Bjarne Reuter: »Det meste af tiden laver jeg ingenting«

Det begyndte med Bertram, Oscar og Anders fra Vanløse. Danmarks mest populære forfatter kan i år fejre 40 års jubilæum. »Hemmeligheden er at lukke virkeligheden ude,« siger han.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Ja, tiden går, men bortset fra det, så er du velkommen,« svarer Bjarne Reuter kortfattet på mail, da vi aftaler dette interview i anledning af jubilæet for hans debutroman.

40 år er gået, siden den dengang 25-årige skolelærer slog sin særegne reuterske tone af løssluppen fandenivoldskhed og melankolsk socialrealisme an – og et par uger senere uddyber han, da vi sidder i den hyggelige villa i Lyngby og ser på endnu en genudgivelse af »Kidnapning« om brødrene Bertram, Oscar og Anders fra Vanløse, og deres dubiøse onkel Georg, der ændrede læsevanerne hos danske børn og unge.

»Jeg skrev den på min gamle Olivetti-skrivemaskine i løbet af kun otte dage, mens jeg læste til eksamen på seminariet. Jeg havde ærligt talt regnet med at få den smidt i nakken igen, så det er en kæmpe overraskelse, at den stadigvæk lever 40 år senere.«

Væk fra virkeligheden

For tiden går, og i 1975 foregik terrorangreb og attentater langt væk fra Lyngby og omegn. Men da dette interview finder sted mandagen efter angrebene på Krudttønden og synagogen i Krystalgade, kan vi ikke undgå at tale om den tragiske weekend, og om hvorvidt man som kunstner skal blande sig i debatten og offentligt give udtryk for sin holdning.

Bjarne Reuter har naturligvis en mening, men han vil samtidig gerne forbeholde sig retten til, at man som forfatter ikke er forpligtet til at dele den med resten af verden.

»Jeg har skabt et asyl, som består i friheden til at skrive, hvad jeg vil, uden hensyn til andet end den historie, jeg vil fortælle. Jeg diskuterede det engang med nogle kolleger, som fortalte, hvor meget tid de brugte på at vende øjne og ører ud mod verden for at opsnappe så meget som muligt. Men jeg har det stik modsat. Jeg forsøger at lukke så meget ude som overhovedet muligt for kun at koncentrere mig om mine bøger. Så jeg bevæger mig i virkeligheden mere væk fra virkeligheden,« siger han.

Vi taler om den amerikanske forfatter Jonathan Franzen, som får udført et operativt indgreb på sine computere for at fjerne internetforbindelsen, fordi han mener, at der ikke kan skrives god litteratur, når hele verden er tilgængelig med et museklik. Det forekommer Bjarne Reuter en smule drastisk. Men en vis grad af afskærmning mod omverdenen er dog nødvendigt.

»Selv om jeg har en god evne til at abstrahere, tager jeg mine forholdsregler. Jeg ejer for eksempel ikke en mobiltelefon, og man kan ikke få fat i mig på alle tider af døgnet. Når jeg sidder på mit arbejdsværelse og skriver, er der ikke noget, der kan nå mig, og ingen apparater ringer. Sådan er det,« siger han bestemt.

Bjarne Reuter har snart 40-års jubilæum for sin første bog Kidnapning. Fotograferet i sit hjem i Lyngby mandag den 16. februar 2015.
Bjarne Reuter har snart 40-års jubilæum for sin første bog Kidnapning. Fotograferet i sit hjem i Lyngby mandag den 16. februar 2015.

At skrive er at rejse

Tiden går, og engang sad Bjarne Reuter altid mellem klokken 6 og 8, syv dage om ugen, og skrev på sit arbejdsværelse. Men med årene har det ritual ændret sig en smule.

»Jeg skriver ganske vist stadigvæk ganske tidligt om morgenen, men jeg er blevet mere magelig, og i dag kan jeg også skrive efter solnedgang. Men jeg arbejder slet ikke hver dag. Det meste af tiden laver jeg ingenting. Eller står og høvler lidt i den der,« siger han med et hovedkast mod gulvbassen – specialbygget til venstrehåndede – som står i hjørnet af stuen.

Han fortæller om skriveprocessen og magien, som opstår i mødet mellem underbevidsthed og papir.

»Skriveprocessen kan opdeles i tre faser. Først giver jeg efter for et eller andet, som jeg ikke helt ved, hvor kommer fra. Dernæst kommer en fase, hvor jeg forsøger at finde ud af, om det kan sættes ind i en større ramme, og til sidst kommer selve skrivningen og redigeringen. Jo ældre jeg bliver, desto mere respekt får jeg for det håndværk, det er at skrive en bog igennem 15-20 gange, inden jeg føler, at den er der, hvor den skal være. Det er et vidunderligt arbejde, hvor belønningen i sig selv er selve skrivningen og arbejdet med sproget,« siger han og beskriver sine bøger som en rejse. En rejse, som har været undervejs i 40 år.

»Det handler ikke om at nå frem, men om rejsen i sig selv. Jeg har nok foretaget det meste af turen, men der er stadigvæk lang tid tilbage. Hver bog er også en eftersøgning og et skridt henimod at finde det, jeg leder efter. Selv om jeg er temmelig sikker på, at det ikke eksisterer,« siger han.

Bjarne Reuter i sit hjem
Bjarne Reuter i sit hjem

Ordsamleren

Tiden går, og i 40 år – eller faktisk endnu flere – har det været det samme, Bjarne Reuter leder efter, når han har sat sig foran det hvide papir og er begyndt i øverste venstre hjørne.

»Jeg har skrevet uendeligt forskellige bøger, men hver gang jeg har sat mig ned for at begynde på en ny, er det fordi, jeg gerne ville opdage noget. Der er et autonomt element i bevidstheden, som jeg ikke rigtigt kan gøre rede for, og jeg elsker at sætte det første ord og tænke »gad vide, hvor det her ender,« siger han og bliver stille et øjeblik, inden han for sig selv tilføjer:

»Spændende.«

»Jeg er den type forfatter, som ikke ved, hvad inspiration er. Mine kolleger fortæller mig, at de kan blive inspireret af musik eller en tur i skoven, men det kender jeg ikke noget til. Jeg skriver, når jeg skriver. Hvis det var sådan, at Mozart satte mig i gang, så ville jeg da høre meget Mozart,« griner han.

Magi og poesi

Tiden går, men ægte Bjarne Reuter-fans ved, at Brønshøj i 1950erne var både magisk og poetisk. Den københavnske forstad er scenen, hvor en stor del af hans bøger har udspillet sig, og her voksede han selv op med en hjemmegående mor i køkkenet og en tavs far i lænestolen foran radioen. Selv tilbragte han det meste af sin barndom på loftet, hvor han slugte sin fars gemte bøger, der stod som en glemt skat i støvet deroppe.

»Jeg samlede på ord, som andre samlede på frimærker. I min opvækst var der stort set ingen børnebøger, så den første bog jeg læste, var Boccaccios »Decameron«, som er skrevet i 1348 og bestemt ikke egnet til en 12-årig dreng. Men når jeg i dag genlæser den, kan jeg godt forstå det, for sproget er meget frisk. Jeg læste hvad som helst, selv Daells Varehus’ vinterkatalog, og jeg skrev små historier inspireret af Decameron og Hemingway,« siger han og fortæller om sin barndoms største litterære påvirkning.

»I skolen lærte vi salmevers udenad, og jeg elskede rytmen og ordene hos Brorson, Ingemann og Kingo. Så allerede som 12-13-årig skrev jeg mine egne »fædrelandssange«, for det eneste jeg ville, var at skrive. Det var den eneste måde, jeg kunne leve på. Man kan sammenligne det med at tilegne sig et instrument. Så er det også ligegyldigt, hvad man spiller, bare man får lov til at spille. Det vigtigste var at skrive, og hvis der oven i købet var nogen, der ville udgive det, så kunne jeg ikke forlange mere. Jeg er ret sikker på, at jeg stort set havde skrevet de samme bøger, selv om de ikke var blevet udgivet,« siger han og taler om de mange bøger, han som teenager skrev og sendte ind til forlaget Gyldendal.

»Som 15-16-årig havde jeg en opfattelse af mig selv som en, der skulle skrive 400 siders eksistentielle historier om at være ung. Heldigvis fik jeg nogle udførlige redegørelser fra forlaget, hvor de svarede mig, at selv om de ikke kunne udgive netop den bog, skulle jeg endelig blive ved med at skrive. På et tidspunkt tænkte jeg, at jeg måske skulle prøve et andet forlag, og da Cecil Bødker udkom hos Branner & Korch, kunne det da ikke være helt så ringe. Derfor sendte jeg »Kidnapning« derind og havde slet ikke forventet, at de ville tage den.«

Portræt af forfatter Bjarne Reuter
Portræt af forfatter Bjarne Reuter

Den sovende lærer

Tiden går, og i 1971 startede Bjarne Reuter på Blågårds Seminarium for at blive skolelærer. Med en bevidsthed om, at han ikke kunne leve uden skrivningen, men endnu ikke kunne leve af skrivningen. Og så fordi seminariet lå tæt på, hvor han boede – og havde gode kantineforhold – som han siger.

»Mine linjefag var dansk og kantine,« griner han.

»Egentlig ville jeg læse teologi på universitetet, men jeg kunne ikke se, hvordan jeg skulle få det til at hænge sammen økonomisk at skulle studere i syv år. Lærereksamen gik hurtigere, og jeg kunne skrive samtidig,« siger han.

Ifølge Forfatterweb.dk nåede Bjarne Reuter at være lærer i fem år, inden han satsede 100 procent på litteraturen.

»Var det virkelig så lang tid?« spørger han undrende.

»Jeg havde så få timer om ugen, at det ikke føltes sådan. Det gode ved jobbet var de søde børn. Dem savnede jeg, da jeg stoppede. Jeg sad og skrev om natten, og jeg må indrømme, at jeg helt bogstaveligt sad og sov i timerne. Men ungerne var så søde ikke at vække mig og sad bare helt stille og lod mig sove. Jeg vågnede ofte først, når klokken ringede. »Så, Bjarne, nu skal du vågne,« hviskede de så.«

Han griner.

»Det gik jo ikke i længden, og da jeg endelig tog springet, var det vidunderligt at få et liv, hvor jeg kunne sove om natten.«

Selv om det ikke blev til teologi på universitetet, har det fulgt ham siden, og han er stadigvæk »voldsomt optaget« af faget.

»Det var et studium, som måske kunne have givet mig svar på de mange spørgsmål, jeg havde. Som barn gik jeg meget i kirke, men mere for salmernes end for præstens skyld. Vi havde ingen salmebog derhjemme, så det var det eneste sted, jeg kunne møde dem. Men det smittede af, og jeg begyndte senere at lytte til, hvad præsten sagde.«

I 2012 udgav han efter mange overvejelser en genfortælling af »den største tekst, der findes«, som han kalder Bibelen.

»Jeg er et menneske, der ikke kan lide at lukke døre, og døren til troen står muligvis på klem, men heller ikke mere end det. Jeg er fortsat ateist, og min holdning til de tekster er, at der dybt inde i dem findes et mysterium, som man ikke skal forsøge at opklare.«

Bjarne Reuter, dansk forfatter af blandt andet børne- og ungdomsbøger.
Bjarne Reuter, dansk forfatter af blandt andet børne- og ungdomsbøger.

Danmarks mest populære

Tiden går, og engang var Bjarne Reuter kendt som forfatteren, der både havde Volvo, villa og en årlig direktørløn på næsten 800.000 kroner alene i bibliotekspenge. Han er stadigvæk den forfatter i Danmark, som tjener mest på bogudlån, men denne mandag holder der kun en caffe latte-farvet Fiat 500, og husdyret Bamse er en ældgammel kat, der er scenevant som en cirkushest. Fire børn er det blevet til i to forskellige ægteskaber, og de to yngste bor stadigvæk hjemme.

»Et fuldstændigt stabilt liv,« kalder han det.

»Jo mere monoton en tilværelse, desto større forudsætning har jeg haft for at skeje ud i bøgerne. Jeg kender ingen forfattere, der lever rodet. De, som lever af at skrive, er de mest strukturerede og ædruelige mennesker i verden,« siger han og ved godt, at det også har haft konsekvenser for hans omgivelser at have en succesfuld forfatter i familien.

»Mange af de år, hvor børnene var små, kan jeg slet ikke huske, fordi jeg simpelthen var et andet sted mentalt. Der er masser af middagsselskaber, som er … væk, og det har mine hustruer ladet mig høre en del for. Det er den evige distraktion. Når jeg ikke skriver, har jeg umådeligt svært ved at koncentrere mig, og i store dele af mit liv, har jeg været i transit mellem to punkter. At være forfatter er en livsstil, som griber ind i alt, hvad man foretager sig. Men for mig har det været godt at have den køl under mig, for at kunne navigere i livet, og jeg har brugt bøgerne som et navigationsinstrument, jeg kunne styre efter. Uden dem gad jeg nok at se, hvordan det var gået,« siger manden, der kalder sig selv for en totalt usocial person, der har det bedst med at vende opmærksomheden indad og skærme sig mod verden.

»Jeg er virkelig ingen gevinst for noget som helst selskab. Jeg får krampe i nakken af at gå til receptioner og taler bedst med én ad gangen. Jeg er et privat menneske, som ikke trives i store fora. Et levebrød som mit kan sammenlignes med at være en skuespiller, der står på scenen hver dag. Når man giver af sig selv, har man brug for engang imellem at gå tilbage til det lukkede rum og holde på hovedstolen. Der skal være plads til noget jomfrueligt, et kernehus, i den frugt, man nu engang er, og den kerne har jeg altid været opmærksom på at beskytte,« siger han og ved godt, at selv hans nærmeste omgivelser har haft svært ved at nå ham i perioder.

»Jeg har ofte fået at vide, at jeg har svært ved at høre efter, og mine børn kan godt huske tidspunkter, hvor det var svært at komme i kontakt med deres far. Det bliver jeg selvfølgelig ked af at høre, men der er ikke noget at gøre ved det nu. Det har nok også været en fordel for dem, for de har på mange måder kunnet leve deres eget liv under radaren,« siger han og sammenligner med sin egen barndom, hvor han kunne forsvinde ind i sin egen private verden, langt væk fra forældrenes.

Han fortæller om sin bog, »Ved Profetens Skæg«, hvor hovedpersonen Elliott Omaha Mortensens far er døv, og moren er natsygeplejerske.

Den ideelle ønskebarndom, som Bjarne Reuter kalder den.

»Min far var ikke døv, men var det på sin vis alligevel, og det havde sine fordele. Jeg er stor tilhænger af, at man selv finder ud af, hvordan man skal bruge sin fritid, men i dag blander vi os meget mere i hinandens liv, end man gjorde i min barndom. Af kærlighed naturligvis, men mine egne unger må gerne have et rum, som er deres alene. Mit eget hellige sted var de tre kvadratmeter på loftet, hvor jeg læste og skrev, og de var absolut forbudt for andre. Jeg har desværre taget det med mig, så i mit arbejdsværelse er kun mine fodaftryk tilladt. Alle må have et jomfrueligt sted i deres liv, hvor man ikke lukker andre ind,« siger han og sammenligner skriveprocessen med – ikke langdistanceløb som japanske Haruki Murakami gør – med cykling.

»Det kræver samme disciplin som en elitesportsmand,« siger han og rejser sig halvt fra sin stol og peger ud mod haveskuret, hvor hans røde Schrøder-cykel med 16 gear skimtes. Mellem 100 og 150 kilometer om ugen cykler han på den.

»Både skrivning og cykling er en autonom proces, hvor man ikke skal nogen steder hen, og hvor det spændende er, hvad der sker på vejen. I de seneste 20 år har jeg kun kørt tre forskellige ture, og den repetition holder jeg meget af. Når jeg kommer forbi de blå altaner på Hvidovrevej, ligner de sig selv, men der er alligevel sket et eller andet. Lige præcis dét hus har jeg kørt forbi i 20 år, men hvorfor har jeg aldrig set et menneske i det? Man kan se mange fascinerende ting fra sin cykel på Hvidovrevej,« siger han og nævner, henkastet, at han – måske på grund af sin distræte natur – er blevet kørt ned flere gange.

»Men når først man har prøvet at ligge få centimeter fra et lastbilhjul, så husker man altså hjelmen.«

FORFATTER BJARNE REUTER.
FORFATTER BJARNE REUTER.

Det er synd for træerne

Tiden går, og hvis Bjarne Reuter ikke gad ligge på gulvet og lege med legeklodser (»Jeg er jo voksen!«) eller læse højt (»Jeg læser jo voksenbøger!«) for sine børn, er han til gengæld blevet en så meget desto mere nærværende bedstefar, som gerne henter sine to børnebørn tidligt fra børnehave, så ofte det kan lade sig gøre.

Han taler med kærlighed om, hvor meget hans børnebørn kan, og hvad de siger. Og som altid hos Bjarne Reuter er der den evigt nostalgiske tråd tilbage til barndommens landskaber.

»Måden, vi taler sammen på i dag, er en helt anden, og det havde været utænkeligt for min far og mig at tale om følelser. Da han døde, var han som en fremmed for mig, og han havde sikkert sagt det samme om mig. Ikke af uvilje, men fordi det bare var sådan.«

Han tænker sig om et øjeblik, inden han tænder for endnu en knitrende filmstrimmel fra det mentale arkiv.

»Min far sagde indimellem nogle sprogligt sjove ting, som jeg har tænkt på siden og egentlig gerne ville have spurgt ind til. Han kunne se på træerne og mene, at det var synd for dem, at de skulle stå udenfor om natten. Og en aften, da vi stod under stjernehimlen på dækket af Storebæltsfærgen, og jeg underholdt ham om Galilei og sådan noget, som jeg var meget optaget af, stod han bare med sin cigar og lyttede, og på et tidspunkt sagde han »ja, men man skal også overlade noget til dem selv, altså stjernerne.« Det har jeg tænkt på siden. Han levede, da vi landede på Månen, men det syntes han egentlig var en stor fejl. Jeg er ham taknemmelig for, at han kunne udvide mit univers med sådan nogle sjove ting.«

Brikkerne passer

Tiden går, men efter 100 bøger eller deromkring glimter det stadigvæk i Bjarne Reuters øjne, da han fortæller om sin næste bog. Det er ellers det spørgsmål, man aldrig må stille en forfatter – nemlig hvad han arbejder på – men da Bjarne Reuter netop er blevet færdig med en ny historie, vil han hellere end gerne fortælle om den.

»I 20 år har jeg ikke skrevet en bog som »Busters Verden« eller »En som Hodder«, men det har jeg netop gjort.«

Han smiler hemmelighedsfuldt.

»Pludselig lå den lige til højrebenet, og i går sendte jeg den ind til forlaget. Eller trykkede på knappen, som man gør i dag. Jeg er ikke altid specielt lykkelig, når jeg sender en bog ind, for der er altid lige noget, jeg gerne vil ændre. Men jeg er bare så kanon glad for denne her, fordi den er blevet præcis, som jeg drømte om. Det var som at finde en masse glemte brikker fra et puslespil, som jeg havde samlet gennem årene og ikke vidste, hvor hørte til. Og pludselig passede det hele. De bedste bøger i verden kan læses af både børn og voksne – se bare på H.C. Andersen – og sådan en bog er denne her også.«

Dagens femte kop kaffe bliver tømt. Sønnen på 17 år låser sig ind og forsvinder op på 1.-salen, mens Bamse strækker sig dovent og gør klar til fotografering.

»I starten betragtede jeg mine bøger som en flaskepost til én læser – fra én ø til en anden – og der gik mange år, før jeg blev bevidst om, at læsere kunne være flertal. Da tredje, fjerde og femte oplag af »Kidnapning« kom, blev jeg oprigtigt overrasket,« siger han og fortæller om dengang, han afleverede »Zappa«, som forlaget ikke mente kunne sælges. De ville hellere have ham til at skrive endnu en bog i serien om Bertram.

»Men nu er »Zappa« kommet i 31 oplag (og er blevet succesfuldt filmatiseret af Bille August, red.), så den er jo gået meget godt,« smiler han.

»Så selv om tiden går, har intet ændret sig. Jeg skriver stadigvæk til én person, og når jeg hører, at mine bøger er på bestsellerlisten i Israel eller Japan, så bliver jeg fuldstændig overrasket. Men jeg tror, at man skal bevare den distance til verden, hvis ikke det skal gå helt i stykker.«

Bjarne Reuter har snart 40-års jubilæum for sin første bog Kidnapning. Fotograferet i sit hjem i Lyngby mandag den 16. februar 2015.
Bjarne Reuter har snart 40-års jubilæum for sin første bog Kidnapning. Fotograferet i sit hjem i Lyngby mandag den 16. februar 2015.

TV: Se Bjarne Reuter fortælle om sin deburoman:

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.