Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
B-mennesker

Kroppen er mit tempel

»Spis, du er så tynd,« blev den første sætning, jeg lærte på Yaldas modersmål. Fra morgen til aften og alle kanter af familien lød den. På fransk, engelsk og arabisk.

Hassan Preisler og Maise Njor.
Hassan Preisler og Maise Njor.

Maise Njor

Kroppen er mit tempel. Men jeg er omgivet af ateister.

»Vil du ikke have det sidste? Det skal alligevel smides ud,« sagde min bedstefar ofte, og man kunne af og til få den fornemmelse, at man var inviteret for at rydde op i køleskabet.

Det grinede vi meget af, men nu er min far begyndt på det samme: Emballage skal helst i løbet af frokosten tømmes, så den kan bortskaffes, og nogle gange glemmer han at spørge og hælder simpelt hen de to sidste stykker laks over på ens tallerken.

»Vi har tre slags brød, og honning fra damerne oppe på gården – ja, du ved, jeg kalder dem mine »slyng-veninder«, ha ha, der er også fire slags syltetøj, to af dem er hjemmelavet, men du vil måske hellere have den fra Irma? Vil du have kaffe eller te? Eller hvad med en cognac?«

Der er aldrig nogen ende på min eks-svigerfars og eks-svigermors gavmildhed, og på trods af at de ikke har været gift i over 30 år, har de helt samme måde at nøde en på.

Det er utroligt sødt – også at tænke, at man har lyst til at drikke cognac til morgenmaden – men hvis man er typen, der ikke kan tåle for mange valg, og dybest set ville ønske, at man boede i Polen i ’71, så man hver dag bare skulle vælge mellem kål eller kål, så bliver man lidt træt.Det kan være svært at nyde maden, hvis der hele tiden sidder nogen og kigger på ens ansigtsudtryk …

Man prøver at lade være med at gøre det selv, men så hører man sig selv sige: »Er du sikker? Bare et lille stykke kød mere? Hvad med kartofler? Kan du lide salaten, så bare tag resten.« Man er blevet sin farmor ...

Næste skridt er vel, at man ser fornærmet ud, hvis nogen spiser under 32 frikadeller. For nogle mennesker er mad lig med kærlighed, og hvis man ikke spiser op, så er det, fordi man ikke elsker dem, eller ikke vil vide af deres kærlighed.

Jeg har en ven, som lever efter devisen »hellere skides ud, end smides ud«, og jeg har altid tænkt, at det var sært, at maden SKAL passere gennem nogens tarmsystem, før den ikke er gået til spilde. Især fordi hans køleskab fungerer som en slags hospice for pålæg og grøntsager.

Hver gang jeg åbner det, kommer jeg til at tænke på, at salmonella lyder som et pænt pigenavn, og selv om jeg er med på, at vi skal begrænse madspild, så tror jeg ikke, at man kan spise sig ud af problemet – måske skal man bare købe mindre ind.

Det er i hvert fald svært at tilbede sin krop som et tempel, når andre synes, den mere minder om en skraldespand.

Hassan Preisler

I Danmark kan en hulbrystet mand med stankelben bevæge sig omkring uden skam. I det mindste på Nørrebro, hvor jeg bor. Her cykler slanksilhuettede mænd rundt med yogamåtter over skulderen, og caféerne serverer bagt fibermüsli med mælkeerstatningsdrik af soya.

Sådan er det ikke ude i den store verden. Da jeg slog mig ned i Beirut i begyndelsen af det ny årtusinde, måtte jeg erkende, at krops-idealer er forskellige. Når jeg gik tur – klædt i hvid T-shirt, tight jeans og med man-purse over skulderen – var det de arabiske mænd, ikke kvinderne, der sendte hvislende lyde i min retning.

Jeg forlovede mig med smukke Yalda. Hendes far tog mig med op til toppen af sit jordimperium. Tulipandrivhuse, olivenlunde, små landsbyer med kirketårne. »Alt dette kan blive dit,« sagde han: »Men først skal vi se at få sat skik på dig!«

Da vi masede os ned ad bjerget i hans firshjulsmastodont, vidste jeg endnu ikke, hvad han mente. »Spis, du er så tynd,« blev den første sætning, jeg lærte på Yaldas modersmål. Fra morgen til aften og alle kanter af familien lød den. På fransk, engelsk og arabisk.

Stegt, kogt og bagt kød i alle afskygninger. Fede oste og hvidt brød. Jeg stopfodredes. Når jeg ikke spiste, lå jeg på sofaen. Jeg MÅTTE ikke forbrænde et eneste gram. Tjenestefolket gik til posthuset og hentede mine breve, skrædderen kom til mig og justerede livmålet på mine bukser.

Og jeg fik min egen bil at køre i, så jeg ikke skulle gå et skridt. På seks måneder tog jeg 25 kilo på og fik endelig en flot vom, der kunne strutte om kap med svigerfars, når vi stod oppe på toppen af bjerget.

Men medaljen har en bagside. Altid! Og på min medaljes bagside stod der Bob. Bob var det navn, jeg gav min analfissur. Den meldte sin ankomst, da badevægtens nål ramte 95.

Fra da af havde jeg ondt i røven. Om jeg stod, gik, lå, sad. Smerten var skarp og ulidelig. Jeg blev først gnaven, siden vred og til slut hysterisk. Jeg bed af Yalda, til hun gik, og jeg luskede hjem til Danmark.

På mine stankelben træder jeg ind på min Nørrebrocafé. Jeg gør hulbrystet fri af yogamåtten og bestiller bagt fibermüsli med mælkeerstatningsdrik af soya, inden jeg sætter mig ned og skriver denne klumme om vommen vs. den slanke silhuet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.