Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
85 år 18. februar:

Yoko Ono ud af Lennons skygge

Yoko Ono blev verdenskendt som John Lennons hustru, men også som en kunstner i sin egen ret.

Foto: Nikolai Linares
Foto: Nikolai Linares

Der findes en filmoptagelse fra 1968, hvor Yoko Ono, der fylder 85 år 18. februar, står og hyler ind i en mikrofon, akkompagneret af nogle af sin tids største rockmusikere, herunder hendes daværende kæreste og senere mand, John Lennon. Der findes nogle andre optagelser, fra året efter, hvor parret sidder i pyjamas i en seng på Hotel Hilton i Amsterdam og protesterer mod volden i verden. Der findes billeder fra samme år, hvor Yoko Ono hænger ud i studiet, mens The Beatles arbejder på deres næste album.

Sådan var det. Dengang. Hvor John Lennon var, var Yoko Ono også, og da The Beatles gik i opløsning i 1970, var der mange, der mente, at det var hende, der havde ført John Lennon på afveje med sine tossede påfund, og at hun nassede på hans berømthed. Sandheden er formodentlig mere nuanceret. I hvert fald står det fast, at hun allerede som helt ung og på egen hånd markerede sig som avantgardekunstner, og at hun i dag, 38 år efter mordet på hendes mand, står kunstnerisk stærkere end nogensinde. Hun er for længst kommet ud af Lennons skygge.

Hun blev født i Tokyo, som datter af velhavende og højtuddannede forældre, og hun overlevede den frygtelige allierede bombning af den japanske hovedstad i 1945. Efter krigen flyttede hun til New York, hvor hun, da hun var blevet gammel nok, gjorde sig bemærket med sære kunstneriske handlinger i tidens avantgardistiske ånd. Et ægteskab og en depression senere mødte hun John Lennon, og i 1968, mens det hele stadig var meget nyt, udgav de albummet »Unfinished Music No.1: Two Virgins«, der består af en masse lyde. Hun bidrog også til det suverænt mærkeligste af alle beatles-numre, lydcollagen »Revolution 9«, og i 1970 udgav hun sit første soloalbum, »Yoko Ono/Plastic Ono Band«, som mange hadede, men nogle roste. I 1980, kort før John Lennons død, udgav parret »Double Fantasy«, hvor hver anden sang er med og af hende, mens hver anden sang er med og af ham. Den konstruktion var der en del Lennon-fans, der blev irriterede over. Meget irriterede.

Men så var der også, og er stadig, hendes egentlige kunst, som ikke handler om musik eller det, der ligner, selv om hun aldrig helt har sluppet lyden. Hun blev tidligt påvirket af fluxus, og franskmanden Marcel Duchamp, der udstillede et urinal og kaldte det kunst, var blandt hendes første inspirationskilder. Hun var selv en pioner inden for koncept- og performance-kunsten, og et afgørende moment i hendes kunstnerliv var »Cut Piece«, hvor hun sad på en stol med en saks og bad publikum om at klippe tøjet af hende. En optagelse af den event kunne for nogle år siden ses på Louisianas store Yoko Ono-udstilling, og dén udstilling var i sig selv, stedets renommé taget i betragtning, et vidnesbyrd om den respekt, der står om hende som kunstner. John Lennons enke, ja, men også en person, der kan stå helt på egne ben. Hvad enten man kan lide det eller ej.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.