Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

'Jeg havde mareridt om Thomas Helmig'

I 25 år har vi hørt Thomas Helmig synge om hjerte og smerte. Det er nok banalt, men det virker. Kvinderne hviner stadig, og mændene lader som om, de ikke nynner med. Her fortæller Thomas Helmig om 25 års op- og nedture med musikken.

Vi besøgte ham hjemme i Risskov og fulgte ham på turné for at få opskriften på, hvordan han har holdt sig på toppen.
Vi besøgte ham hjemme i Risskov og fulgte ham på turné for at få opskriften på, hvordan han har holdt sig på toppen.

Sveden styrtdykker ned ad hans ansigt og trækker mængden af Dax Wax og Matas hårspray fra hans hår med sig i faldet.

Se billeder fra Thomas Helmigs turné i galleriet til højre

Hele moradsen samler sig i hans øjne, og han kan ikke se en hånd for sig, da han lægger an til at synge aftenens sidste ekstranummer: »Midnat i Europa«. Hittet fra 1986.

Web-TV: Thomas Helmig on tour

Silkeborgs kvinder kan dog hverken mærke, se eller høre, at han kæmper en indre kamp mod løbske hårprodukter. De hviner, ikke skingert, men afdæmpet og modent. Smiler med brede munde. Hæver hænderne eller folder dem eftergivende foran sig. Svajer i underkroppen. Skråler med for fuld hals »Der er ingen grænser, når jeg er alene, så ved jeg hvad jeg skal tro påååå, så ved jeg hvad jeg skal mene. Om alt og det heleeeee.«

Helmig vrikker med numsen klædt i mørke læderbukser til gengæld. En kvinde råber »han er bare for lækker«.

Han kan stadig intet se, da musikken stopper, og et brutalt loftlys sætter punktum for den over to timer lange koncert i Silkeborg Hallerne. De 1.500 publikummer skal næsten fejes ud med bunken af tomme ølkrus. De vægrer sig mod at forlade den følelse af fest, længsel og lethed, som Helmig tydeligt har tændt i dem.

Han selv iler ned ad scenen og ind i et omklædningsrum. Hælder stråler af øjendråber i de blodrøde øjne og tager et par runde solbriller på, fordi det får smerten i øjnene til at forsvinde hurtigere.

Læs også:
Jimmy Jørgensen: På sporet af den forsvundne far
Johan Olsen - manden fra magtens og forskningens korridorer
Kasper Eistrup og kunsten at blive voksen
Lars Ulrich - fra »total ass« til familiefar
Sanne Salomonsen: "Jeg er den samme..."
Mikael Simpsons 300 dårlige dage om året
Lene Nystrøm: Jeg er en genert ekshibitionist
Se rockstjernernes sejeste tøj

Da han lidt senere går ind i bandets tourbus med brune, tilrøgede sæder, laver han sig en stor »Russer«. En intern drink i bandet, der gør én »fuld på 30 sekunder«. Halvt champagne og halvt vodka.

»Jeg kom til at tænke på det der med berømmelse, vi talte om hjemme hos mig i går. Jeg vendte det med Renée bagefter, for hvad er det for en størrelse? Jeg kan bedst beskrive det sådan her: I dag går folk forbi mit hus i Risskov og siger: »Derinde bor Thomas Helmig.«. En dag går de forbi og siger: »Derinde boede Thomas Helmig«, og pludselig en dag går de bare forbi. Jeg har det godt med at vide, at det er, hvad det er. Selv om berømmelse er skide bekræftende og giver mig en følelse af at blive set, er det slet ikke den, det handler om. De gange, jeg har misforstået det, er der, hvor jeg er faret vild.«

Web-TV: Thomas Helmig on tour

 
 

 

Dagen før torsdagens koncert i Silkeborg Hallerne sidder han med en ulden, brun hue på i sin kone Renée Toft Simonsens kontor på 1. sal i deres hjem i Risskov. Det plettede gadekryds Raul gnider sig selskabslystent op ad hans ben, mens den lille pjuskede Viola gør nede fra køkkenet, hvor Renée har fotografer på besøg i forbindelse med premieren på en filmatisering af hendes bog »Karla og Jonas«.

Den ene væg i kontoret er fyldt med familiefotos af Renée sammen med sine børn og sine venner. Under billederne har en Marimekko betrukket chaiselong fået tildelt husets bedste udkigspost med et vue over græsplænen og gyngestativet og længere borte i horisonten Århus Bugten under den hvide himmel.

Lige dernede – måske midt i haven – sad Thomas Helmig en sommeraften sidste år. På en madras. I den ene hånd havde han en lånt salonriffel, i den anden en flaske rødvin. Han havde fået at vide, at den bedste måde at få bugt med de muldvarpe, der blev ved med at opføre en skyline af jordtoppe i hans have, var at plaffe dem ned én efter én.

»En eller anden havde fortalt mig, at muldvarpe ikke kan høre én, når man sidder på en madras. Så det gjorde jeg. Efter nogle timer, hvor der ikke skete en skid, havde jeg drukket så meget vin, at jeg faldt i søvn.«

Om han havde plaffet de små kræ ned, hvis han havde holdt sig vågen, melder historien intet om. Han beskrives af folk omkring sig som et meget følsomt menneske, og de er ofte kendt for også at være gode mod dyr. Historien melder heller ikke noget om, hvorvidt projektet egentlig gik ud på at være alene. Bare sidde på en øde ø af fjedre væk fra virkeligheden, familien, de to biler i garagen og lade de lange tanker få albuerum.  

Den selvvalgte ensomhed er nemlig blevet et af hans bedste våben mod at blive opslugt af Thomas Helmig. Ham »stjernen«, der udskifter selv sine stribede underbukser til et par sorte af slagsen, inden han går på scenen, fordi det handler om at give sig 100 procent hver gang fra inderst til yderst. Og tilbage igen.

»Jeg tror, at en af grundene til, at jeg har holdt så længe, er, at jeg tidligt indså, at jeg var nødt til at finde en sund balance mellem at være Thomas Helmig og så et privat menneske. Det lærte jeg i slutningen af 1980erne, hvor jeg begyndte at have mareridt om, at jeg var blevet til den Thomas Helmig, som jeg kunne læse om. Jeg var bare en »popstjerne«, en »pigernes Thomas«, en »Teddybjørn«. Det var helt tumpet og firkantet. Af nødvendighed lærte jeg dengang, at det er fedt at være alene. At jeg kan bruge det til noget. Derfor har jeg lige siden opsøgt ensomheden, når jeg ikke er på turné eller udgiver plader.«

For at forstå den erkendelse, spoler vi lige tiden tilbage nøjagtig 25 år. 21. marts 1985 tog en storkrøllet, 19-årig Thomas Helmig toget fra Århus til København for at deltage i receptionen for sit debutalbum »Thomas« i Nyhavn. Han var på det tidspunkt verdenskendt i Århus med Elevatordrengene, hvor også hans ven og sparringspartner lige siden, Claes Antonsen, var med på trommer.

Han smagte allerede her en dråbe af den berømmelse, som senere eksploderede i en grad, der må betegnes som atypisk for danske forhold. Han og Claes Antonsen ville mere end være lokalkendte og indspillede en demo med to engelske numre, som pladeselskabet Genlyd faldt for. De ville dog have sangene på dansk, og Thomas Helmig sprang til. Han ville gerne lave en plade, ville gerne helt ind i rampelyset, sådan som han havde tegnet det for sig selv allerede i 4. klasse.

Med »Thomas« og dens poppede kærlighedssange som »Læg dig her ved siden af mig« slog han tonen an som den første og eneste herhjemme, der oversatte og fortolkede de amerikanske soulsangeres sound og sviende banale kærlighedstekster til dansk.

Se billeder fra Thomas Helmigs turné i galleriet til højre

»Det var en stor dag, men jeg mærkede ikke storheden i det. Allerede dengang havde jeg det sådan, at storheden lå i at lave pladen, skrive sangene. Jeg havde ingen tanker om, hvad det kunne blive til, og mærkede kun forvirring og nervøsitet. Jeg tror, det hele fløj over hovedet på mig. Det vigtigste for mig var dog at spille min plade for mine venner og familie. Jeg var fandeme stolt over at komme hjem og vise dem det første prøvetryk.«

Web-TV: Thomas Helmig on tour

Hvorfor?

»Se, jeg er ikke noget helt sort får. Og se, hvad jeg kan. Sådan har man det jo over for sine forældre, lige fra man kan gå. Ikke at jeg mødte modstand, men min far kom da med nogle pip om, at han syntes, at det var federe, hvis jeg blev læge,« siger Thomas Helmig, der er født og opvokset i en lægefamilie i Århus-forstaden Egå som den mindste i en søskendeflok på fire.

»Men skolen var aldrig mig, jeg var skoletræt fra 2. klasse. Jeg ville hellere sidde hjemme og spille musik. Da jeg gik i 4. klasse vidste jeg, at jeg ville være musiker, og jeg fik tidligt et trommesæt. Jeg brugte alle mine vågne timer på at øve mig. Også på klaveret.

Musik fik det til at boble inden i mig, og jeg forbinder det med ro og glæde, når jeg i min barndom sad og lyttede til en plade med T-Rex, Led Zeppelin eller Slade. Jeg begyndte også tidligt at skrive om kærlighed. I 8. klasse bad min musiklærer mig lave et par sange til en musical, som aldrig blev brugt, men jeg kan stadig huske linjen: »Det gik på skinner, det gik næsten for nemt, nu har jeg kun minderne, og dem har jeg glemt.«

Han griner.

»Det handlede om en pige, jeg ikke kunne få fat i – og det har mine tekster så handlet om lige siden. Det kærlighedsbudskab, jeg altid bliver skudt i skoene, har været der så længe, jeg kan huske.«

Web-TV: Thomas Helmig on tour

 
 

 

Hvad handler det der kærlighed så om?

»For mig er det en enorm vigtig fornemmelse at være elsket og også elske et andet menneske. Det er nok endt, som det er endt, fordi det er den følelse, der virkelig kan løfte mig – og den, der kan jorde mig. Det har jeg så forsøgt at nærme mig fra alle vinkler,« siger han og tænder endnu en Prince Light.

Renées kontor er udover hans eget i kælderen det eneste sted i huset, der må ryges i. Og så i hans bil, der som en af hans gode venner beskriver det, altid »er enormt rodet« og »ligesom at træde ind i et kæmpestort askebæger«.

Læs også:
Jimmy Jørgensen: På sporet af den forsvundne far
Johan Olsen - manden fra magtens og forskningens korridorer
Kasper Eistrup og kunsten at blive voksen
Lars Ulrich - fra »total ass« til familiefar
Sanne Salomonsen: "Jeg er den samme..."
Mikael Simpsons 300 dårlige dage om året
Lene Nystrøm: Jeg er en genert ekshibitionist
Se rockstjernernes sejeste tøj

»Dybest set handler kærlighed for mig om en accept af, hvem man er. Samtidig er jeg vokset op med, at kærlighed kan være både god og ødelæggende.«

Hvad mener du?

»Jeg tror, at det fylder i ethvert barn resten af livet, hvis det oplever at være i et hus, hvor kærligheden forsvinder. Det var skelsættende for mig. Jeg var et meget følsomt barn, og jeg havde ikke noget panser imod, at mine forældre blev skilt, da jeg var 8 år. De fandt sammen igen et par år, fordi, har de senere fortalt mig, jeg havde det så skidt med det. Men de blev skilt igen, da jeg var 10.

Faktisk kan jeg ikke huske en skid fra de år, jeg har blokket det, fordi det gjorde for ondt. Jeg kan huske, at jeg pludselig skulle bo to steder, men ikke hvilke følelser, jeg havde. Jeg forsvandt stort set fra skolen, havde svært ved at koncentrere mig, lavede hærværk og alt muligt. Jeg tror, at det er det, der har givet mig min bekymrende lette tilgang til det triste. Når jeg sidder og skriver sange, er det meget nemt for mig at synke ned i triste tekster. De er ikke påklistrede, de føles ægte, og det tror jeg, at jeg har vist gennem årene, at publikum sætter pris på.

Alle kender følelsen af ensomhed, forladthed, frygt eller stor lykke, men kun få dykker ned i dem, så de fremstår levende og ægte. Måske er det min berettigelse. Også selv om det er vildt banalt.«

Banalt, ment negativt, er nok et af de ord, han oftest har hørt og læst om sig selv. Også helt fra begyndelsen. Debutalbummet kom i slipstrømmen af dansk rock og popmusiks forgyldte dage med Anne, Sanne og Lis i frontlinjen, og Thomas Helmig var det nye, unge skud på stammen, der trods naive, ligeud ad landevejen sange og tekster lød helt som sig selv.

Det var dog først med de kommende tre albums, specielt »Vejen væk« fra 1988, at han for alvor slog igennem og blev »pigernes Thomas«. Pludselig sov de nede foran hans og Claes Antonsens lejlighed i Århus, skreg som vanvittige, når han viste sig på scenen, og hev både øreringe og tøj af ham, når han steg ned fra den, mens de skrålede med på fællessangene »Nu hvor du har brændt mig af«, og »Det er mig der står herude og banker på«.

Ægteskabet med – og skilsmissen fra – en af 80ernes andre store sangerinder, Søs Fenger, et gigantisk pladeslag og udsolgte huse cementerede kun hans rolle som idol på den danske scene, pigernes idol, vel at mærke. For mens de skreg som gale, begyndte deres kærester og anmelderne at mukke højere og højere.

Stemningen vendte. Da han i 1990 udgav »Løvens Hjerte«, måtte bandet slå ring om ham, når de var i byen, fordi mændene ville give ham bank. De råbte »bøssekarl«, buhede under koncerterne og kastede tomater efter ham.

»Selv om jeg blev ret skræmt af succesen med »Vejen væk«, var jeg der blevet så rå og hærdet i gamet, at jeg pløjede direkte videre med »Løvens Hjerte«, der var endnu mere udkrængende. Efter den plade tænkte jeg, at jeg hellere måtte tage en pause. Jeg var kun 25 år og bange for at blive korrumperet af det hele. Musikken forsvandt. Det var ikke længere den, det handlede om. Stjernelivet var da også fedt, men der begyndte at ske en forandring inden i mig, og jeg blev enormt ked af det og trist. Jeg holdt op med at gå ud, fordi det altid blev en scene, uanset hvor jeg var, og det hele sled på mig. Min gode ven, Claes, sagde til mig, at det godt kunne være, at jeg skulle til at finde på noget andet.«

Se billeder fra Thomas Helmigs turné i galleriet til højre

Han betegner det som endnu en skelsættende periode i sit liv. Måske fordi »kærligheden« forsvandt igen.

Web-TV: Thomas Helmig on tour

»Jeg var enormt forvirret over den reaktion, jeg fremtvang. Jeg var der jo ikke for at gøre nogen ondt, så hvorfor er de så sure på mig? Jeg trak mig helt tilbage, begyndte at dyrke andre sider af mig selv, som at være alene og læse bøger. Det var der, de to ting blev en helle for mig på højde med musikken.

Ensomheden var svær at tackle i starten, og jeg gjorde, hvad mange gør – begyndte at drikke. Men jeg fandt hurtigt ud af, at nok faldt jeg nemmere i søvn, men der kom ikke fede sange ud af det, og de fede bøger, jeg læste, kunne jeg ikke huske. Det har aldrig været løsningen, så jeg begyndte at hænge ud sammen med Gnags i deres køkken i studiet, hjalp med at producere osv. Jeg skrev musik og overvejede faktisk som 25-årig bare at udgive plader – og så lade være med at tage ud og spille. Jeg mistede aldrig lysten til musikken, det var bare virkeligheden, der var svær at håndtere.«

Det var i de par år, der fulgte, at han fik styr på brandet Thomas Helmig. Han besluttede sig for ikke at stille op til interviews og udtale sig hele tiden. Fik hemmeligt telefonnummer. Holdt sig hjemme og bevægede sig kun ud i virkeligheden som Thomas Helmig, når han havde noget på hjerte med en ny udgivelse. Derfor ser man ham sjældent optræde offentligt i de op til to år, hvor han skriver sange til et nyt album. Der holder han sig mest til kælderen i villaen, løbeture i skoven, madpakker og familiesysler - og til tribunen på byens stadion til AGF’s kampe. Eller som Claes Antonsen beskriver ham:

»Når jeg tænker på et billede af, hvem Thomas er, så er det ham, der sidder alene på en sten og kigger ud over havet med en bunke af cigaretaske omkring sig. Han føler sig i bund og grund alene og forladt i verden.«

Læs også:
Jimmy Jørgensen: På sporet af den forsvundne far
Johan Olsen - manden fra magtens og forskningens korridorer
Kasper Eistrup og kunsten at blive voksen
Lars Ulrich - fra »total ass« til familiefar
Sanne Salomonsen: "Jeg er den samme..."
Mikael Simpsons 300 dårlige dage om året
Lene Nystrøm: Jeg er en genert ekshibitionist
Se rockstjernernes sejeste tøj

Da han i 1992 lod høre fra sig igen, var det på engelsk. Et greb, der også handlede om, at han ville ryste imaget som teenageidol af sig. Albummet »Rythm« henvendte sig til et ældre publikum, og Helmig besluttede sig for at spille på mindre spillesteder og »finde tilbage i musikken«. Hans første egentlige bevidste valg om, hvordan han ville håndtere sin karriere.

»Det var min måde at vriste mig fri af forventningerne og undgå hele den der overbygning af stjerneskær. Det lykkedes også.«

Indtil 1993, hvor han udgav »Say When«. Der begyndte det hele forfra. Næsten.

»Jeg kan tydeligt huske, da jeg kom ind på scenen til den første koncert. Der stod de og skreg igen, og jeg tænkte »Hold kæft, er I der endnu?« Det blev så kun endnu vildere året efter med »Stupid Man«. Den succes var næsten mere overrumplende end den første, fordi jeg troede, det var ovre på det plan. Den plade handler jo også overordnet om, at jeg endelig accepterer mig selv, som jeg er.«

Hvordan håndterede du så den genvundne stjernestatus?

Se billeder fra Thomas Helmigs turné i galleriet til højre

»Jeg besluttede mig for at nyde det. Glæde mig over det og være stolt af det, i stedet for at tænke »stop, stop, stop, der er nogen, som bliver sure over, at I skriger.« Jeg blev rørt over det, og det er jeg stadig. Jeg følte også, at jeg pludselig fik en form for respekt, jeg havde jo også lige været oppe og nede igen – det er jo noget, vi danskere har respekt for.

Samtidig havde jeg fået en datter med min daværende kone, Heidi Andersen, hvilket ændrede mit liv markant. Det gjorde mig parat til at tackle det hele. Det gik også op for mig, det tager mange år at lære, at festen er de to timer, jeg er på scenen. Det er der, jeg bliver forløst, og bagefter vil jeg egentlig bare gerne hjem. Jeg ville heller ikke lave interviews herhjemme, men det har jeg løsnet lidt på. Børnene er blevet store – de skulle have chancen for at slippe for alt det der, og mine fans er blevet mere modne.«

Web-TV: Thomas Helmig on tour

»Jeg er også trådt til, når tv har lavet et portræt om Renée. Det har jeg gjort strictly out of love. Vi er bevidste om, at vi er et kendispar, og jeg går med på den præmis, så længe jeg selv kan styre det. Men jeg har bestemt udlevet og levet op til min stjernerolle, og jeg gemmer mig aldrig ydmygt, når jeg optræder live, fordi jeg tror på, at alle synes, det er fedt med forbilleder. Måske har jeg været med til at løsne op for, at man ikke hele tiden behøver at sige, at »jeg er helt almindelig«.«

Hvordan har du det så med i dag at blive kaldt banal, at du tager den nemme vej, er ved at være for gammel til læderbukser og numsevrik?

»Det har jeg det fint med. Jeg er ikke bange for det banale. Det er, hvad jeg kan, og uanset, om jeg laver en country- eller popsang, lyder det som mig. Så længe jeg er ærlig i det, jeg gør, giver det mening. Jeg er nok også trodsig – tænker, at hvis I synes, det der er banalt, så skal I bare høre her, og så skruer jeg lidt ekstra op for det. Derudover omgiver jeg mig med folk, der vil fortælle mig, hvis jeg bliver patetisk.

Jeg havde en idé om, at jeg til denne turné gerne ville have et jakkesæt i en farve, men Claes sagde: »Nej, det gør du fandeme ikke. Vil du ligne Liberace eller hvad?« Jeg er dog kommet op i en alder og har udgivet så mange plader nu, at mine koncerter ikke kan undgå at blive lidt Las Vegas. Og det kan jeg godt lide. At give folk et godt og professionelt show, hvor der ikke er sparet på noget. Jeg kan ikke blive ved med at gøre det med værdighed, så det handler om at nyde det nu. For jeg elsker at være frontman. Det er en rolle, jeg tager meget alvorligt. Jeg forholder mig hele tiden til, at jeg er i musikkens tjeneste og ikke omvendt. Selv om det da kan være stærkt vanedannende at stå på en platform hævet over alle andre, der kigger på mig og bruger det, jeg laver.« 

Læs også:
Jimmy Jørgensen: På sporet af den forsvundne far
Johan Olsen - manden fra magtens og forskningens korridorer
Kasper Eistrup og kunsten at blive voksen
Lars Ulrich - fra »total ass« til familiefar
Sanne Salomonsen: "Jeg er den samme..."
Mikael Simpsons 300 dårlige dage om året
Lene Nystrøm: Jeg er en genert ekshibitionist
Se rockstjernernes sejeste tøj

Hvad gør det ved dig?

»Udover en fornemmelse af at blive set, er det vel en diffus følelse af at have udrettet noget«.

Hvad er bagsiden af berømmelsen så? Alt kan vel ikke være helt på plads?

»Nej, så ville det jo være for godt til at være sandt. Der er en fare for, at man bliver krukket og ubehjælpsom. Jeg bliver jo pampet og taget af. Uanset om det er på turné eller ude i virkeligheden, så er jeg vant til at få special behandling. Komme først i køen, altid lige få noget ekstra med i posen. Man skal jo have et vist ego for at lave det her. Det er jeg bevidst om, at jeg har, men jeg ved også, at jeg kan skrælle det af mig igen og dumpe ned i rollen som familiefar. Mine børn har altid været et godt middel til at finde tilbage i den rolle, som er den vigtigste.«

Han retter på huen.

»Jeg kan godt få nogle voldsomme ture nedad indimellem, fordi det her kan være voldsomt at være hovedperson i. Heldigvis har jeg i dag en stærk og følsom kone, der kan læse mine signaler. Hun er skide god til at pakke mig ind, hvis jeg har brug for det, og hvis jeg sidder og drikker lidt for meget alene i studiet, ved hun, om det er, hvad jeg har brug – eller om hun skal sparke mig ud og løbe en tur.«
 
Der er to timer til, at Thomas Helmig skal på scenen fredag aften i Odense Idrætshal. Han sidder foran et spejl i omklædningsrummet omgivet af sine bandmedlemmer, der for de flestes vedkommende har været med hele vejen. Loyalitet og tryghed er nøgleord for ham. Renées ældste datter, Ulrikke, er også med.

Han plejer stemmen med damp og en inhalator. Fatter glattejernet og trækker krøllerne ud foran spejlet. Langsomt og med sikker hånd. Putter et tykt lag Dax Wax i. Tager et greb om Matas hårsprayen og råber efter sin keyboardspiller, Søren Runge. Det er hans job at svinge dåsen.

Alle holder vejret, da rummet fyldes af en tyk støvregn.

Han børster tænder, skifter underbukser, strømper, T-shirt. Iklæder sig sit lædertøj. Spørger med et smil ud i rummet: »Hey, ser jeg egentlig tyk ud i de her sko«.

Lige før bandet går på scenen, mødes de bag deres maskot, en lille palisander bar, som tourmanageren John Overgaard har gjort klar med den obligatoriske opstrammer: En Havana Club. Helmig sluger et par stykker og står for første gang hele dagen et par minutter for sig selv. Hører en tone i øret, som er den, han skal starte på. Fokuserer, sådan som alle ritualerne forinden – voksen, hårlakken, Havana Club’en – også er en del af.

Kvinderne i salen skriger i det øjeblik, de ser hans silhuet. Skråler med fra første færd. Til en kærlighedssang anno 2010.

»Og du har din røde kjole på. Og mit hjerte går i stå«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.