Dorte Høgh: »Min kæreste siger, at jeg er fanget af den skide frihed, og det er sandt«

Manuskriptforfatteren Dorte Høgh kan være grænseløs i sin adfærd. Behovet for frihed er voldsomt, og med jævne mellemrum stikker hun af fra det hele. Hun har modtaget flere priser og været Oscar-nomineret for en kortfilm. For nylig lagde hun sidste hånd på TV-serien »Dicte«, der vises på TV2 til september.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hun mærker det rent fysisk. Frihedstrangen, der buldrer løs indeni. Som kan tage pippet fuldstændigt fra hende, gøre hende vanvittig i kasketten. Og som i den grad har været med til at definere hendes liv.

Pludselig kan hun nærmest ikke få vejret. Føler sig sat i fængsel, er ved at udvande og forsvinde for øjnene af sig selv.

»Måske er det bare noget så banalt som krav, forventninger, hensyn til børn, mænd, familie, syriske flygtninge og ... Alle skal helst være glade, ikk’? Så har jeg det bedst. Og så er det, at det skyller ind over mig, rammer mig som en virus, så jeg får lyst til at stikke af.«

Jævnligt får manuskriptforfatteren Dorte Høgh bragt sig selv i nogle dilemmaer, der stort set altid bunder i noget med frihed. I vinter rejste hun fire uger alene til Mexico City.

»Hvad fanden skal du derover for, hvad skal det nu til for, har du tænkt på børnene imens? Eller tænker du kun på dig selv og dine egne behov?«

Det var den reaktion, hun mødte. Men hun insisterede, havde brug for at blive væk, fare vild, hænge lidt ude på kanten. Andre gange rejser hun til Island. Igen og igen vender hun tilbage. På vulkanøen er der højt til loftet og højt til himlen. Og så er det lige under Vorherre.

»Der er hul igennem, og jeg kan mærke, at der er ventilation. Det hele fiser direkte ned igennem mit system. Jeg bliver sindssygt modtagelig og tænker en helt masse. Måske ikke særlig begavede tanker, men i hvert fald store tanker.«

Når det hele bliver for meget trummerum, for mageligt, for forkælet. Og hun hører sig selv sige det samme to dage i træk, skrive kliché på kliché og glemme, at mennesker er sammensatte og komplekse individer og ikke flade, endimensionelle skabelon-karakterer med en forside og bagside, så må hun væk.

Hun er grænseløs i sin adfærd, når hun rejser. Har været oppe at slås i Island og prøvet at være arresteret i et par timer.

»Jeg har noget vildskab i mig, hvor jeg får lyst til at overskride grænser, andres og mine egne, og bare være hamrende ligeglad med, hvad der tænkes om min opførsel.«

Men for nogle år siden gik det galt.

En aften endte hun i et primitivt selskab i Island. Der blev talt grimt om kvinder. Meget grimt. Og pludselig lagde en af fyrene en stor, klam hånd på hendes skulder, mens han forsøgte at mase hende ned i en stol. Reaktionen kom som et lyn, instinktivt fik hun fat om fyrens fingre, vred dem rundt, hele vejen rundt, så han et øjeblik efter endte nede på gulvet i bedende stilling.

»Jeg ydmygede ham jo, og senere kom fjolset selvfølgelig løbende tilbage med politiet og råbte, at jeg havde brækket hans fingre, så jeg røg i detentionen i et par timer. Måske havde jeg overreageret, jeg ved det ikke. Men sådan er det også at rejse alene, man må jo passe på sig selv. Dagen efter så jeg ham på gaden, og hans fingre var sgu da ikke brækkede.«

»Drengepigen« har fundet roen på Island

Foto: Asger Ladefoged.
Foto: Asger Ladefoged.

Mens hun ofte rejser alene, forholder det sig anderledes, når hun skriver. Det gør hun altid med sin faste makker, Ida Maria Rydén. Sammen står de bag manuskriptet til TV2-serien om kriminalreporteren Dicte, spillet af Iben Hjejle, som ruller over skærmen for sidste gang til september.

Ikke flere sæsoner, ikke mere »Dicte«, ikke flere x-antal gys, grin og gråd, som der skal være i TV-serier af den slags.

Dorte Høgh har prøvet det før. At afslutte både TV-serier og store filmprojekter: »Nikolaj og Julie«, »Hotellet« og »Anna Pihl«. Og for hendes kortfilm »Grisen« blev det i 2009 til en Oscar-nominering.

Nu får Dorte Høgh sin fulde frihed igen, når hun ikke længere skal begrænses af Dicte-bøgernes univers, genrekonventioner og særlige forventninger fra Dicte-bøgernes trofaste læsere.

Lige nu tjener hun ikke en rød reje. Sammen med Ida Maria Rydén er hun i gang med et nyt, uafhængigt manusprojekt. En investering i sin kreative frihed, som hun siger. Og så ikke mere om det, for der skal være ro om projektet.

Men ét er den professionelle uafhængighed, noget andet er Dorte Høghs personlige længsel og det voldsomme behov for indimellem at ventilere og slippe sig selv fri. På Island eller andre steder i verden. Alene.

Engang troede hun, at hun havde spansk blod i årene. Og var stille, spinkel og katolsk.

»Det er jeg så ikke, har jeg siden fundet ud af. Jeg er bredskuldret, nordisk og har uld under armene. Måske er det derfor, jeg er så tiltrukket af Island, hvor det faktisk er lykkedes at føle mig fri af alt.«

I Island er de heller ikke så bange for moderne kvinder, indskyder hun så.

»Island er det første land i verden med et kvindeparti, og jeg tror også, at de har den første lesbiske, kvindelige præsident.«

Så er der havet. At stå der alene, siger hun. Og brøle højt og maskulint ad Atlanterhavet. Lægge arm med stormen, være uden netforbindelse, sidde fast i en flod, sne inde, falde af hesten, indånde svovl, sod og lava ...

»Jeg får simpelthen ro i kroppen, måske fordi den kæmpe natur banker mig på plads, jeg ved det ikke ...«

Hun har altid været en »drengepige«, haft fleste drengevenner, det har hun stadig. Og er vokset op med drenge omkring sig. Med sin storebror, der var hendes helt, og hans venner.

Behovet for frihed

Et stykke væk fra Islands magiske og frisættende natur og Mexico Citys blod og vildskab, bor Dorte Høgh. I sit hus på Østerbro sammen med sine to yngste børn på 15 og 16 år, de to ældste er flyttet hjemmefra.

Hun roder op sit korte hår, smiler, griner, taler og brygger kaffe, som serveres ved det høje bord i køkkenet.

Selvfølgelig har hun tænkt over det – det er jo så fundamental en del af hendes personlighed. Med alle de friheds-dilemmaer, hun hele tiden drøner ind i.

Men man kan vel godt elske sin børn grænsende til vanvid og have lyst til at være sammen med dem mest muligt. Være en trofast kæreste, der ikke render rundt og knalder udenom, bare fordi man får sin frihed til at afsøge nye grænser i verden og skabe sig lidt åndssvagt. Passe sit arbejde, sine venner, sin familie, betale husleje og grundskyld og skat, følge med i samfundsudviklingen, gå til tandlæge hvert halve år. Og så alligevel udleve sit behov for at føle sig fri af alt, bare indimellem?

»Min frihedstrang er vel noget med at finde tilbage til mig selv,« siger Dorte Høgh som en forklaring.

Hun nævner musikeren og forfatteren Peter Bastian.

»En påfugl med et øje på hver finger, har Peter Bastian sagt om sig selv. Derfor må han med jævne mellemrum finde sin egen urokkelighed frem. Det er et skønt ord, ikke? Sin egen urokkelighed ...

Nogle mennesker tager farve efter deres omgivelser på samme måde som påfuglen. Det gør jeg også. Og det gjorde Leonard Zelig fra Woody Allens film »Zelig« mildest talt også. Han fik omgående afrohår, hver gang han talte med en sort. Jeg taler engelsk med indisk accent, så snart jeg bare har talt to minutter med en inder. Måske er det fordi, jeg har lidt damp, der sker meget for mig på kort tid. Jeg bliver så ivrig og har det absolut bedst, når alle har det godt,« siger hun.

»Men grundlæggende er det en oplevelse af at miste min egen stemme, tror jeg. Og dermed også mig selv. Det kunne jo være en forklaring på, at jeg indimellem har så stærkt et behov for at rejse væk, for at genfinde mig selv ... og min egen urokkelighed.«

Hun griner.

»Og så er der sgu da nok også noget gammeldags eventyr, der trækker.«

»Jeg kan lide mødet med andre. At høre deres historier, blive inspireret, rørt, ramt og udfordret. Og det sker, når man rejser alene.«

Ligesom eventyret trak i hendes to fastre, »faster Kisse« og »faster Sesse«. Ingen af fastrene blev nogensinde gift, de var blandt de første kvinder i Danmark, som tog en længerevarende uddannelse, de elskede begge at rejse og rejste ofte alene. Til Nepal og Afrika og over det meste af verden. Og den ene, faster Sesse, sejlede altid alene rundt i en IF’er.

»Måske fik jeg både et skud feminisme og et skud frihedstrang fra mine fastre meget tidligt, det kan man jo ikke vide, vel?«

Ligesom man ikke kan vide, om faster Sesse og faster Kisse også gik på bar alene. Om de på samme måde som Dorte Høgh klaskede sig ned på en barstol et sted ude i verden foran en bardisk. Fordi det er her, man kan møde mennesker. Alle slags mennesker, folk man ikke kender og ikke aner, hvem er.

»Jeg kan lide mødet med andre. At høre deres historier, blive inspireret, rørt, ramt og udfordret. Og det sker, når man rejser alene. Man bliver pivåben og hudløs.«

Hun har altid en bog eller et notesblok med sig, når hun er på en bar.

»Jeg koncentrerer mig bedst i larm og halvkaos, hvis jeg skal skrive eller læse,« lyder forklaringen.

Men hun bruger også bogen og notesblokken til at skærme sig af med.

»Hvis man nu ikke har lyst til at snakke med hvem som helst. Altså, kvinde alene på bar ... nogen kunne misforstå det. Eller også er det bare en aften, hvor jeg har lyst til at være alene i bar-larm med en god bog. Så sætter jeg mig ovre i et hjørne.«

Senere flytter hun sig måske tilbage på barstolen. Hun er et af den slags mennesker, der har brug for at flytte sig.

Efterhånden har hun boet i huset på Østerbro i seks år og kan mærke, at hun snart må videre. Gøre sig fri.

Ikke fra sine børn, bare fra huset, fra den plet, hun efterhånden har boet på for længe. Indtil videre bliver hun her, men udelukkende for børnenes skyld.

»Vi mistede vores bolig, bil, sommerhus, alt, hvad vi havde. Bagefter var det forfra for os begge sammen med vores fire børn«

Foto: Asger Ladefoged.
Foto: Asger Ladefoged.

Efter at hun blev skilt fra børnenes far for otte år siden, flyttede hun og børnene fire gange, derfor har det været vigtigt at skabe ro og trygge rammer de senere år.

Det har hun også selv haft i sin opvækst. Hendes forældre blev skilt, da hun var ti år, men det betød ikke, at det var en urolig barndom. Derudover er hun, som hun siger »født med en guldske i røven.« Hendes mor, Anne Fabricius-Bjerre, var i en årrække gift med Bent Fabricius-Bjerre, og det var i den mondæne del af Nordsjælland, at Dorte Høgh voksede op.

»Hvis nogen siger, jeg er forkælet, og at jeg har fået det hele foræret, så brækker jeg næsen på dem, og jeg mener det alvorligt - næsten«, råber hun.

Så griner hun højt.

Det er sgu alvorligt nok ment, siger hun så. Dét med næsen.

»I min familie har jeg været vant til, at der har været mange penge, og jeg har altid været ret ubekymret. Men jeg har også prøvet, hvad det vil sige at hive mig selv op ved hårrødderne og lære at tage ansvar.

Samtidig har det været en voldsom rejse i økonomi i forbindelse med skilsmissen. Vi var store i slaget, min eksmand og jeg. Vi var vanvittige, umodne og brugte alt, hvad vi havde af penge, og mere til. Jeg troede, han havde styr på økonomien, det havde han så ikke, men vi var sammen om det, så det var ikke hans skyld, at det gik så galt.«

De var tre familier, der boede på en stor gård i Nordsjælland. Et kollektiv med en masse børn, heste og al den frihed, hun kunne ønske sig. Det varede i ti år. De bedste år i hendes liv, siger hun.

»Derfor er der stadig mange følelser forbundet med den tid og en stor sorg over det, der gik tabt. Men alt røg. Vi mistede vores bolig, bil, sommerhus, alt, hvad vi havde. Bagefter var det forfra for os begge sammen med vores fire børn.«

Hun var den, der havde gået hjemme, elskede at være mest muligt sammen med sine børn, mens de var små. Så havde hun sine heste og livet på gården.

»Men ups, så stod jeg en dag dér, nyskilt og uden en klink. Jeg havde gået hjemme i ti år og var ikke særlig attraktiv, da jeg kom ud på arbejdsmarkedet som manuskriptforfatter.

»Her er jeeeeg,« kvidrer hun og sætter tonelejet en oktav op. Som om hun vil understrege sin situation og selvironisk sætte den på spidsen som økonomisk forkælet kvinde, der naivt tror, at alle vil tage imod hende med åbne arme.

»Jo, jo, allesammen, for nu er jeg klaaar, så hvor er I allesammen henne, alle jer, der skal ansætte mig? De råbte ikke ligefrem hurra, da jeg kom, vel?«

En ny form for frihed opstod midt i hendes livs kaos

Børnene boede fast i det hus, de flyttede ind i efter skilsmissen, mens Dorte Høgh og hendes eksmand skiftedes til at flytte ind og ud hver anden uge.

Når hun ikke boede hos børnene, flyttede hun på hotel. I den periode var Skovshoved Hotel ved at blive renoveret, så hun var heldig, at hun kunne få en aftale om at bo på hotellet on/off en hel vinter.

»Der var nogle store, dejlige varme dyner, for hotellet var uden varme, og når jeg tænker tilbage, føltes det som en slags frihed at bo der på hotellet alene. Jeg havde hele køkkenet for mig selv, og om aftenen spillede jeg billard med gæsterne inde i krostuen.«

»Men samtidig var jeg jo også knust over at stå midt i en skilsmisse med alt det kaos og de følelsesmæssige udsving, det fører med sig for en hel familie. Jeg husker nogle underlige ting fra den tid, for det var en meget underlig tid. En dag, hvor jeg kom ud til min bil, havde en eller anden sjov type skrevet »pikprinsesse« i støvet på min bils bagrude. Det er de mærkeligste ting, man husker.«

Hun kunne godt have fortsat med at bo på det tomme hotel. Men hendes børn blev bekymrede, de kunne ikke forholde sig til, hvor hun var, når hun ikke var i huset hos dem. Og den utryghed skulle de ikke have, siger hun.

»Derudover var både min eksmand og jeg selv ved at blive vanvittige over at flytte ind og ud af huset på skift hver anden uge. Hvilket så lige præcis var den løsning, vi endte med at byde vores børn ... Suk!«

»Det værste er, at man skal undvære børnene. Man får jo ikke fire børn, for kun at være sammen med dem på halv tid. Det er sygt, og det er unaturligt.«

Men midt i den kaotiske og svære tid efter skilsmissen, fandt Dorte Høgh også en ny form for frihed. Ikke en frihed efter et 18 år langt parforhold, heller ikke en frihed væk fra sine børn hver anden uge.

Men hun følte sig fri, fordi hun pludselig ikke boede et fast sted.

»Noget af tiden boede jeg på billige hoteller rundt omkring i København, andre gange på hoteller i Sverige. Men det var også en slags flugt, for jeg kunne ikke holde til at møde mine børn på gaden, når de var hos deres far. Så gik de til højre, mens jeg selv gik til venstre, det var frygteligt, og derfor havde jeg det bedst, når jeg ikke boede i nærheden af dem.«

Efter skilsmissen lykkedes det hende at få forskellige jobs som manusforfatter. Blandt andet »Dicte«, som var en bestillingsopgave, der reddede hendes økonomi.

»Gradvist fik jeg en større tro på mig selv og mit håndværk, så lidt godt kom der da ud af det, efter jeg blev alene.«

»Hvad fanden skal vi så? Andet end at knalde? Og når vi har gjort det, hvad så?«

Foto: Asger Ladefoged.
Foto: Asger Ladefoged.

Hun bruger selv beskrivelsen »bagsiden af frihedsmedaljen«.

»Min kæreste siger, at jeg er fanget af den skide frihed, og det er sandt. Han har helt ret, det er begyndt at blive patetisk og latterligt med min frihedstrang.«

»Men jeg synes, det er svært. Vi er jo ude i et biologisk eksperiment, for hvad skal vi bruge hinanden til, når vi ikke længere har mindre børn, er bedstevenner med eksmand og ekskone? Og måske heller ikke skal bo sammen af hensyn til vores respektive børn fra tidligere forhold?«

»Hvad fanden skal vi så? Andet end at knalde? Og når vi har gjort det, hvad så?«

Hun er begyndt at tænke, siger hun. At det er en gave at kunne være alene. At kunne lide sit eget selskab, også når man er hjemme i hverdagen.

»Så er man da i det mindste tættere på Peter Bastians urokkelighed,« konstaterer hun.

»Men hvorfor er det så skønt at sidde alene på en knold i Island eller i Mexico City? Bør jeg ikke snarere hive friheden med hjem? Og kan man det? Jeg tvivler. Men en ting ved jeg: Jeg er ikke nem at være kæreste med, fordi jeg så nemt føler mig indespærret, frihedsberøvet og får brug for at rase ud.«

Så siger hun stille:

»Min frihedstrang. Den gør jo mænd sindssyge, og den gør børn utrygge, og den gør mødre bekymrede. Den kan være ødelæggende, det er jeg ikke i tvivl om. Fordi ens nærmeste tror, at man kan undvære dem. De føler sig svigtet og valgt fra. Men hvis man er bare et nogenlunde normalt og ordentligt menneske, bliver man jo ked af det. Man bliver da helt vildt ked af det. Men hvilke hensyn er vigtigst? Dem til en selv, eller dem til ens nærmeste?«

Dorte Høgh har kendt sin kæreste i 23 år. Var venner med ham mange år, før de blev kærester. Og de var altid de sidste sammen i baren. Det er en fordel, at han kender hende så godt, mener hun.

Dét med baren og de sidste til festen er nu også en fordel, griner hun så, men siger mere alvorligt:

»Mine tanker handler ikke kun om frihed, men også om kærlighed. Om den narcissistiske kærlighed. Jeg ved ikke, om vi elsker hinanden »rigtigt«. Og nu mener jeg ikke kun min kæreste og mig, jeg tror, det også gælder mange andre. Bruger vi kærligheden til at dække vores egne behov? Jeg føler nogle gange, at jeg bliver elsket for det, jeg GØR ved ham. At han elsker sig selv højere i mit selskab. Men er det så i virkeligheden mig, han elsker?«

Dorte Høgh peger på en grundlæggende tendens i tiden, som handler om behovshuller. Om hele tiden at få sine egne behovshuller fyldt op. Men når ét hul er fyldt, står et andet og nyt gabende tomt.

»Og hvad så? Bliver man så skilt igen, går fra tue til tue?«

Hun kigger ud sin have.

Men hvad skal man så gøre med al den frihed?

»Måske er det noget i tiden, det der med at slukke behov. Jeg ved ikke engang, om jeg selv elsker nogen på den måde, altså det hele menneske. Men hvis jeg bliver elsket, som den jeg er, så ville min frihedstrang jo ikke være et problem, vel? Så var den jo bare en del af mig?«

Hendes kæreste ved det godt. At hun er sådan. Alligevel siger hun tit til ham, at hun vitterligt ikke drømmer om det lette pensionistliv i Malaga.

»Pyha, bare tanken, det er dødens forgård, og ilten forsvinder. Det er røde næser og blå tænder. Og jeg får lyst til at stikke af. Igen. Men så er det jo ret heldigt, at min kæreste har det på samme måde.«

Den ældste datter Rebekka kommer ind i stuen med en veninde. Hun sover ikke hjemme i nat, men hos veninden.

»Jamen, det er da okay, skat. Nu har jeg snart ikke set dig i en hel uge.«

Hun griner, da hun siger det, og smører tykt på den påtagede selvmedlidenhed, der ligger i sætningen til datteren.

»Når de kommer i gymnasiet, er de næsten ikke hjemme. Min yngste datter begynder i 1.G efter sommerferien. Og vupti, om få år er de flyttet. Og hvad så med mig? Hvad skal jeg så bruge min frihed til? Skal jeg flytte til Malaga eller Sydfrankrig og leve det ubekymrede liv sammen med de andre, der også vil leve et ubekymret liv? Så kan vi allesammen gå rundt dernede i solen og være ubekymrede...«

»Det er en lidt trist erkendelse, men også en stor erkendelse, ikke? At man snart bor alene med al den frihed, man kan ønske sig i hele verden.«

»Men også lidt ærgerligt, for hvad så?«

Foto: Asger Ladefoged.
Foto: Asger Ladefoged.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.