Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

35 år som Hofreporter

Den kongelige familie var i 35 år en del af Bodil Caths liv, og jobbet som royalt kølvand har givet Danmarks mest berømte hofreporter nogle af hendes livs største oplevelser. Her fortæller hun om kongelige trekantsandwich og en svingom med Desmond Tutu.

Hofreporteren Bodil Cath fotograferet i sit hjem i Hellerup. Tirsdag den 17. marts 2015.
Hofreporteren Bodil Cath fotograferet i sit hjem i Hellerup. Tirsdag den 17. marts 2015.

Kribler det i dig for at arbejde igen, nu hvor Dronningen fylder 75?

»Alt hvad der foregår i den kongelige familie har min store interesse, men jeg har haft min tid og fået min dosis af store begivenheder. Som journalist bliver man ikke venner med de kongelige, men man kan være heldig at blive respekteret, og jeg føler, at vi har haft et gensidigt godt arbejdsforhold. Det værste jeg ved er, hvis man forsøger at sole sig i andres glimmer.«

Hvad har Dronningen betydet for dit liv?

»Utroligt meget. I min selvbiografi, »Mit liv som Cath«, skriver jeg en tak til den kongelige familie, for uden dem var mit liv blevet et helt andet. Det er klart, at når jeg i 35 år har haft de royale som fast stofområde, så har det da haft betydning. Jeg havde da bestemt heller ikke tænkt på at få en minkpels, hvis jeg var fortsat som kriminalreporter.«

Har du en særlig anekdote om hende?

»Engang i starten af 1980erne var jeg med på officielt besøg på Grønland for at fejre 1.000-året for Erik den Røde. Prinserne var små, og efter det officielle arrangement, sad vi journalister sammen med kongefamilien på en græsskråning og drak Erik den Røde-øl af flasken og spiste trekantsandwich med spegepølse og leverpostej på paptallerkener. I kongeligt regi er det noget af det mest afslappende og hyggelige, jeg har oplevet. På et tidspunkt er der en halvberuset grønlænder, som antaster Dronningen, men det får hun elegant klaret selv uden hjælp fra sine livvagter. Ingen kan som hun bruge sin tunge som et sværd.«

Hvilket karaktertræk sætter du pris på hos dig selv?

»Jeg gør aldrig mig selv mere perfekt, end jeg er, og jeg har altid holdt mig for øje, at jeg skal kunne se mig selv i spejlet. Selvfølgelig har jeg i mit journalistiske liv begået fejl, men jeg har aldrig haft sager eller dementier. Og så har jeg altid forsøgt at skrive tingene, uden at slikke nogen op og ned ad ryggen.«

Hvilket karaktertræk er du knap så glad for?

»I virkeligheden burde min selvbiografi have heddet »Kampen mod pundene«, for min vægt har altid røget op og ned ad skalaen. Når det gælder kalorier, er min karakter lige så bøjelig som en regnorm. Det irriterer mig, at jeg i perioder er lidt for kropsdoven. Jeg burde have levet dengang, damerne gerne måtte have flere former.«

Har du en helt fra fiktionens verden?

»Som barn elskede jeg Skipper Skræk, og jeg har stadigvæk en kæmpe samling blade, der måler en meter i højden. Dengang var der jo ikke så meget at vælge imellem. Mange af bladene fik jeg af min elskede bedstefar, som også var sømand og havde sejlet på de store have.«

Og en fra virkeligheden?

»Den største helt i mit liv, som jeg endda har kigget direkte i øjnene, er Nelson Mandela, som jeg mødte på et statsbesøg i Sydafrika i 1996. At møde ham var som at trykke verdenshistorien i hånden, men han havde alligevel et helt utroligt nærvær. Det var et følelses-sus, som jeg aldrig vil glemme. På samme tur mødte vi Desmond Tutu, som jeg fik en ordentlig svingom med. »Så fik bispen nok sat fut i fruen,« udbrød en af mine kolleger, da vi skred over dansegulvet. Jeg er sikker på, at vi kunne have vundet »Vild med dans« sammen.

Hvad har været de længste minutter i dit liv?

»I 2001 var jeg med på statsbesøg i Thailand, hvor vi så en helikopter styrte ned. I nogle minutter vidste vi ikke, om Kronprinsen eller Dronningen var med om bord, og der kunne jeg næsten ikke trække vejret. Det viste sig så, at Dronningens livlæge var med, men han kunne lykkeligvis kravle uskadt ud af den havarerede maskine, mens en thailandsk læge kom mere alvorligt til skade.«

Hvad betragter du som din største succes?

»At jeg har fået en dygtig og velfungerende datter, som jeg er stolt af og gerne roser til himlen. Da hun var lille, var jeg ofte væk hjemmefra, men i stedet for at komme i daginstitution, valgte jeg at få en rigtig gammeldags guvernante til at passe hende. Så hun havde en tryg og god barndom, og det siger hun altså også selv.«

Og hvad har været den største fiasko?

»At mit ægteskab ikke holdt. Vi var gift i 40 år, men i de sidste ti, inden min mand døde, boede vi ikke sammen, men talte sammen hver dag, fejrede højtiderne, og rejste endda på krydstogt sammen.«

Har du et motto?

»Nok snarere en leveregel. Man skal passe på, hvad man siger og skriver. Ord er som en fugl, der flyver. Når de først er sagt, kan de ikke kaldes tilbage. Ord har magt, så man skal være varsom med dem. Jeg synes, at det er helt forfærdeligt, hvad folk i vore dage kan finde på at skrive til hinanden. Selv har jeg aldrig nogensinde skrevet et brev, som ikke kunne tåle at blive læst op i fuld offentlighed.«

Hvad er det bedste en mand har sagt til dig?

»En nabo sagde engang til mig: »Du er i grunden ikke det værste, der kan overgå én.« Det opfattede jeg som om, at han syntes, at jeg var et ordentligt menneske.«

TV: Se Bodil Cath fortælle om 35 år som hofreporter:

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.