Kvinden, der spiste desserten først

Signe Wenneberg har brugt det seneste år på at bygge et bæredygtigt træhus på pæle. Det har været hårdt, rigtig hårdt. Men hvis ikke en skilsmisse, en trafikulykke eller søvnproblemer skulle kunne stoppe én, hvorfor skulle et husbyggeri så?

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Damen på Signe Wennebergs grund var rasende. Edderspændt frådende rasende. Mens Signe Wenneberg selv stod i nogenlunde sikkerhed oppe på terrassen af sit næsten færdigbyggede sommerhus, måtte et par af hendes håndværkere holde den forstyrrede dame væk fra byggepladsen

»DU TROR BARE, DU ER NOGET, SIGNE WENNEBERG!« skreg damen og fægtede med armene, inden VVS’eren Dennis, venligt, men bestemt, fik hende ført om på den anden side af matrikelskellet. Hvis journalisten, havedamen, retorikeren og iværksætteren gik og troede, at det at bygge EU’s første FSC-certificerede bæredygtige træhus – og i det hele taget gøre alting efter alle kunstens regler – ville få hele verden til at elske hende, kunne hun godt tro om.

Verbale øretæver er nu ikke et nyt fænomen i Signe Wennebergs liv. Engang kom de i læserbreve og på mails, men nu ses de oftere på de sociale medier, hvor folk raser over det, som mange opfatter som hendes perfekte, politisk korrekte liv. Sådan har det været, siden hun som 23-årig tog sine spæde journalistiske skridt på Politikens kultursider med mode og mad blandt sine stofområder.»Dengang var der masser af den slags, men vi talte bare om det på en anden måde, end man gør i dag. Vi grinede mere af det. Det var lige fra sure hattedamer til nazistiske trusselsbreve med hagekors – velsagtens fordi jeg er sorthåret og har en stor næse – og jeg blev opsøgt derhjemme af svedende, tykke mænd i netundertrøje. Det var faktisk meget underholdende. Alle de gamle journalister – som Ebbe Mørk, Hans Hertel og Morten Sabroe – opdragede mig til, at det havde været en dårlig uge, hvis ikke der kom mindst ét læserbrev, hvor en abonnent ville opsige avisen i raseri. Det lærte mig, at det er godt, hvis der er nogen, der bliver ramt af det, man skriver, og så må man jo tage sig sammen og skrive noget med lidt spræl i. Ebbe Mørk sagde altid, at vi skulle »ægge til eftertanke og modsigelse«, og de ord har jeg taget med mig.«

Foto: Søren Bidstrup
Foto: Søren Bidstrup

Fra haveterapi til husperapi

Historien om Signe Wennebergs nye sommerhus kan inden længe læses på bog og ses i en dokumentarserie på TV2. Men den korte version kommer her: En sommernat i 2013 var hun til fest på en mark i nærheden af Tisvilde. Da hun på et tidspunkt i løbet af natten måtte træde af på naturens vegne, fandt hun et krat tæt på marken og fik øje på et faldefærdigt hus på grunden. »Det her sted må jeg bare eje,« tænkte hun, og tilbage i middagsselskabet fandt hun frem til ejendommen på nettet og afgav et bud på huset, som viste sig at være på vej på tvangsauktion.

»Det er altså farligt at trykke på sådan en »giv et bud«-knap, når man er i festligt lag ...« griner Signe Wenneberg om det nedrivningsmodne hus.

»... men det er endnu farligere at tro, at man liiige kan rive det ned og bygge noget selv af lidt gammelt skrammel.«

Da hun først var gået i gang, gik det op for hende, at hun ville gå hele vejen. Med solide, ordentlige materialer, som ville kunne indgå i en cirkulær økonomi, så hver del i sig selv har respekt for naturen. Hvis hun pillede sit hus fra hinanden, ville hver del kunne genanvendes. Til forskel fra det hus, der blev revet ned, som kun kunne bruges til vejbelægning.

»Det provokerede mig til at bygge mere bæredygtigt. Jeg er drevet af at rådgive og formidle stof, jeg oprigtigt tror, kan ændre verden til det bedre, og jeg lever af at formidle det, jeg brænder for. Og jeg er blevet sindssygt optaget af bæredygtigt byggeri.«

Tidligere har hun skrevet en bog om haveterapi – at haver gør folk raske – men nu er det også husterapi, som optager Signe Wenneberg.

»Folk bliver syge og stressede af at sidde i de dér åbne kontorlandskaber. Ikke kun af bakterier men af stress, støj og rygproblemer. Men kunne man ikke gøre noget andet i stedet for bare at acceptere, at folk hele tiden bliver sygemeldt? Ville det ikke være mere bæredygtigt for samfundet?« spørger hun og ved om nogen, hvad stress handler om.

Søvnløshed og stress

Hun har sovet to timer natten inden dette interview, men det er der nu ikke noget usædvanligt i. Søvnløshed og Signe Wenneberg har for mange år siden indgået et ufrivilligt partnerskab.

»Da jeg var 26 år, troede jeg, at jeg kun kunne overleve med mindst otte-ni timers søvn. Men så fik jeg et kolikbarn, som senere viste sig at være diabetiker og også skulle have målt blodsukker om natten, og jeg fandt ud af, at det dér med at sove egentlig er opreklameret. Min løsning er ikke at gå særligt meget op i det. Jeg har vænnet mig til det og hviler mig bare, når jeg ikke kan sove. «

Hun smiler.

»Men når man ikke altid sover om natten, kræver det noget ro i løbet af dagen. Mit held er derfor, at jeg ikke behøver gå på arbejde i åbent kontorlandskab, for det kræver virkelig meget overskud at sidde et sted, hvor man hører alle menneskers snak hele tiden. Jeg er min egen chef og kan selv planlægge mit arbejde. På den måde er jeg meget heldig.«

En anden oplevelse i Signe Wennebergs liv, der kan forklare hendes søvnproblemer, kan tilskrives det chok, hun fik en nat for ti år siden, hvor hun med ét blev forladt af sin mand og blev alene med sine to drenge.

»Jeg har aldrig talt om det før, men det kom jeg mig sgu aldrig helt over, selv om vi er meget, meget gode venner i dag. Det var som at blive ramt af en vejsidebombe, hvor jeg på én gang mistede min familie, mit hus og min mand. Det kom fuldstændig ud af det blå. Fordi det skete midt om natten, har det sat sig i mig, så det at lægge sig til at sove er blevet farligt.«

Foto: Søren Bidstrup
Foto: Søren Bidstrup

Men samtidig gav oplevelsen hende en følelse af, at hun blev nødt til at genskabe sit eget liv fra bunden.

»Jeg kunne også have valgt at trække i det grå joggingtøj og sætte mig hen i sofaen med en pose Matadormix og den store kabelpakke og blive siddende dér. Eller jeg kunne erkende, at nu hvor der var blevet givet en ny runde kort, måtte jeg få det bedste ud af dem. Jeg hader ynk og klynk. Især når det kommer fra mig selv.«

Kampen for det gode liv

Det er derfor, hun insisterer på at leve det gode liv. Selv om det i den mest bogstavelige forstand har kostet blod, sved og tårer. For når vi nu er ved skilsmisser og syge børn, bliver vi også nødt til at komme omkring den oplevelse, som nok mere end nogen anden har defineret Signe Wennebergs tilgang til tilværelsen. Som 17-årig, i 2. g.’s juleferie, kørte hun galt i en snestorm med tre af sine venner på vej hjem fra et diskotek i De overlevede alle fire, men følelsen af, at det kunne være gået rigtigt galt, sad fast i hende.

»Jeg tænker på den ulykke hver dag. Inden da var jeg det mest rolige og fredelige barn, som bare sad og læste bøger, tegnede tegninger og ikke sagde en lyd. Men efter ulykken fik jeg det sådan, at jeg bare skulle trykke den af, for jeg kunne jo være død i morgen. Det har lige siden givet mig meget energi,« siger hun og peger på et lille hvidt ar i panden.

»Folk spørger mig ofte, om jeg har DAMP, men min energi kommer fra de oplevelser. Når man har set døden i øjnene eller har haft et dødssygt barn, så opdager man, at værdierne skal være på plads. Hver dag skal udnyttes, som var det den sidste, og det er den måde, jeg har levet på, siden jeg var 17 år. I starten tog jeg dog nogle meget dumme valg, og i flere år festede og dansede jeg hele tiden, fordi jeg bare skulle leve. Når jeg gik på restaurant, spiste jeg desserten først, for hvad, hvis jeg døde om fem minutter?«

Men efter fem-seks år som tjener og bartender, hvor livet primært drejede sig om at drikke champagne, danse og spise en masse dessert, fik hun nok. Da hun en nat havde smidt en flok fulde gæster ud, slog det Signe Wenneberg, at også hun blev ældre, og at livet måske indeholdt mere end at stå bag en bar til 67 kroner i timer. Så hun begyndte at læse retorik.

»Og den første opgave på studiet var at skrive en kronik, som jeg sendte ind til en konkurrence på dagbladet Politiken. Jeg vandt og blev ansat. Og præmien – 10.000 kroner – brugte jeg på en computer og et kelimtæppe, som nu ligger på gulvet i sommerhuset. Cirklen er ligesom sluttet,« griner hun.

Politiker... næsten

Havedamen, forfatteren og husejeren til verdens første bæredygtige sommerhus - Signe Wenneberg
Havedamen, forfatteren og husejeren til verdens første bæredygtige sommerhus - Signe Wenneberg

Signe Wenneberg har altid gjort en dyd ud af at sige »ja tak« og udforske de muligheder, livet har budt på. Da hun havde haft en lille butik med havebøger i en af de små pavilloner i Kongens Have, blev hun en dag opfordret til at stille op som folketingskandidat for Socialdemokraterne i Gentofte Kommune.

»Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, og jeg er stolt over de mange stemmer, jeg fik. Det er altså svært at være socialdemokrat i Gentofte, skulle jeg hilse og sige. Men det var godt, at jeg ikke blev valgt, for jeg har fundet ud af, at jeg kan gøre en meget større forskel som græsrod og rådgiver. Jeg er blevet en ekspert på mine områder, og jeg bliver spurgt til råds om de emner, som interesserer mig mest, og det giver mig flere muligheder, end hvis jeg havde siddet på bagerste række i Folketinget. Jeg kan gøre alt det, jeg synes er sjovt, og jeg kan være min egen herre. Jeg skal ikke lægge bånd på mig selv, som jeg man skal i et parti, hvor man kan være lodret uenig i nogle af sagerne, som jeg for eksempel var det med »betalingsringen«. I dag taler jeg om bæredygtighed, hus, have, dyrevelfærd, klima, miljø og fødevarer, og alt andet lukker jeg ude,« siger hun.

For et år siden kulminerede det, da daværende fødevareminister Karen Hækkerup udnævnte Signe Wenneberg til medlem af Etisk Råd, hvor hun nu også sidder i underudvalget for etisk bæredygtigt forbrug.

»Det er meget spændende,« understreger hun.

På Facebook har hun for længst nået grænsen for de tilladte 5.000 venner – og hun bliver desuden fulgt af 7.000 – som følger med i hendes projekter og skriverier. Hun har lavet blogindlæg, som er blevet læst af 200.000 mennesker på en weekend, og hun er top-5 over de mest læste journalister på sociale medier i Danmark. Men selv om verden gerne vil Signe Wenneberg, foretrækker Signe Wenneberg verden i mindre doser ad gangen. Hendes housewarming i det nye sommerhus var kun for de nærmeste, som havde fulgt byggeprocessen tæt.
»Som barn sad jeg og kiggede på alle dem, som havde et socialt liv, mens jeg var mere vild med at være alene og læse alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af. Jeg synes, at vi har skabt et samfund på de ekstrovertes præmisser, og jeg har været nødsaget til at skabe en ekstra persona for at hænge i med et samfund, hvor man skal være super udadvendt, kunne sidde i storrumskontor og ikke må være særligt sensitiv. Jeg tror, der er mange, der ikke kan udholde storrumskontorer, og mange andre end mig, der synes, at det er u-bæredygtigt, at vi lever vores liv i rum og sammenhænge, som vi bliver syge af. Jeg synes ikke, at det er særligt fedt at være mange mennesker samlet. Jeg har altid følt, at det drænede mig helt vildt, så for én som mig er de sociale medier fantastiske, fordi jeg kan være alene og alligevel have en kontaktflade med andre mennesker. Lidt ligesom dengang jeg var bartender, hvor jeg kunne være med, uden at være en del af festen. Jeg elsker sociale medier og synes, de er en revolution for vidensdelingen i samfundet. Men jeg er hverken afhængig af Instagram eller Facebook, og der kan sagtens gå dage, uden at jeg tænder for min computer.«

Intet har været planlagt

Hun viser et billede, hun for nylig postede på Instagram. »My entire life can be described in one sentence: It didn’t go as planned and that’s ok« står der.

»Hvis jeg kun skulle nævne én ting, jeg er god til i mit arbejde, så er det at søge alternative veje og finde på andre ting at bruge mit arbejdsliv på, hvis noget går galt. Det var tilfældigheder, som gjorde mig til haveekspert, og det er tilfældigheder, som gør, at jeg nu har specialiseret mig i bæredygtighed og skal ud og holde en masse foredrag om det. Når der bliver uddelt en ny omgang kort, må man spille dem så godt, man kan. Jeg har siddet om natten i mit køkken og dopet mig selv med påskebryg for at falde i søvn. Jeg hader påskebryg, men jeg har forsøgt at drikke en halv så hurtigt som muligt, for at prøve at falde omkuld. Når folk beskylder mig for at leve et perfekt liv, så skulle de bare komme hjem til mig og se, hvor grim jeg er, når jeg sidder om natten og drikker påskebryg.«

Havedamen, forfatteren og husejeren til verdens første bæredygtige sommerhus - Signe Wenneberg
Havedamen, forfatteren og husejeren til verdens første bæredygtige sommerhus - Signe Wenneberg

Hun griner og fortæller om digtet »Jeg civiliserer mig selv om morgenen« af Kirsten Hammann.

»Det har jeg taget med mig. At man står op om morgenen, reder sit hår og tager noget pænt tøj på. Gør sig umage og møder verden og dens udfordringer. Sådan gør man på landet, hvor jeg kommer fra. Man går ikke til psykolog, med mindre man er alvorligt syg, men man sætter det ene ben foran det andet, forfølger sine mål og passer sit arbejde. Dengang jeg blev skilt, var jeg i en uheldig situation. Jeg var fattig og alene med to drenge, hvoraf den ene var syg. Men det blev min redning, at jeg havde børnene, som skulle have havregrød hver morgen, der var nogle høns, som skulle fodres og regninger at betale. Jeg kunne ikke tillade mig at gå ned, og hele den dér landlige rutine har jeg haft med mig, siden jeg var barn.«

Hendes forældre var begge skolelærere og flyttede i 1960erne til Midtsjælland, da de blev tilbudt en dobbelt lærerstilling med tjenestebolig.

»Jeg oplever, at folk tænker, at tingene er kommet til mig på grund af det ene eller andet held. Men sådan er det ikke. Jeg kommer fra et hjem med mange bøger, er datter af en enlig mor og er ikke vokset op med en sølvske i rumpen. Så at det går godt kunne også bare være fordi, at jeg er flittig og forsøger at være god til mit fag. Der er meget i tiden, der handler om, at hvis man klarer sig godt, må der stikke noget under. Eller omvendt: At man er et offer for noget. Jeg er ikke offer for en skid. Jeg er en overlever. Jeg kunne godt finde ud af at bygge det der hus, selv om jeg var alene. Jeg kæmpede med det, og jeg lykkedes med det. Det blev et mål for mig, som jeg ville lykkes med, ligesom de dér mænd, som vil gennemføre et triatlon. Og jeg gjorde det! Jeg gjorde det virkelig. Den sejr betød meget for mig. Det har gjort mig vildt glad at komme i mål, kan jeg mærke.«

Du tror vist bare, at du er noget

Og vi må hilse og sige, at det har været besværet værd. Hemsen indtager hendes to drenge jævnligt med fladskærm, venner og kærester, og her er ild i brændeovnen, te på kanden og fra det lille arbejdsværelse har øjet nærmest ubegrænset adgang til får, marker og velnærede frilandsgrise. Her gad man godt at synke ned i sofaen en weekend eller to og nyde freden.

Havedamen, forfatteren og husejeren til verdens første bæredygtige sommerhus - Signe Wenneberg
Havedamen, forfatteren og husejeren til verdens første bæredygtige sommerhus - Signe Wenneberg

»De sidste måneder kunne jeg næsten ikke mere, men nu nyder jeg det virkelig. Jeg har siddet og skrevet hele bogen heroppe med Emil (hunden, red.) som eneste selskab, og jeg har næsten fået kuller, for der er altså meget mørkt og stille på landet i november. I perioder var her så tyst, at jeg måtte høre høj musik for at overdøve ensomheden, og jeg rendte ind til naboen hver aften for at drikke te.«

Hun taler om cirkulær økonomi og bæredygtigt forbrug. Og om de kun 16.000 kroner – tjent på loppemarked – husets interiør i alt har kostet. En sofa fra Lauritz.com, et verdenskort fundet til storskrald, stigen op til hemsen fra hendes gamle butik. Intet er købt nyt.

»Det sætter sine spor at vokse op i en skov, og jeg er stolt af min baggrund og synes, at den har givet mig en robusthed og fornemmelse for naturen og jorden.

Og de nye sammenhold, hun har fundet blandt sine naboer på landet uden for Tisvilde ligner på mange måder en tilbagevenden til barndommens landskaber.

»På landet står man sammen, når snestormene raser, og skurene vælter og skal rejses igen. Og man bruger som en selvfølgelighed sine sidste græskar til suppe, når naboen holder housewarming. Det liv har jeg savnet, men nu har jeg påny fundet mig selv i det igen. Jeg føler, jeg også er vendt tilbage til Pippi Langstrømpe og Laura Ingalls Wilder (mest kendt for de selvbiografiske »Det lille hus på prærien«-bøger, red.) der var mine helte som barn. At bygge det hus har været som at vende hjem.«

Og så er vi tilbage ved den vrede dame, der i efteråret stod og råbte, at Signe Wenneberg gik og troede, at hun var noget.

»Pippi Langstrømpe og Laura Ingalls kunne alt det, jeg ikke selv følte, at jeg kunne, da jeg var barn. Jeg var hverken en særlig handlekraftig eller slagkraftig pige. Men da der pludselig stod sådan en forstyrret dame og skreg, kunne jeg mærke en ny energi, og jeg kunne ikke dy mig og råbte tilbage: »Ja, ved du hvad? Det synes jeg faktisk, at jeg er!« Vi er jo alle sammen noget. Selvfølgelig er vi det.«

Havedamen, forfatteren og husejeren til verdens første bæredygtige sommerhus - Signe Wenneberg
Havedamen, forfatteren og husejeren til verdens første bæredygtige sommerhus - Signe Wenneberg

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.