Stort interview

»Da det var værst, havde jeg mange dødsfantasier. Det har jeg stadig«

Forfatteren Kaspar Colling Nielsen tænker ofte, at verden bryder sammen, eller hans børn dør. Hans sind bilder ham ind, at det, han tænker, ikke sker. Han afværger rædslen ved at lade den eksistere i sine tanker. B Søndags Rasmus Karkov møder ham en iskold regnvejrsdag i 2016 – to år inden revolutionen, som han varsler i romanen »Den Danske Borgerkrig 2018-24«, begynder.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Verden er sorthvid. Det er vist tirsdag. Det er en almindelig dag tæt på jul. Helt præcist 19. december 1994. Fra et sted i himlen over Fælledparken kan Kaspar Colling Nielsen se to skikkelser skrå over græsset fra Rigshospitalet mod Trianglen.

Den ene er hans stedfar. Den anden er ham selv.

Men han er ikke længere inde i sig selv. Hvis han overhovedet er noget sted, måske er det kun hans syn, der er, mens alle tanker og følelser og erindringer og evne til at filtrere lyset til farver er forsvundet, så er han et sted i den overskyede himmel over Fælledparken.

På Rigshospitalet bag ham ligger hans barndoms kys og knus og smil med slanger ud af næsen. Han kan ikke mærke sig selv.

Om et års tid dropper han ud af filosofi og tager til Afrika for at komme væk. Afrikanere er gode at relativisere sin smerte med. Uanset, hvor slemt ens liv er, er afrikaneres liv altid værre.

Der er et klip på Youtube med Kaspar Colling Nielsens stedfar, der hedder »Ole Fogh Kirkeby i eksistentiel samtale med sin hund«. Ole Fogh Kirkeby er professor i filosofi på CBS og har opfundet translokutionaritetsprincippet, som i sin essens handler om, at vi eksisterer, når vi glemmer os selv, når vores handlinger foregår uafhængigt af vores bevidsthed.

»Tror du ikke, det er det, det handler om, Alfred?« spørger han hunden Alfred i videoen, mens den slikker ham i skægget.

»Ikke at tage noget for givet, men ofre sig selv for at finde sig selv.«

I Kaspar Colling Nielsens hidtidige hovedværk forlader hovedpersonen en dag sin elskede uden forklaring. Det er en normal dag. Det kunne være en tirsdag. Hun forlader ham aldrig, hun forbliver bagerst i hans sind, han kommer aldrig til at elske igen, så i stedet fører han eksistentielle samtaler med sin hund.

»Det hele baserer sig på en vision inde i mit hoved...«

Foto: Søren Bidstrup.
Foto: Søren Bidstrup.

Kaspar Colling Nielsen sidder på den lille overdækkede altan i baghuset ved Søerne og ryger en smøg i år 2016. Der er to år til borgerkrigen begynder, som han varsler i bogen »Den Danske Borgerkrig 2018-24«.

Det er årets første forårsdag. Men hver gang de menneskeforandrede regndråber splintrer mod altangelænderet og spreder den unedbrydelige 30 år gamle radioaktivitet fra Tjernobyl med små stænk af forskningsbaserede dommedagstanker om snarlige klimakatastrofer, føles det som årets koldeste dag.

Han ser forpint ud. Ikke forpint af øjeblikket. Men som om hans liv har dannet hans ansigt, som livet dannede ansigter i gamle dage, hvor vejret tegnede glæden og sorgen dybere ind i huden.

De dybe blå øjne, der bliver gemt lidt under øjenbrynene søger altid væk fra øjenkontakten. Skægstubbene. Linjerne. Blikket. Det må være sådan.

Hvis den eneste måde at forhindre rædslen er ved at tænke rædslen frem, at sikre ens kære ved at give rædslen en eksistens i tankerne i stedet for virkeligheden, så må det præge ansigtet.

Kaspar Colling Nielsen er inde i sig selv. Verden er inde i ham selv. Hvis han tænker intenst på noget, kan han forhindre, at det sker. Han tænker tit på, at hans børn dør, eller at den svulst, han synes, han kan mærke, er en svulst. Hvis det sker inde i hans verden, sker det ikke ude i den rigtige verden.

»Jeg har en dysfunktionel tænkemåde. Jeg tror meget på, at det betyder noget, hvad jeg tænker. Den lave risiko for at noget sker, ganger jeg i angsten op med forfærdeligheden af, hvis noget sker. Sandsynligheden vokser, når den bliver ganget med det forfærdelige. Hvis jeg tænker, at mine børn kommer til skade, så kommer de ikke til skade,« siger han.

Han afviger rædslen ved at gennemleve rædslen.

Han stoler ikke helt på metoden. Måske lidt mere nu end tidligere. Dengang kunne han gå i panik, og ikke bare som vi lidt skødeløst bruger ordet, men i panik som i ordets oprindelige betydning, som var det, der opstod når guden Pan blev vækket af sin slummer og skreg så voldsomt, at de grækere, der så det, brugte udtrykket panikon, der betyder pludselig frygt.

Hvis Collings kæreste for eksempel var gået ud for at hente børnene og var længere tid om det, end hun burde, kunne han blive grebet så meget af pludselig frygt, at han løb ud på gaden i strømpesokker for at finde dem og forhindre det forfærdelige, der fór gennem hovedet på ham og derfor reducerede risikoen. Men ikke nok. Han må nå dem, før det er for sent.

Det er bedre nu. Bedre.

»Men det er stadig nødvendigt, at jeg ikke bare antager, at ting går godt. At jeg ikke tager noget for givet. Da det var værst, havde jeg mange dødsfantasier. Det har jeg stadig.«

Da det var værst, i 2009 da årets dommedagsscenario var fugleinfluenza, var det forfærdende.

»Jeg får nærmest et slags sammenbrud. Jeg har voldsom panikangst i tre måneder. Det er et vågent mareridt. Det hele baserer sig på en vision inde i mit hoved, som handler om, at pandemien bliver spredt.«

»Det bliver en detaljeret fantasi, som jeg hele tiden tænker på. Hvordan hele civilsamfundet går i opløsning. København bliver inddelt i sikre zoner med spånplader, der spreder sig lovløshed, man skal skaffe våben.«

»I min fantasi flytter vi på landet, og i min fantasi indretter jeg huset, hvor min kæreste og jeg og mine børn er, så vi er beskyttet mod bakterier og voldelige bøller. Der er nogle net og fælder. Jeg vil nærmest ikke have, at mine børn går ud i den periode, og jeg prøver diskret at vaske dem, når de kommer hjem. Det var kulminationen på min ukontrollable angst,« siger han.

En verden i forfald

Foto: Søren Bidstrup.
Foto: Søren Bidstrup.

Han tænkte pandemien, så den kom ikke. Men han skrev glimt fra vanviddet ind i det Danmark, der er i »Den Danske Borgerkrig«. Den er baseret på internationale tænketankes risikovurderinger, som blot er accellereret siden.

Ude i verden er det hele gået så meget op i limningen, at det for et par måneder siden kom frem, at verdens 62 rigeste mænd nu ejer det samme som halvdelen af Jordens befolkning tilsammen.

De klogeste af de rigeste ved, den er gal. De har forberedt flugtveje, i fald revolutionen kommer. Vi er som nordeuropæere selv både blandt de 99,9 procent fattigste og de ti procent rigeste, som så mange vil være en del af, at vores humanistiske værdier eller universelle velfærdsstat er på spil.

Bowie er død som en af de første fra de store efterkrigsårgange, der vil præge verden en sidste gang, når deres hjem oversvømmer boligmarkedet og reducerer friværdi til gæld. Imens overtager kineserne og robotterne vores job uden lokalpolitikerne på Christiansborg kan gøre noget, og økonomerne ikke fatter, hvorfor virkeligheden ikke lever op til de fortidsfunderede økonomiske modeller, samfundet bliver indrettet efter.

Vi er i en døende verdensstrukturs sidste dage.

»Hele den neoklassiske økonomiske ide, som økonomer stadig opererer ud fra, antager, at vi er rationelle, og at man kan forudsige bevægelser i markedet baseret på fortiden. Men det kapitalistiske marked var baseret på, at vi først og fremmest var demokrater. Sådan er det ikke længere. Markedet har sin egen mekanisme, som et vejrsystem alle er underlagt med nogle logikker, der konstant ændrer sig. Intet er stabilt. Alt står for fald. Alt er muligt,« siger han.

Hver gang verdens ledere mødes til World Economic Forum i januarsnevejret i Davos, er de tungeste tænketankes advarsler om revolution og opstand blevet stadigt mere stakåndede. Dybt mellem linjerne i »Den store danske borgerkrig« er der en længsel mod krig. Han siger, det er rigtigt. Normale dage er ildevarslende.

»Hvis der er krig, så er mine tanker pludselig ikke længere så irrationelle. Så er de rationelle – naturlige, fordi der vil være risici, man skal tage i betragtning overalt.«

»Det er simpelthen en hån mod almindelige mennesker at skrive en hel digtsamling om sine forældres skilsmisse«

Foto: Søren Bidstrup.
Foto: Søren Bidstrup.

Ole Fogh Kirkeby og Kaspar Colling Nielsen går i Fælledparken en dag tæt på jul i 1994. Det er over et halvt liv siden. De har været stedfar og stedsøn i 15 år. De har ført mange samtaler om livet og verden og filosofi.

Ole Fogh Kirkeby har drukket lidt snaps, og de er på vej mod et værtshus på Østerbro. Om tre måneder finder Ole Fogh Kirkeby en anden kvinde, og om mange år ser Kaspar Colling Nielsen et enormt bjerg for sig i morgendisen over Avedøre Holme.

Oppe fra himlen over Fælledparken kan Kaspar Colling Nielsens blik se Kaspar Colling Nielsen og Ole Fogh Kirkeby skrå over græsset fra Rigshospitalet mod Trianglen. De er bundet sammen af Kaspar Colling Nielsens mor. Hun gav ham en god barndom, siger han.

»Jeg har altid tænkt, at jeg har haft en god barndom, og det har jeg på mange måde også, for jeg havde min mor, som var enormt kærlig og sød. Jeg har haft meget godt og stabilt i mit liv.«

Engang da Kaspar Colling Nielsen var fire år, flyttede hans mor og far i kollektiv i Valby i noget, der vist var et forsøg på at redde ægteskabet. Kollektivet er nok Kaspar Colling Nielsens tidligste minder.

Han og de andre børn var opvasken eller toiletrensningstjansen. Det var ikke deres mor eller far, der hentede dem. Det var den af de voksne i kollektivet, der havde tjansen.

»Hele kollektivet var baseret på, at man udliciterede sine børn som en af de daglige sure pligter. Man skulle hele tiden være sammen med de der børn, som jeg ikke følte, jeg havde noget til fælles med.«

Det var et vegetarisk kollektiv. Ikke fordi de kunne lide vegetarmad, men fordi en i kollektivet, et dumt svin, var vegetar. Så i solidaritet med ham var det et vegetarisk kollektiv.

Han kunne heller ikke lide dåsemad, så det var et konservesfrit kollektiv. Kaspar Colling Nielsen kunne ikke lide maden. Når vegetaren ikke var hjemme skyndte de sig alle sammen at spise Jakabov hurtigt, så han ikke opdagede, hvor usolidariske de var.

De flyttede ind til byen igen. Da Kaspar Colling Nielsen var seks år, blev hans forældre skilt. Det var hans far, der ville skilles.

Kaspar Colling Nielsen hader, når folk dyrker barndomstraumer. De, der holder digtoplæsninger, hvor de som kulturradikale kartoffelrækkebørn står og koketterer med deres se-min-smukke-retro-grimme-kitsch-forældrenes skilsmisse-smerte navlepilleri. Han er vred, når han taler om det.

Det minder om vreden fra en, der har oplevet det, der var værre, men ikke skilter med det.

»Yahya Hassan og Morten Pape har rent faktisk haft det hårdt, men mange af dem, der skriver, har ikke haft det hårdt. De har ikke haft det hårdt nok.«

»En sjettedel af publikum ved oplæsninger er opvokset i akoholikerhjem, en anden sjettedel har fået tørre tæsk, en næste sjettedel er vokset op med forældre med psykiske lidelser eller forældre, der døde, mens de var børn. Det er simpelthen en hån mod almindelige mennesker at skrive en hel digtsamling om sine forældres skilsmisse.«

Da Kaspar Colling Nielsens forældre blev skilt, blev han ikke trukket til side en solrig sommerdag med blidt blafrende gardiner i stuen, lidt glad reggaepop med Tøsedrengene fra radioen og nybagte boller med Nutella som kompensation for den alvorlige voksensnak, de nu skulle have.

Der var ikke noget »mor og far skal ikke bo sammen mere, men vi elsker stadig hinanden og dig meget højt, og du kan se din far lige så tit, du vil«. I stedet var han midt i skilsmissen. Den foregik for øjnene af ham.

»Det var en meget kaotisk skilsmisse. Det var meget voldsomt. Jeg var midt i det hele. Det var ikke et problem, at de blev skilt, men at det var så brutalt, som det var,« siger han og kigger længe op mod køkkenskabene, mens han tænker over noget.

»Jeg var et meget frustreret barn. Jeg var så vred, at jeg havde lyst til at smadre folk, ikke bare smadre dem, men hoppe på dem, til de blev en blodpøl. Jeg har stadig delvis den vrede,« siger han.

Foto: Søren Bidstrup.
Foto: Søren Bidstrup.

På besøg hos far...

Han boede hos sin mor i en kvistlejlighed ved Nikolaj Kirke i indre by. I den periode boede hans far også inde i byen, og når han var sammen med sin far, var han med på druk i den store sorte nat.

Gennem fire år havde han rekorden på flippermaskinen på Dan Turèll. Om tirsdagen holdt hans far kunstneraftener, hvor byens bohemer mødtes og snakkede kunst og spiste andesteg fra Restaurant Vita i Store Kongensgade.

Han kunne mærke, at han kunne være med i samtalerne med de berusede kunstnere og akademikere. På et tidspunkt fik de fat i en af telefonkioskerne på Kongens Nytorv. Den var i forfald, og oppe under spiret var der fyldt med fugleekskrementer og duelig.

Drengen blev sendt op for at muge ud i alt møget, og den aften blev han syg som aldrig siden med Papegøjesyge, fordi han havde indåndet ammoniakluften fra fuglenes lort ind i sin egen krops celler.

Nogle år inden var hans far gift med TV-journalisten Mette Fugl, og mange år senere blev han slave af en tanke om, at fugleinfluenzaen ville komme og ødelægge alle vores liv.

Og måske er der ingen sammenhæng mellem de forskellige begivenheder – det er for eksempel enten helt tilfældigt eller en del af en ukendt kvantemekanisk årsagssammenhæng på tværs af tid og sted, at både hans stedfar og hovedperson fører eksistentielle samtaler med deres hunde – men i debuten »Mount København« om tilværelsen i et København, hvor der ligger et 3.500 meter højt bjerg på Avedøre Holme, er der en mand, der bliver til et fuglemenneske.

Da han blev ti år ønskede han sig mest af alt et bordtennisbat af sin far. Da han pakkede gaven ud, var det ikke et bordtennisbat. I stedet fik han 2. bind af Dostojevskijs »Idioten«. Han har den stadig stående i bogreolen.

Han havde ikke læst første bind, og selv om han engang spurgte, ved han stadig ikke, om der var en bestemt grund til, at det lige var »Idioten«, han fik i tiårs fødselsdagsgave af sin far i februar 1984 for 32 år siden.

Der var også engang, vist nogle måneder efter fødselsdagen, de var ude at spille billard på værtshuset Hinkestenen, og der kom nogle rockertyper ind og satte et kryds på tavlen som tegn på, at de overtog bordet efter næste spil.

Kasper Colling Nielsen spurgte, om de ikke kunne vælge et andet bord. Rockeren svarede, at han satte sit kryds, hvor han ville.

»Min far gik hen til fyren, der var et stort brød. Han gik helt tæt på ham og sagde, de skulle sætte kryds ved et andet bord. Fyren havde sådan et tic, så han anspændte halsen, så det hev i munden. Så sagde min far, hvorfor griner du? Synes du det er sjovt?«

»Og der kunne jeg se, at min far ligesom vandt den kamp. Min far var stor og stærk og kunne alt. Han havde en meget hård opvækst over for nogle barakker i Valby, men han tog alligevel en universitetsuddannelse. Han var vildt god til at slås. Han er et frygtløst menneske.«

»For mig er mine børn det primære i mit liv, det var børn ikke i vores forældres generation«

Foto: Søren Bidstrup.
Foto: Søren Bidstrup.

For nylig så han en familie på Bo-Bi Bar. Der stod tomme øl og jollycolaflasker på bordet, og han var lige ved at brække sig, da forældrene bød deres børn på en Jolly Cola mere, så de kunne blive og drikke videre. Det var for tæt på. Han har altid set op til sin far og frygtet ham og mistet respekt for ham og set op til ham og frygtet ham og mistet respekt for ham.

»Det gør stadig meget stort indtryk på mig, hvis min far er sur på mig, selv om det ikke er berettiget, og jeg er helt uskyldig. For mig er mine børn det primære i mit liv, det var børn ikke i vores forældres generation. Jeg har altid været lidt bange for ham på grund af den der underliggende trussel om vold. Men uanset hvad man har fået hjemmefra, så elsker man sine forældre,« siger han.

Der er ting fra den tidligste barndom, jeg ikke må skrive, men det har fulgt ham siden. Måske er det det øjeblik, der danner ham. Det er betydningsløst præcist, hvad det er, og det er ikke incest eller lignende, for lige at fjerne den tanke helt.

Det kan være rystelsen fra et enormt bjerg, der rejser sig på Avedøre Holme eller hovedpersonen i den store borgerkrig, der via passagen ved BR over for Magasin flygter op på tagene og pludselig styrter ned foran ham i baggården 30 år inden, han er blevet skrevet. Det er ikke vigtigt, hvad det er.

Men det er vigtigt, og måske ved drengen, der står i en baggård i indre by i 1980, at det her er punktet, hvor en del af ham bliver dannet. Mange år senere er han i Afrika for at hjælpe i ghettoområderne, men mest for at slippe væk, og det er blandt andet godt, fordi det sætter ens eget liv i perspektiv. Man kan relativisere sin egen smerte med afrikanere. Det er de gode til, for uanset, hvor slemt ens liv er, så er en afrikaners liv næsten altid værre.

»Selvfølgelig er jeg i tvivl om, om jeg selv er et ødelagt barn, om jeg har skåret noget væk«

Foto: Søren Bidstrup.
Foto: Søren Bidstrup.

»Jeg mødte folk i Afrika, der havde oplevet de mest traumatiserende ting, men de blev ikke neurotiske. De bevarede en form for livsglæde på trods af alt muligt lort. Det gjorde mig opmærksom på, at det med at have ondt af sig selv er et vestligt fænomen.«

»Måske man kunne lade være at være slave af det lort. Men det er en gennemgribende struktur i den måde, vi fortæller vores historie på; man skal konfronteres med noget fra sin fortid, før man kan vokse som menneske.«

»Forestillingen om, at de formative år er så væsentlige, at de er irreversible, at du allerede, inden du fylder tre år, kan være et ødelagt barn, der bliver et ødelagt menneske, der aldrig vil kunne håndtere kærligheden og glæden, tror jeg ikke på. Jeg tror, det er forkert.«

Han spillede også fodbold på ungdomslandsholdet, og han læste digte og avis og gik fra 13-års alderen på restaurant alene, fordi han var vant til det.

Det var også, da han var 13, at han en søvnløs nat hos sin far i Valby, hvor de tit gik på rockerværtshuset »Maten« på Toftegårds Plads, for første gang oplevede sin stedfars translokutionaritetsprincip, da han skrev et teaterstykke og forsvandt så langt ind i skriften, at han ikke var mere, men blot eksisterede fuldt ud som i en metafysisk fangeleg, hvor alle flygter fra at være den, der er.

»Når jeg skriver, er målet, at skriften tager over, og jeg selv forsvinder,« siger han.

At digte – det er at holde dommedag over sig selv.

Han har altid tænkt, at han havde en god barndom. Men engang var han kun seks år og var ikke taget til Afrika endnu og var ikke forsvundet i skriften og havde ikke set andre blamere sig med deres luksustraumatiske barndomsminder.

»Ja, jeg er selvfølgelig også i tvivl. Jeg kan godt høre, at det lyder som en søforklaring nu. Jeg ved det ikke, Rasmus. Selvfølgelig er jeg i tvivl om, om jeg selv er et ødelagt barn, om jeg har skåret noget væk. Jeg ved det ikke. Måske er min angst posttraumatisk stress fra barndommen.«

Kaspar Colling Nielsen tager et hiv af smøgen på altanen i år 2016, hvor de tunge, kolde regndråber splintrer mod gelænderet to år før den danske borgerkrig begynder.

»Alt er i sorthvid den dag, og da vi går hen over Fælledparken, ser jeg ligesom alting oppefra«

Foto: Søren Bidstrup.
Foto: Søren Bidstrup.

De havde skændtes aftenen før, han kan ikke huske om hvad. Det var et af de skænderier, der kan være mellem mødre og sønner, og han gik i hvert fald i vrede den mandag aften for 22 år siden.

Da han kom hjem næste morgen, lå der en besked på telefonsvareren fra stedfaren om, at der var sket noget, og i morens seng var der bræk og en eller anden hospitalsslange.

Han lånte 100 kroner af en gammel dame i gården og tog ind på Rigshospitalet. Han mødte sin stedfar på gangen, der bød ham en tår snaps fra flasken. Inde på stuen stod Kaspar Colling Nielsens onkel og forsøgte at heale sin søster til bevidsthed.

Det var Kaspar Colling Nielsens mor. Hun lå med slanger ud af næsen. Hun gav ham en god barndom. Han fik fat i lægerne. De sagde, det var en hjerneblødning. Der var ikke noget at gøre.

»Det er så det. Jeg husker, jeg følges med min stedfar. Vi går over Fælledparken. Alt er i sorthvid den dag, og da vi går hen over Fælledparken, ser jeg ligesom alting oppefra. Jeg ser os gå hen over Fælledparken.«

»Jeg tror, det var en tirsdag. Det var 19. december 1994. Det var en fuldstændig normal dag, bortset fra at min mor døde. Det er derfor, jeg synes, der er noget ildevarslende over normale dage. For det er lige præcis sådan en dag, at der sker et eller andet forfærdeligt.«

Verden bryder sammen?

Kaspar Colling Nielsen skrår over græsset i Fælledparken. Han kan ikke mærke noget. Hun ligger på Rigshospitalet bag ham. Der er ingen farver, og han ser det hele oppefra.

Om tre måneder finder hans stedfar en anden kvinde, og Kaspar Colling Nielsen kommer fra nu af til at føle, at det er for smertefuldt for stedfaren, når de mødes, fordi han minder ham for meget om det, der skete. Han overnatter hos ham et par dage, og fordi han ikke har andre, opsøger han sin far, der er blevet kommunaldirektør i Jylland.

Han afvikler lejligheden og arrangerer begravelsen. Om nogle måneder kommer angsten for, at halsen snører sig sammen, så han ikke kan trække vejret. Han er følelsesløs.

Om et års tid tager han til Afrika. Om endnu nogle år bliver han så bange for at ende som sindssyg på gaden, at det bliver skæbnenødvendigt for ham at vælge noget sikkert som økonomi på CBS, og da han sidder som risikoanalytiker i Codan, bliver hans kæreste så træt af hans evindelige brokkeri over den indspiste danske litteratur, at hun kræver, at han skriver den roman nu.

Han er bange for at være kommet for sent. Han googler forfatteres debutalder. En morgen ser han så et 3.500 meter højt bjerg rejse sig i disen over Avedøre Holme, som bliver til novellesamlingen »Mount København«. Og da han endelig debuterer i en alder af 36 år, er det en normal dag, hvor verden heller ikke skælver, selv om den burde.

Hvis Kaspar Colling Nielsen tænker, at noget sker, så sker det ikke. Han har en ligning. Den lyder sådan her: Den lave risiko for at noget sker, bliver i angsten ganget med forfærdeligheden af, hvis det sker.

Han tænker, at verden er ved at bryde sammen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.