Eksklusivt interview med Dronningen: »Vi skal ikke lade os kyse«

I et interview med Berlingske siger dronning Margrethe, at hvis Danmark også i fremtiden skal være kendt som et lille lykkeligt land – præget af tryghed og tillid – skal der slås ring om de værdier, som det danske samfund hviler på.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

DEL 1

Hold hovedet koldt og hjertet varmt

Dronning Margrethe lyttede intenst, da hendes gudsøn, kong Willem-Alexander, rejste sig og talte i Riddersalen på Christiansborg under det hollandske statsbesøg 17. marts.

I lange passager var kongens ord formet som en hyldest til Danmark.

Han fastslog, at ingen har monopol på lykken, men at vi i Danmark gør vores for at skabe de rette betingelser for den. »Deres land hæger om frihed, lighed og gensidig tillid,« lød det fra kongen.

Dronningen lyttede og smilede.

Som Danmarks statsoverhoved er det netop hendes fornemste opgave at være samlingspunkt for det lille lykkelige land, og hun har ofte tænkt over, hvad der binder nationen og danskerne sammen.

En væsentlig faktor handler efter Dronningens mening om nærhed.

»Udgangspunktet er, at vi er ikke et særligt stort land. Der er ikke store afstande, og der er ikke så forfærdeligt mange mennesker. Vi er en tredjedel af den hollandske befolkning på lidt mere plads, og det tror jeg har meget at sige. Den enkelte dansker vil altid være lidt tættere på en lidt større proportion af sine medborgere end f.eks. en tysker eller en hollænder. Hvis man kommer rundt i Danmark eller møder folk fra forskellige steder, er det utroligt, hvor ofte trådene krydser,« lyder det fra Dronningen.

Hun sidder i sit arbejdsværelse på Fredensborg Slot – dagen efter, at den hollandske konge holdt sin tale på Christiansborg – og det er tydeligt, at gudsønnens ord stadig klinger i Dronningen. Uden at det var hans hensigt har Willem-Alexander talt sig ind i hendes tanker om det land og folk, som hun har repræsenteret i mere end fire årtier.

Det med de korte afstande – som en forudsætning for samhørighed og tryghed – har Dronningen ofte funderet over, når hun holder audiens, for her møder hun et bredt udsnit af den danske befolkning. Fortjenst- og belønningsmedaljerne falder nemlig bredt, både geografisk og socialt.

»Måske har jeg besøgt fabrikken, hvor de arbejder. Måske bor de et sted, jeg kender – eller måske kender de mennesker, som jeg kender. Det kan også være en søn, som har været værnepligtig med en af mine drenge. Danmark er ikke et voldsomt stort foretagende.«

Oveni skal lægges den frihed, lighed og tillid, som kong Willem-Alexander også nævnte i sin tale, og som Dronningen ser som en del af fundamentet under Danmark.

»Dertil kommer en retfærdighedssans og en ikke alt for højtidelig omgang med vores værdier. Vi tager dem alvorligt, men vi står ikke og bøjer os for dem hele tiden,« siger Dronningen.

Kongens tale under gallamiddagen tog imidlertid tidligt en alvorlig drejning, da han konstaterede, at lykken kan være skrøbelig og derpå vendte sig mod terrorattentatet i København i weekenden 14.-15. februar. Et attentat, som kongen kaldte for et hensynsløst angreb på ytringsfriheden og på det jødiske samfund.

Kong Willem-Alexander fortalte, hvordan danskernes reaktion på tragedien havde gjort indtryk i Holland, for på trods af chokket, sorgen og bekymringerne havde danskerne stået fast og nægtet at lade sig provokere. Han roste i samme åndedræt dronning Margrethe for at have opfordret sit folk til at stå sammen og beskytte de værdier, som Danmark er bygget på .

Og her er vi inde i kernen af de tanker, som Dronningen har gjort sig siden attentatet, da det tidligere bandemedlem, Omar El-Hussein, begik sine drab. Først skød han mod kulturhuset Krudttønden på Østerbro, hvor en debat om ytringsfrihed fandt sted. Her dræbte han filminstruktør Finn Nørgaard og fik såret flere politifolk. Senere lykkedes det ham at nedskyde Dan Uzan, som stod vagt foran synagogen, mens en ung pige fejrede sin konfirmationsfest – bat mitzvah.

Attentatet slog skår af forestillingen om det fredelige land med det lykkelige folk – eller som det blev formuleret af den hollandske konge, blev danskerne konfronteret med en ny udfordring. For hvordan skal frie og åbne samfund reagere på kræfter, der ønsker at ødelægge dem? Kong Willem-Alexander gav ikke selv svaret, men fastslog, at både hollændere og danskere må indse, at præcis de værdier – som er en af forudsætningerne for borgernes tilfredshed og lykke – er kommet under pres.

Dronning Margrethe er enig.

Da hun fik overbragt beskeden om attentatet, følte hun instinktivt, at Danmark var kommet under pres.

»Det ville være meningsløst at sige, at vi ikke er under pres. Der er et pres, men det væsentlige er, hvordan vi tager det,« konstaterer Dronningen og fortsætter: »Pres kan man altid komme under, og det skal man ikke lade sig skræmme af i sig selv. Det kan måske være sundt, at der kommer et pres. At alting ikke er ligeud af landevejen. Det handler om måden, vi tager hånd om det pres, og jeg synes, at vi har været fornuftige,« konstaterer hun.

For Dronningen var chokket over terroren fra første færd iblandet en realistisk og koldsindig nøgternhed, og hun synes, at hun kan genfinde samme reaktion i befolkningen.

»Danskerne har erkendt, at sådan er vilkårene i dag, og jeg må indrømme, at det også var min første reaktion. Jeg tænkte – så blev det vores tur. Det overraskede mig ikke. Da vi så, hvad der skete i Paris, tænkte jeg, at så bliver vi vel de næste. Men når det sker, kommer det selvfølgelig bag på en.«

Danskernes reaktion blev, som Dronningen havde ventet.

»Det kom ikke bag på mig, at folk tog det besindigt, for så meget kendskab har jeg til mine medborgere. Jeg har tillid til, hvordan de tager tingene, især når det er de rigtig store ting.

Små ting kan vi hidse os op over. Det gør ikke så meget. Det væsentlige er, at vi holder hovedet koldt, når de store ting sker.«

Dronningen minder om klogskaben i et klassisk ordsprog.

»Der er et godt gammelt ord, der hedder: Hold hovedet koldt og hjertet varmt. Man skal forsøge at bevare roen, og det skete. Jeg synes, at den generelle reaktion har været vældig fornuftig.«

Set med Dronningens øjne fandt befolkning, politikere og myndigheder balancen i håndteringen af terroren. Angrebet blev efter hendes mening hverken overdramatiseret eller undervurderet. Alle samlede sig i en utvetydig fordømmelse af ugerningen og fastslog samtidig, at attentatet ikke måtte føre til nye skel – kristne, jøder og muslimer skulle stå sammen.

Partilederne på Christiansborg opfordrede også til at slå ring om centrale værdier, og set med Dronningens øjne handler en vigtig del af modsvaret til terroren netop om at stå fast på vigtige frihedsrettigheder. Det gælder ikke mindst ytringsfriheden, som gør det muligt at tale, skrive og udtrykke sin mening frit.

»Jeg ved, at der er nogen, som siger, at vi skal passe på, og vi skal selvfølgelig tænke os om, men vi skal sandelig også sige tingene, som vi synes, de skal være. Vi må ikke gå og trykke med det og holde det tilbage. Hvis man holder ting tilbage, bliver de værre,« siger Dronningen.

Frygten må heller aldrig få lov til at dominere, selv om terrorister er klar til at bruge vold.

»De skal først og fremmest vide, at vi ikke er bange. De ønsker at skræmme os, men vi skal ikke lade os skræmme. Det er væsentligt. Det, der med et gammeldags udtryk hedder, at man skal ikke lade sig kyse, er vigtigt – og jeg tror, at det ligger godt for danskerne ikke at lade sig kyse.«

Men parallelt med, at Dronningen opfordrer til at stå fast, appellerer hun til at bevare proportionerne over for de trusler, som er opstået, og hun mener, at medierne har et særligt ansvar for at skildre virkeligheden præcist uden at forfalde til overdrivelser og dramatisering.

»Her har aviserne et mægtigt ansvar for at tage fornuftigt på det. Jeg vil tro, at De kan sælge avisen lige så godt, uden at male Fanden på væggen,« lyder det fra Dronningen.

At Danmark er konfronteret med en ny virkelighed, hvor bl.a. terrorgrupper har nationen stående højt på deres lister over terrormål, er imidlertid en kendsgerning. Dronningen har også iagttaget, hvordan enkelte grupper med udenlandsk baggrund vender ryggen til det samfund, som de er kommet til.

Udviklingen har fået Dronningen til at nuancere nogle af sine tidligere holdninger. Gennem årene har hun igen og igen talt om det vigtige i at tage godt imod flygtninge og indvandrere, ligesom hun til tider har uddelt regulære opsange til befolkningen. Mest berømt er nytårstalen fra 1984, hvor hun formanede sine landsmænd om at afholde sig fra »dumsmarte bemærkninger« om de nytilkomne, som forsøgte at finde ståsted i en ny og uvant hverdag.

I dag mener Dronningen fortsat, at alle har pligt til at tage godt imod de mennesker, som kommer hertil, men der er kommet nuancer på budskabet.

»Ja, vi skal tage imod, men vi skal også fortælle, hvad vi forventer. For det er vores samfund, de kommer til. Vi skal gøre plads til dem, men de skal forstå, hvor de er kommet hen i verden. Det ene sted er ikke det samme som det andet på kloden. Vi er et gammelt samfund, som gerne tager os af folk, som trænger til at blive taget sig af, men vi vil også gerne have, at de forstår, hvor de er kommet hen. Det tror jeg er meget væsentligt.«

Uden at overdrive kan det vel siges, at det har vist sig at være en stor og kompleks opgave at få integrationen til at lykkes. Er det kommet bag på Deres Majestæt?

»I forhold til, hvordan jeg tænkte for 20 år siden, jo. Men i dag, nej, for opgaverne er blevet så meget større, og det samme er de konflikter, der har ført til flygtningestrømmene,« lyder svaret.

Derpå henviser Dronningen selv til sin berømte nytårstale.

»Jeg gætter på, at De stikker til den »dumsmarte«, og jeg ville næppe sige det samme i dag, set i lyset af hvordan det har udviklet sig. Det er klart, at når et samfund modtager mange mennesker udefra, må man også stille det krav, at de forstår, hvor de er kommet hen. Vi vil gerne give plads, men de er kommet til vores samfund, og de kan derfor ikke forvente, at deres gamle samfundsmodel bare kan videreføres her i landet. De skal kunne gå i moske, når de gerne vil – det skulle bare mangle! – men når de begynder at gøre ting, som ikke stemmer overens med det store mønster i det danske samfund, må de indse, at den går ikke.«

Dronningen bruger et sprogligt billede for at ridse vilkårene op, som hun ser dem.

»Man må finde sig i, at temperaturen er, som den er her i landet, og at det blæser til alle årets tider, hvad det ikke gør mange andre steder i verden. Det er en præmis for at bo i Danmark. Man må også tage andre sider med som en præmis. Det gælder vores retssystem og vores fornemmelse for ret og vrang. Det mentale klima, der hersker i Danmark fra gammel tid, er også en side af klimaet, ligesom vind og vejr! At november begynder i slutningen af oktober og varer til slutningen af marts, er ikke morsomt at opleve, når man kommer fra et tørt og varmt klima. Man kan blive trist af alt det grå. Vi er nogenlunde vant til det, men vi bliver jo også triste, når det aldrig vil blive forår eller bare ordentlig vinter, så man kan se, hvad det er for en årstid. Men det er en præmis for at bo her. På samme måde er det mentale klima en side, som man må tage med, når man tænker på at slå sig ned – eller er nødt til at slå sig ned her – fordi man ikke finder andre steder at være.«

Når spillereglerne ikke respekteres, opstår konflikterne.

En af de konflikter, som terrorattentatet i København var med til at blotlægge, handler om, at enkelte flygtninge og indvandrere bringer et had til Israel og jøderne med sig til deres nye hjemland. Rundt om i Europa har det udløst en bølge af antisemitisme, som har skabt utryghed og fået tusinder af jøder til at rejse til Israel.

For Dronningen har det været smerteligt at være vidne til chikanen og forfølgelsen af jøderne, som også er blevet en realitet herhjemme, og hun lægger ikke skjul på, at jøderne – på helt uacceptabel vis – er blevet et udsat folk.

»De er blevet frygteligt udsatte, selv om de er det smukkeste eksempel på, hvordan en forskellig religion har passet sig ind i det danske samfund. Hvor ville vi være, hvis vi ikke havde haft de fremragende mennesker, som er kommet hertil via det jødiske samfund helt tilbage fra Guldalderen?«

Hvordan har det været for Deres Majestæt at se, at det jødiske samfund er kommet under pres?

»Det er chokerende. Jeg er vokset op i årene efter krigen, og dengang havde vi ret travlt med at være stolte af, hvad vi havde gjort og kunne gøre for de danske jøder. Det var et held, at der ikke er bredere hen over Sundet, og at tyskerne vendte flere blinde øjne til, end vi måske umiddelbart var klar over dengang. Det er en hel side for sig. At jøderne i dag pludselig skal være ugleset, føle sig presset og føle sig truet, er chokerende - for de er truet. De bærer det med stor værdighed, som de altid har gjort, men det er chokerende at være vidne til.«

På spørgsmålet om, hvor vidt Dronningen overordnet er pessimist eller optimist i forhold til, hvordan det skal lykkes at få skabt større samhørighed og få integrationen til at lykkes, svarer hun uden vaklen.

»Det SKAL lykkes. De mennesker er kommet hertil, og det skal lykkes, men det er ikke nemt. Det er tydeligt. Vi skal huske, at en meget stor del af de indvandrede gerne vil, og dem skal vi støtte i, at de gerne vil. De vil også bedst kunne påvirke deres skæbnefæller.«

 

DEL 2

Ingen klarer det alene

Dronning Margrethe har livet igennem fået uvurderlig støtte af Prinsgemalen. Sammen står de i spidsen for en stor familie med børn, svigerdøtre og børnebørn. Og i fællesskab udlever de fortsat en passion for kunst.

Dronning Margrethe sidder i sit arbejdsværelse på Fredensborg Slot, omgivet af familiefotos, som understreger pointen i, at selv ikke en Dronning kan klare det hele alene.

I Dronningens tilfælde har støtten fra Prinsgemalen betydet alverden, helt fra hun som en ung kvinde – på en bidende kold januardag i 1972 – blev udråbt til ny regent på balkonen højt hævet over Christiansborg Slotsplads.

Ceremonien var et skæringspunkt. Den opgave, som var hendes skæbne, skulle løses. Hun havde forinden fået vejledning og opbakning fra sine forældre, og efter farens død, stod dronning Ingrid ved hendes side som en klog rådgiver. Men det gav den nytiltrådte regent en særlig sikkerhed at vide, at hendes mand ville støtte hende i livsopgaven.

»Han har været min gode støtte gennem alle disse mange år, vi har været gift. Det bliver snart 50. Om to år har vi guldbryllup, hvis vi lever så længe. Det er en meget væsentlig del af mit liv, at vi er gift og har vores to herlige sønner sammen og et antal børnebørn og nogle dejlige svigerdøtre. Det betyder virkelig noget,« lyder det fra Dronningen.

Når hun taler om Prinsgemalen, får øjnene glød, og hun smiler.

Også i den brede offentlighed er det blevet tydeligt, hvor meget Prinsgemalen har betydet for Dronningen. Og omvendt. På pressekonferencer, på rejser i udlandet og under de utallige besøg rundt om i kongeriget skjuler de ikke deres glæde ved hinanden. Jo, der har været kriser – og Prinsgemalen har flere gange udtrykt sin frustration over sin position i det danske kongehus – men det rokker ikke ved, at de to er i et stadigt lykkeligt parløb.

»Horisonten stod i flammer,« sagde Dronningen om det første møde med diplomaten og adelsmanden, hun blev gift med i juni 1967, og der er tydeligvis fortsat flammer i horisonten.

Et af de fællestræk, som binder parret sammen, er en dyb interesse for kunst, og for lidt over et år siden blev deres egne kunstværker omdrejningspunkt for en usædvanlig udstilling på kunstmuseet i Århus under overskriften – »PAS DE DEUX ROYAL – et kunstnerisk møde«.

Ved åbningen holdt kronprins Frederik talen og lod tankerne flyve tilbage til opvæksten, hvor kunst var en levende del af barndomshjemmet. »Billeder og bøger, skulpturer og musik har via jeres store interesse for kunsten i alle dens afskygninger været en væsentlig del af min barndom og opvækst,« sagde han.

At Dronningen og Prinsgemalen i fællesskab skulle finde lysten til at udtrykke sig kunstnerisk, stod ikke klart, da de mødtes. Behovet opstod gradvis, fortæller Dronningen.

»Vi var begge to interesseret i kunst, men det gik kun langsomt op for os, hvor meget vi selv havde lyst til at være aktive. Jeg begyndte at tegne, og jeg vidste, at min mand lavede skulpturer. Men at han også skrev digte, gik relativt sent op for mig. Han viste mig ikke sine digte i de første mange år,« siger Dronningen.

Senere blev der åbnet for et tæt samspil. Prinsgemalen fulgte sin hustrus maleri, mens hun blev lukket ind i skriveværkstedet.

»Han udgav sin første digtsamling, og da den næste kom, havde jeg den store og dejlige oplevelse, at det var endnu bedre. Jeg synes faktisk, han er blevet bedre gennem de år, han har skrevet, og det er fordi, der virkelig er noget. Ellers bliver det blot én god udladning.«

Dronningen fremhæver især musikaliteten i digtene.

»Han er jo decideret musiker og har spillet meget klaver. Som ung gik han på konservatoriet, inden han fandt ud af, at han ville være diplomat. Hvilket var godt for mig, for ellers var vi måske aldrig mødtes!«

Musikaliteten er efter Dronningens mening blevet tydeligere og tydeligere i Prinsgemalens digte, som hun også er kommet tættere på i rollen som oversætter.

»Når man skal oversætte, skal man ind under ordene. Man skal ikke bare sige, hvad ordene betyder, men hvad de dækker over, og man skal lægge mærke til, hvordan han bruger sære ord eller almindelige ord, og hvordan han bruger rytme – for der er altid en musikalsk rytme i måden, som det bliver stillet op på. Det er her, at hans særlige evne ligger.«

Når Prinsgemalen læser sine digte op, bliver musikaliteten hørbar.

»Hvis man nogen sinde har hørt ham læse op, bliver musikaliteten tydelig, og det har mange mennesker lagt mærke til, skal jeg hilse at sige. Det gælder også for mennesker, der kun kan ganske lidt fransk. Når de hører ham læse digtene op, fatter de noget af meningen ud af klangen!«

I dag vækker det glæde hos Dronningen, at befolkning og medier har lært at sætte pris på Prinsgemalen – ja, nogle fremhæver, at han er blevet kult – for de første år var svære. Da det var værst, fik Prinsgemalen konsekvent udstillet sine mangler og aldrig anerkendt sine kvaliteter.

At Prinsgemalen skulle kæmpe for at falde til, kunne Dronningen se og mærke, men hun havde ikke forberedt sig på, at hendes mand ville møde så store udfordringer i Danmark.

»Jeg havde ikke gjort mig nogen forestillinger om det fra starten. Da var jeg hamrende naiv. Jeg tænkte, at sådan nogle ting gik sikkert bare, men det gør de ikke.«

I dag har hun lært, at snubletrådene kan ligge tæt, når man skal finde sine ben i et nyt land, selv når det gælder de nordiske lande, som ser så ens ud på overfladen.

»Grundtonen er ikke den samme, og selv om den er lige tiltalende i mine øjne og ører i alle de nordiske lande, er vi forskellige. Det kan jeg se, når vi snakker sammen med mine fætre og kusiner og slægtninge i det hele taget. Vi har hver sin måde at gøre tingene på. Der er ting, man kan gøre her, som man ikke kunne drømme om at gøre i Sverige eller Norge. Der er ting, som de gør, som vi ikke ville finde på at gøre magen til, og som heller ikke ville passe her.«

Ofte ligger forskellen i detaljen.

»Det er ikke i det store, men der er masser af små forskelle. Da min mor kom til Danmark, blev hun kritiseret for at virke lidt fjern og formel, indtil det gik op for hende, at i Danmark kunne man for så vidt slappe mere af end i Sverige – eller end hun følte, at hun kunne i Sverige. Hun sagde engang, at Danmark havde lært hende at smile! Hun havde haft en vanskelig barndom, for hun mistede sin mor, da hun kun var ti år, og hun var en alvorlig ung dame, da hun kom til Danmark. Her blev der løst op for det glade, det smilende og det udadvendte, som hun heldigvis besad. I dag kan ingen huske, hvordan det var, før hun fandt ud af det.«

Meget tyder på, at det også kan blive fortællingen om Prinsgemalen.

I de senere år har danskerne fået større respekt for den støtte, han har ydet Dronningen, ligesom de synes at have fået blik for hans kvaliteter.

Prinsgemalen har altid selv smilet til verden. Men nu smiler flere tilbage.

 

DEL 3

De modige

I løbet af sine 75 år har dronning Margrethe været vidne til dramatiske forandringer på kloden. Murens fald i Berlin står fortsat som en stjernestund.

Det er svimlende at tænke på, hvad der er sket, siden dronning Margrethe blev født 16. april 1940.

Da prinsessen kom til verden, var Danmark blevet besat af tyskerne, og en hel verden var i drift mod en krig, som skulle føre til millioner af døde, endnu flere sårede og ødelæggelser i en ufattelig skala. Krigen sluttede med et knusende nederlag til Adolf Hitler, og Danmark og Europa fik lov at udvikle sig uden at skulle være underlagt et nazistisk styre.

I dag – så mange år efter – kan Dronningen se tilbage på en tid, hvor hun har fulgt mange store skift i en verden, som hun kender bedre end de fleste.

Når hun bliver bedt om at udpege de mest skelsættende oplevelser, tøver hun ikke.

»Jeg voksede op i efterkrigsårene og var ung voksen i Den Kolde Krigs tid. Jeg vil sige, at i min erindring er der to skelsættende begivenheder. Den første var Ungarnsopstanden i 1956, og den næste var Berlinmurens fald. Den ene var lavpunktet af elendighed – men også den fantastiske følelse af, at der sandelig stadig var folk, der havde mod, og som gjorde ting, som var halsløs gerning, men gudskelov, at der var nogen! Det samme gælder, hvis man så på Polen i årene før Berlinmurens fald. Tænk, at de turde!« lyder det fra Dronningen.

I Polen lykkedes det mirakuløst for elektrikeren Lech Walesa at samle værftsarbejderne ved Lenin Skibsværftet i Gdansk i den første frie fagforening, Solidarność. Og trods overvågning, anholdelser og fængslinger undervejs blev Lech Walesa og Solidaritet afgørende for Polens overgang til demokrati.

»Nogen sagde, at de var ikke rigtig kloge, men gudskelov er polakkerne ikke rigtig kloge, for ellers havde de ikke eksisteret i dag. Det har jo været mod alle odds gang på gang. Århundrede efter århundrede. Og sandelig om det ikke lykkedes i 1980erne. Det er folk, der virkelig har mod, og som tør satse. Det har min store beundring, det må jeg indrømme.«

Kort efter fulgte Murens fald i Berlin, efter at østtyskerne mere og mere direkte havde udfordret det kommunistiske regime under Erich Honecker. Under parolen »Wir sind das Volk« samlede borgerne sig, og en magisk nat i november 1989 fik de åbnet for passagen til Vestberlin.

Dronningen glemmer aldrig billederne, og hun glæder sig fortsat over begivenheden, selv om der fulgte skuffelser i kølvandet på euforien.

»Vi troede, at der ventede guld, grønne skove og forårsblomster over det hele året rundt. Men sådan er verden ikke skruet sammen. Der kom nye farer. Men heldigvis er man lidt naiv, når der sker noget rigtig godt, for ellers ville man jo aldrig kunne glæde sig ordentligt, men det varede ikke længe, før man så, at der var et aber dabei, som det hedder.«

I dag følger Dronningen nøje med i den internationale udvikling, og hun har et klart blik for de farer, som presser Vestens idealer.

»Man skal ikke forklejne disse ting, som virker truende. For de er truende, vil jeg påstå,« lyder Dronningens karakteristik.

Hvad er efter Deres Majestæts mening det mest skelsættende, der sker i verden i dag?

»Det ved vi først bagefter. Det er vanskeligt at spå, især om fremtiden, sagde Storm P. Men den nye usikkerhed, vi befinder os i nu, skal vi holde øje med.«

Et mindre højspændt, men skelsættende skift handler om pendulets sving fra Vesten mod Asien, hvor hundreder af millioner mennesker løftes fri af fattigdom og op i en ny middelklasse. Kina er blevet den dominerende stormagt i regionen, og dette riges opstigen mod en ny storhedstid har Dronningen fulgt. Hun besøgte landet i 1979, da Kina åbnede sig mod omverdenen, og i 2014 vendte hun tilbage under et statsbesøg, hvor hun blev øjenvidne til kinesernes kvantespring.

Hvor efterlader det Europa, som Dronningen har fulgt tættest? Jo, Europa er rykket sammen i EU, men udfordres af nye globale vækstcentre, ligesom Europa først nu er ved at komme sig efter finanskrisen. Nogle ser Europa som kontinentet, hvor tingene går i stå, og de forudser, at europæerne er dømt til at miste indflydelse, politisk og økonomisk, i fremtiden.

Den udlægning deler Dronningen ikke. Eller rettere, hun insisterer på retten til at være optimistisk.

»Jeg er ikke helt så pessimistisk. Jeg er måske lidt vel blåøjet – men det vil jeg i så fald gerne være!«

DEL 4

Forbilledligt parløb

Det er en stolt dronning, mor og svigermor, som gør status over Kronprinsparrets indsats i en tid, hvor den næste generation
tildeles stadigt større opgaver.

Dronningen ler, da hun bliver bedt om at kommentere den velvoksne royale familie.

»Ja, vi får to sønner, og pludselig står vi med otte børnebørn!«

At Dronningen holder af at følge med i, hvordan flokken udvikler sig, er åbenbart.

»Måske giver jeg mig ikke tid nok til at være sammen med mine børnebørn. Det er jeg på det rene med. Men det er dejligt, når vi er sammen. Til jul havde vi samlet ikke bare vores egne børnebørn, men begge vores søstre og deres børn og børnebørn. Det blev en forrygende jul! Hele huset fyldt af alle aldre – fra tre et halvt år til 80. Det er da noget!«

Når Dronningen ikke ser så meget til sine børnebørn, som hun gerne vil, skyldes det nok, at hun fortsat er fuldt fokuseret på sin rolle. At være Dronning af Danmark. Den opgave tager hun - selv efter mere end fire årtier – ikke let på, og hun har tænkt sig at fortsætte, så længe helbredet holder.

Dronningen overlader ganske vist flere opgaver til Kronprinsparret – og det sker bevidst – men hun lader også forstå, at der er en grænse.

»De skal have opgaver, så de føler, at de får fyldt deres liv med ting, der er værd at gøre. Men der er fortsat ting, der skal gøres af mig og min mand, og der er ting som kronprinsparret og prins Joachim og prinsesse Marie kan tage sig af. Det er ikke de samme ting.«

Hvor meget lytter Kronprinsen til Dem. Giver De gode råd?

»Man skal passe på med gode råd, men vi snakker om mange ting sammen. Det har vi nemt ved, og jeg synes, at han er et uhyre fornuftigt menneske. Jeg synes, at han gør tingene vældig godt. Han har sit tag på det, som ikke er det samme som mit.«

Skal Dronningen tale om lighedspunkter, fremhæver hun snarere Kronprinsens lighed med sin egen far, kong Frederik 9.

»Det er ikke kun, fordi Kronprinsen har stærke bånd til marinen, som min far også havde, men det har noget at sige. Kronprinsen tjente jo sin værnepligt i Livgarden, men det var som om Søværnets uniform passede ham endnu bedre, og han fandt pludselig noget mere af sig selv. Tiden i Frømandskorpset udviklede ham på en utrolig måde. Han beviste over for sig selv og alle andre, at han kunne, når han virkelig ville, og når det virkelig gjaldt. Så kunne han sætte alle kræfter ind, også de mentale, for det er ikke nok med det fysiske alene. Den skal også være i orden deroppe,« lyder det fra Dronningen.

Også på et andet felt har Kronprinsen udmærket sig. Sønnen er nemlig lykkedes med at finde en livsledsager, som Dronningen slet ikke kan skjule sin glæde over.

»Jeg tror, at min mor ville have været meget glad for Mary. De mødtes aldrig. Frederik havde kun lige mødt Mary, da min mor døde. Men jeg tror, at han allerede på det tidspunkt var temmelig sikker på, at det var her, der skulle sættes ind. Jeg må sige, at den allerførste gang, han lod mig møde hende, håbede jeg, at det ville holde. Som man siger: makronbunden var i orden. Det udtryk brugte min mor, og det var tydeligt, at makronbunden i høj grad var i orden.«

Hvordan vil Deres Majestæt karakterisere Kronprinsparrets indsats?

»Det er et forbilledligt parløb. De har det fantastisk sammen, og de er fremragende forældre. De gør tingene godt. De tager bolden op, begge to, når den kommer til dem. Den måde, som Mary har arbejdet med sin fond, og den indsats, hun gør for unge kvinder, der er udsat for vold, og hendes indsats mod mobning i skolerne er helt rigtig for hende at gå ind i. Hun kan gøre ting, som jeg aldrig havde kunnet gøre magen til.«

Man fornemmer, at det er en stolt dronning og en stolt svigermor, der taler?

»Jamen, det er det! Det er jeg ikke spor ked af at sige. Det kan være, at jeg er en rædselsfuld svigermor, men hun er stolt!«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.