Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Sociologen der oplevede verdenshistorien

Zygmunt Bauman oplevede det 20. århundredes totalitære bevægelser på nærmeste hold og formåede til det sidste at være en skarp kritiker af en modernitet.

For den verdenskendte sociolog Zygmunt Bauman, der døde 9. januar, var verdenshistorien ikke blot noget, han analyserede på behagelig afstand men noget, han oplevede. Bauman blev født at sekulære jødiske forældre i den polske by Poznan i 1925 og var dermed teenager, da den nazistiske krigsmaskine i 1939 rullede ind over grænsen.

I modsætning til hovedparten af Polens over to millioner jøder lykkedes det Bauman og hans forældre at overleve via flugt til Sovjetunionen. Her meldte han sig til en polsk hærenhed, der kæmpede side om side med Den Røde Hær. Han deltog i kampene om Berlin i krigens sidste år og opnåede som en af de yngste rang af major i den polske hær.

Efter sin militærkarriere koncentrerede Bauman sig om akademiske studier ved universitetet i Warszawa og blev hurtigt en af Polens førende sociologer. Men efter at den polske kommunistiske regering i 1968 gennemførte en antisemitisk kampagne, der førte til, at Bauman blev fyret fra universitetet, måtte han for anden gang forlade sit fødeland. Efter et kort ophold i Israel endte han som professor i sociologi i Leeds, hvor han boede indtil sin død.

I værket »Modernitet og Holocaust« fra 1989 argumenterer Bauman for, at holocaust ikke var nogen undtagelsesvis tilbagevenden til tidligere tiders barbari i en fremskridtstid, hvor menneskeheden ellersblev både klogere, mere human og oplyst. Nazismens folkedrab var modernitetens Janusansigt. Inspireret af tænkere som totalitarismeforskeren Hannah Arendt og sociologen Max Weber fremhæver han, at massedrabet på de europæiske jøder ikke ville have været muligt uden modernitetens bureaukratiske dyrkelse af lydighed, industrialiseret arbejdsdeling og trang til kategorisering.

I de senere år blev Bauman ikke mindre pessimistisk i forhold til moderniteten. I bogen »Flydende modernitet« fra 2001 beskriver han, hvordan det senmoderne menneske er tvunget ind i en tilværelse med evig omskiftelighed. Som en rejsende gennem ens eget liv er man tvunget ud på en konstant og usikker færd gennem tilværelsen, hvor hverken job, værdier, ægtefæller, bopæl eller politisk orientering er permanente størrelser.

Bauman argumenterede også for, at det senmoderne samfund er karakteriseret ved, at stadig mere information ikke nødvendigvis fører til afklaring, men større forvirring – en pointe, der ikke synes mindre relevant i postfaktualismens og de falske nyheders tidsalder.

En flittig forfatter

Som forfatter var Bauman ekstremt produktiv gennem hele sin karriere og formåede gennem årtier at udgive en bog hvert år. Hans sidst udgivne værk, »Stranger at Our Door«, handler om flygtningekrisen, som han mente, havde skabt en grundløs moralsk panik i Europa. Også de fremmedgørende sociale medier fik over flere omgange med krabasken på en måde, der kunne minde om gammelmandsk maskinstormeri.

Det kan være svært at komme uplettet gennem verdenshistorien, og det formåede Bauman heller ikke. Særlig i sit hjemland, Polen, var han, som tidligere kommunist af jødisk herkomst, en kontroversiel skikkelse, især i højreorienterede kredse.

Voldsom kritik efter afsløring

I 2006 afslørede en historiker, at Bauman i en årrække efter Anden Verdenskrig havde været en del af efterretningstjenesten Det Interne Sikkerhedskorps, som han frivilligt havde meldt sig til. Under den kommunistiske regering, som Sovjetunionen påtvang Polen efter krigen, havde organisationen blandt andet til opgave at bekæmpe resterne af den nationale polske modstandsbevægelse, Hjemmehæren, der både havde været indædte modstandere af nazismen og kommunismen.

Afsløringen førte til massiv kritik af Bauman, hvor Hjemmehæren efter kommunismens fald har fået en status i stil med den danske modstandsbevægelses. Bauman hævdede, at han skam blot havde haft et kedeligt skrivebordsarbejde i organisationen og ikke selv havde angivet eller dræbt nogen – i et forsvar, der ironisk nok kunne minde om det, som man kunne høre fra andre af totalitarismens håndgangne mænd.

Efter at være blevet chikaneret af polske nationalister ved en forelæsning i Wroclaw i 2013 besøgte Bauman ikke sit fødeland igen.

Zygmunt Bauman efterlader sig sin anden hustru, tre døtre og adskillige børnebørn.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.