Lars Mikkelsen: »Jeg var sgu stolt, da den der superfede intro til House of Cards tonede frem, og jeg så, at der stod mit navn«

Lars Mikkelsen dykker helt ned i sindets fortvivlelse for at finde essensen af sine roller. I filmen »Der kommer en dag« inkarnerer han som forstanderen på drengehjemmet Godhavn den rationelle ondskab. Han er ved at finde ro i sig selv og komme overens med, at han har ret til at være her uden hele tiden at skulle bevise sit værd.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Lars Mikkelsens forstander på børnehjemmet Godhavn i filmen »Der kommer en dag« mærker, hvordan hele virkeligheden begynder at smuldre. Den dreng, der har sat sig op imod ham, har haft held til at lemlæste den pædofile stodder i lærerstaben, der lister sig ind på sovesalen, når mørket er faldet på, og udvælger den kønneste og yngste blandt drengene.Lars Mikkelsen bemærker drengens trodsige smil.

Endelig, efter alle tæskene, efter ydmygelserne, efter at have været et spøgelse, som de siger om dem, ingen bemærker, efter den store sorg over at skulle bo på børnehjemmet, har han vundet en lille sejr. Han kan ikke knækkes.

Det er på det tidspunkt, telefonen ringer, og bliver ved med at ringe i spisesalen, som telefoner kun kan ringe i film, mens kameraet langsomt glider hen over stilheden, og drengen bliver kaldt hen til røret og får den besked, der er det eneste, der kan knække ham. Han går ukontrollabelt hulkende til grunde. Men der skal være stille under måltidet.

Forstanderen rejser sig, som Lars Mikkelsen vel er den eneste i verden, der kan rejse sig. Det er derfor, han blev udvalgt blandt verdens millioner af mandlige skuespillere som lige præcis ham, der kunne spille lige op med Kevin Spaceys magtfulde præsident Underwood i »House of Cards« på Netflix.

»De har nok aflæst, at jeg er sådan en, som man ikke rigtig ved, hvor man har,« siger han.

En Petrov, Putin, Petrov, Putin, Petrov, der kan kontrollere hele verdens magtbalance med et løftet øjenbryn, eller et kys på præsidentens kone, som var hun hans ejendom, som han nu for en stund tager i besiddelse som det, hun er; hans, som alt andet er hans.

Det er Petrovs tanker, der kan føre millioner i Syrien og Mellemøsten på livsfarlig flugt, for at hægte sig på et Europa, der allerede er faretruende nær ved at skride i havet, som forsikringsforsagede sommerhuse på Jyllands nordkyst.

Det er manden, der blev udvalgt til at spille Charles Magnussen, der formåede, hvad end ikke Moriarty kunne, ved at besejre skuespillernes skuespiller Benedict Cumberbatchs Sherlock Holmes i hans eget spil. Han outsmartede ham, som ikke er helt det samme som at narre ham, fordi det engelske ord indikerer en større kamp på intellekt. Som Benedict Cumberbatch sagde til Berlingske om Lars Mikkelsens inkarnation af modstanderen Magnussen.

»Når Lars er i karakter som Magnussen, er han fucking awesome. Han spiller skurk på en ny og meget modig facon, og man vil helt klart genkende hans slags i samfundet omkring os. Sherlocks anden skurk, Moriarty, er nærmest hinsides det psykopatiske, men Lars spiller Magnussen mere stille. Det var mesterligt at overvære.«

Det er den mand, ham, man ikke ved, hvor man har, der rejser sig i en spisesal på et børnehjem i slutningen af 60erne, går hen mod den hulkende dreng og hvæser, at der skal være stille, stille, stille.

Han slipper kontrollen over sig selv og banker drengen, som kun mænd kan banke drenge, og presser hans forgrædte fjæs dybt ned i maden, så han kan sidde hulkende ved siden af sin lillebror med rester af sovs og snot på sit ansigt, forladt af en verden, der kastede terningerne på en måde, så det hele dybest set kunne have været lige meget.

Så fucking lige meget, at man skal bruge resten af sit liv på at gemme sig eller blive bekræftet af alle andre og kæmpe for at forstå, at kærlighed ikke er det samme som svigt og ikke kun findes, når partneren bliver ved med at elske, selv om man igen har været så langt ude, at hun ikke længere burde.

Det er vilkår, hvor brødre instinktivt overlever sammen på hver sin måde. Måske går den ene ud i verden med en »Så kom dog, hvad kan du«-attitude, så der næsten står »Motherfucker« eller »RESPECT« tatoveret i nakken på ham, mens den anden bliver et spøgelse, der bevæger sig i sprækkerne mellem opmærksomheden, hvor ingen blikke rigtig ænser ham, en spindoktor, der i det skjulte kan justere virkeligheden, så den rammer ham mindst muligt, mens han udvikler sig i det skjulte, og måske en dag bliver stærk nok til at gå op mod hvem som helst, og kun har en sidste rest af barndom siddende i blikket, som et lille forræderi mod den, han prøver at blive.

»Det tog mig mange år at få det temperament på plads, så det ikke løb af sted med mig«

Foto: Thomas Lekfeldt.
Foto: Thomas Lekfeldt.

Lars Mikkelsen ser op. Jeg ser op. Hvis han var forstanderen i virkeligheden, ville der være en lille dirrende nerve ved hans øjne, som havde han opdaget mig. Vi har øjenkontakt et øjeblik.

Det er, som om han altid holder noget tilbage i sit spil. Som om hans karakterer kun kan holde sluserne fast med overjegets sidste ressourcer. Der er hele tiden sprækker i spillet, så man kan ane den voldsomme kraft, der lurer derinde og til hver en tid kan overmande og udradere alt det, han har bygget op.

»Det gælder om at komme tættere og tættere på noget, vi selv er, så der ikke er den store forskel på, hvem man er, før og efter at man går ind i det emotionelle rum. Jeg henter mig selv så meget som muligt ind i rollen, så det kun er ganske små knapper, man skal skrue på, for at karakteren træder frem,« siger han.

Han havde et sindssygt temperament som lille. Mads, hans bror, angreb alle børnene i gården og hele verden med en fuck you-attitude, men Lars holdt sig tilbage så længe, han kunne.

»Jeg prøvede at styre udenom, men når jeg først lukkede op for sluserne, så gik jeg helt amok. Det tog mig mange år at få det temperament på plads, så det ikke løb af sted med mig. Nu kan jeg så bruge det til de karakterer, der ikke har fået styr på det, men giver los,« siger han.

Det er det, han gør med Petrov, der er magtfuld nok til at tage førstedamen, med Sherlock-besejren Magnussen og i filmen »Der kommer en dag«, hvor han er forstanderen Frederick Heck på filmens udgave af Børnehjemmet Godhavn, som de drenge, der oplevede, stadig har siddende som væskende sår på sjælen. De blev smadret og tvangsmedicineret, og de kønneste af dem blev misbrugt på det velrenommerede drengehjem, der var en koncentrationslejr med gode intentioner.

»Det var vigtigt for mig, at det ikke var irrationel ondskab, men at det onde finder sted ud fra de bedste principper. De mennesker har ment, at afskaffelsen af revselsesretten var noget moderne pis, og at de her unger havde godt af et par på hovedet. De stod jo ikke alene i samfundet. Drengene blev jo også slået derhjemme, så de har været fanget i en verden, hvor man så på pædagogik og opdragelse på en anden måde, end vi gør i dag. Det er den rationalitet, jeg går ind i, når jeg spiller ham. Hans brist er, at han kun har volden, når børnene ikke indretter sig.«

Det var ikke ondskaben, forstanderen viste, mens han pressede drengens ansigt ned i maden, det var bristen. Lars Mikkelsen tror ikke på ondskab. Måske er vi alle for loyale til at tro på ondskaben, fordi vi kun ser det, der minder om den, fra vores allernærmeste, når vi er allermindst.

I vores hypervirkelighed ved vi godt, at selv terroristerne, der sprænger kroppe i luften hvor som helst når som helst, kun inkarnerer ondskab i vores virkelighed. I deres virkelighed er de på én gang korsfarere og frihedskæmpere, der forsøger at få kolossen til at vælte ved at kilde den under tæerne med afhuggede hoveder og evige skrig i natten, som vi altid kan høre et eller andet sted i underbevidstheden.

»Men i dag står politikerne bare over for hinanden med nedladende smil i mundvigen og proformaslås, fordi de dybest set er i gang med noget, der mere minder om en karriere end om meningsdannelse«

Foto: Thomas Lekfeldt.
Foto: Thomas Lekfeldt.

Lars Mikkelsen synes, det er en mærkelig tid. Vi bekender os kun til vores egen overbevisning. Politikerne argumenterer ikke, men blokerer samtalen med nedladende smil og meningsmålingsoptimerede holdninger.

»Vores tid er svær at definere, fordi den offentlige snak er blevet meget hysterisk. Noget af det, jeg kan lide ved os danskere, er, at vi kan snakke om tingene og finde et kompromis. Vores forudsætning er samtalen. Vi har altid talt os til rette.«

»Men i dag står politikerne bare over for hinanden med nedladende smil i mundvigen og proformaslås, fordi de dybest set er i gang med noget, der mere minder om en karriere end om meningsdannelse. Vi fylder det offentlige rum med ingenting, og i det tomrum begynder vi i stedet at skrige ad hinanden for at blive hørt, at svine hinanden til, og skamme hinanden ud på en ubehagelig måde, hvor samtalen forstummer.«

Der er ikke plads til tvivl. I stedet bliver vores egen anskuelse af verden til en absolut, faktaresistent sandhed, som lige præcis er det, enhver skuespiller ved umenneskeliggør en karakter til et tomt, psykopatisk postulat.

»Hvis man skal lave noget, der strejfer virkeligheden, så er man nødt til at give sine karakterer en indre konflikt, en splittelse og tvivl. Ellers bliver det til et psykopatisk sorthvidt Marvel-univers,« siger han.

Han er i gang med en dokumentarserie om danmarkshistorien og en serie, som han ikke må fortælle om, men som blandt andet handler om tro. Vi er så langt fra begge dele, at han håber, vi måske begynder at ænse hinanden igen.

»Vi har efterhånden kørt individualismen så meget i bund, at folk kun forstår sig selv i forhold til, om de kan lide flødeskum eller ikke kan lide flødeskum og i øvrigt er fuldstændig ligeglade med alt andet og alle andre. Man kan håbe, at vi er så langt nede, at der opstår en lyst til at tro på noget igen. Nu er jeg kommet i 50erne og gået fra at være udødelig til at tænke, at jeg nu i så mange år har prøvet uden at finde svaret, at der måske er noget, der kan hjælpe lidt,« siger han og tilføjer:

»Men jeg er i tvivl.«

Tvivlende, men ærlig...

Foto: Thomas Lekfeldt.
Foto: Thomas Lekfeldt.

Lars Mikkelsen er en ægte københavnerknægt. Han voksede op i baggårdene på først Østerbro, hvor han stadig har det, som om solen altid skinner, og på Nørrebro, før hele byen blev nyrenoveret til pænt børneparadis. Det var drengeloven, der herskede i baggårdene, hvor uoverensstemmelser blev klaret med et par på kassen, og man nogle gange blev jagtet, så åndedraget blev helt tydeligt, og der kun var farten i flugten.

Der er vilkår, han ikke vil ind på, så i et øjeblik forsvinder ordene i baggrundsstøjen fra lastbilen, der holder i tomgang udenfor og er kun tydelige i hans blik, indtil lastbilen kører videre og ikke længere overdøver sætningerne, så man igen kan nærme sig beskrivelsen af ham ad omveje. For eksempel når han taler om den til tider næsten invaliderende tvivl, der er så rodfæstet, at den er et eksistentielt vilkår.

»Jeg er grundlæggende gjort af en eller anden form for tvivl. Vi er alle sammen tvivlende mennesker, og jeg har haft så meget fokus på det, at jeg har prøvet at finde ud af, hvordan jeg bruger det, i stedet for at påstå, at jeg ikke er i tvivl. Det er en forudsætning for mig at være så ærlig som muligt for at komme i gennem det her liv, og det indebærer også en masse tvivl. Jesus siger på korset til sin far »hvorfor har du forladt mig?« og det er det øjeblik, der menneskeliggør ham, fordi han giver udtryk for tvivl.

Hvis han ikke havde gjort det, kunne vi ikke bruge den der religion til noget, for så kunne vi ikke genkende os selv. I de allerstørste fortællinger er det en forudsætning, at vi er i tvivl og skal arbejde med det.«

I mange år gjorde den ham retningsløs. Han strejfede rundt i tilværelsen i ungdommen, og ville hellere sidde i morfarens lampebutik, hvor de få kunder blevet jaget på porten øjeblikkeligt, og snakke kommunisme og de store russiske forfattere, end at være til stede i gymnasiet, som han var så længe om at færdiggøre, at hans lillebror undervejs overhalede ham.

Han røg i militæret, og vidste med det samme, at det var en fejl, og han læste biologi på Københavns Universitet og droppede ud, fordi han hellere ville være gøgler som hans livsledsagerske, skuespilleren Annette Støvelbæk.

»Det er en bekræftelse af, at man godt kan være med i superligaen«

Foto: Thomas Lekfeldt.
Foto: Thomas Lekfeldt.

»Da jeg første gang stod der på Strøget i kold støvregn med rød næse, et elendigt knivnummer og to tilskuere, der gik midt i det hele, fik jeg en følelse af, at det er det her, jeg skal. Det var blandt de underligt søgende mennesker, der ikke var landet endnu, at jeg for første gang mærkede, at her hører jeg til.«

Det var der, han fik en berettigelse, og det er dybest set den, han har kæmpet for at bevare alle de aftener, han har stået på de københavnske scener og alle de morgener, han har indspillet sine film og serier som »Edderkoppen«, »Krøniken«, »Kongekabale« og »Forbrydelsen«, der blev så hypet, som en del af Nordic Noir i England, at det banede vejen til en international karriere for både ham og Sofie Gråbøl.

Det var omkring det tidspunkt sidst i årtusindets første årti, at han gik ned med det, der i første omgang blev kaldt stress, men som var en depression. Der skete noget i de tre måneder, depressionen varede, og han trak stikket og ikke lavede andet end at smøre madpakker til sine børn. Han gennemtænkte sin søgen. Hvorfor stod han egentlig på de scener hver aften, i et ræs, hvor den ene forestilling overlappede den anden? Hvorfor var det hele så rastløst uden nogensinde at føre til en ro?

»Jeg bliver meget rastløs, hvis jeg ikke har noget at lave. Jeg har i mange år ikke kunnet holde ferie. Efter flyrejsen derhen er jeg sådan, »nå, nu skal vi også se at komme hjem«. Så jeg har bundet meget eksistens ind i at være god til det her,« siger han og rejser sig og går rundt i lokalet, fordi han bare nogle gange ikke kan sidde stille længere.

»Det farlige, når folk er gode til det, de gør, er, at det er, fordi de bruger sig selv så meget i det. Du kaster sjælen ind i lortet, og man kan spørge sig selv, om det er udtryk for et menneske, der er lidt syg i hovedet, at man har fundet noget, der betyder så meget og koster så meget for en selv i stedet for at lave noget mere ordinært. Det skal koste.«

»Hvis det ikke har en værdi for en selv, så aflæser publikum det med det samme. Jeg tror, at noget af grunden til, at jeg stoppede, var, at jeg sagde ja til alle forestillinger og hele tiden skulle bevise, bevise, bevise, at det her er jeg god nok til. Det gik op for mig, at det havde jeg faktisk bevist rigtig mange gange, uden at det egentlig ændrede noget. Det måtte stoppe. Jeg blev nødt til afklare med mig selv, at det er godt og grundfæstne den erfaring i mig, for at kunne tage det et andet sted hen.«

Det virker, som om han lever med lidt lettere hånd. Som om udlandseventyret og det hele ikke længere er så skæbnenødvendigt. Det er mere bare sådan, ret fedt at få lov til for en fyr i 50erne, der bor på Vesterbro med sin familie og som lidt ud på formiddagen får sig en lille sludder med indehaveren af den lokale hipster kiosk Khiosk, og nogle gange spiller et slag billard med de andre lokale og spekulerer lidt på alt det der med Gud.

»Det er ikke en gratis omgang med udlandet, men jeg har sgu bevist mit værd, så det er mindre eksistentielt og mere sådan »går den, så går den«. Jeg er enormt glad for, at det er lykkedes, jeg er kommet mindre i tvivl, fordi det var et radikalt skridt, der lykkedes.«

»Det er en bekræftelse af, at man godt kan være med i superligaen. Jeg var sgu stolt, da den der superfede intro til »House of Cards« tonede frem og jeg så, at der stod mit navn. Det var sådan … ,« siger han og nikker på den der veltilfredse måde man gør, når noget faktisk er ret fedt.

Foto: Thomas Lekfeldt.
Foto: Thomas Lekfeldt.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.