Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
85 år

Som en opslået kniv

Jess Ørnsbo har chokeret mange med sine bøger og sine dramaer. Men hæderen og anerkendelsen er også kommet til. Med årene.

Som Jess Ørnsbo selv engang har beskrevet det: »De første halvtreds år er de værste.« Forstået på den måde, at når man er en digter, forfatter og dramatiker, der ikke stryger folk med hårene, hverken i form eller indhold, så kan det godt være op ad bakke indimellem. Endda ret ofte.

Men det ER er jo gået. Jess Ørnsbo, der 26. august fylder 85 år, er én af de store, gamle anerkendte. Hans indflydelse, direkte og indirekte, på senere generationer af digtere er betydelig, og han er blevet hædret med Louisiana-prisen, Kjeld Abell Prisen, Aarestrup Medaljen, Jeppe-Prisen, Det Danske Akademis Pris, Danske Dramatikeres Hæderspris og Holberg-Medaljen. Han er desuden én af de trods alt få danskere, der er blevet tildelt Statens Kunstfonds lille, men prestigefyldte livsvarige ydelse.

Jess Ørnsbo, der er søn af en stuepige og en kartoffelhandler og gift med den ligeledes højt estimerede, men måske noget mere bredt appellerende forfatter Dorrit Willumsen, var, som leksikonet skriver, »konfrontationsdigtningens ypperste repræsentant.« Sammen med Klaus Rifbjerg, i øvrigt. Han blev mag.art. i slavisk filologi ved Københavns Universitet i 1964 (og skrev senere disputats), men inden magisterkonferensen debuterede han, i 1960, med digtsamlingen »Digte«, hvis motto er, at »digteren er som en opslået kniv læseren træder på.« Så var man ligesom advaret, og heller ikke hans dramatik har forsøgt at please nogen. Dét faktum skar kanonudvalget for scenekunst ud i pap, da hans teaterstykke »Majonæse« kom med i Kulturkanonen fra 2006, i selskab med guldrandede klassikere som Holbergs »Jeppe på bjerget« og Oehlenschlägers »Aladdin, eller den forunderlige lampe«. »Majonæse« chokerede ifølge kanonudvalget »med sin ublu menneskelige hæslighed«. Og var altså samtidig godt og stærkt nok til gøre sig fortjent til en plads i det fine selskab.

Jess Ørnsbos seneste udgivelse, digtsamlingen »Sidste udkald« fra sidste år, kaldte Berlingskes anmelder Jørgen Johansen for »et møde med lyrikeren Jess Ørnsbo i fineste form.« Digtet »Køresyge« ligner således, i Jørgen Johansens optik, »en tænderskærende guide til en seniorrejse i Ørnsboland.« Det lyder sådan her:

»Sidder og venter i en/ indbildt bus/ skulle have været her kl. 5/ sidste år/ men chaufføren en smule utidssvarende/ en passager synes at have glemt/ sin peristaltiske madpakke/ Alligevel flimrer landskabet forbi/ med alle sine unøjagtigheder/ der en overkørt kat uden testamente/ her uden for en kro et uaf-/ hentet hosteanfald/ og et gadeskilt lysende af uvidenhed ...«

Jo, Jess Ørnsbo har man altid kunnet skære sig på. Eller som Jørgen Johansen også beskriver det, så står vi her med er forfatterskab, »der i enestående grad har opsøgt konfrontationerne og satset på aggressivitetens energier.« Den slags kan der også være brug for.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.