man sidder i Aalborg og ikke ved, hvor ens fireårige datter er.

Jeg har ikke bedt om at være et forbillede, og jeg synes faktisk, at det er uhyggeligt, hvis jeg skulle være det. At jeg så tænker over, at jeg nok ikke skal ligge i rendestenen og kaste op, det er noget andet. Der er nok nogen, der kunne finde på at tage et billede af det, og det er pinligt. Men hvis det skete, tror jeg ikke, at det dermed betød, at alle unge mennesker ville lære, at det nu er ok at ligge og kaste op i rendestenen.«

Forbillede eller ej, han tænker over det signal, han sender, og hvis man spørger, om det også gælder professionelt, om der er en rød tråd i karrieren, svarer han nej. Han går ikke efter et bestemt mål, han har aldrig karriereplanlagt, og han har ingen bestemte præferencer i forhold til roller og film.

»Jeg prøver altid så vidt muligt, at gøre instruktørens drøm… dråm… drom… ha ha, der kom Nørrebro lige ind, men altså, at gøre instruktørens drøm til min drøm. Hver gang, jeg går i gang med en ny rolle, bliver det mit drømmeprojekt, mens jeg laver det. Sådan arbejder jeg. Jeg vil ikke gå og håbe på, at den og den en dag ringer med et job.

Det interesserer mig ikke, og alting bliver så også bare til små øer, der ikke hænger sammen. Jeg holder mig til at være ambitiøs på mit jobs vegne og ikke på min karrieres. På den måde går jeg heller ikke rundt og føler, at jeg ikke bliver tilfredsstillet, og det er rart, for der er så mange skønne drømme derude, som jeg ikke ville komme til at drømme, hvis jeg kun havde én røvsyg drøm. Nu bliver mange af dem, andre har, mine helt gratis. Jeg stjæler dem.«

Og det er måske en af de vigtigste forklaringer på – udover talentet – at det er gået, og går, Mads Mikkelsen så godt. Han griber nuet og gør det til sit.

»Der er mange måder at arbejde med det på, og jeg har det sådan, at jeg bliver ulykkelig af ting, der ikke fungerer. Andre har nemmere ved at kaste det af sig og sige fint nok, lad os så komme videre. Det kan jeg ikke. Jeg skal tro på det, jeg laver. Det gør mig glad. Og så gør jeg det, så godt jeg kan, selv om det vel aldrig kan blive helt godt nok.«

Mads Mikkelsen, skuespiller.
Mads Mikkelsen, skuespiller.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.