Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Hvis mit liv var en film, ville jeg ikke se den«

I en alder af 16 år fik Mette de Fine Licht konstateret knoglekræft. Det følgende år, hvor hendes liv kørte i tre ugers kemointervaller, gik alvoren aldrig op for hende. Hendes viljestyrke holdt dødsangsten på den anden side af livet og hende selv i det.

Mette de Fine Licht udgiver 10. november sin bog, Viljepigen - for ung til kræft.
Mette de Fine Licht udgiver 10. november sin bog, Viljepigen - for ung til kræft.

Faaborg, sommeren 2002: En spinkel pige sidder på en taburet i sine forældres badeværelse. Inde i spejlet fanger hendes øjne de livløse hårlokker, der er tilbage af den viltre, gyldne manke, som omkransede hendes ansigt for ganske få uger siden. Bag hende står hendes storebror med en barbermaskine i hånden.

Se flere billeder af Mette de Fine Licht i galleriet til højre >>

Klar til at lade den bortskrabe den sidste rest af hendes identitet. Om lidt vil Mette de Fine Licht ikke længere ligne veninderne fra idrætsefterskolen. Hun vil ligne det, hun er: en teenager med kræft. Beskeden om, at hun har knoglekræft, rislede uvirkeligt ind i hendes øregang for en lille måned siden, i slutningen af juni, og det er som om, den har sat sig fast der.

Scanningerne, blodprøverne, biopsien, de hvidkitlede mennesker, kvalmen, hallucinationerne med de grønne mænd, byskiltet Århus, droppet i armen med den orange gift, næseblodet, de grå ansigter uden hår, opkastningerne, de bekymrede blikke ...

Gennem en tåge af kemo har Mette de Fine Licht registreret overfladiske glimt af det virvar, hendes liv har været, siden hendes far gav hende beskeden om kræften i knoglen lige under højre knæ. Men forstået det har hun ikke. Sammen med sin storebror griner hun, da hårlokkerne falder, så hendes skaldede isse kommer til syne. Men latteren er hul.   

København, efteråret 2010: Mette de Fine Licht sidder i mødelokalet på sin arbejdsplads, Skriveværkstedet, på Christianshavn. Hun skænker skoldhed vand op i store tekopper, mens hun forbereder sig på at fortælle sin personlige historie, som fylder siderne i hendes nye bog »Viljepigen – for ung til kræft«, der udkommer på onsdag.

»Det kan måske lyde mærkeligt, at hårtabet dengang føltes som det mest fatale for mig, når mit liv var på spil. Jeg tror bare, det er de færreste på 16, der bombesikkert ved, hvem de er indeni, og derfor hægter man så stor en del af sin identitet op på det ydre,« siger Mette de Fine Licht.

Hun nulrer lidt i det hår, som igen indrammer hendes hjerteformede ansigt i gyldne bølger, mens hun fortsætter: »Når det så krakelerer, ved man pludselig ikke, hvem man selv er. Uden paryk syntes jeg, mit spejlbillede lignede en mellemting mellem Gollum fra Ringenes Herre, som min storebror, Peter, så venligt introducerede mig for, og en fisk. Det eneste genkendelige, der var tilbage, var min stemme og mine håndflader. Når jeg ikke engang selv kunne få øje på Mette inde i spejlet, hvordan skulle andre så kunne?«

Læs også:
»Jeg havde det  ad helvede til«
At have eller ikke have
Jeg har ikke råd til at være snobbet

Selv om Mette de Fine Licht hadede den paryk, der trods alt virkede som den mest tålelige blandt parykforretningens striber af fremmedartede frisurer, forlod hun aldrig hjemmet uden, og hun bluffede over for alle sine venner og veninder og lod dem blive i troen på, at det hår, de så, fortsat var hendes eget: »Jeg nægtede simpelthen at acceptere det syge udseende. Jeg nægtede at være »kræftpatienten Mette, som det var synd for.« Jeg ville bare være Mette.«

Derfor valgte hun også at starte i gymnasiet efter sommerferien, selv om alle frarådede hende det.

»Pludselig var der bare så mange ting i mit liv, som jeg ikke selv var herre over. Kontroltabet gjorde, at jeg fik det sådan: »I kan godt tage min sommerferie fra mig, I kan godt tage mit hår, min Midtfyns Festival og min appetit fra mig, I kan godt sørge for, jeg ikke kommer på stranden eller i byen med vennerne, men det her – det skal jeg nok selv bestemme!«

Beslutningen viste sig at være den rigtige. Hele det næste år, hvor onkologerne krævede, at hun lod sig indlægge til kemokure på det daværende Århus Kommunehospital hver tredje uge, kom gymnasiet nemlig til at fungere som et frikvarter.

»Jeg kunne næsten ikke trække vejret gennem min syge identitet, så selv når jeg var så afkræftet, at jeg kun kunne holde ud til et kvarter på skolen, tog jeg derhen. Det gav mig styrke til resten af dagen at komme ud i livet og trække vejret – bare et øjeblik.«

Styrken til at kæmpe hentede hun også i de talrige besøg, hun modtog i indlæggelsesperioderne. Familie, venner og veninder kørte i pendulfart mellem Faaborg og Århus, og hendes to år ældre storebror, Peter de Fine Licht, blev i perioder medindlagt.

»Peter havde den mest beroligende effekt på mig. Sammen med ham kunne jeg være mig selv, for han behandlede mig ikke anderledes, end før jeg blev syg. Når han lå og stirrede op i hospitalsloftet sammen med mig, fordi jeg ikke kunne andet, talte han stadig til mig, som om jeg var Mette – præcis det, jeg ønskede alle andre også skulle gøre,« forklarer hun. Med begge hænder knuger hun om den varme kop te og ryster på hovedet.

»Hele det år var ligesom at være med i en virkelig dårlig og alt for syret film. Hvis der blev lavet en film om det år af mit liv, ville jeg ikke se den – den ville være for surrealistisk til at virke troværdig.«

Læs videre på næste side

Et af de mest syrede øjeblikke i Mette de Fine Lichts erindring er aftenen inden operationen, hvor kirurgen skal fjerne hendes syge knogle og erstatte den med en metalprotese.

Se flere billeder af Mette de Fine Licht i galleriet til højre >>

»Da kirurgen står og fortæller mig, at mit ben skal amputeres, hvis operationen går galt, tænker jeg: »Det er der sgu da ingen, der har fortalt mig.« Og det har der selvfølgelig været – jeg har bare ikke kunnet absorbere det,« forklarer hun.

Den uro, som fylder hele hendes krop den nat, udspringer imidlertid af frygt for fysiske smerter. Frygt for at ende med et ubærligt fysisk handicap. Dødsangst er meget sjældent inde i hendes horisont.

»Der var så mange fysiske smerter og så meget tåge, at jeg ikke havde overskud til at se det store billede, som alle de andre så. Mine forældre opfordrede mig til at tale med en psykolog, men selv i dag tror jeg kun, det havde gjort ondt værre. Så havde jeg risikeret, at alvoren var gået op for mig – og det havde måske slået mig ud,« siger Mette de Fine Licht.

Operationen gik godt. Med genoptræningen var det værre. I starten virkede det at skabe forbindelse til foden ligeså utænkeligt som at flytte en vase udelukkende ved hjælp af tankens kraft. Kirurgens trusler om, at hun risikerede at tilbringe resten af sine dage i en kørestol, hvis den utænkelige forbindelse ikke blev skabt, tvang hende dog til at skabe den. Hun havde drømme, som skulle udleves. Og de indebar ikke en kørestol.

Når 24-årige Mette de Fine Licht i næste uge rejser til Japan for at skrive en af de mange rejsereportager, det er blevet til, siden hun blev ansat i Skriveværkstedet for fire år siden, er det uden kørestol. Krykker har hun til gengæld altid med sig, for hvis hun går mere end to kilometer daglig, bliver smerten ubærlig. Og den uundgåelige dag, hvor metalprotesen vil være nødt til at blive erstattet af en ny, fremskyndes.

Læs også:
»Jeg havde det  ad helvede til«
At have eller ikke have
Jeg har ikke råd til at være snobbet

»Jeg har erkendt, at min mobilitet for altid er væk, men jeg tror aldrig, jeg kommer til at acceptere det. Jeg er nærmest født på en hest, så det er et held, jeg bor inde i byen, for hver gang, jeg besøger mine forældre i Faaborg og ser alle markerne og hestene, drømmer jeg mig tilbage,« siger Mette.

Alligevel føler hun sig ikke uretfærdigt behandlet af livet. Nogle skal kæmpe mere end andre, som hun siger. I den kamp er opbakning fra baglandet og åbenhed fra alle til gengæld altafgørende. I lang tid manglede hun indblik i, hvordan andre kræftsyge teenagere tacklede situationen og begrundet håb for, at behandlingsforløbet ville ende godt. Men en af de utallige dage, hvor hun lå i sengen på Århus Kommunehospital, trådte det håb ind ad døren.

»Susanne. En pige, der et år tidligere havde befundet sig i det samme kemohelvede som jeg – og som havde klaret sig ud på den anden side. Hun viste mig arret på benet, hvor metalprotesen var blevet indopereret og fortalte mig sin historie. Hendes hår var blændende smukt, og selv om hun kun var hos mig i ti minutter, var det som om, hun aldrig forlod mig,« siger Mette og smiler, så fregnerne på hendes æblekinder danser. 
 
»Jeg håber, at min bog må blive en andens Susanne, og at den kan give det indblik i, hvordan verden i hvert fald kan se ud for en kræftramt teenager, som jeg selv manglede,« siger hun.

Spørgsmålet om, hvorfor lige netop hun skulle rammes, har Mette de Fine Licht ofte stillet sig selv. Men efterhånden trænger det sig sjældnere og sjældnere på.

»Jeg får aldrig svaret, og der er heller ikke nogen grund til at bruge kræfter på at tænke på det. Det er noget, jeg har lært. Kun at bruge mine kræfter på noget og nogen, som siger mig noget og giver mening for mig,« siger Mette.

Og det er ikke bare tomme ord. Da studiejobbet på Skriveværkstedet kastede flere og flere opgaver af sig, som fik hende til at føle sig levende på en måde, som de teoretiske, akademiske diskussioner på RUC ikke gjorde, valgte hun at droppe journalistuddannelsen til fordel for at hellige næsten alle sine vågne timer til Skriveværkstedet og supplere med pr- og kommunikationsuddannelser.

»De fleste mente, det var tåbeligt. Men hvis jeg var fortsat på RUC, havde jeg ikke været glad. Det havde ikke givet mig energi, men drænet mig for det. Jeg er blevet utrolig bevidst om, hvad jeg fylder mit liv med, og fordi jeg er så forelsket i livet, kan jeg også somme tider blive lidt forpustet af det,« forklarer hun.

Som når hun for eksempel uden GPS kaster sig ud i projekter og ind i eventyr, der af og til grænser til det dumdristige.

»Der var ikke mange, der mente, jeg skulle tage på mit amerikanske eventyr med en diamantsælger, jeg mødte på en rejse til Frankrig, for »Du kender ham jo slet ikke, Mette, du ved ikke, hvad han kan finde på.« Og nej, det kunne jeg jo ikke vide, men hvad var det værste, der kunne ske? Uanset hvad, der mødte mig, ville jeg altid have gennemgået noget, der var værre.«

Viljepigen – for ung til kræft udkommer 10. november på Mette de Fine Lichts 25 års fødselsdag og kan købes i boghandler landet over eller på www.skriveforlaget.dk. 201 sider. 179 kroner.
 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.