Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Fay Weldon: »Intet kommer til at blive så godt, som du håber på, og intet bliver så forfærdeligt, som du frygter«

Britiske Fay Weldon har blandet sig i debatten i over 50 år, og det har aldrig været kedeligt. Den 84-årige forfatters »Udvalgte noveller« – med eksempler fra hele hendes karriere – er netop udkommet på dansk. Hun er fan af smør og dyre cremer.

FOTO: W.J.A. BAKER
FOTO: W.J.A. BAKER

Hvordan har din skrivestil ændret sig gennem årene?

»Måske er jeg blevet mere kritisk, efter jeg selv er begyndt at undervise. Jeg synes ikke, at min skrivestil har ændret sig meget, men hvis den har, så har den ændret sig i takt med samfundet:

»Mænd er ikke længere den undertrykkende fjende, de engang var, og jeg skriver om dem som meget rarere mennesker. Og hvad stilen angår, så skrev jeg mindre afsnit og kortere sætninger dengang, jeg havde små børn og var nødt til at få ideerne ned på siden, før jeg blev afbrudt.«

Opdagede du nye ting om dig selv, da du gennemlæste dine gamle noveller?

»Ja, de tidligste noveller virkede mere tragiske. Jeg er mere fortrøstningsfuld nu, og det tror jeg, man kan se.«

Hvilket kunstværk kan få tårerne frem i dine øjne?

»Film kan få mig til at græde meget, og nogle gange kan bøger, men malerier – nej. De handler om æstetisk forståelse og kan til en vis grad bevæge mig, men ikke så jeg begynder at græde.«

»Det kan være, at der er noget galt med mig! Eller også er jeg bare et menneske, der er mere interesseret i det verbale end det visuelle.«

Hvor rejser du altid tilbage til?

»Jeg har ingen steder, jeg bare må besøge igen og igen. Fortiden er aldrig så god, som den var engang! Og jeg er tilfreds, bare jeg kan overleve der, hvor jeg nu er. Desuden vil jeg hellere se frem end tilbage. På samme måde læser jeg også sjældent en bog flere gange – jeg vil hellere læse en ny.«

Hvad er dit bedste sundheds- eller skønhedstip?

»Du skal aldrig vaske dit ansigt med sæbe – brug den dyreste rensemælk, du har råd til! Og så kommer der en alder, hvor du må vælge, om du vil redde dit ansigt eller din krop, for smør er altså virkelig godt mod rynker. Så man kan vælge at redde ansigtet, og bare sidde ned til fester!«

Hvad ville du gerne lave om ved dig selv?

»Min tendens til at tro på, hvad skønhedsprodukterne lover i deres reklamer.«

Hvad tror du på?

»Et guddommeligt forsyn, som jeg af og til kan mærke.«

Hvad er meningen med livet?

»Det ved jeg ikke endnu, men jeg tror på, at hvis jeg skriver tilpas mange bøger om mange forskellige alternative universer, så finder jeg måske ud af det.«

Hvad var de længste minutter i dit liv?

»Det var, da jeg ventede på at finde ud af, om jeg blev præfekt, da jeg gik i skole. Det blev jeg ikke.«

Hvad er det mærkeligste, du har i dit køleskab?

»Tolv gigantiske østers, som er på størrelse med små sko. Og om lidt vil min mand Nick åbne dem, når han skal tilberede et kinesisk måltid. Østers er fulde af zink, og zink er rigtig godt for gamle øjne som mine.«

Hvad vil du gerne sige til dig selv som 17-årig?

»Intet kommer til at blive så godt, som du håber på, og intet bliver så forfærdeligt, som du frygter.«

Er der noget, vi ikke ved om dig?

»Ja, hvis jeg sagde, at der ikke var det!«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.