»Jeg er tilbage på livets bane, selvom jeg blev slået grundigt ud af kurs«

Sofie Gråbøl spiller i disse dage en stor, krævende teaterrolle i Edinburgh og London. Hun beskriver selv processen som en af sit livs mest angstprovokerende udfordringer. Anmelderne har hyldet den danske stjerne, men for et år siden, hvor hun var midt i behandling for sin kræftsygdom, troede hun ikke, hun nogensinde skulle stå på en scene igen.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Der er helt stille i det store Edinburgh Festival Theatre. Koncentrationen er af den slags, man kun sjældent oplever i teatret. Ingen hoster, ingen flytter sig uroligt i sæderne. Al fokus er rettet mod Sofie Gråbøl, mens hun siger sin store replik som den danskfødte skotske dronning Margaret, der er kommet som en fremmed fugl, men som derfor kan se skotterne kritisk og kærligt udefra.

Lyset er gået op i salen, for det middelalderlige skotske parlament, den kloge dronning henvender sig til, er nu udvidet til os. Ordene falder med vægt og varme.

Det er forestillingens emotionelle højdepunkt. Ikke bare fordi Sofie Gråbøl siger sine replikker med en selvfølgelig autoritet på formfuldt engelsk. Men også fordi vi er få uger fra den afstemning, hvor skotterne skal sige »Yes« eller »No« til uafhængighed.

Margarets ord bliver set gennem den ganske særlige prisme i aften og udløser latter og bifald. Ved tæppefald er den stående applaus som et tordenvejr, der ruller ned fra det skotske højland. Aftenens ubetingede stjerne, Sofie Gråbøl, tindrende smuk i sin dronningblå kjole, er det centrale punkt i kæden af glade, bukkende skuespillere på scenen.

»For et år siden kunne jeg slet ikke forestille mig nogensinde at arbejde igen. Jeg troede simpelt hen ikke på det. Det er mærkeligt, ikke?« siger hun med reference til den kræftsygdom, hun blev ramt af for halvandet år siden.

At hun netop nu gennemfører sit livs mest angstprovokerende udfordring som skuespiller er ingen tilfældighed.

»Jeg har før undret mig over, hvorfor folk altid skal gennemføre Ironman og bestige bjerge, når de har haft kræft, men nu kan jeg godt se, at det på sin vis måske er det, jeg er i gang med herovre. Denne opgave er i hvert fald en ultimativ udfordring. Og det er nok heller ikke tilfældigt, at jeg har haft lyst til at påtage mig den netop nu – selv om det selvfølgelig er et spørgsmål om tilfældig timing, at jeg er blevet tilbudt den på dette tidspunkt i mit liv. Jeg kan ikke selv gennemskue hvorfor. Måske vil jeg manifestere over for mig selv, at jeg stadig er her på jorden, at jeg er tilbage på livets bane, selvom jeg blev slået grundigt ud af kurs. Måske man næsten dyrisk instinktivt vil bevise over for flokken, at man er livsduelig og værdig til stadig at være en del af den.«

Sofie Gråbøl følte et dybt ubehag ved at være syg og svag og i den grad have brug for hjælp.

»Det var faktisk en følelse af skam. Og den følelse gjorde det tit meget svært for mig at modtage hjælp. Jeg har absolut været en udfordring for alle de kærlige mennesker omkring mig, som jo ville mig alt godt. Medlidende blikke og gode råd kunne få mig til at gå helt i baglås og skubbe selv mine nærmeste fra mig. Jeg blev kaldt »Kan-selv-Sofie« i min barndom, et tilnavn, der er ret rammende, og den del af mig kom på en hård prøve.«

Skuespil og familieliv

Vi sidder på en libanesisk restaurant rundt om hjørnet fra teatret dagen derpå. Sofie Gråbøl har en lånelejlighed lige i nærheden. Hun er midt i spilleperioden på The National Theatre of Scotlands stort anlagte, nyskrevne trilogi »The James Plays«, som handler om tre skotske konger. Fra midten af september rykker forestillingerne videre til London, hvor de skal spille på The National Theatres store scene Olivier oktober måned ud.

Sofie Gråbøl har hovedrollen i det sidste af stykkerne, og den ambitiøse teaterbedrift er blevet en enestående succes i den Edinburgh Festival, der buldrer løs lige udenfor vinduerne med teater overalt i den skotske hovedstad. De britiske anmeldere har været begejstrede og blandt andet kaldt Sofie Gråbøl for »fremragende« og »en uimodståelig teaterskuespiller«.

»Jeg har helt ærligt aldrig haft en længsel efter udlandet eller en ambition om at komme ud. Tværtimod får jeg forhøjet hjertebanken ved tanken,« forklarer den danske skuespiller.

»Det er ikke noget, der har tiltalt mig. Jeg har to børn på ti og 13 år og har sagt nej til en del ting, som ville tvinge mig væk fra dem. Det har passet mig godt at lave alle de der TV-serier, efter at jeg har fået børn, for det er meget svært at få et almindeligt familieliv til at hænge sammen med at spille teater hver aften. Men grunden til, at jeg lukkede op for at arbejde i udlandet som en mulighed, var jo, at »Forbrydelsen« bare bragede ind ad døren i England. Det var så uventet, så overrumplende og fantastisk. Men jeg kunne ikke rigtig forholde mig til den modtagelse med åbne arme, for jeg arbejdede jo hjemme i Danmark.«

Sofie Gråbøl, forkælet skuespiller i sit eget land, kunne ikke umiddelbart se, hvorfor hun skulle til England, selv om alle opfordrede hende til at finde en agent i London. Alligevel kunne hun godt mærke, at det måske var en god idé, da en del spændende muligheder viste sig i kølvandet på den danske krimiserie, der havde gjort hende til et varmt navn i Storbritannien.

Længe var hendes kalender optaget af forpligtelser i Danmark. Men nu har hun indspillet en TV-serie på 13 afsnit. Og til sidst gav hun også efter for den fristende teaterrolle, selv om hun længe trak afgørelsen ud.

»Da jeg læste manuskriptet, blev en streng slået an: Dette skulle jeg bare lave. Mine forbehold gik mere på, at det var et kæmpe valg at være så længe væk, som det ville kræve. Jeg endte med at gøre op, at mine børn nu er så store, at det kan de godt klare, og at de i øvrigt har en far, som de har det lige så godt hos. Og jeg tager jo hjem ved hver en given lejlighed. Jeg har lige været hjemme en uge og skal hjem igen om fire-fem dage. Og så har jeg mange gange puttet min datter over facetime.«

Hun havde også en række overvejelser, som mest af alt handlede om hende selv. At påtage sig rollen var forbundet med angst af en hidtil uset dimension.

»Det er klart, at denne rolle er den ultimative timetervippe. Næsten en manddomsprøve. Men jeg har altid søgt efter at sætte mig selv i ubehagelige situationer. Jeg har en instinktiv fornemmelse af, at det er der, de største udviklingsmuligheder er. Når jeg har befundet mig steder, som har krævet selvovervindelse og mod, og som har genereret så meget angst, er jeg kommet igennem det og har opdaget, at jeg ikke døde af det. Jeg udvidede måske oven i købet mit rum.«

En afgørende udfordring var det rent sproglig

»Én ting er at filme på engelsk – det er selvfølgelig også udfordrende. Men slet ikke i samme grad som at stå på en scene på et andet sprog. Sproget er teatrets hovedinstrument. Jeg er forholdsvis god til engelsk. Men det, som har været ekstra svært, synes jeg, sprogligt, er at opdage, at jeg ikke har nogen referencer på engelsk. Det gør det sværere at huske replikkerne, simpelthen fordi de ikke har nogen resonans. Der dukker ingen følelsesmæssige erindringer op på ordene. For første gang i mit liv satte jeg mig for at lære alle replikkerne udenad, inden vi startede på prøverne. Jeg var meget mere velforberedt end nogensinde før. Jeg troede, at jeg havde et forspring. Jeg sagde meget stolt til instruktøren, da jeg mødtes med ham i London nogle uger før, vi skulle starte prøver: »Jeg kan faktisk næsten hele stykket«. »Men det er da godt, for det har jeg da også bedt jer alle sammen om at kunne«, svarede han.«

I det hele taget var prøvearbejdet, der fortrinsvis har fundet sted i London, været en voldsom personlig prøvelse for den ellers så erfarne skuespiller, som i forvejen altid har syntes, at prøvelokalet var et interessant, men alt andet end hyggeligt sted at befinde sig og forbundet med »klamme håndflader og blufærdighed«.

»At træde ind i det lokale første dag var endnu vildere end dengang, Sofie begyndte i 1. klasse. Jeg er meget sjovere, meget klogere på dansk! Om eftermiddagen nåede jeg altid et punkt, hvor jeg næsten ikke kunne formulere en tanke på engelsk. Der var intet gelænder, jeg kunne støtte mig til i løbet af dagen. Det føltes som om, jeg havde et lille menneske inde i hjernen, og hver gang nogen sagde noget, så skulle det lille menneske løbe en ekstra rute ind i et lokale, slå det op og oversætte.«

Direkte adspurgt medgiver Sofie Gråbøl, at der har været perioder, hvor hun troede, hun ville knække under anstrengelsen.

»Helt ærligt: Det har overvejende været min følelse, indtil premieren var overstået.« Hvert af de tre stykker, der indgår i trilogien, skulle have en uges teknisk gennemgang umiddelbart før premieren. Det stykke, Sofie Gråbøl medvirker i, var det første til at blive gået igennem med kostumer, lys og lyd. Og så blev hun sendt hjem til Danmark med besked på at møde op til en enkelt forpremiere to uger senere.

»Én forpremiere. Så skulle der være premiere. Jeg sad på Amager Strand med mine børn og spiste is i hedebølgen. Det var simpelt hen så surreelt. Jeg havde premiere lige om lidt, men der var ikke noget tilløb. Angsten er jo meget værre, når man ikke kan gøre noget. Man kan ikke sidde alene og øve sig. Så jeg tog herop til Edinburgh fem dage i forvejen og tænkte, at der nok var nogle af de andre, som havde tid til at orde nogle scener med mig i nogle pauser.

Det havde de selvfølgelig ikke. De arbejdede som svin. Den måde, de har opløb her, er endnu vildere end vores. Kortere pauser, længere dage. Ingen frokost serveret. Jeg endte med at sidde i min lånelejlighed lige overfor teatret. Jeg kunne kigge derover fra mit vindue. De dage var det rigtig, rigtig svært at holde modet oppe og huske, hvad ideen med det her sindssyge projekt, jeg havde kastet mig ud i, var.«

At spille teater uden for dansk teaters trygge sproglige og kollegiale rammer har krævet alle Sofie Gråbøls ressourcer. Men hun fornemmede rent instinktivt, at udfordringen var den rigtige for hende.

»Samtidig var det også fuldstændig euforiserende, at der ikke var nogen, der kendte mig. Det var det rum, jeg havde længtes efter og det korresponderede med, hvordan der så ud inden i mig på det tidspunkt. Det, jeg længtes efter, var i virkeligheden også at blive sat på det nulpunkt, efter det, jeg var igennem sidste år. At være fuldstændig fritstillet. Jeg havde i hvert fald svært ved at forestille mig bare at gå videre, som om ingenting var hændt. Jeg har et nyt landskab indvendigt, og det var rart at blive stillet et sted, hvor landskabet rundt om også var ukendt.«

I december 2012 fik Sofie Gråbøl konstateret brystkræft

»Jeg befandt mig i en choktilstand i to-tre uger. Med ét slag blev det meget tydeligt for mig, hvad der var vigtigt. Alt det andet, som jeg måske gik og troede havde enormt stor værdi, kunne jeg pludselig se, var ligegyldigt. Alle de der ting, som fylder hverdagen med alt det, vi kalder problemer, men som i virkeligheden ikke er det. Det var en periode med næsten psykotisk klarhed og knivskarp smerte.

Det var også en tilstand af noget, der lignede mani. Jeg sov ikke om natten. Alt i mit liv stod pludselig til revision. Mine relationer, min rolle i livet blev ændret med ét slag. Jeg er et meget autonomt menneske. Og det var utrolig svært for mig overhovedet at forstå, at jeg havde brug for hjælp på nogen planer. Det påvirker jo også ens relationer, der bliver belyst med en anden lampe. Det er jo ikke kun dig selv, der skal rumme det. Så alt bliver kastet op i luften. Det stod soleklart for mig med det samme, at det, som var vigtigst for mig, er mine børn. Det går vi alle sammen og siger til daglig. Men én ting er at sige det, noget andet er faktisk at mærke det.«

Kunne hun på nogen måde dulme den angst ved at række ud efter andre?

»Nej. Det kunne jeg ikke. Det mærkelige er, at det havde jeg faktisk heller ikke lyst til. Det er derfor jeg siger, at jeg nærmest var i en psykotisk form for klarhed. Vi er så forskellige. Der er nogen, der råber og skriger og lægger sig i fosterstilling. Det gjorde jeg langt senere. Den første fase har i al sin gru og voldsomhed også næsten en high – for det er et stort drama. Om det er adrenalin, ved jeg ikke, men der er så mange overlevelsesmekanismer, der går i gang, når man får sådan et chok, at det hjælper en igennem. Det er jo alle urreserverne, der vågner, fordi man bliver truet på livet. Virkeligheden, som jeg kendte den, var lige pludselig blevet et fuldstændig fremmed landskab,« siger Sofie Gråbøl, som til tider gik til sin sygdom som til en rolle.

»Jeg har altid kigget forskningsmæssigt nøgternt på en rolle: Hvordan er konstruktionen af det menneske, jeg skal gestalte? Det gjorde jeg også i det forløb. Jeg registrerede nogle af de decideret traumatiske oplevelser og tilstande, jeg gik igennem som led i min sygdom. Det var næsten som om, jeg researchede til en rolle. Jeg tror, det handler om, hvem jeg er - ikke om en fagskade, jeg har pådraget mig som skuespiller. Hvis jeg var ved at drukne i chok, smerte eller angst, kunne jeg opholde mig i det næsten som Knud Rasmussen på en slæderejse.

Mit fokus var på at observere min tilstand. Jeg tog på en ekspedition ind i dette uudforskede land af angst og smerte, samlede mine erfaringer i små poser, og når jeg var kommet hjem igen, kunne jeg sætte mig og kigge på mig selv. Hvad var det egentlig, der skete i det sammenbrud eller i den tilstand? Det var min måde at overleve på. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt, da der havde åbnet sig en ny afgrund foran mig, helt nøgternt tænkte, at hvis jeg skulle sætte et billede på, hvordan jeg havde det i den situation, så ville det være et billede af en lydtæt skov med meget tykt snefald. En dæmpning af alle sanser, som selvfølgelig handlede om ren overlevelse.«

Der gik en uge, før Sofie Gråbøl, der er alene med sine to børn, fortalte dem, at hun var syg.

»Jeg tror, at fordi jeg har børn, brugte jeg mine kræfter på at holde sammen på mig selv for dem og sørge for at få dem igennem det chok, det også var for dem, så godt, jeg kunne. De fik at vide, at jeg havde kræft og skulle opereres, men jeg ventede en uge, for jeg kunne mærke, at jeg ikke var i stand til at sige det til dem på en ordentlig måde. Det er lidt ligesom i en flyvemaskine: Tag din egen maske på, før du hjælper andre. Jeg blev nødt til lige at forstå, hvilken planet, jeg sad på, før jeg begyndte at tale med dem. Og naturligvis i meget tæt samtale med deres far, som har været helt fantastisk i dette forløb.«

Efter at den første fase af chok havde lagt sig, kom den rigtig tunge tid.

»Under kemoforløbet tænkte jeg det som et bjerg, jeg kaldte Mount Kemo. Det er bare et stort, sort bjerg, og jeg vidste, jeg skulle op på det og ned på den anden side, men det er grimt. Og det var så en helt anden længere, mørkere, sejere rejse af depression. Da støvet lagde sig fra det der kæmpe indledende brag, var det en meget trist drejning.

Det var næsten en følelse af at være en skygge, næsten et spøgelse, for jeg følte på en eller anden måde, at jeg var død. Mit liv som jeg kendte det, min identitet var væk, sådan som jeg kendte mig selv, var jeg død. Og samtidig var der ikke udsigt til nogen ny inkarnation lige med det samme. Jeg følte, jeg gik i et skyggerige, som var tungt. Det er svært at forklare nogen, der ikke har været gennem det, hvad kemo er, men man er jo lige ved at blive slået ihjel af behandlingen. Det er jo det, den går ud på. Og jeg hadede den fra start til slut.«

Da hun var færdigopereret, fik hun at vide, at der var 85 procent chance for, at hun var helt kureret. Alligevel skulle hun i forebyggende kemobehandling.

»Det at gå ind i det forløb med tanken om, at jeg måske slet ikke havde brug for det, det var heftigt. Der var også en sygeplejerske, der sagde til mig på et tidspunkt, at det er meget lettere for dem, der har kræft i hele kroppen, for de siger »velkommen, kemo«. Men jeg havde det sådan, hver gang jeg fik kemo, at jeg forrådte hele mit system. Det er jo gift. Cellegift.«

Sofie Gråbøl havde valgt kun at indvie de nærmeste i sin sygdom.

»Jeg valgte at foretage den rejse så alene, som jeg kunne. Jeg involverede mine venner, min familie, mine børns venners familie, deres lærere – alle, som holder af os. Men jeg kunne mærke, at jeg havde brug for fred og ro. Jeg havde brug for at gøre min verden meget lille og overskuelig. Egentlig havde jeg måske også lyst til at gå igennem sygdommen så rent som muligt. Jeg kunne ikke også rumme at skulle korrespondere med andres opfattelser af, hvordan jeg havde det. Der er jo hele denne nærmest militære retorik om, at man »kæmper«, man er »sej« og »vinder over kræften«.

Det, synes jeg, er misforstået. Det kan jeg overhovedet ikke identificere mig med. Jeg synes ikke, jeg har været tapper. Jeg synes ikke, man kæmper, når man har kræft. Jeg synes, at jeg holdt ud. Det handlede om at holde hovedet oven vande. Det betød også, at jeg satte mig i sådan en mærkelig skyggetilværelse, hvor jeg stod op om morgenen og tegnede nogle øjenbryn på, der ikke var der, satte en paryk på hovedet, fulgte mine børn i skole og gik ned og købte ind. Jeg gjorde alt det, jeg plejer at gøre, men jeg følte, at jeg spillede en rolle som et menneske, der slet ikke eksisterede mere. Det var meget aparte. Det var et mærkeligt teaterstykke. Samtidig følte jeg ikke, at jeg havde nogen ny identitet.«

Sofie Gråbøl besluttede sig for at fortælle offentligheden om sin sygdom i forbindelse med TV2s kampagne »Knæk-cancer« i august sidste år. Så blev opmærksomheden – »Sofie har kræft« – givet til en god sag. Hun forstår godt, at man kan have behov for at give den meningsløse sygdom, kræft, en mening.

»Men jeg føler mig ikke som et menneske, der har set et lys. Ligegyldig hvilken overskrift, du måtte give historien om min sygdom, vil jeg ikke kunne kende mig selv i den. «

Velsignet og forbandet

Når hun er færdig med at spille i London, er hendes engelske ekspedition overstået for denne gang. Og hun forlader ikke dansk teater.

»Jeg skal hjem. Denne følelse af at have brug for at genfinde mig selv, er landet. På en måde har det jo været en limousinetur i terapisammenhæng: Hvem er jeg egentlig, når jeg er allerlængst ude? Jeg har fået lov at kigge i et spejl. På den ene side er jeg selvfølgelig blevet meget mere taknemmelig for mit liv og sætter meget mere pris på det. Jeg er klar over, hvad der betyder noget i mit liv. På den anden side kan jeg også være gal og forbitret over, at det skulle overgå mig. Jeg er ligeså skuffet over livet, som jeg er taknemmelig over det. Hvorfor skulle jeg udsættes for det? Angsten er også blevet større. Der er ikke kun tale om en udvidelse af det smukke, men også af det grumme. Det er både velsignet og forbandet på én og samme tid.«

Sofie Gråbøl har London-premiere på »James III« torsdag 25. september. Forestillingen spiller sidste gang 29. oktober. 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.