Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
B-mennesker

»Jeg krydser fingre for, at der denne ferie også for mig er andet, der vil åbne sig, end computerskærmen«

Sommerferien giver os tid til de nærmeste - og giver os plads til bare »at være almindelige mennesker«.

Hassan Preisler og Maise Njor.
Hassan Preisler og Maise Njor.

Hassan Preisler

Hos os er ferietid fødselsdagstid. For første gang siden skilsmissen mødes vi denne sommerdag i min Nørrebro-baggård. Min og hendes familie er fuldtallige, da vi kaster os over bagerbrød og hjemmelavede kagemænd. Og hvor har jeg dog frygtet denne dag! Hvor har jeg dog gennemspillet mange pinlighedssituationer med stive smil og armhulesved for mit indre.

Men da Sonias seksårs fødselsdag fejres med Preislere og El-Toukhyer i lette sommerkjoler og kortærmede skjorter, er der kun venlige smil.

Eks-svigermødre står side om side med ens, grå pager. En eks-svigeronkel med lidt mindre hår taler længe med en eks-svoger, der har lagt sig en smule ud. Og der er kommet flere børn til. Og nye kærester.

Vi står for traktementet sammen, hun og jeg. De modsætninger, der tidligere tog pippet fra os, er i dag dem, der får det til at glide. Jeg smiler ad hendes rod, hun trækker på skuldrene af min orden. Jeg tager et stort stykke af hendes cheesecake. Den smager igen mildt og blødt. Og mine friskkværnede kaffebønner er ikke længere bitre.

I mine uger tager jeg til Berlin med Sonia. Så sover vi længe og træder ned i boblekarbadet sammen. Vi spiser morgengrøden på balkonen, inden vi finder dagens legeplads. På Sejerø slumrer vi i hængekøjen midt på dagen.

Frokosten står klar på terrassen, når vi vågner. Vi bader med den ny badehaj, og hun får lov til at styre bilen ned ad de lukkede veje. Om aftenen steger vi skumfiduser over de sidste gløder i grillen. Og i år tager hun til Spanien sammen med sin mor og hendes ny kæreste. Han hedder Mikael. Han er sød, synes jeg.

Jeg krydser fingre for, at der denne ferie også for mig er andet, der vil åbne sig, end computerskærmen. Jeg drømmer om, at det ikke kun er kampen med ordene i Word-dokumentet, der vil holde mig søvnløs og tvinge mig op alt for tidligt om morgenen.

Måske er det i denne ferie, at jeg igen skal opleve, hvordan det er at gå hånd i hånd gennem sommerregnen med én, jeg egentlig ikke tør holde fast i.

Måske bliver det denne juli måned, at jeg på ny vil tjekke mobilen tusinde gange for at se, om der ligger et svar på min kaffeinvitation. Kunne det tænkes, at det er i denne ferie, at jeg igen skal kaste mig ud over kanten af min egen angst og sige til et andet menneske, at jeg elsker?

Maise Njor

Ferie er der, hvor vi rigtig skal være sammen. Og det er der nogen, der slet ikke kan holde til.

Sommerferien er den længste. Vores er endda kort. I Sverige varer den Nangijala-lang tid, og i Italien varer den så længe, at Berlusconi kan nå at få en hårtransplantation og komme tilbage næsten uden at ligne en karse-gris.

Vores er kort. Men den er alligevel så lang. For nu bliver det alvor. Det er nu, familien og vennerne skal stå deres distance. Orker vi dem?

Kan vi overskue at være almindelige mennesker, og ikke kun dem vi er, når vi er på arbejde, altså dem, vi sætter os op til at være, når vi ikke er sammen med dem, vi holder allermest af. Jeg orker. Og jeg glæder mig.

Jeg skal sidde i en lille fransk by med mine gode venner og teste ost og champagne, til vi har dårlig ånde og fedt-overskæg og ikke kan finde i seng, og så bliver vi oppe, til solen kommer frem.

Jeg vil ligge på et vattæppe og kysse med en, der er sjov og gerne fem kilo for tyk, fordi han er sådan en, der nyder livet.

Jeg vil grille. Altså, jeg vil være den, der ikke laver salaten sammen med alle damerne, men i stedet udøver den svære kunst, det er at kigge på kullene, mens jeg drikker en øl.

Jeg vil ligge på maven på Rørvig Havn og fange krabber helt alene, fordi mine børn er blevet for gamle til den slags.

Jeg vil spille tennis iført en lille hvid nederdel, selv om jeg endnu ikke er god nok til at have fortjent den, og jeg vil ud af øjenkrogen se de ældre herrer på bane 4 og forestille mig, at de tænker »sikke dog en yndefuld og sporty ung dame«.

Jeg vil insistere på, at alle mine tre børn – og hunden – sover i min seng, og så vågner vi alt for sent, og mens regnen trommer mod ruden, skal vi se det afsnit af »Venner«, hvor Ross misforstår anvisningen, da han er til spray-tan.

Jeg vil kigge på mine ben i Francis Bacon-nuancer og tænke, at jeg i det mindste ikke ser ud som alle dem, der har spray-tannet deres stænger Hanne Bech-Hansen-farvede.

Jeg vil sidde i mine forældres sommerhus og stresse over, at hvis ikke jeg spiser min morgenmad hurtigt, så er jeg ikke klar til frokosten, og hvad så med aftensmaden?

Og jeg vil nyde at have noget tid sammen med dem, der lavede mig, og som også nu laver spareribs.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.