Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Jan Grarup: Et liv i sort og hvidt

Den ene dag fotograferer han verdens krige og katastrofer. Den næste smører han madpakker til sine børn på Østerbro. Kontrasterne står i kø hos krigsfotograf Jan Grarup, der er i evig kamp med sig selv for at finde en mening i hverdagen.

»Jeg har haft perioder, hvor jeg havde et behov for at udfordre skæbnen. På Haiti i 2010 var der for eksempel folk, der skød hinanden og skar hinanden op på gaden, og jeg ville dokumentere det, så verden kan se alvoren. Mange fotografer trak sig 10 meter væk, men jeg gik helt frem med et attitude, der viste, at jeg havde ret til at være der, og at de bare kunne prøve at skyde mig, hvis de turde.«
»Jeg har haft perioder, hvor jeg havde et behov for at udfordre skæbnen. På Haiti i 2010 var der for eksempel folk, der skød hinanden og skar hinanden op på gaden, og jeg ville dokumentere det, så verden kan se alvoren. Mange fotografer trak sig 10 meter væk, men jeg gik helt frem med et attitude, der viste, at jeg havde ret til at være der, og at de bare kunne prøve at skyde mig, hvis de turde.«

Byer i flammer. Stank af lig. Året er 2004. Stedet Darfur. Krigen er blevet kaldt en af verdens største humanitære katastrofer, og den danske krigsfotograf Jan Grarup står midt i den med sit kamera i hånden.

Krigen mellem oprørsgrupper og den sudanske regering har kostet flere hundrede tusinde mennesker livet, og han følger en af de millioner af familier, der er blevet fordrevet fra deres hjem.

Se eksempler på Jan Grarups billeder i galleriet til højre >>

Det er en kamp på liv og død. Familien mangler mad og drikke, og de er svært afkræftede, da de når frem til en lille landsby, hvor familiens to-årige dreng drikker af et vandhul i desperation.
 
»Han får madforgiftning og dør. Moderen græder med sin livløse dreng i skødet. Jeg spørger, om jeg må fotografere dem, og de giver mig lov. Den knuste fader bærer liget ud i et skur og vasker det, fordi de er muslimer. Derefter begraver de ham. Kort tid efter ringer jeg til min ekskone fra en satellittelefon. Hun er ophidset og fortæller mig i fem minutter om, at vores søn har været uartig i skolen. Slutteligt spørger hun: »Hvad har du lavet?« Jeg svarer: »Jeg har lige begravet en to-årig dreng«,« siger den 42-årige Jan Grarup.

Det var i det øjeblik, da han lakonisk svarede sin kone, at kontrasten mellem kernefamilien og katastroferne ramte ham lige i solar plexus. Han mærkede helt ind i knoglerne, hvor svært han havde det med at forholde sig til hverdagens problemer derhjemme, når han stod midt i en midt i en humanitær tragedie.

Læs også:
Rasmus Seebach: Det er ikke succesen i sig selv, man bliver høj af
Frokost med Ferry
Simon Jul: Hvad er det for en brist jeg har?
Suzanne Bjerrehuus: Jeg skal ikke stille andre tilfreds end mig selv

I spændingsfeltet mellem den trygge, danske velfærdsstat og alverdens krige og katastrofer, har han befundet sig, siden han startede sin krigsfotografkarriere for næsten 25 år siden.

De er der allevegne i hans liv. Kontrasterne. Når man træder ind i hans to-etagers lejlighed på Østerbro, ligger der en bunke legetøj i den side af stuen, som tilhører hans seks måneder gamle datter, Viola. På den anden side, på en hylde, står et billede, han har taget af en kvinde fra Darfur, der ligger i en pøl af blod og urin, mens hendes barn prøver at made sig fra hendes bryst.
 
Det er bare et blandt mange fotos, der har indbragt ham international anerkendelse.

Han har vundet over 200 internationale priser – herunder syv ved World Press Photo. Fornylig den prestigefyldte Leica Oskar Barnack-pris for sin Haiti-serie efter jordskælvet – en serie der blev hædret for at finde håb i håbløsheden.

Karrieren startede på Helsingør Dagblad og fortsatte på Ekstra Bladet og senere Politiken, som han forlod i 2008 til fordel for en freelancekarriere.

Han er nu medstifter af det internationale krigsfotograffællesskab Noor (der betyder lys på arabisk), som løbende påtager sig opgaver for verdens største aviser – blandt andre The Guardian, Stern, New York Times og Time Magazine.

Senest er han ved at blive fast tilknyttet New York Times.

Han har dækket krige og katastrofer i Sierra Leone, Rwanda, Kosovo, Afghanistan, Irak, Iran, Darfur og Haiti for at nævne nogle få. Under sine rejser han set et trecifret antal mennesker blive dræbt. Alt fra et barn, der ligger ved sin moders afhuggede hoved, til store menneskemassakrer.
 
»Jeg føler, jeg lever i to forskellige verdener. Den herhjemme, der er som alle andres. Min knægt skal til fodbold i dag klokken seks, og det er sidste træning inden vinterpausen. Og så den anden verden, hvor jeg skal ud og tage billeder af katastrofer. Det er noget jeg selv har valgt, fordi jeg stadig tror på, at det er vigtigt.«

Han har dog ikke altid vidst, at det var krigsfotograf, der skulle stå på hans visitkort. Under hans opvækst i Helsingør var han den nervøse type uden det store vovemod. Det ændrede sig imidlertid drastisk, da han i 1987 som 19-årig tog på sin første rejse til Nordirland for at lave en historie om byer, der er delt af religion.
 
»Jeg var til en stor begravelse af IRA-terrorister. Der var flere tusinde mennesker på kirkegården. Under højtideligheden kom en anden gruppe terrorister, som kastede håndgranater og skød på menneskemængden. Eksplosioner overalt. Alle kastede sig ned, men jeg blev instinktivt stående med mit kamera og fotograferede. Da gruppen løb tør for skud og granater, blev de forfulgt af IRA-supporterne, som dræbte dem. Jeg var med hele vejen, og billederne gik efterfølgende verden rundt. De fleste bliver bange i sådan en situation, men jeg formåede at kanalisere min frygt ud gennem mit kamera. Jeg fungerer i de miljøer. Det skal en krigsfotograf kunne.«

Læs også:
David Dencik: Verden er åben

Frokost med Ferry
Simon Jul: Hvad er det for en brist jeg har?

I årene efter tog han på masser af udlandsture, og han høstede stor anerkendelse for sine fotoserier. Alt kørte derudaf for den unge fotograf, som i begyndelsen af sine tyvere var drevet af eventyrlysten og adrenalinkicket i krigssituationerne. Han rejste gennemsnitligt 180 dage om året og fik prædikatet »War Rabbit« – en betegnelse, der bruges blandt krigsfotografer om dem, som hopper fra den ene krig til den anden.

Når han kom hjem, levede han livet i den hurtige bane. Havde lejlighed i Studiestræde, sportsvogn og firmabil. Skyldte penge i banken og følte en ligegyldighed overfor hverdagen i Danmark.

Men da han tog til Rwanda i 1994, begyndte livet som krigsfotograf at få store konsekvenser for hans hverdagsliv. Kontrasterne blev for store, men han blev alligevel ved, fordi han mente, at det var vigtigt at skabe opmærksomhed omkring verdens brændpunkter.

Det var ikke længere adrenalinkicket, men i stigende grad idealisten i ham, der var styrende. På det psykiske plan gik det dog først for alvor galt i år 2000, da han lavede reportagebogen »Shadowland«.
 
»Normalt havde jeg evnen til at forholde mig til én historie af gangen, men da vi lavede bogen, lagde vi alle billederne ud på gulvet. Billeder fra krige, jordskælv og katastrofer. Da jeg så dem, gik det op for mig, hvor mange af de tragiske skæbner, der sad fast i hovedet på mig, og jeg knækkede totalt. Det endte med, at jeg fik sammenbrud, blev hentet af en ambulance og sygemeldt i tre måneder. Det blev senere diagnosticeret som en mild form for posttraumatisk stress.«

Læs mere om fotograf Jan Grarup og hans liv i verdens brændpunkter på næste side

I dag er Jan Grarup ikke i tvivl om, at det er posttraumatisk stress. Der har nemlig været situationer efterfølgende, hvor han har handlet fuldstændigt irrationelt, når han er kommet hjem fra rejser.

Se eksempler på Jan Grarups billeder i galleriet til højre >>

»Jeg kan huske, da jeg var i Gaza i 2008 under de store bombninger, hvor jeg så nogle ubehagelige ting. Børn, der blev dræbt. Jeg havde det fint og var fokuseret på mit arbejde, mens jeg var der, men da jeg kom hjem, kunne jeg ikke huske min dankortkode. Derfor ringede jeg til min bankmand og gik helt amok på ham, selvom det ikke var hans skyld. Det endte med, at jeg smækkede hånden i bordet så hårdt, at jeg flækkede min håndrodsknogle.«

De irrationelle reaktioner skulle dulmes, og det er alment kendt i fotobranchen, at der tages stoffer under rejser, eller drikkes for at synke de voldsomme oplevelser.
 
»I meget hardcore situationer har jeg taget stoffer som coke. Under krigene i eks-Jugoslavien, Irak, Afrika og Afghanistan. Jeg skulle boostes mentalt, fordi det er så livsfarligt og brutalt. Det gjorde ikke, at jeg blev mindre fokuseret i situationen, men jeg mistede perspektivet på mig selv. Jeg har til tider kastet alt overbord for mit arbejde. Når jeg ser tilbage, er jeg opmærksom på, at måden, jeg har forvaltet mit arbejdsliv på tidligere, har haft store konsekvenser - bl.a. har jeg et forlist ægteskab bag mig.«

Hans markerede ansigt med skarpe panderynker, vidner da også om, at han har levet et hårdt liv.

I 2009 blev han skilt fra sin eks-kone. Nu har han en ny kæreste, og han er lykkelig. Han beskriver hende som »sit livs kærlighed« og bærer hende med sig overalt ved hjertet i form af en tatovering med hendes navn. Men han sætter stadig sit helbred på spil for de gode billeder og er nødt til at tage »lykkepiller« for at udligne de angstanfald, som han stadig kan få grundet sit posttraumatiske stress.

Læs også:
Rasmus Seebach: Det er ikke succesen i sig selv, man bliver høj af
Frokost med Ferry
Simon Jul: Hvad er det for en brist jeg har?
Suzanne Bjerrehuus: Jeg skal ikke stille andre tilfreds end mig selv

»Jeg har haft perioder, hvor jeg havde et behov for at udfordre skæbnen. På Haiti i 2010 var der for eksempel folk, der skød hinanden og skar hinanden op på gaden, og jeg ville dokumentere det, så verden kan se alvoren. Mange fotografer trak sig 10 meter væk, men jeg gik helt frem med et attitude, der viste, at jeg havde ret til at være der, og at de bare kunne prøve at skyde mig, hvis de turde.«

Hvorfor bliver du ved, når det kan tage livet af dig?

»Alle normale mennesker ville nok stoppe med det samme. Jeg ved godt, at jeg stadig tager ud i situationer, som påvirker mig mere, end hvad godt er. I hele den periode, hvor jeg tog stoffer, var det et spørgsmål om tid, før jeg ville få et sammenbrud. Men i dag har jeg fået stillet en diagnose, og jeg lever et mere afbalanceret liv. Derfor føler jeg, at jeg kan blive ved med at tage billeder i krigszoner.«

Er du 100 procent idealist, eller er der noget andet, der gør, at du bliver ved?

»Jeg er idealist. Jeg kunne formentlig godt vælge andre jobs, f.eks. reklame, hvor jeg kunne tjene rigtig mange penge. Men det er hverken min kompetence eller mit hjerteblod. Selvfølgelig er det fint at få anerkendelse og vinde priser, og jeg værdsætter alle dem, men det er ikke priserne, der holder mig kørende.«

Har du det aldrig skidt med dig selv over at stå og vente på det »gode« billede midt i al elendigheden?

»Jeg forstår godt, at man kan tænke, at krigsfotografer er gribbe, men jeg kender sandheden bag historierne. Krigsfotografi kan være ekstremt banalt, for du er ude i store følelser. Liv, død, kærlighed. Basale menneskelige ting. Man kan godt bare registrere brutaliteten med sit kamera, og fyre det op i hovedet på en døende. Det har jeg gjort til tider, men jeg vil gerne mere. Give billederne en dybde og en æstetik, så de maner til indlevelse frem for forargelse.«

Læs også:
David Dencik: Verden er åben

Frokost med Ferry
Simon Jul: Hvad er det for en brist jeg har?

Man kan da også se i hans billeder, at han gennem de senere år arbejder på at finde livsbekræftende motiver, der maner til håb. Billeder, der viser menneskets ufattelige evne til at overleve selv de mest tragiske katastrofer.

Det er et bevidst valg. Hvis folk vender hovedet væk, når de ser hans billeder, er hans mission med at skabe opmærksomhed gået galt.

Når han er ude, er han dog nødt til at dokumentere alt – også de brutale situationer.

»Jeg kan ikke stå i en presset situation og have overblikket over, om et billede skal tages eller ej, så jeg tager alt. Jeg skal fokusere 100 procent på min opgave. Det nytter heller ikke, at jeg tænker på mine unger derhjemme, mens jeg er i en krigszone. Så får billederne ikke den nerve, der er vigtig for, at de betyder noget for andre. Jeg ville føle mig malplaceret i en krigszone, hvis folk ikke reagerede på billederne. Så er min rolle som fotograf udspillet, og så ville jeg stoppe med det samme,« siger Jan Grarup, der har taget masser af billeder, som er for brutale til at blive trykt.
 
Rent menneskeligt, hvordan kan du så stå og tage billeder af lidende mennesker uden at hjælpe?

»Der er tit situationer, hvor jeg træder ud af fotografrollen. Det skete sidste gang for en uge siden på grænsen mellem Somalia og Etiopien. Vi fandt en pige, der var svært afkræftet. Moderen havde ikke registreret, hvor seriøs situationen var. Det endte med, at vi kørte barnet på hospitalet med moderen, og fik pigen indlagt på en afdeling for svært underernærede børn. Jeg træder ud af fotograf rollen - men kun i situationer, hvor min indgriben faktisk kan gøre en forskel.«

Føler du, at dit arbejde er vigtigere end familien i dag?

»Nej, men jeg har stadig perioder i mit liv, hvor jeg må tilsidesætte alt for mit arbejde, og det kræver en forståelse på hjemmefronten. For et halvt år siden var min yngste datter, Viola, ni dage gammel, da jeg tog til Centralafrika og fotograferede børnedødelighed i to uger. Jeg fik malaria, og da jeg kom hjem, fik de ikke en energisk far tilbage. Jeg lå på sofaen en hel uge og rallede og rystede.«

Krigsfotografkarrieren har altså stadig konsekvenser for familielivet. Men i stedet for at føle ligegyldighed over for hverdagen, nyder Jan Grarup det nu, siger han. Han har lært sig at skille tingene ad. Når han er hjemme, gælder det familien. Når han er ude, er hans arbejde det vigtigste. To forskellige verdener, der ikke længere fletter hænder 24 timer i døgnet.
 
Han gør også en dyd ud af at fortælle sine børn om, hvad han laver, så de bedre han forstå ham. Udover sin lille datter har han tre børn fra sit tidligere ægteskab i alderen 11-15 år.

»Det var nemmere, da de var yngre og ikke vidste noget, men nu er de mere opmærksomme. De kan se i nyhederne, at der er angreb i Irak, Darfur eller Afghanistan, og de ved, at far er dernede. Så lægger de to og to sammen, Mine børn ved godt, at jeg ikke er ude og spille golf.«
 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.