Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Interview: Irma-manden

Gammel kollektivist. Glad for meditation. Modstander af traditionel magt. Irmas administrerende direktør, Alfred Josefsen, er ikke en prototypisk erhvervsleder. Hvis flere var som ham, kunne vi redde Danmark fra økonomisk ruin. Siger han selv.

Alfred Josefsen passer ikke for fem flade Irma-kunstposer på rolleforventningerne til en administrerende direktør med en årsgage, som garanteret bliver millionærbeskattet, hvis Helle og Villy kommer til.

Finder hans privatadresse på Toldbodvej i et mågeforblæst havneindustrikvarter klokken næsten 9 en tam torsdag i Køge. Det var her han kom til at bo, da der skete noget i hans liv eller vel nærmere i ham selv for halvandet års tid siden. Rækkehuset er Irma-blåt. Det er en tilfældighed.

Men helt udelukkes kan det vel alligevel ikke, at han instinktivt faldt for farven. Alfred Josefsen er blå. Blå som de 2.300 ansatte i Irma. Blå som himlen over Danmark, når det hele ikke lige går ad helvede til. Som nu. Men Alfred Josefsen har en plan. Den kunne godt gå hen og redde os alle sammen. Hvis vi tør lege med.

Udendørs metaltrappe op til 1. sal, hvor han bor. Er først ved at gå igen.

»Hvor er navneskiltet? Måske ER det alligevel slet ikke her...,« da Alfred kommer spænende. Bare tæer, vådt hår, ikke helt færdigknappet lilla skjorte, stort smil gennem glasdøren, som han åbner.

»Dav.«

Aviser efterladt og spredt ud på gråt væg-til-væg gulvtæppe. På gulvet en favnfuld papirdannebrog i glasvase og bøger i bunker. Et selvfedt direktionsbredt skrivebord står og ser ud som om, det er flyttet sammen med den forkerte mand. En stemning af midlertidighed.

Det er her, han har skrevet på sin nye bog »Min passion for ledelse«. På forsiden Alfred Josefsen markedsføringstjekket iført moderne forventninger til en administrerende direktør: jakkesæt, rødt slips og sorte snøreankelstøvler. Alfred i Obama-udgaven.

»Jeg har bare lænet mig op ad forlaget. Hvordan virker den?« spørger han. Og snakker så intenst ud i et væk, at han efter to timers samtale siger, at han simpelthen er blevet tømt for ord. Hvis alle hans ord blev lagt i forlængelse af hinanden ville de næsten også nå herfra og hen til den nærmeste Irma.

Læs også:

Pernille Rosendahl: Min mor er helt vildt stolt af mig i dag
Kasper Winding: »Der er ikke noget i vejen med en plan B«
L.O.C.: Ud i det ekstreme
Anders Breinholt: »Jeg er vel egentlig folkelig?«

Lad os lige tage missionen om at redde Danmark først: Alfred Josefsen vil fremtidssikre os ved at få landets ca. 300.000 ledere til at gå med på verdens største ledelsesforandringsprojekt.

»Vi kan ikke længere se bort fra problematikken om, hvad fanden det er, vi skal leve af i fremtiden. Den produktion, som vi tidligere levede af, flytter ud. Vi kan kun leve af det, vi har i hovederne, så Danmarks råstof ER danskerne. Med udgangspunkt i nye ledelsesformer kan vi blive konkurrencedygtige igen. For fremtidens medarbejdere ønsker ikke at være holdt i stram snor i et kommandoregulativ. Vi er nødt til at tage det opgør med magten. Den rå, primitive, formelle, organisatoriske magt giver for mig at se ikke mening længere. Fremtidens medarbejdere går i retning af kunstnere: individuelle personligheder med ego, drive og værdisystem. Fantastiske primadonnaer. Det er dem, vi skal finde ud af at lede.«

Er du selv primadonna?

»Da jeg blev 50, sagde min daværende bestyrelsesformand, at det var udfordrende og indbringende at være chef for mig... Så ja, det er jeg nok – uden de vanskelige personkarakteristika. For primadonnaer, der ikke medvirker til fællesskabet, er den største pain in the ass, der overhovedet findes.«

Hvem er du - ud over at være primadonna?

»Ha ha ha, tak tak tak,« svarer Alfred Josefsen for at trække tiden tænkepauselang.

»Positiv, glad, mulighedsorienteret, kreativ. Går efter udvikling og tror som udgangspunkt på, at verden er god. Jeg fokuserer på det, der virker og lykkes. Jeg vil ikke sige, at jeg pakker skuffelser, irritationer og nederlag væk, men det ødelægger ikke livet for mig. Jeg kender ikke til skepsis og angst for, at alt muligt nok går skidt.«

Han har ikke behov for at puste sig op. Når man mailer til ham, får man svar tilbage underskrevet »hilsen Alfred«. Han er ikke en gang klar over, at hans mail ikke er udstyret med titelhoved.

»Der skal ikke så meget til, før jeg synes, at jeg bare kan skrive Alfred. Men mit brand er altså også »Alfred«, det er i øjenhøjde, og det er sådan, jeg gerne vil være. Jeg har - og det er jeg glad for nu - et specielt navn. Det rummer en personlighed.

Du har ikke altid været glad for Alfred?

»Nej, DET har jeg ikke. Jeg er opkaldt efter min bedstefar, og det var jeg glad for, men ked af at han lige hed Alfred. Ingen andre hed Alfred, da jeg gik i skole i 1960erne. Mit navn var lidt nederlagsagtigt, lidt taberagtigt.«
I det socialdemokratiske industriarbejderhjem i Thisted var han »en sød dreng«. Nogenlunde flittig i skolen. Og meget flittig efter skole: Bybud på longjohn. Avisbud. Tankpasser. Stod i fiskebutik. Nåede alligevel også fodbold, kammerater, knallerter og kærester. Men med sig hjemmefra har han, at man i den grad skal gi’ den en skalle.

»Det kom primært fra min far. Han blev industriarbejder, fik en karriere som fællestillidsmand for en stor metalvirksomhed i Thisted og blev til sidst formand for SID. Mine to søstre og jeg er blevet indpodet, at man skal arbejde for tingene. Måske har vi i virkeligheden fået en overdosis af det.«

Du er opdraget til at være et ordentligt menneske?

»Ja, og det tror jeg også, at jeg er. Min indfaldsvinkel er, at det, jeg laver, skal kunne tåle dagens lys. På den lange bane er det altid godt at spille med åbne kort. Hvis der foregår spil, jeg ikke kan komme ind til kernen af - noget som har med mit liv eller med Irmas liv at gøre - pruuuh, der er jeg lidt shaky. Det er måske i virkeligheden det, jeg er dårligst til: Når noget f.eks. organisatorisk udvikler sig til et politisk spil med taktik og da da. Så tænker jeg »hvad fanden er det? Hvorfor spiller vi ikke bare med åbne kort?« For det gør jeg selv.«

Med sin socialdemokratiske baggrund følte han sig som et mis-match på handelshøjskolestudiet i Århus. De andre var direktørspirer med attachémapper, adfærd og holdninger, som Alfred ikke syntes om. Han var »engageret politisk langt mere til venstre.« Rigtigt gættet. Han stemte SF...

Efter studiet og et brudt kæresteforhold tog han et sabbatår i 1982 for at »leve livet og være fri«. Han gik meget op i øst/vest problematikken i Europa, og tilbragte to måneder på bagsiden af Jerntæppet og siden tre-fire måneder i Vestberlin. Tilbage i Danmark mødte han sin kommende kone på Krogerup Højskole og flyttede i kollektiv i Valby.

»Jeg tror, det er godt at bo i kollektiv. Man lærer sgu et eller andet om ansvarlighed. Det bliver man næsten nødt til, hvis fem individualister skal have en hverdag til at hænge sammen med ugemøder, madplaner og rengøring.«
Efter Institut for Organisation og Arbejdssociologi på CBS i København havde han egentlig regnet med en sikker statsansættelse som fuldmægtig i Miljøministeriet, siger han grinende.

Er du tryghedssøgende?

»Jeg har ikke lavet ret meget i livet, hvor jeg bare helt bevidstløst har kastet mig ud fra en helikopter. Men der har da været skilleveje. En af de vigtigste var, da jeg sagde mit job som salgs- og marketingdirektør i Toms op.«
Det var i 1997. Han var blevet ansat året før.

»Jeg sagde et godt job op uden at vide, hvad jeg skulle lave. Det var da sådan HUUUHUU, lander jeg på benene? Men jeg kunne ikke holde det ud, jeg kunne ikke se mig selv i øjnene, jeg kunne ikke blive ved med at være en del af det. Jeg var der halvandet år, og det var fandeme lange halvandet år. Jeg BLEV nødt til at komme væk for at kunne holde mig selv ud. Sige »jeg er skredet.««

Siger han virkelig det? Ja, det siger han.

For Alfred Josefsen spiller med åbne kort. Han holdt ud og sagde så op på en temmelig uortodoks måde for en administrerende direktør.

»Jeg tænkte »jeg siger op med det samme lange varsel, som jeg kan fyres med, for jeg skal bruge noget tid til at skaffe mig et nyt job.« De kunne ikke lide det i virksomheden, men de var jo selv årsag til, at jeg var nødt til det, og jeg havde otte fantastiske måneder, hvor jeg kom ned i tempo, kørte børnene i skole, fik løbet dagligt, fik tænkt mig om og ledte efter et nyt job. Det var godt at få ændret kurs. Min far, som desværre er død siden, støttede mig altid i mangt og meget, men at sige et milliongagejob op uden at vide, hvad jeg skulle lave – DET syntes han fandeme var dumt. Men det har givet mig meget styrke bagefter. Det har været godt for mit selvværd i relation til at turde tage de nødvendige beslutninger af hensyn til min egen integritet.«

Men der kom frustrerende nok ikke et job ud af de otte måneder, og det efterlod ham uforløst. Han havde godt nok vist, at han kunne noget, mens han fra 1992 til 1996 var i Dagrofa (Danmarks største dagligvaregrossist, red.) Men tiden i Toms var for kort. Han havde ikke nået at vise, at Alfred-metoden faktisk virker.Jeg havde brug for at vise, at jeg kunne noget ledelse, der virkede i MIN form. Vise at det ikke var mig, der var noget i vejen med. At det var omstændighederne i Toms, som var ad helvede til. Jeg lavede et konsulentfirma sammen med en bekendt, og så gik der et lille år, før Irma-jobbet opstod som en fantastisk mulighed. For det VAR en slags Toms: Irma var også nede og underdrejet. Et dansk klenodie, der ikke var passet ordentligt. Det var en kongeopgave for mig.«

Alfred Josefsen er ikke en mand, der samler på gammel vrede. Derfor er denne »vrede historie« ikke med i hans nye bog.

»Men... den HANDLER om at tage sig sammen og tage konsekvensen af sit brok. Hvis arbejdsrelationer skaber demotivering og dårlig trivsel og man skaber negativ energi omkring sig, så er det altså op til en selv at tage ansvar. Hvis man tænker »jeg er her faktisk kun for at tjene penge, vi skal jo have noget at leve af, og man skal jo lave noget,« så BØR man prøve at flytte sig.«
Siger direktøren, der selv tog konsekvensen. Og foreslår uortodokst, at en million danskere bytter job på en »store skiftedag,« f.eks. 15. september.

»Så vi får brikkerne til at passe på en ny måde, hvor alle ret beset er, hvor de har lyst til at være. Og hvor meget ekstra produktion får vi ikke ud af det? Meget!«

Er du stadig socialist?

»Nej, det er jeg ikke, ha ha ha. I hvert fald ikke, når det gælder den økonomiske dimension ved socialisme. Men jeg er på mange måder lige så socialt anlagt i min tankegang, som jeg har været livet igennem. Jeg håber, at nogen kunne finde på at kalde mig humanistisk, rummelig, idealistisk. Jeg HADER kæmpestore systemer, som trykker en ramme ned over alt og alle. For jeg tror ikke, det skaber de bedste livsudfoldelser. Det er min lidt mere liberale indfaldsvinkel: At den enkelte kan tage et personligt ansvar for sig selv og sit liv, og at jeg synes, at man skal have noget ud af at gøre en indsats. Men jeg er ikke imod, at det hele indgår i en stor skatteomfordelingsplan, som tilgodeser dem, der ikke har samme livsmuligheder. Det er fandeme mange år siden, jeg har brokket mig over min skat. De penge forsvinder bare, og det er okay.«

Alfreds mor handlede i Brugsen. Om så Irma havde eksisteret hjemme i Jylland, havde hun handlet i Brugsen alligevel, siger han. Irma er de selvbevidste food-firstmovers foretrukne indkøbssted. Dagligvarebranchens primadonna-forbrugere måske... For godt nok er danskerne i voldsomt stigende grad discountelskere, men de findes jo – dem der hellere vil gå sultne i seng end spottes med en pose fra Rema 1000, Lidl, Fakta, Aldi... Dem der får god samvittighed af at handle i en selvbevidst kæde, der for tiende år i træk er med på top20-listen over Danmarks bedste arbejdspladser. Som synes, det er sekundært, at et glas Hellmanns mayonnaise eller Neskaffe koster en femmer mere i Irma. Som vil fryde sig over, at kæden lige nu arbejder på at tage Noma-tråden op med nye produkter, så de selv kan lave ny nordisk mad derhjemme. Som ikke bare køber varer, men også holdning. For der er identitet, statement og selvbillede i supermarkeder. Mange Irma-entusiaster blev forvirrede og syntes ligefrem, det lignede en voldtægt, eller i hvert fald en fjendtlig overtagelse, da FDB opkøbte Irma-pigen og undervurderede hendes brand-værdi. Det gik også – skidt.

»Det er gået bedst for Irma, når der har været stærke ledere, og vi har været tre,« siger Alfred og vil i virkeligheden helst ikke citeres for det – for det er andre, der har sagt det, siger han beskedent.

De tre er Carl Schepler, som stiftede Irma i 1886 og døde i 1942. Legendariske Børge Olsen, som gik på pension i 1979. Og Alfred. Som efter 20 år med Irma på slingrekurs tiltrådte i 1999 og revitaliserede brandet. Og hvis Irma igen er supermarkedernes frække dreng i klassen med den mest spændende madkasse, så må Alfred Josefsen også vide, hvad vej mad-vinden blæse selv om han ikke – som Børge Olsen gjorde – godkender alle produkter personligt.

»Jeg er ikke i stand til at sætte ord på smag, jeg har nok levet for mange år med for mange hvide Kings.«

Men har ikke røget flere, end at han kender indgående forskel på god og dårlig kvalitet. Og hvad angår danskernes forhold til mad, kan hans optimisme ligge på en halv rundtenom med slæbesild.

»Det kan godt gå galt. Problemet er, at danskerne gerne vil bruge penge på alt muligt andet end mad. Vi er oppe på, at 35-40 procent af dagligvarerne bliver forhandlet igennem landets seks discountkæder. Og de KAN kun trives, fordi danskerne har bestemt, at de ikke vil betale særlig meget for fødevarer.

Men der er heldigvis nogle, der råber op. VI råber op. Der er også gode regeringsinitiativer, og Noma og Rasmus Kofoed er verdensklasse og peger i den rigtige retning! Det handler om, at vi fra alle mulige vinkler prøver at få mennesker til at synes, at det faktisk er vigtigt, hvad man putter ind i sin krop. Og sætte fokus på, at vi fandeme ikke vil acceptere, at folk æder sig fede i alle mulige underlige ting. Man må tage et personligt ansvar for, at man ikke indtager noget, så man skal hospitalsindlægges.

Jeg har kraftige synspunkter om det, men det vigtige er at få bearbejdet kræmmermentaliteten med, at alt skal være billigt. Jeg skal ikke udelukke, at Irmas varer er lidt dyrere, men de er også bedre og mere transparante. De kommer ikke bare fra underlige fabrikker i Ukraine. For der ER en sammenhæng mellem pris og kvalitet, det er der ikke noget hokuspokus i. Men vi er blandt verdens rigeste lande, hvorfor er det så vigtigt for os ikke at betale penge for mad? Jeg forstår det ikke, og det er det, Irma kæmper for. Men er det lykkedes os indtil nu? Ikke godt nok. Vi har stadig kun en markedsandel på 2,8 procent. En markedsandel på 30 får vi aldrig. Men vores rolle er sådan set også mere at være opinionsdannende. Knække holdninger og udfordre tanker. Det er den mission, vi er ude på.«

Hvad har du selv i køleskabet?

»Ikke særlig meget. Men det hænger også sammen med den historie, som jeg på en eller anden måde er nødt til at fortælle. Eller... ikke nødt til. Men mit privatliv har jo ændret sig.«

Det kunne man godt gætte...

Alfred rømmer sig. Og rømmer sig. Og siger for lige at tale sig varm:

»For et par år siden gik jeg på et kursus i mindfullness. Jeg tror meget på, at ledelsesudvikling er personlig udvikling. Modeller, strategier og kasser betyder mindre. Det er meget vigtigere at forstå sig selv, arbejde med sig selv. Det kursus var fedt fedt fedt. Jeg stiftede bekendtskab med meditation, og det gav mig ro, eftertænksomhed og overblik.«

Hver morgen mediterede han i 20 minutter. Der begyndte at opstå nogle mønstre under meditationen. Alfred så sig selv udefra:

»Jeg så to personer. En meget velfungerende person og en ikke så velfungerende person. Den velfungerende var »Alfred ude«: Glad, begejstret, engageret og livet funkede og funklede og fungerede fint. Men jeg så også et andet billede, som blev tydeligere og tydeligere gennem meditationerne. »Alfred hjemme«: Ikke så glad, mere inaktiv, indadvendt med refleksbetonet adfærd. Det fik mig til at tænke »hvem er jeg? Den livsglade Alfred? Eller den mutte, lidt sure? Nej, det sidste er jeg sådan set ikke. Men jeg har fået skabt mig et privatliv i mit ægteskab, som gør, at den del af mig ligesom er blevet, som den er.««

Der opstod andre tanker: Hvad er det egentlig, livet går ud på? Havde han lyst til at fremskrive det livsbillede, han levede i 10-20 år?

»Måske var den eksterne del af mig blevet en slags kompensation for andre ting, som ikke fungerede så godt for mig. Langsomt opstod tanken, at  jeg er nødt til at bryde ud og se, om jeg ikke kan blive endnu gladere, også når jeg bare er privat og har fri og er hjemme. Få mere til at lykkes. Leve sådan, som jeg i virkeligheden synes, at jeg ER.«

Er det så lykkedes dig?

»Langt hen ad vejen. Men selvfølgelig er det en kæmpemæssig omstilling. Efter et langvarigt ægteskab er det da en rejse som... måske aldrig bliver færdig. Men jeg er godt på vej og rigtig glad for det, selv om det har været hårdt – også for mange omkring mig. Min kone, nu min eks, og jeg diskuterede over en periode og besluttede, at hun blev boende, for vores søn Sebastian skulle i 3. g og have så lidt støj som muligt. Så »okay, så skrider jeg.« Og så var det her tilgængeligt, så bor jeg bare her. Der er rigtig mange ting, der har lukket sig, men også mange nye, der har åbnet sig. Jeg har fået en fantastisk kæreste, og jeg er kommet i meget tættere kontakt med mine børn efter den fysiske adskillelse, hvilket er totalt godt. Før kunne jeg være hjemme, men jeg var fjern, gik i min egen verden. Jeg er meget mere nærværende nu. Det går jo ikke at mødes med min voksne datter Rebecca på en café – og så sidde der og IKKE være der. Men det har været svært for mine børn. Jeg tænkte egentlig, at en skilsmisse nok ville være vanskeligst for mindre børn, men det er jeg ikke helt sikker på længere. For store børn er det også pinefuldt og smerteligt og omkostningskrævende. Billedet af fremtiden krakelerer.«

Hvad har livet så lært dig om kærlighed?

»At kærlighed ER livet. Og at ingenting kommer af sig selv. Man skal være virkelig, holde fokus, give sig hen, ville kærligheden. Og så ER det livet. Og det er vel... både i forhold til min kæreste og mine børn.«

Yogamåtten ligger klar på Alfreds badeværelse, men han bruger den ikke så tit, som han gerne ville. Og han er »desværre« kommet noget ud af det med at meditere dagligt, efter han trak tæppet væk under sit liv og rullede et nyt ud.

»For i det her stressende og hæsblæsende tempo, vi desværre er en del af, er det godt helt bevidst at gå ind i noget, der er langsomt og giver balance, stilhed og overblik. Så det var HELT afgørende for mig at nå at løbe, før du kom, for det er faktisk også en slags meditation, og der var nogle ting, jeg bare SKULLE have sat på plads med det her interview. Jeg gamblede med det: Det SKAL jeg nå! Og jeg nåede det næsten. Jeg nåede bare ikke at tage sokker på.«

Læs også:

Pernille Rosendahl: Min mor er helt vildt stolt af mig i dag
Kasper Winding: »Der er ikke noget i vejen med en plan B«
L.O.C.: Ud i det ekstreme
Anders Breinholt: »Jeg er vel egentlig folkelig?«

Læs meget mere livsstil- og boligstof i vores to gratis nyhedsbreve: Din Bolig om tirsdagen og Fri Weekend om fredagen. Meld dig til her

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.