Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Abelone Koppel: At tilgive er at befri sig selv

Abelone Koppel kalder den mand, der myrdede hendes far for 23 år siden, for »en funktion«. En sort ridder og en påmindelse om menneskets mørke kræfter. Og, ja – det er muligt at tilgive.

»Det modsatte af tilgivelse er vel at hænge fast i sin sorg, og den kan man så hænge fast i rigtig mange år. Man kan skabe sig en identitet som offer. I mit tilfælde som hende, hvis far er blevet slået brutalt ihjel. Den offer-identitet kan man så give videre til sine børn og sine omgivelser. Som i værste fald kan give den videre igen. Ikke godt,« siger Abelone Koppel.
»Det modsatte af tilgivelse er vel at hænge fast i sin sorg, og den kan man så hænge fast i rigtig mange år. Man kan skabe sig en identitet som offer. I mit tilfælde som hende, hvis far er blevet slået brutalt ihjel. Den offer-identitet kan man så give videre til sine børn og sine omgivelser. Som i værste fald kan give den videre igen. Ikke godt,« siger Abelone Koppel.

Kan man tilgive et menneske, som har tævet ens far ihjel? Smadret ham til ukendelighed, slået ham så brutalt med sten og glasstykker, at lægen bagefter siger til familien:

»I skal være glade for, at I ikke har set ham. I skal huske ham, som han var, og ikke som han så ud, da han var død.«

Sådan skriver skuespilleren og manuskriptforfatteren Abelone Koppel i sin bog »Her fra«, der udkom for nylig. Bogen er skrevet i delvis fiktionsform og beskriver mordet på en kendt dansk forfatter.

En nat i september 1988 bliver Abelone Koppels far, den succesrige forfatter og dramatiker Christian Kampmann dræbt i familiens sommerhus på Læsø. Motivet er jalousi, og gerningsmanden er Kampmanns mandlige samlever og forfatterkollega gennem 12 år. Han bliver dømt og er nu løsladt.

Læs også:
Suzanne Bjerrehuus: Jeg skal ikke stille andre tilfreds end mig selv
Jo Nesbø: »Jeg har altid spejlet mig i min far«
Sharin Foo: Stjerne for mere end en aften
Tuva Novotny: »Jeg siger nej«

Abelone Koppel, 48, sidder på sit kontor i Niels Hemmingsensgade lige overfor Helligåndskirken. Udenfor ringer kirkeklokkerne højt, tungt og insisterende. Næsten symbolsk, når temaet for interviewet er tilgivelse. Et ord, der ifølge Abelone Koppel rummer så meget.

Bogen handler om, hvordan datterens liv på et splitsekund bliver forandret for altid. Om de mørke kræfter, der er ved at æde hende op, og som på et tidspunkt får hende til at gøre sig meget konkrete tanker om at tage hævn. Fordi en mand har taget hendes højt elskede far fra hende. Den far, hun altid har haft et nært og kærligt forhold til.

Et sted skriver Abelone Koppel:

»Min far og jeg sidder og spiser og nyder stilheden. Den stilhed, der aldrig bliver pinlig sammen med min far. Han fylder den indirekte ud med ord og billeder, der flyder rundt imellem os, som vi begge to mærker, men ikke behøver at tale om.«

Men kan man? Kan man tilgive et andet menneske, at man var på vej i retning af den totale opløsning? Hvor man eksisterer og står op hver morgen. Ikke som et menneske, men som en slags væsen. Med tanker om at begå selvmord, fordi det, der er sket, er for ubærligt?

Abelone Koppel er en lille spinkel kvinde med viltre sorte krøller og stærke lyseblå øjne. Hun gør sig umage med at finde de rigtige ord.

»Det kommer helt an på, hvad man lægger i dét at tilgive. Hvis tilgivelse opfattes i sin helt konkrete betydning som, jaa... at man rækker hånden frem mod det menneske, der har forvoldt én så utrolig meget smerte og lidelse, og siger: »Jeg tror på dit liv igen, jeg har tilgivet dig,« så er det ikke sket på den måde for mig. Ikke på den dér helt konkrete og direkte måde. Men svaret er at - ja, det er muligt at tilgive.«

For Abelone Koppel er tilgivelse at kunne befri sig selv, som hun formulerer det. En nødvendighed for at turde åbne for livet.

»Det modsatte af tilgivelse er vel at hænge fast i sin sorg, og den kan man så hænge fast i rigtig mange år. Man kan skabe sig en identitet som offer. I mit tilfælde som hende, hvis far er blevet slået brutalt ihjel. Den offer-identitet kan man så give videre til sine børn og sine omgivelser. Som i værste fald kan give den videre igen. Ikke godt,« siger hun og ryster stille på hovedet.

I bogen beskriver hun, hvordan datteren oplever gentagne mareridt, der ikke vil holde op. Tankerne om, hvad der skete den nat i huset ved havet. Hvordan datteren nogle uger efter mordet tager op til sommerhuset sammen med sin mor, for at finde ud af, om familien skal sælge huset.

Der er blevet ryddet op og gjort rent, men hun bliver ved med at finde små størknede blodpletter, som hun forgæves prøver at vaske væk for at skåne sin mor, hvis moren skulle opdage dem.

»For mig er dét at tilgive at sige til sig selv: Jeg kan ikke forandre omstændighederne, for jeg har oplevet det frygteligste. Men jeg kan prøve at turde livet igen, og jeg kan prøve at lukke mennesker ind i mit liv igen.«

Abelone Koppel siger, at det er svært at befri sig selv, når man samtidig fornægter livet. For når man befinder sig midt i så stor en sorg, følger der en række voldsomme og mørke kræfter med. Kræfter, der konstant opleves som en forhindring.

Det handler om hævn. Om lysten til at hævne det menneske, man har mistet. En hævn, som samtidig rummer et håb om at få fred med sig selv.

I bogen beskriver datteren, hvordan hun gjorde sig de værste tanker om den mand, der dræbte hendes far. Hvordan han skulle komme til at lide lige så meget, som hun gjorde. Han skulle se billeder af hendes far, som han så ud, da han var død. Han skulle dø, ligesom faren gjorde.

Læs også:
Jo Nesbø: »Jeg har altid spejlet mig i min far«
Jane Birkin: »Uanset hvad jeg gør, ender det med tonerne til »Je T’Aime…««
Sara Blædel: Jeg er altid bare fulgt med de andre

»Jeg havde tanker om hævn i lang tid efter. Men jeg nåede altid at tænke tre skridt videre over konsekvenserne, før jeg gjorde noget. Over hvordan min handling ville gå ud over flere andre mennesker, der ville blive voldsomt kede af det, jeg havde gjort. Som jeg dermed ville trække ned i en sorg. Det var det, jeg ville få ud af min hævn, når jeg forsøgte at tænke rationelt.«

Ifølge Abelone Koppel ligger der i hævnen en kæmpe illusion om, at »hvis jeg tager hævn, så bliver jeg befriet. Så forsvinder min smerte sammen med alt det forfærdelige, der er sket. Så er der udlignet, og jeg kan få fred.«

»Men sådan fungerer det jo ikke. Hævnen er virkelig en illusion af dimensioner. En negativ kraft på størrelse med jeg ved ikke hvad. Den er en af de mørkeste kræfter i mennesket. Lysten til hævn kan være så stærk, at den mærkes helt fysisk. Det er svært at forklare hvordan, men jeg har prøvet det, og det føles... voldsomt,« forklarer hun.

»Ens smerte er der hele tiden, nogle dage mere, andre dage mindre. Den går ikke væk, fordi man får sin hævn.«

Læs mere om Abelone Koppels forhold til tilgivelse og tanker om mordet på hendes far på næste side

Abelone Koppel siger, at hun stadig så mange år efter sin fars død må tilbagevise, at hun ikke tror på livet. At hun daglig må tilbagevise det, hun kalder for mørket og den manglende tro på livet.

»Der skete et kæmpe tillidsbrud dengang for 23 år siden, da min fars samlever,som var en del af mit liv gennem 12 år, og som jeg havde tillid til, pludselig slog min far ihjel. Kunne jeg så tro på mennesker i min nærhed igen?«

Abelone Koppel ser ud af vinduet, over mod kirken. Siger, at det er et aktivt valg, en meget konkret beslutning at vælge livet til. Med alt, hvad det indebærerafrisko for at blive såret og slået omkuld igen.

Læs også:
Suzanne Bjerrehuus: Jeg skal ikke stille andre tilfreds end mig selv
Jo Nesbø: »Jeg har altid spejlet mig i min far«
Sharin Foo: Stjerne for mere end en aften
Tuva Novotny: »Jeg siger nej«

Fordi man én gang har oplevet noget frygteligt, er der nemlig ingen garanti for, at noget andet, der er også føles slemt og sorgfuldt, ikke kan ske igen, mener hun. Man har ikke nødvendigvis fået sin portion af smerte og lidelse.

»På samme måde som det er en illusion at tro, at man kan bruge hævnen til at opnå fred med sig selv, er det en illusion at tro, at vi kan leve et liv uden at opleve smerte. Der findes mange former for smerte, og man kan ikke graduere den, synes jeg. For hvad er det værste? Under alle omstændigheder er der nogle drager, der skal slås ihjel hver dag, når man vælger livet.«

Hun forklarer dragerne med, at de er billedet på negativiteten. På håbløsheden og modløsheden. Det er derfor, de skal transformeres til noget, der kæmper MED livet.

Noget af det stærkeste, Abelone Koppel har oplevet i årene efter farens død, er, at man kan være banket sønder og sammen, som hun siger. Og så alligevel komme tilbage igen.

»Jeg har så mange gange tænkt: Okay, det kan livet altså også. Jorden har rystet under mig, men jeg er her stadig, og jeg er ret vild med at være her, og jeg kan stadig elske andre mennesker. Det synes jeg da er fantastisk. At livet kan rumme så stor en spændvidde.«

Abelone Koppel har flere gange mødt manden, der myrdede hendes far. Tilfældigt på gaden, som man møder folk, men uden at hilse på ham eller tale med ham.

Hun beskriver de første gange som rædselsfulde. Surrealistisk og på alle måder grænseoverskridende.

»Sådan må det jo også være for mange andre mennesker, tænker jeg. Familien til nogen, der er blevet invalideret eller kørt ihjel af en spritbilist for eksempel. De gange, jeg har mødt ham, har der været en kamp om, hvorvidt smerten og vreden skulle sluge mig eller ikke sluge mig. Nogle gange sluger den mig, og jeg ryger ned og må kæmpe mig op igen. Andre gange vinder jeg, og smerten og sorgen sluger mig ikke.«

Læs også:
Jo Nesbø: »Jeg har altid spejlet mig i min far«
Jane Birkin: »Uanset hvad jeg gør, ender det med tonerne til »Je T’Aime…««
Sara Blædel: Jeg er altid bare fulgt med de andre

Abelone Koppel risikerer at møde ham igen. Det ved hun. Men kan mærke, at han er en slags funktion. En slags sort ridder og en påmindelse om, at der er noget, der hedder negative kræfter.

»Der findes et mørke derude, som kan blive så stort og voldsomt, at det kan æde mig op, så jeg ikke har lyst til livet. Og så er det, at jeg igen og igen må beslutte mig for at have den dér grundlæggende tro på livet. At jeg virkelig VIL livet.«

Abelone Koppel kommer aldrig til at tale med manden, der myrdede hendes far, siger hun. For den sorg, hun har oplevet, forsvinder aldrig. Den er et vilkår og en del af hendes liv. Men man kan beslutte sig for, at den ikke må fylde alt på den destruktive måde.

Kan man så tilgive en funktion, en sort ridder?

»Ja, men jeg vil sige det på den måde, at han har været årsagen til min smerte, men at jeg har besluttet mig for, at den smerte ikke skal styre mit liv. Det er ikke det samme som at fortrænge ham. Det er en beslutning om, at den lidelse, han har påført mig, ikke skal have lov til at fylde.«

Klokkerne fra Helligåndskirken ringer ikke længere, der er stille i det store kontor med højt til loftet, kun få møbler og en lidt rungende akustik.

»Jeg tror, at tilgivelse er at turde nå ud over sig selv,« siger Abelone Koppel pludselig.

Tænker lidt og siger så:

»I øvrigt kan jeg bedre lide ordet forsoning end tilgivelse. Jeg forsoner mig med det, der er sket. På den måde føles det som om, at livet er større, at det kan meget mere, end man måske tror. Og jeg tror på, at rigtig mange mennesker faktisk er i stand til at transformere det dybeste helvede til noget værdifuldt. Men det kræver en erkendelse af, at det er en kamp mod dragerne hver eneste dag, når man vælger at turde livet.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.