Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kasper Eistrup og kunsten at blive voksen

Tid til eftertanke. Tid til ikke at spilde tiden. Rockstjernen og billedkunstneren Kasper Eistrup forsøger at få tid til det væsentlige. Blandt andet har han lukket sin Facebook-profil ned.

Kasper Eistrup sprang ud i et eksperiment. Drog op til et afsides hus i Sverige på kanten af en skov, kun ham, en guitar, en slukket mobil, en computer uden netadgang, et par dvd-film og bøger.
Kasper Eistrup sprang ud i et eksperiment. Drog op til et afsides hus i Sverige på kanten af en skov, kun ham, en guitar, en slukket mobil, en computer uden netadgang, et par dvd-film og bøger.

Det tager cirka 15 minutter at læse dette interview.

Nogenlunde det samme, som det tager at ryge halvanden blå King’s. Køre i Metroen fra Kastrup Lufthavn til Kongens Nytorv eller lytte til tre af Kasper Eistrups sange på bandet Kashmirs sjette album »Trespassers«, der netop er udkommet.

Se flere billeder fra interviewet i galleriet til højre

Time has deserted us – so have our days, synger han og mener det. Fordi det optager ham at gøre sig umage og huske sig selv på »at bruge tiden, for helvede« og »på, hvad du kom ind i livet for«, som han nærmest religiøst udtrykker det og gentager for sig selv og os andre i flere af sine nye tekster.

Nogle finder det måske dødhamrende banalt. Klichéfyldt – og umoderne. Ja, nogle ville ligefrem kalde det altmodisch at gå så højt op i tid og kvalitet og gøre det til et tema i sine sange, malerier og i sit daglige liv.

Men han er helt nede på det jordnære plan, sådan en, der giver sig tid til at huske dig på, at du skal tørre skoene af, inden du entrerer hans Vesterbro-lejlighed. Hjælper dig af med frakken og hænger den på bøjle i skabet. Håndpresser fire grapefrugter til en juice, selv om det unægtelig ville speede processen op at tørlægge dem med en elektrisk af slagsen.

Men det gør han altså lige nu. Det er der, han er.

Måske fordi tid er gået. Det er 19 år siden, hans rock’n’roll-liv startede med dannelsen af Kashmir, ti år og en halv million solgte albums siden, de fik deres store gennembrud.

Læs også:
Lars Ulrich - fra »total ass« til familiefar
Sanne Salomonsen: "Jeg er den samme..."
Mikael Simpsons 300 dårlige dage om året
Lene Nystrøm: Jeg er en genert ekshibitionist
Se rockstjernernes sejeste tøj

Nu er han så lige blevet 37 år. Og det hele går lidt langsommere nu. Det tog for eksempel fem år at lave »Trespassers«, og det er der flere grunde til. Blandt andet, at han begyndte at øve sig lidt på at blive voksen, og som en del af den proces, nogle år skiftede musikken ud med billedkunsten, der også har fulgt ham det meste af livet. Eller måske rettere har kæmpet om hans opmærksomhed og tid, siden han som nørdet otte-årig og ivrig tegneserie-tegner fik et trommesæt af sin farmor.

»Billedkunsten er jo så befriende, så vidunderlig. Jeg bestemmer helt selv, kan bare være mig og slappe af. Jeg skal ikke leve op til den der idol- og musikbrancheside af det, som jeg i bund og grund ikke bryder mig om. Det forekommer mig også nemmere at male end at spille musik. Jeg er sikkert også bedre til det, i hvert fald på mit eget tilfredshedsparameter. Det er bare en større kamp for mig at lave musik. Desuden er det nemmere at lægge billedkunsten ind i en tidsplan. Ind i en dagligdag.«

Og det var nødvendigt, fordi han på privatfronten fik og påtog sig en »opgave«, der er svært forenelig med et ubetinget rock’n’roll liv uden bagkant.

Han passede et familieliv sammen med sin nu ekskone, skuespillerinden Laura Drasbæk, og hendes to små drenge.

»Det har bestemt noget med det at gøre. I en dagligdag er der klart et regelsæt for, hvornår man gør hvad. Og i et parforhold kommer det ofte til at handle om, at man forsøger at leve op til de forventninger og forhåbninger, man har til hinanden. Man glemmer hurtigt at stille spørgsmålstegn ved rigtigheden eller retfærdigheden i det. I et velfungerende parforhold husker man jo at forblive to mennesker, husker at partneren er sit eget menneske og har sine egne grænser og behov, som man pinedød er nødt til at respektere og sætte fri.«

Han smiler. Måske af glansbilledet, holder en lang pause.

»For mit vedkommende boede jeg med min ekskone og hendes børn, og der var en masse givne ting, som man ikke kunne pille ved. Også ting, der havde en stor indflydelse på mit liv. Jeg havde svært ved at sætte grænser, og jeg følte, at jeg sad i en fastlåsthed, hvor det ville være sundt for mig at få noget tid for mig selv. Jeg fik ikke lavet en skid. Jeg tror, mange kan nikke genkendende til, at der er en masse ting, man ikke kan se, når man sidder i det. På et tidspunkt var jeg nødt til at sige: »Det her er mit, nu handler det om mit liv og det, jeg skal.«

Mere vil han ikke sige om sit nu opløste ægteskab og den prøvelse udi familielivet. Sådan sætter han hele tiden stopklodser ind i samtalen, venligt, men uden at efterlade den mindste tvivl om, at omkring de ting er hans grænser knivskarpe. 

Under alle omstændigheder tog han sig noget alenetid. Sprang ud i et eksperiment. Drog op til et afsides hus i Sverige på kanten af en skov, kun ham, en guitar, en slukket mobil, en computer uden netadgang, et par dvd-film og bøger. Drengerøven James Bond i »Casino Royale« side om side med den voksne kometforfatter Jonathan Safran Foers »Ekstremt høj og utrolig tæt på«. Og så en turkis notesbog, hvor han nedfældede sine tanker som det første om morgenen, inden han havde påvirket krop og hjerne af dagens første blå King’s eller en kop kaffe.

»Optakten til det var helt fantastisk. Eksotisk. At pakke bilen, gummistøvlerne, den islandske sweater. Skrive lange lister over alt det, jeg skulle have med. At køre over broen til Sverige i efteråret, hvor løvskoven stod brun, gul og rød. Ankomme til huset, parkere, slukke motoren. Jeg kan huske, at jeg i det øjeblik tænkte: »Fuck, nu er jeg her. Nu skal jeg så agere i det. Ikke at jeg er bange for spøgelser eller trolde, det var alt det der med at finde ud at forvalte al den tid selv.«

Den inkarnerede storby-beboer med et veludviklet socialt gen. Med udsigt til en sprælsk løvskov og sin egen navle.

»Det lyder nok ikke af noget særligt, men for mig var det grænseoverskridende at rejse væk på den måde og sætte mig selv ud i ukendt land. Jeg har da rejst alene før, men der har jeg altid mødt andre. Faldet i snak med nogen på en café, i en busterminal. Men jeg har aldrig bevidst opsøgt ensomheden. Det var sgu sværere, end jeg troede. For hvor tit gør man det? Er helt mutters alene i ti dage? Hvor tit gør du det?«

Hans blik står stille. Han er ofte blevet beskrevet som en mand med et flakkende blik. Men det er det ikke. Faktisk bygger det flere gange så grundigt bo på én, at man frygter, at man uforvarende er kommet til at sætte ham på hold.

Aldrig, er svaret, han får.

»Det er jo vildt mærkeligt, for den største trang i én, er, at man har lyst til at dele sine tanker med andre. Det er som om, at et sjovt levende liv kun er der, hvis man deler det med andre. Ellers eksisterer det ikke. Det kan godt være, at jeg kan se, det sner i dag, men hvis jeg ikke kan sige det til nogen, gør det så det? Jeg havde også diskussioner med mig selv om, hvorvidt jeg var sulten, om jeg skulle lave osso buco eller bare smøre en mad. Det kræver stor selvdisciplin selv at bestemme, faktisk.

Det tog flere dage, før jeg fik lagt det fra mig og bare var til stede. Men jeg kan varmt anbefale det. Jeg fik tænkt mange tanker til ende. For eksempel omkring mine egne grænser. Når man er hjemme i sin trummerum, er der hele tiden noget, der påvirker én til ikke at tænke tanker til ende. Man kan jo altid gøre noget andet. Gå på Facebook, tjekke sine mails, sidde på café eller gå i supermarkedet og købe sig glad.«

Næste side: »Jeg fik den vildeste drømmeaktivitet.«

Han griner. Det gør han faktisk også oftere bag fuldskægget og skovmandsskjorten end sit rygte. Den »alvorlige, seriøse« Kasper Eistrup.

Se flere billeder fra interviewet i galleriet til højre

»Jeg siger det med et smil på læben, men jeg følte det som en udrensningsproces, da jeg kom tilbage til København. Pyha, jeg kan møde folk igen – og så har jeg oven i købet også et par sange med hjem. Jeg var også helt eksalteret over, at jeg ikke havde været på internettet i ti dage. I det hele taget forsøger jeg ikke at være der for meget. Jeg har lukket min Facebook profil ned, fordi mit liv på et tidspunkt handlede om statusopdateringer, og jeg fandt ud af, at det er tomme kalorier. Ikke at internettet, Facebook og mails er noget ondt, men det er også et sted, hvor vi gemmer os. Det er skide nemt bare at sende en mail, fremfor at stå ansigt til ansigt med andre, og det udhuler os også, synes jeg, fordi vi glemmer at bruge vores tid på at være sammen og udvikle tanker sammen. Vi skal have mere virkelig tid og virkelig tilstedeværelse.«

Han tager sin alvorlige mine på.

»Der skete også noget andet mærkeligt. Jeg fik den vildeste drømmeaktivitet. Det gør man ofte, når man sover i en anden seng, et andet sted. Det skærper ens sanser. Jeg begyndte at skrive mine drømme ned. Ikke at jeg lavede drømmetydning, jeg ved ikke, om jeg tror på, at forskellige symboler betyder noget bestemt, men jeg tror, at vores drømme vil fortælle os noget.«

Læs også:
Lars Ulrich - fra »total ass« til familiefar
Sanne Salomonsen: "Jeg er den samme..."
Mikael Simpsons 300 dårlige dage om året
Lene Nystrøm: Jeg er en genert ekshibitionist
Se rockstjernernes sejeste tøj

Hvad drømte du om?

Han henter sin turkis notesbog. Læser op af et digt, der umiddelbart er ret svært at tyde. Kun at det handler om en kvinde.

»Drømmen handlede om min kæreste, som jeg havde forelsket mig i, men hun var en anden ...«.

Hvad fortæller det dig så?

»Det er jeg ikke sikker på. Men det er da noget at tænke over. Det er bare et eksempel på, hvorfor vanebrydning er så vigtigt for os.«

Han gentog sine ensomhedsrejser tre gange. Tre gange ti dage. For at finde sine egne grænser og også for at »genopfinde« sig selv som sangskriver og kreativt menneske, der har prøvet at stå på toppen af verden – og falde helt ned igen.

Mega opturen kom i 1999, hvor Kashmir med albummet »The Good Life«, bragede igennem lydmuren. Hans drøm fra 11-års alderen, hvor han lavede en detaljeret tegning af sig selv som rockstjerne foran et begejstret publikum, gik i opfyldelse.

»Hey, folk kender mig, de elsker mig,« tænkte han i starten – men begyndte et år senere at gå til grunde i den følelse, hvilket dokumenteres i filmen »Rocket Brothers« fra 2003. Den blev egentlig iværksat for at dokumentere et bands optur, men endte ligeså meget med at portrættere nedturen i form af en Kasper Eistrup, der i overført betydning lå i fosterstilling tynget af forventninger og skriveblokering.

Filmen blev for nylig vist på TV2, og en af seerne var Kasper Eistrup, der for første gang i flere år tvang sig selv til at se den film, han dengang, den blev vist i landets biografer, var sikker på, ville gøre ham og bandet til grin.

»Jeg blev meget berørt af at se den. Det var en både fantastisk og meget kaotisk tid, og jeg røg direkte tilbage i den. Jeg vidste ikke, hvordan man kom ned efter sådan en optur, vi havde med vores gennembrudsalbum. Jeg blev genkendt, blev afhængig af opmærksomheden, og så hele tiden mig selv udefra. Jeg blev mere til »Kasper Eistrup«, rockstjernen, end den person, jeg er. Når folk kiggede på mig, tænkte jeg, at det nok er, fordi de kan genkende mig, og det er en fuldstændig syg tilgang at have til ting, for det har intet med virkeligheden at gøre.

Jeg fik tilnavnet »farlig Kasper«, fordi jeg i en periode var på vulkaner. Havde ture, hvor jeg bare var fuck you og havde en selvdestruktiv adfærd. Der var alt for meget druk, alt for mange penge, alt for meget af alting. Jeg købte nyt tøj i stedet for at vaske, gik på restaurant hver dag og smed penge omkring mig. Det er lidt patetisk og sådan en kliché, men al den fedhed, jeg følte ved at være stjerne, blev bare ikke ledsaget af en kreativitet. Jeg tørrede ud. Jeg kunne ikke mærke personen inde i brystkassen. Jeg havde det sådan »Hey, jeg er kendt, men jeg kan ikke noget mere.« Det blev en meget hård maveplasker.«

Det var i 2001. Pludselig kunne han ikke stå op om morgenen. Blev apatisk.

»Jeg fik en depression og gik helt ned med flaget. Jeg kæmpede mig ud af det uden medicin, selv om jeg blev anbefalet at tage det, men gik intenst i psykoterapi trekvart år. Et eller andet skulle der gøres, ellers ville der være sket noget drastisk…«

Hvad mener du med drastisk?

»Det vil jeg ikke gå videre ind i.«

Hvorfor egentlig ikke?

»Det vil jeg have for mig selv. Lad os bare sige, at jeg var nået dertil, at der skulle ske noget drastisk for, at jeg kunne finde ud af at leve igen. Jeg blev bange for ikke at kunne levere, ikke at kunne leve op til der billede, der var skabt af mig som rockstjernen, der ser sej ud, har sejt tøj på, kan de fede moves, skrive fede sange, det hele.

Derefter tog jeg nogle år, hvor jeg holdt helt lav profil, arbejdede mig ud af det skridt for skridt, begyndte at lave mad derhjemme og bage brød. Tænkte, at nu skal I bare glemme alt om mig og os. Jeg indså, at det der stjerne-noget kun eksisterer på »billeder«. Den skal eksistere, men i det øjeblik, at man forveksler de to sider af sig selv, er det livsens farligt.

Faktisk var den erkendelse et nøglepunkt i forhold til mit voksenliv, fordi jeg fandt ud af, at jeg ikke behøver at elskes af alle. Folk må gerne synes, jeg er en nar, så længe jeg holder fast i mig selv, og det, jeg synes, er vigtigt. I dag tager jeg et skjold på, når jeg er i de der musiksammenhænge, som jeg overhovedet ikke bryder mig om at være i. Måske derfor ser jeg også altid så seriøs ud ... Jeg fandt ud af, at selv om man går ned med flaget, kan man altid finde melodien igen.«

Næste side: Faktisk har han været gift to gange, kort...

At være kendt for at være kendt interesserer ham således ikke. Han vil være kendt for at bruge sit talent ordentligt og ikke bare lægge sig i slipstrømmen af tidens tendens med døgnflue-ugeblads-kendte, der egentlig ikke er »kendt for en skid«.

Også selv om det er en ret »umoderne tilgang at have lige nu«, som han selv siger, og sikkert en af grundene til, at Kashmir og ikke mindst Eistrup løbende skal forsvare deres »seriøsitet« og »selvhøjtidelighed«.

Se flere billeder fra interviewet i galleriet til højre

Derfor vil han heller ikke bruge tid på at optræde i for eksempel »X Factor«. Han er ellers lige blevet spurgt, om han ville være coach for de nuværende deltagere. Kashmirs pladeselskab Sony blev med hans egne ord »ellevilde«, fordi »X Factor« set med kommercielle øjne er blevet en stor magtfaktor i forhold til både eksponering og pladesalg. Da deltageren Sissel sidste år sang bandets »Rocket Brothers« resulterede det prompte i, at sangen røg nummer fem på iTunes.

»Selv om jeg kunne mærke inde i maven, at jeg ville hade at stå i det tv-show, blev jeg et øjeblik i tvivl om, hvorvidt det er blevet en nødvendighed, at jeg som musiker skal gøre det for at pleje min karriere. Musikbranchen har jo ændret sig meget, og man er nødt til at følge med og ikke være dumstædig. Samtidig følte jeg mig fristet af det, fordi jeg tænkte, at jeg måske kunne lære de der kids, hvad det i virkeligheden handler om, hvis man vil være stjerne. Det kræver hårdt arbejde, og ikke at man klatter sit talent væk på ti minutter i et talentshow.

Jeg indså dog, at det ville koste mig for meget personligt at forsøge at formidle det budskab i showet. Så jeg lyttede til min mavefornemmelse og takkede nej. Man kan jo langt hen ad vejen selv vælge sit publikum. Og jeg vil gerne have nogle, der bliver hængende lidt længere, end nogen, der tuner ind og ud. Det tror jeg, der var sket, hvis jeg var gået i »X Factor« mode.«

Læs også:
Lars Ulrich - fra »total ass« til familiefar
Sanne Salomonsen: "Jeg er den samme..."
Mikael Simpsons 300 dårlige dage om året
Lene Nystrøm: Jeg er en genert ekshibitionist
Se rockstjernernes sejeste tøj

I stedet formidler han budskabet via en mindre glamourøs og mere »politisk korrekt« kanal. Han har de seneste par år skabt en musiklinje på Skolerne i Oure, hvor eleverne lærer, hvordan de skaber sig en karriere, som de selv kontrollerer og styrer. Ingredienserne er hårdt arbejde og talentpleje på den langsomme måde.

Eistrups musikskole på Oure har også inspireret Rytmisk Musikkonservatorium i København til at oprette en sangskriverlinje.

Den slags ender ikke i Se & Hør og Kig Ind, hvor Eistrup i det hele taget aldrig har haft for vane at færdes i sin tid som rockstjerne. Han er ikke »kulørt stof«, medmindre altså han har haft en kendt kæreste eller kone, og »er blevet skilt fra dem igen. Og de staver altid mit navn forkert«, tilføjer han.

Faktisk har han været gift to gange, kort. Første gang, da han var 24 år gammel, med radioværten Sara Bro. Og igen i sine 30ere med Laura Drasbæk i et par år.

Han er det, han selv kalder en stor romantiker, der tror på noget så bredvinget som »drømmen om den ultimative tilstand. Og at den eksisterer.«

»For mig er det der med at gifte sig et udtryk for, at jeg i mange år har haft et ønske om et familieliv og en kontinuitet med en kvinde. Jeg har en meget romantisk tilgang til det. Det er et stort ønske hos mig at få børn, men hidtil har der bare ikke været plads. Jeg gik i mange år rundt med en konstant frygt for at blive voksen, for hvordan skulle jeg gøre det i det liv, jeg lever og med de ting, jeg foretager mig? Det koster jo rigtig meget at få børn, man opfinder jo ikke bare ekstra timer i døgnet.

Men jeg føler, at jeg er ved at være klar nu. Det kræver selvfølgelig, at mine prioriteringer skal forandre sig, og at jeg må gøre brug af den for mig så fjerne planlægning for at få tingene til at fungere. For at finde tiden uden at miste mig selv, og det, jeg er her for. Det må vel handle om, at man som menneske bliver det, Steffen Brandt vist kalder »nærmest lykkelig«, ikke?«

Tænker du på helt at droppe musikken for at få tid til familieliv?

»Ja, det gør jeg hele tiden. Kashmir skal ikke være der bare for at være der. Vi skal have noget at sige, ellers er det lige meget.«

Remember what you came in here for, synger han i sangen »Intruder«, der varer nogenlunde den tid, det tager at brygge sig en god kop kaffe.

Hvad er det så, du er her for?

»Jeg er her for at arbejde, det er sgu da det, vi skal. Med det, vi brænder for. Vi skal arbejde for at gøre dét bedre, vi hver især kan. Finde ud af, hvad der er vigtigst og prioritere det. For mig er det vigtigt at bruge tid med familie og venner, men det er også vigtigt at få gjort det, jeg skal. Jeg har et talent for at spille musik og male, og de gaver skal jeg bruge tid på. Fordi det gør mig til et bedre menneske, når jeg tager mig selv seriøst. Det giver mig følelsen af at være et fuldendt menneske,« siger han og griner.

»Det lyder vanvittigt højloftet, men det giver i hvert fald mig en fornemmelse, at »yes, den her dag gav mening«. Jeg klattede den ikke bare væk.«

Læs også:
Lars Ulrich - fra »total ass« til familiefar
Sanne Salomonsen: "Jeg er den samme..."
Mikael Simpsons 300 dårlige dage om året
Lene Nystrøm: Jeg er en genert ekshibitionist
Se rockstjernernes sejeste tøj

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.