Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
B-mennesker

Drømmejobbet: Hvad skal jeg egentlig bruge mit liv på?

»Arbejde er en mærkelig ting. Når man skal forklare sine børn, hvorfor man efterlader dem i en børnehave, der lugter af makrel og numse, i otte timer, så siger man, at det er, fordi man skal tjene penge, så man kan købe mad. Men vi lyver jo. Mange af os gør i hvert fald.«

Hassan Preisler og Maise Njor.
Hassan Preisler og Maise Njor.

Maise Njor

Hvis man som kvinde kører forbi min lokale tankstation kl. 8.15, så risikerer man at blive gravid. Så tyk er testosteronet, når herrerne tanker, mens de tjekker hinandens biler og puster sig op til at skulle på arbejde.

De har afleveret børnene, og nu skal de rigtig ind og være noget. Sådan har jeg aldrig haft det. Jeg tænker »Ej, hvor bliver det hyggeligt, nu skal jeg ind og snakke, og jeg skal også ha’ en kaffe, og så skal jeg tænde computeren, tænk, hvis der er nogle spændende mails, ej, jeg skal lige ha’ en kop te ...«
Det tager som regel en halv time at komme i gang.

Arbejde er en mærkelig ting. Når man skal forklare sine børn, hvorfor man efterlader dem i en børnehave, der lugter af makrel og numse, i otte timer, så siger man, at det er, fordi man skal tjene penge, så man kan købe mad. Men vi lyver jo. Mange af os gør i hvert fald.

De af os, der synes at det bedste ved arbejde er, at det er sjovt ... Og det er det også tit. Andre dage har man det som Dan Turèll: »Åh, jeg skulle have været taxachauffør«. Eller i mit tilfælde: Bare noget andet.

Jeg skulle have været sygeplejerske og gå i fornuftige sko og berolige patienterne og sørge for, at de havde det godt, og føle, at mit liv gav mening, fordi jeg var noget for andre.

Jeg skulle have været arkæolog og mosle rundt i jord og finde mystiske ting og datere dem og føle, at jeg var forbundet med tidligere tiders mennesker.

Jeg skulle have været arkitekt og have bragt ornamenteringer og skulpturer på bygninger tilbage.

Jeg skulle have været biolog, for jeg falder altid i staver, når jeg kigger på et insekt, og jeg så ville jeg vide, om myg har blodårer, hvorfor det hedder tusindben, når den ikke har så mange, og hvorfor nogle bænkebidere har en form for lunger, mens andre har gæller.

Jeg skulle have været professionel tennisspiller og ikke en nybegynder, der slår pinlige huller i luften.

Jeg skulle have været tankpasser og have min egen gammeldags tankstation, hvor jeg kom ud og lige vaskede kundens forrude og fik en sludder og gav gode råd om olieskift og aldrig fortalte nogen, hvor elendig jeg er til at parallelparkere, når andre kigger.

Men mest af alt: Jeg skulle have været Dan Turèll. Slentre rundt i livet og så hjem og skrive om det på en måde, så alle kan genkende sig selv. Eller sin taxachauffør.

Hassan Preisler

Det kan virke frygtelig forfængeligt og arrogant, det jeg skriver her. Men jeg har altid ønsket mig et mere simpelt og meningsløst arbejde, end det jeg har.

Da jeg var barn, drømte jeg om at blive pølsemand med egen vogn. Jeg ville trille mit lille motoriserede spisehus ud i gaderne og servere perfekt komponerede hotdogs med det hele. Og en kold Cocio til.

Siden blev det eneste, jeg ønskede at være, HT-buschauffør. Jeg ville åbne og lukke automatdørene med et let tryk på en knap og tale venligt til passagererne i bussens mikrofon.

Da jeg blev lidt ældre, fantaserede jeg om livet som gadeoptrædende mimekunstner i hvide handsker og sminke. Med intet andet end det, der kunne være i min rygsæk, ville jeg rejse fra by til by og optræde for håndører.

Men så kom virkeligheden og bankede på min dør med sine markante holdninger til det at få et arbejde. Den beordrer, at man først og fremmest gør sin skole færdig. Så forlanger den, at man gennemfører gymnasiet. Og så skal man videre derfra, mener den. Man skal helst på universitetet, er dens holdning. Men en kreativ uddannelse kan til nød gå an, siger den.

For man skal være noget i verden. Man skal udrette noget. Fylde skoene ud og efterlade et aftryk. Man skal drive det vidt. Man skal have succes, man skal leve efter anerkendelsens parametre. Beundringens målestok. Først når man har fået den, findes man. Først sådan er man elsket!

Og der står man så med sit eget image og kan ikke trække vejret. For inde bag ved billedet af picture-perfekt-Preisler står utilstrækkelighedens monster og taler sandhed til én: »Du er ikke perfekt, din succes er tidsbegrænset, dit tab står lige om hjørnet og venter på dig!«

Mens angsten for ærlighedens afsløring af ens egen menneskelighed holder en fastlåst i et krampagtigt selfie-skønmaleri, vender man sin lille Hassan ryggen og poster billeder af sig selv på scenen, af den falske stjerneregn og de forløjede klapsalver.

Jeg drømmer om at være skomager. Det har været min drøm i mange år. Jeg forestiller mig en lille biks med alskens maskiner og et virvar af læder og læste. Der er ingen disk i min butik. Men der er friskmalet kaffe på kolben og gamle Chesterfield-stole, som man kan slænge sig i, når man kommer på besøg for at få en ny sål sat på, så man er klar til at gå videre ud i livet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.