Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Lykke trods ulykke

30-årige Thomas Buttenschøn er født som hiv-smittet, men fører i dag et helt normalt familieliv med en rask kone og to raske børn. Sangeren er netop nu på turné med sit nye album »Sange Der Ikke Er Til Radioen«.

Thomas Buttenschøn er aktuel med sit femte album »Sange Der Ikke Er Til Radioen«.
Thomas Buttenschøn er aktuel med sit femte album »Sange Der Ikke Er Til Radioen«.

Inden han træder ind, kommer hans høje hår til syne i døren. Hårtotterne forvilder sig ind i hinanden og danner tilsammen en kæmpe paraply på hovedet.

Selv om lyset fra den høje lampe hviler på ham, får strålerne ikke lov til at trænge gennem det tætsiddende, mørke hår.

Det enorme afrohår har gjort sin entre og forsvinder med ét ind i elevatoren.

Thomas Buttenschøn har med en guitar i hver hånd travlt med at transportere sig selv og sit gear op på 1. sal. Det er her, på spillestedet Sønderborghus i Sønderborg en aften først i april, at den 30-årige sanger og sangskriver skal stå alene på scenen og underholde med sin musik.

Men hvis man som publikum tror, at han kun serverer musik, tager man fejl.

Mellem sangene taler Thomas Butten­schøn om liv, død, venskab, kærlighed, børn og alkohol. Han er draget ud på fortællerturné med en håndfuld spritnye sange fra det nye album »Sange Der Ikke Er Til Radioen«.

Ingen af sangene er skrevet som singler eller med henblik på at blive radiohits og deraf titlen på albummet. De er skrevet for at fortælle unikke historier om mennesker, der rører Thomas Buttenschøn mest.

»Jeg synes, det er vigtigt at fortælle, hvad mine sange handler om. Jeg kan godt lide, at publikum ved, hvad der ligger bag den sang, de lytter til. Det er også nemmere at spille en sang om kræft, når jeg lige inden har fået folk til at skraldgrine,« siger han.

En af sangene handler om at flytte fra det indre København til Broager i Sønderjylland med kone og barn.

For to år siden ville Thomas Buttenschøns kone Cana, der er uddannet jordemoder, tilbage til sine rødder og være tæt på forældrene i Sønderjylland. Men det handlede lige så meget om et ægteskab, der var på randen af skilsmisse som følge af et kolikbarn og en fraværende mand, fortæller han.

»Det kan gå hårdt ud over et par, hvis ens barn hele tiden græder, og man har en mand, der tit er væk for at spille musik. Det har ikke været nemt at være gift med mig, og derfor startede vi på en frisk i 2013 ved at flytte til Broager,« siger sangeren.

Det er gået ud over alle forventninger, og parret skal til efteråret holde en stor fest for at fejre deres ægteskab, forklarer han.

Da Thomas og Cana blev gift for fem år siden, holdt de en lille fest i lejligheden på Kultorvet. Det var kun den nærmeste familie og fem venner, som var inviteret. Men nu synes de, at det er på tide med en stor fest. I dag har Thomas og Cana Buttenschøn drengene Jens på tre år og Peter, der er ti måneder.

Man siger ofte, at livet ændrer sig, når man får børn. Det kan Thomas Buttenschøn godt genkende fra sit eget liv som passioneret musiker.

»Før kunne jeg synes, at det var ligegyldigt med det hele, og at jeg ikke skulle passe på mig selv. Da jeg flyttede til København i 2005 for at spille musik, tabte jeg mig 11 kilo, fordi jeg ikke havde penge til mad. Det var lige meget, for jeg levede bare min drøm,« fortæller han.

»Men det kan man ikke gøre, når man har børn. Det handler heller ikke længere om, at man lige kommer til den rigtige fest, eller hvem man skal på druk med i en weekend. Det stopper man med,« siger han.

Vender man blikket mod Thomas Butten­schøns egen barndom, tegner der sig et mindre idyllisk billede.

Sangeren mistede begge sine forældre til aids, inden han blev ti år. Hans far døde i 1994 og moren året efter.

Faren, Jens, var taget til Zambia som ulandsfrivillig for Mellemfolkeligt Samvirke. Her mødte han zambianske Sara, som han forelskede sig i og fik en søn med.

Da den et-årige Thomas fik en alvorlig lungebetændelse som følge af den hiv-virus, han havde arvet fra sine forældre, valgte familien at flytte tilbage til Danmark i Gylling i Østjylland.

Fire år efter blev forældrene skilt, og Thomas Buttenschøn blev boende hos sin far i Gylling, mens moren flyttede til Odder.

Jens Buttenschøn fik det med tiden værre på grund af hiv-smitten og blev efterhånden så svag, at det stod klart, at han kun havde kort tid tilbage at leve i.

Derfor var han på udkig efter en plejefamilie til Thomas, og der gik ikke lang tid, før valget faldt på vennen Peter Lausted, der i forvejen har tre børn.

I starten afviste Peter Lausted sin vens ønske, fordi han vidste, at Thomas Butten­schøn havde hiv, og han ville ikke lade sine to sønner, Jakob og Johannes, miste en lillebror.

Thomas Buttenschøn startede derfor med at tilbringe weekenderne hos sin nye familie, indtil han i 2. klasse boede fast hos dem, mens hans far stadig var indlagt. Da faderen døde, blev ordningen permanent.

Det har ikke altid været nemt at være plejeforældre til Thomas Buttenschøn, det indrømmer han gerne.

»Da min far og mor døde, var jeg ved at blive ret adfærdsvanskelig, og det er klart nok, at jeg ikke ville lave lektier. Min plejefar tvang mig til at lave ekstra mange lektier, endda nogle, jeg ikke havde for. Jeg blev for eksempel nødt til at læse »Peter Pjusk«.

Han gik meget op i, at det boglige ikke skulle være et problem for mig, fordi han mente, at jeg nok skulle få andre problemer i mit liv. Så han havde bestemt sig for, at læsningen ikke skulle være et af problemerne.«

Plejefaren var godt klar over, at Thomas i forvejen ville løbe ind i andre vanskeligheder i sit liv på grund af den hiv-virus, han var blevet født med.

Men selv om Thomas Buttenschøn altid har vidst, at han var smittet, lagde han planer for sit liv. Han ville udgive en plade, bygge sit eget hus og navngive sin første søn Jens, fortalte han en dag sin plejefar.

Plejefarens svar fik den unge Thomas’ verden til at ramle sammen.

Han kunne ikke få nogen børn, hørte han sin plejefar sige. For Thomas’ situation betød, at hvis han en dag fik børn, ville børnene blive smittet med hans hiv-virus. Derfor ville han nok aldrig blive far.

»Den besked sidder stadig fast på min rygrad, og jeg får stadig helt samme klump i maven, bare ved at tænke på det. Efter den dag fortalte jeg altid alle, at jeg i hvert fald aldrig ville have børn. Selv om det var netop dét, jeg ønskede mig allermest. Hver gang jeg så et stjerneskud, ønskede jeg mig, at en dag ville virusset være ude af min krop, og jeg kunne få børn på samme måde som alle andre.«

Sådan skrev han i et indlæg på Facebook, da han den 3. juni 2014 fik sin anden søn, Peter. Den er siden blev delt mere end 40.000 gange og har fået over 160.000 likes.

»Jeg har heldigvis levet åbent med min sygdom hele tiden, fordi mine forældre har valgt at det skulle være sådan, da jeg var barn. De mente ikke, at det var et problem, og derfor skulle det heller ikke være en hemmelighed. Det skulle ikke blokere mig psykisk, og af den grund har det aldrig været et problem for mig,« forklarer han.

I dag lever Thomas Buttenschøn uden gener af hiv-virussen, og hverken hans kone eller børn er smittet med den. Han bliver behandlet med medicin og har ingen bivirkninger.

Det er ikke alle hiv-smittede, der er lige så heldige, og derfor satser han nu på at hjælpe dem med en dokumentarfilm.

»Vi har snart været i gang i to år og begynder så småt at kunne se en ende på historien. Filmen handler om, at sangskrivere kan have en enorm indflydelse på, hvordan folk opfatter verden. Min egen personlige historie om, at jeg i dag takket være »the drugs« lever et helt normalt familieliv med kone og børn, spiller naturligvis en stor rolle i filmen,« siger han.

Til trods for et liv præget af livslang sygdom og død, har Thomas Buttenschøn aldrig været bekymret for at dø af sin sygdom. Men efter at han har fået børn, ser det anderledes ud.

»Jeg er bange for, at jeg ikke kan guide mine børn og vise dem, hvad jeg synes, der er rigtigt. Det er meget vigtigt for os at opdrage vores børn ordentligt. Vi har opdraget dem til at være på den måde, vi synes man skal være som menneske,« forklarer han.

»Derfor synes jeg, det er vigtigt at børn har sine forældre. Jeg vil altid gerne have lov til at være der for mine børn, indtil jeg kan se, at de kan stå på deres egne ben,« siger han.

»Selv om det den dag også bliver svært at finde ud af, at de ikke længere har brug for mig.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.